Malaikat Jibril yang memancarkan air Zam-zam untuk Hajar dan Ismail

و حَدَّثَنِي عَبْدُ اللَّهِ بْنُ مُحَمَّدٍ حَدَّثَنَا عَبْدُ الرَّزَّاقِ أَخْبَرَنَا مَعْمَرٌ عَنْ أَيُّوبَ السَّخْتِيَانِيِّ وَكَثِيرِ بْنِ كَثِيرِ بْنِ الْمُطَّلِبِ بْنِ أَبِي وَدَاعَةَ يَزِيدُ أَحَدُهُمَا عَلَى الْآخَرِ عَنْ سَعِيدِ بْنِ جُبَيْرٍ قَالَ ابْنُ عَبَّاسٍ أَوَّلَ مَا اتَّخَذَ النِّسَاءُ الْمِنْطَقَ مِنْ قِبَلِ أُمِّ إِسْمَاعِيلَ اتَّخَذَتْ مِنْطَقًا لَتُعَفِّيَ أَثَرَهَا عَلَى سَارَةَ ثُمَّ جَاءَ بِهَا إِبْرَاهِيمُ وَبِابْنِهَا إِسْمَاعِيلَ وَهِيَ تُرْضِعُهُ حَتَّى وَضَعَهُمَا عِنْدَ الْبَيْتِ عِنْدَ دَوْحَةٍ فَوْقَ زَمْزَمَ فِي أَعْلَى الْمَسْجِدِ وَلَيْسَ بِمَكَّةَ يَوْمَئِذٍ أَحَدٌ وَلَيْسَ بِهَا مَاءٌ فَوَضَعَهُمَا هُنَالِكَ وَوَضَعَ عِنْدَهُمَا جِرَابًا فِيهِ تَمْرٌ وَسِقَاءً فِيهِ مَاءٌ ثُمَّ قَفَّى إِبْرَاهِيمُ مُنْطَلِقًا فَتَبِعَتْهُ أُمُّ إِسْمَاعِيلَ فَقَالَتْ يَا إِبْرَاهِيمُ أَيْنَ تَذْهَبُ وَتَتْرُكُنَا بِهَذَا الْوَادِي الَّذِي لَيْسَ فِيهِ إِنْسٌ وَلَا شَيْءٌ فَقَالَتْ لَهُ ذَلِكَ مِرَارًا وَجَعَلَ لَا يَلْتَفِتُ إِلَيْهَا فَقَالَتْ لَهُ أَاللَّهُ الَّذِي أَمَرَكَ بِهَذَا قَالَ نَعَمْ قَالَتْ إِذَنْ لَا يُضَيِّعُنَا ثُمَّ رَجَعَتْ فَانْطَلَقَ إِبْرَاهِيمُ حَتَّى إِذَا كَانَ عِنْدَ الثَّنِيَّةِ حَيْثُ لَا يَرَوْنَهُ اسْتَقْبَلَ بِوَجْهِهِ الْبَيْتَ ثُمَّ دَعَا بِهَؤُلَاءِ الْكَلِمَاتِ وَرَفَعَ يَدَيْهِ فَقَالَ رَبِّ { إِنِّي أَسْكَنْتُ مِنْ ذُرِّيَّتِي بِوَادٍ غَيْرِ ذِي زَرْعٍ عِنْدَ بَيْتِكَ الْمُحَرَّمِ حَتَّى بَلَغَ يَشْكُرُونَ } وَجَعَلَتْ أُمُّ إِسْمَاعِيلَ تُرْضِعُ إِسْمَاعِيلَ وَتَشْرَبُ مِنْ ذَلِكَ الْمَاءِ حَتَّى إِذَا نَفِدَ مَا فِي السِّقَاءِ عَطِشَتْ وَعَطِشَ ابْنُهَا وَجَعَلَتْ تَنْظُرُ إِلَيْهِ يَتَلَوَّى أَوْ قَالَ يَتَلَبَّطُ فَانْطَلَقَتْ كَرَاهِيَةَ أَنْ تَنْظُرَ إِلَيْهِ فَوَجَدَتْ الصَّفَا أَقْرَبَ جَبَلٍ فِي الْأَرْضِ يَلِيهَا فَقَامَتْ عَلَيْهِ ثُمَّ اسْتَقْبَلَتْ الْوَادِيَ تَنْظُرُ هَلْ تَرَى أَحَدًا فَلَمْ تَرَ أَحَدًا فَهَبَطَتْ مِنْ الصَّفَا حَتَّى إِذَا بَلَغَتْ الْوَادِيَ رَفَعَتْ طَرَفَ دِرْعِهَا ثُمَّ سَعَتْ سَعْيَ الْإِنْسَانِ الْمَجْهُودِ حَتَّى جَاوَزَتْ الْوَادِيَ ثُمَّ أَتَتْ الْمَرْوَةَ فَقَامَتْ عَلَيْهَا وَنَظَرَتْ هَلْ تَرَى أَحَدًا فَلَمْ تَرَ أَحَدًا فَفَعَلَتْ ذَلِكَ سَبْعَ مَرَّاتٍ قَالَ ابْنُ عَبَّاسٍ قَالَ النَّبِيُّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ فَذَلِكَ سَعْيُ النَّاسِ بَيْنَهُمَا فَلَمَّا أَشْرَفَتْ عَلَى الْمَرْوَةِ سَمِعَتْ صَوْتًا فَقَالَتْ صَهٍ تُرِيدُ نَفْسَهَا ثُمَّ تَسَمَّعَتْ فَسَمِعَتْ أَيْضًا فَقَالَتْ قَدْ أَسْمَعْتَ إِنْ كَانَ عِنْدَكَ غِوَاثٌ فَإِذَا هِيَ بِالْمَلَكِ عِنْدَ مَوْضِعِ زَمْزَمَ فَبَحَثَ بِعَقِبِهِ أَوْ قَالَ بِجَنَاحِهِ حَتَّى ظَهَرَ الْمَاءُ فَجَعَلَتْ تُحَوِّضُهُ وَتَقُولُ بِيَدِهَا هَكَذَا وَجَعَلَتْ تَغْرِفُ مِنْ الْمَاءِ فِي سِقَائِهَا وَهُوَ يَفُورُ بَعْدَ مَا تَغْرِفُ قَالَ ابْنُ عَبَّاسٍ قَالَ النَّبِيُّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ يَرْحَمُ اللَّهُ أُمَّ إِسْمَاعِيلَ لَوْ تَرَكَتْ زَمْزَمَ أَوْ قَالَ لَوْ لَمْ تَغْرِفْ مِنْ الْمَاءِ لَكَانَتْ زَمْزَمُ عَيْنًا مَعِينًا قَالَ فَشَرِبَتْ وَأَرْضَعَتْ وَلَدَهَا فَقَالَ لَهَا الْمَلَكُ لَا تَخَافُوا الضَّيْعَةَ فَإِنَّ هَا هُنَا بَيْتَ اللَّهِ يَبْنِي هَذَا الْغُلَامُ وَأَبُوهُ وَإِنَّ اللَّهَ لَا يُضِيعُ أَهْلَهُ وَكَانَ الْبَيْتُ مُرْتَفِعًا مِنْ الْأَرْضِ كَالرَّابِيَةِ تَأْتِيهِ السُّيُولُ فَتَأْخُذُ عَنْ يَمِينِهِ وَشِمَالِهِ فَكَانَتْ كَذَلِكَ حَتَّى مَرَّتْ بِهِمْ رُفْقَةٌ مِنْ جُرْهُمَ أَوْ أَهْلُ بَيْتٍ مِنْ جُرْهُمَ مُقْبِلِينَ مِنْ طَرِيقِ كَدَاءٍ فَنَزَلُوا فِي أَسْفَلِ مَكَّةَ فَرَأَوْا طَائِرًا عَائِفًا فَقَالُوا إِنَّ هَذَا الطَّائِرَ لَيَدُورُ عَلَى مَاءٍ لَعَهْدُنَا بِهَذَا الْوَادِي وَمَا فِيهِ مَاءٌ فَأَرْسَلُوا جَرِيًّا أَوْ جَرِيَّيْنِ فَإِذَا هُمْ بِالْمَاءِ فَرَجَعُوا فَأَخْبَرُوهُمْ بِالْمَاءِ فَأَقْبَلُوا قَالَ وَأُمُّ إِسْمَاعِيلَ عِنْدَ الْمَاءِ فَقَالُوا أَتَأْذَنِينَ لَنَا أَنْ نَنْزِلَ عِنْدَكِ فَقَالَتْ نَعَمْ وَلَكِنْ لَا حَقَّ لَكُمْ فِي الْمَاءِ قَالُوا نَعَمْ قَالَ ابْنُ عَبَّاسٍ قَالَ النَّبِيُّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ فَأَلْفَى ذَلِكَ أُمَّ إِسْمَاعِيلَ وَهِيَ تُحِبُّ الْإِنْسَ فَنَزَلُوا وَأَرْسَلُوا إِلَى أَهْلِيهِمْ فَنَزَلُوا مَعَهُمْ حَتَّى إِذَا كَانَ بِهَا أَهْلُ أَبْيَاتٍ مِنْهُمْ وَشَبَّ الْغُلَامُ وَتَعَلَّمَ الْعَرَبِيَّةَ مِنْهُمْ وَأَنْفَسَهُمْ وَأَعْجَبَهُمْ حِينَ شَبَّ فَلَمَّا أَدْرَكَ زَوَّجُوهُ امْرَأَةً مِنْهُمْ وَمَاتَتْ أُمُّ إِسْمَاعِيلَ فَجَاءَ إِبْرَاهِيمُ بَعْدَمَا تَزَوَّجَ إِسْمَاعِيلُ يُطَالِعُ تَرِكَتَهُ فَلَمْ يَجِدْ إِسْمَاعِيلَ فَسَأَلَ امْرَأَتَهُ عَنْهُ فَقَالَتْ خَرَجَ يَبْتَغِي لَنَا ثُمَّ سَأَلَهَا عَنْ عَيْشِهِمْ وَهَيْئَتِهِمْ فَقَالَتْ نَحْنُ بِشَرٍّ نَحْنُ فِي ضِيقٍ وَشِدَّةٍ فَشَكَتْ إِلَيْهِ قَالَ فَإِذَا جَاءَ زَوْجُكِ فَاقْرَئِي عَلَيْهِ السَّلَامَ وَقُولِي لَهُ يُغَيِّرْ عَتَبَةَ بَابِهِ فَلَمَّا جَاءَ إِسْمَاعِيلُ كَأَنَّهُ آنَسَ شَيْئًا فَقَالَ هَلْ جَاءَكُمْ مِنْ أَحَدٍ قَالَتْ نَعَمْ جَاءَنَا شَيْخٌ كَذَا وَكَذَا فَسَأَلَنَا عَنْكَ فَأَخْبَرْتُهُ وَسَأَلَنِي كَيْفَ عَيْشُنَا فَأَخْبَرْتُهُ أَنَّا فِي جَهْدٍ وَشِدَّةٍ قَالَ فَهَلْ أَوْصَاكِ بِشَيْءٍ قَالَتْ نَعَمْ أَمَرَنِي أَنْ أَقْرَأَ عَلَيْكَ السَّلَامَ وَيَقُولُ غَيِّرْ عَتَبَةَ بَابِكَ قَالَ ذَاكِ أَبِي وَقَدْ أَمَرَنِي أَنْ أُفَارِقَكِ الْحَقِي بِأَهْلِكِ فَطَلَّقَهَا وَتَزَوَّجَ مِنْهُمْ أُخْرَى فَلَبِثَ عَنْهُمْ إِبْرَاهِيمُ مَا شَاءَ اللَّهُ ثُمَّ أَتَاهُمْ بَعْدُ فَلَمْ يَجِدْهُ فَدَخَلَ عَلَى امْرَأَتِهِ فَسَأَلَهَا عَنْهُ فَقَالَتْ خَرَجَ يَبْتَغِي لَنَا قَالَ كَيْفَ أَنْتُمْ وَسَأَلَهَا عَنْ عَيْشِهِمْ وَهَيْئَتِهِمْ فَقَالَتْ نَحْنُ بِخَيْرٍ وَسَعَةٍ وَأَثْنَتْ عَلَى اللَّهِ فَقَالَ مَا طَعَامُكُمْ قَالَتْ اللَّحْمُ قَالَ فَمَا شَرَابُكُمْ قَالَتْ الْمَاءُ قَالَ اللَّهُمَّ بَارِكْ لَهُمْ فِي اللَّحْمِ وَالْمَاءِ قَالَ النَّبِيُّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ وَلَمْ يَكُنْ لَهُمْ يَوْمَئِذٍ حَبٌّ وَلَوْ كَانَ لَهُمْ دَعَا لَهُمْ فِيهِ قَالَ فَهُمَا لَا يَخْلُو عَلَيْهِمَا أَحَدٌ بِغَيْرِ مَكَّةَ إِلَّا لَمْ يُوَافِقَاهُ قَالَ فَإِذَا جَاءَ زَوْجُكِ فَاقْرَئِي عَلَيْهِ السَّلَامَ وَمُرِيهِ يُثْبِتُ عَتَبَةَ بَابِهِ فَلَمَّا جَاءَ إِسْمَاعِيلُ قَالَ هَلْ أَتَاكُمْ مِنْ أَحَدٍ قَالَتْ نَعَمْ أَتَانَا شَيْخٌ حَسَنُ الْهَيْئَةِ وَأَثْنَتْ عَلَيْهِ فَسَأَلَنِي عَنْكَ فَأَخْبَرْتُهُ فَسَأَلَنِي كَيْفَ عَيْشُنَا فَأَخْبَرْتُهُ أَنَّا بِخَيْرٍ قَالَ فَأَوْصَاكِ بِشَيْءٍ قَالَتْ نَعَمْ هُوَ يَقْرَأُ عَلَيْكَ السَّلَامَ وَيَأْمُرُكَ أَنْ تُثْبِتَ عَتَبَةَ بَابِكَ قَالَ ذَاكِ أَبِي وَأَنْتِ الْعَتَبَةُ أَمَرَنِي أَنْ أُمْسِكَكِ ثُمَّ لَبِثَ عَنْهُمْ مَا شَاءَ اللَّهُ ثُمَّ جَاءَ بَعْدَ ذَلِكَ وَإِسْمَاعِيلُ يَبْرِي نَبْلًا لَهُ تَحْتَ دَوْحَةٍ قَرِيبًا مِنْ زَمْزَمَ فَلَمَّا رَآهُ قَامَ إِلَيْهِ فَصَنَعَا كَمَا يَصْنَعُ الْوَالِدُ بِالْوَلَدِ وَالْوَلَدُ بِالْوَالِدِ ثُمَّ قَالَ يَا إِسْمَاعِيلُ إِنَّ اللَّهَ أَمَرَنِي بِأَمْرٍ قَالَ فَاصْنَعْ مَا أَمَرَكَ رَبُّكَ قَالَ وَتُعِينُنِي قَالَ وَأُعِينُكَ قَالَ فَإِنَّ اللَّهَ أَمَرَنِي أَنْ أَبْنِيَ هَا هُنَا بَيْتًا وَأَشَارَ إِلَى أَكَمَةٍ مُرْتَفِعَةٍ عَلَى مَا حَوْلَهَا قَالَ فَعِنْدَ ذَلِكَ رَفَعَا الْقَوَاعِدَ مِنْ الْبَيْتِ فَجَعَلَ إِسْمَاعِيلُ يَأْتِي بِالْحِجَارَةِ وَإِبْرَاهِيمُ يَبْنِي حَتَّى إِذَا ارْتَفَعَ الْبِنَاءُ جَاءَ بِهَذَا الْحَجَرِ فَوَضَعَهُ لَهُ فَقَامَ عَلَيْهِ وَهُوَ يَبْنِي وَإِسْمَاعِيلُ يُنَاوِلُهُ الْحِجَارَةَ وَهُمَا يَقُولَانِ { رَبَّنَا تَقَبَّلْ مِنَّا إِنَّكَ أَنْتَ السَّمِيعُ الْعَلِيمُ } قَالَ فَجَعَلَا يَبْنِيَانِ حَتَّى يَدُورَا حَوْلَ الْبَيْتِ وَهُمَا يَقُولَانِ { رَبَّنَا تَقَبَّلْ مِنَّا إِنَّكَ أَنْتَ السَّمِيعُ الْعَلِيمُ }

Og har fortalt mig, at ['Abdullah bin Muhammad] har fortalt os, at ['Abdur Razzaq] har fortalt os [Ma'mar] fra [Ayyub as-Sakhtiyaniy] og [Katsir bin Katsir bin Al Muthallib binAbi Wada'ah] hinanden, der supplerer hinanden fra [Sa'id bin Jubair '] 'Abbashu radbban; "Den første kvinde, der brugte et bælte, var profeten Isma'il 'Alaihissalams mor. Hun brugte det til at dække Sarahs spor, hvorefter Ibrahim 'Alaihissalam tog hende med sig sammen med sin søn Isma'il, hvis mor på det tidspunkt stadig ammede ham, indtil Ibrahim 'Alaihissalam placerede dem begge nær Allahs hus (Ka'bah) i en hytte over Zamzam for enden af den store moske. På det tidspunkt boede der ingen i Mekka, og der var intet vand. Ibrahim placerede dem begge der og efterlod en slags sæk med dadler og en pose/krukke med vand. Så gik Ibrahim hen for at forlade dem begge. Så fulgte Isma'ils mor efter ham og sagde: "Åh Ibrahim, hvor skal du hen? "Har du (hjerte) til at efterlade os i denne dal, hvor der ikke er noget menneske og intet?" Fru Isma'il gentog sit spørgsmål mange gange, indtil Ibrahim endelig ikke så tilbage på hende. Til sidst spurgte fru Isma'il: "Befalede Allah dig at gøre alt dette?". Ibrahim svarede: "Ja". Fru Isma'il sagde: "Så vil Allah ikke svigte os." Så vendte fru Isma'il tilbage, og Ibrahim fortsatte sin rejse, indtil han nåede en bakke, og ingen så ham. Igen vendte Ibrahim sig mod Kabaen og bad derefter for dem med flere bønnesætninger ved at løfte begge hænder og sige: "Rabbi, ("sandelig har jeg placeret nogle af mine efterkommere i en dal, der ikke har planter i nærheden af Dit hellige hus"), indtil de kommer til (må de blive taknemmelige tjenere) (QS Ibrahim vers 37). Så begyndte Isma'ils mor at amme sit barn og drikke fra vandforsyningen, indtil da vandet i geriba løb tør, blev han tørstig, og det blev hans søn også. Så kiggede han på Isma'il, den kæmpende baby", eller hun sagde med lederen: "Rullende "på jorden". Så forlod Hajar Ishmael og kunne ikke holde ud at se hans tilstand. Så hun gik til Safaa-højen, det nærmeste bjerg for hende. Hun stod der og vendte sig mod dalen i håb om at se nogen der, men hun så ingen. Så hun kom ned fra Safaa-højen, og da hun nåede dalen, rullede hun kanten af sin kappe op og kæmpede som en person, der kæmper hårdt, indtil hun var i stand til at passere gennem dalen og nåede Marwah-højen og stod der og kiggede for at se, om der var nogen der, men hun så ingen. Hun gjorde det syv gange (mellem Safaa-højene og Marwah-højene). Ibn 'Abbas radiliallahu 'anhu sagde: Profeten sallallaahu 'alaihi wasallam sagde: "Det er den ordsprog, som en person (der udfører Hajj) skal gøre mellem de to bakker." Da hun var på toppen af Marwah, hørte hun en stemme, så sagde hun til sig selv "vær stille", hvilket Hajar betyder sig selv. Så prøvede han at lytte til den, og han kunne høre stemmen igen, så han sagde: "Du "Jeg har hørt din stemme, hvis du vil bede om hjælp". Det viste sig, at stemmen var englens (Gabriel 'Alaihissalams) stemme, som var i nærheden af Zamzam, så øste Gabriel vandet op med sin hæl" eller sagde han; med sine vinger, indtil vandet kom strømmende ud. Isma'ils mor begyndte at lave et vandreservoir med sine hænder på denne måde, nemlig at øse vand op og lægge det i urnen, mens vandet fortsatte med at fosse kraftigt ud efter at være blevet øset op". Ibn 'Abbas radliallahu 'anhuma sagde; Profeten shallallahu 'alaihi wasallam sagde: "Må Allah forbarme sig over Umm Isma'il (Siti Hajar), for hvis hun forlod Zamzam" eller Hans ord: "hvis hun ikke straks samlede vandet op, ville Zamzam-vandet helt sikkert blive til rindende vand". Endelig var hun i stand til at drikke vand og amme sit barn igen. Så sagde englen til hende: "Vær ikke bange for at blive forladt, for dette er Allahs hus, som vil blive bygget af dette barn og hans far, og Allah vil sandelig ikke spilde Sine." tjenere." På det tidspunkt var Baitullah Kaaba placeret ret højt over jorden som en lille bakke, der, når oversvømmelsen kom, ville blive eroderet fra højre og venstre side. Isma'ils mor, Hajar, fortsatte med at leve sådan indtil da. En gruppe mennesker fra Jurhum-stammen eller Jurhum-familien, der kom fra Kadaa'-bakkeruten, stoppede nedstrøms for Mekka, og så de en fugl flyve, der cirklede rundt. De udbrød: "Denne fugl må cirkle, fordi den cirkler rundt om vandet, selvom vi ved med sikkerhed, at der ikke er vand i denne dal." Til sidst sendte de en eller to personer, der løb hurtigt, og tilsyneladende fandt de vand. De vendte tilbage og rapporterede tilstedeværelsen af vand, og så kom de til vandet. Han sagde: "På det tidspunkt var fru Isma'il i nærheden af vandet." De sagde til ham: "Vil du tillade os at komme forbi og slutte os til dig her?". Fru Isma'il sagde: "Ja, det kan du, men du har ikke ret til at have vand." De sagde: "Okay". Ibn 'Abbas radliallahu 'anhuma sagde; Profeten sallallahu 'alaihi wasallam sagde: "Isma'ils mor blev glad over denne begivenhed, fordi der boede mennesker sammen med hende." Til sidst boede de der og sendte budbringere til deres familier for at invitere dem til at bo sammen der." Da deres familier boede hos Hajar, og Isma'il var ung, lærte han at tale arabisk af dem og blev endda det mest værdifulde og mest magiske menneske blandt dem. Så voksede Isma'il op til en ung mand, som de kunne lide. Da han var voksen, giftede de Isma'il med en kvinde fra dem, og ikke længe efter døde Isma'ils mor. Senere kom Ibrahim efter Isma'il og giftede sig for at finde ud af, hvad han havde tilbage, men han fandt ikke Isma'il. Ibrahim spurgte om Isma'il til sin kone. Hans kone svarede; Så spurgte Ibrahim om deres liv og omstændigheder. Isma'ils kone svarede: "Vi oplevede mange onder, og vores liv var snævert og fyldt med stor lidelse." Konen Isma'il klagede over det liv, hun og hendes mand levede. Ibrahim. Ibrahim sagde: "Senere, når din mand kommer, så overbring mine hilsner og bed ham om at skifte døren til sit hus." Da Isma'il kom, følte han noget, så han spurgte sin kone: "Kom nogen til dig?". Hans kone svarede: "Ja. Tidligere kom en gammel mand som denne i denne situation til os, og han spurgte om dig, så forklarede jeg det, og han spurgte mig om vores livssituation, så jeg forklarede, at jeg levede i udmattelse og lidelse." Isma'il spurgte: "Gav den person dig en besked om noget?" Hans kone svarede: "Ja. Han beordrede mig til at overbringe sine hilsner til dig og bad dig om at skifte døren til dit hus." Isma'il sagde: "Han er min far, og han har sandelig beordret mig til at skilles fra dig, så du kan vende tilbage til din familie." Så skilt Isma'il sig fra sin kone. Så giftede Isma'il sig igen med en anden kvinde blandt folket, så gik Ibrahim væk igen og forlod dem inden for den tid, Allah ville, og derefter vendte han tilbage for at møde dem, men han fandt ikke Isma'il, før han endelig gik til Isma'ils kone og spurgte hende om Isma'il. Hans kone svarede: "Han ville tjene til livets ophold for os." Så spurgte Ibrahim igen: "Hvordan har du det?" Han spurgte Isma'ils kone om deres liv og levevilkår. Hans kone svarede: "Vi er altid i god stand og tilstrækkelige." Isma'ils kone priste Allah. Ibrahim spurgte: "Hvad spiser I?". Isma'ils kone svarede: "Kød". Ibrahim spurgte igen: "Hvad drikker I?". Isma'ils kone svarede: "Vand". Så bad Abraham: "O Allah, velsign dem med deres kød og vand." Profeten sallallaahu 'alaihi wasallam sagde: "På det tidspunkt var der intet korn i Mekka, og hvis der var, ville Ibrahim have bedt om det." Han siger: "Og fra Abrahams bøn om kød og vand klagede ingen bortset fra folket i Mekka, hvis alt de fik var kød og vand." Ibrahim sagde derefter: "Når din mand kommer, så overbring mine hilsner til ham og beordre ham til at... forstærke dørbladet til sit hus". Da Isma'il kom, sagde han: "Kom nogen til dig?". Hans kone svarede: "Ja. Tidligere kom en gammel mand med et meget godt udseende til os." Hans kone beundrede Ibrahim. Han spurgte mig om dig, så jeg forklarede det, og han spurgte mig om vores livssituation, så jeg svarede, at jeg var i god stand." Isma'il spurgte: "Gav den person dig en besked om noget?". Hans kone svarede: "Ja. Han beordrede mig til at hilse på dig og bad dig beskytte dørbladet i dit hus." Isma'il sagde: "Han er min far, og det pågældende dørblad er dig. Han beordrede mig til at beskytte dig." Så forlod Ibrahim dem igen i et stykke tid, som Allah ville, og kom derefter tilbage, da Isma'il lagde sine pile under et træ nær Zamzam. Da han så ham, gik han straks hen til ham og handlede, som en far bør over for sin søn, og en søn bør over for sin far. Og han sagde: "O Isma'il, Allah har befalet mig med en befaling." Isma'il sagde: "Gør, hvad din Rabb befaler." Ibrahim sagde igen: "Vil du hjælpe?" mig?" sagde Isma'il; "Ja, jeg vil hjælpe dig". Ibrahim sagde; "Allah beordrede mig til at bygge et hus på dette sted". Ibrahim pegede på et sted, der var ret højt sammenlignet med omgivelserne." Fortælleren sagde; "Fra det sted rejste de to fundamentet til Baitullah, Isma'il arbejdede med at bære stenene, mens Ibrahim var den, der arrangerede dem (byggede dem), indtil da bygningen var høj, kom Isma'il med denne sten og satte den ned til Ibrahim, så han kunne klatre oven på den, mens Isma'il gav ham stenene." recitér bønnen; ("Vores Rabb, accepter (velgørenhed) fra os, sandelig er Du Alhørende og Alvidende") (QS. Albaqarah 127).