Nabi tidak menceraikan istri-istrinya, melainkan bersumpah menjauhi mereka selama satu bulan

حَدَّثَنَا يَحْيَى بْنُ بُكَيْرٍ حَدَّثَنَا اللَّيْثُ عَنْ عُقَيْلٍ عَنْ ابْنِ شِهَابٍ قَالَ أَخْبَرَنِي عُبَيْدُ اللَّهِ بْنُ عَبْدِ اللَّهِ بْنِ أَبِي ثَوْرٍ عَنْ عَبْدِ اللَّهِ بْنِ عَبَّاسٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُمَا قَالَلَمْ أَزَلْ حَرِيصًا عَلَى أَنْ أَسْأَلَ عُمَرَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ عَنْ الْمَرْأَتَيْنِ مِنْ أَزْوَاجِ النَّبِيِّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ اللَّتَيْنِ قَالَ اللَّهُ لَهُمَا{ إِنْ تَتُوبَا إِلَى اللَّهِ فَقَدْ صَغَتْ قُلُوبُكُمَا }فَحَجَجْتُ مَعَه فَعَدَلَ وَعَدَلْتُ مَعَهُ بِالْإِدَاوَةِ فَتَبَرَّزَ حَتَّى جَاءَ فَسَكَبْتُ عَلَى يَدَيْهِ مِنْ الْإِدَاوَةِ فَتَوَضَّأَ فَقُلْتُ يَا أَمِيرَ الْمُؤْمِنِينَ مَنْ الْمَرْأَتَانِ مِنْ أَزْوَاجِ النَّبِيِّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ اللَّتَانِ قَالَ اللَّهُ عَزَّ وَجَلَّ لَهُمَا{ إِنْ تَتُوبَا إِلَى اللَّهِ فَقَدْ صَغَتْ قُلُوبُكُمَا }فَقَالَ وَا عَجَبِي لَكَ يَا ابْنَ عَبَّاسٍ عَائِشَةُ وَحَفْصَةُ ثُمَّ اسْتَقْبَلَ عُمَرُ الْحَدِيثَ يَسُوقُهُ فَقَالَ إِنِّي كُنْتُ وَجَارٌ لِي مِنْ الْأَنْصَارِ فِي بَنِي أُمَيَّةَ بْنِ زَيْدٍ وَهِيَ مِنْ عَوَالِي الْمَدِينَةِ وَكُنَّا نَتَنَاوَبُ النُّزُولَ عَلَى النَّبِيِّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ فَيَنْزِلُ يَوْمًا وَأَنْزِلُ يَوْمًا فَإِذَا نَزَلْتُ جِئْتُهُ مِنْ خَبَرِ ذَلِكَ الْيَوْمِ مِنْ الْأَمْرِ وَغَيْرِهِ وَإِذَا نَزَلَ فَعَلَ مِثْلَهُ وَكُنَّا مَعْشَرَ قُرَيْشٍ نَغْلِبُ النِّسَاءَ فَلَمَّا قَدِمْنَا عَلَى الْأَنْصَارِ إِذَا هُمْ قَوْمٌ تَغْلِبُهُمْ نِسَاؤُهُمْ فَطَفِقَ نِسَاؤُنَا يَأْخُذْنَ مِنْ أَدَبِ نِسَاءِ الْأَنْصَارِ فَصِحْتُ عَلَى امْرَأَتِي فَرَاجَعَتْنِي فَأَنْكَرْتُ أَنْ تُرَاجِعَنِي فَقَالَتْ وَلِمَ تُنْكِرُ أَنْ أُرَاجِعَكَ فَوَاللَّهِ إِنَّ أَزْوَاجَ النَّبِيِّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ ليُرَاجِعْنَهُ وَإِنَّ إِحْدَاهُنَّ لَتَهْجُرُهُ الْيَوْمَ حَتَّى اللَّيْلِ فَأَفْزَعَنِي فَقُلْتُ خَابَتْ مَنْ فَعَلَ مِنْهُنَّ بِعَظِيمٍ ثُمَّ جَمَعْتُ عَلَيَّ ثِيَابِي فَدَخَلْتُ عَلَى حَفْصَةَ فَقُلْتُ أَيْ حَفْصَةُ أَتُغَاضِبُ إِحْدَاكُنَّ رَسُولَ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ الْيَوْمَ حَتَّى اللَّيْلِ فَقَالَتْ نَعَمْ فَقُلْتُ خَابَتْ وَخَسِرَتْ أَفَتَأْمَنُ أَنْ يَغْضَبَ اللَّهُ لِغَضَبِ رَسُولِهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ فَتَهْلِكِينَ لَا تَسْتَكْثِرِي عَلَى رَسُولِ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ وَلَا تُرَاجِعِيهِ فِي شَيْءٍ وَلَا تَهْجُرِيهِ وَاسْأَلِينِي مَا بَدَا لَكِ وَلَا يَغُرَّنَّكِ أَنْ كَانَتْ جَارَتُكَ هِيَ أَوْضَأَ مِنْكِ وَأَحَبَّ إِلَى رَسُولِ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ يُرِيدُ عَائِشَةَ وَكُنَّا تَحَدَّثْنَا أَنَّ غَسَّانَ تُنْعِلُ النِّعَالَ لِغَزْوِنَا فَنَزَلَ صَاحِبِي يَوْمَ نَوْبَتِهِ فَرَجَعَ عِشَاءً فَضَرَبَ بَابِي ضَرْبًا شَدِيدًا وَقَالَ أَنَائِمٌ هُوَ فَفَزِعْتُ فَخَرَجْتُ إِلَيْهِ وَقَالَ حَدَثَ أَمْرٌ عَظِيمٌ قُلْتُ مَا هُوَ أَجَاءَتْ غَسَّانُ قَالَ لَا بَلْ أَعْظَمُ مِنْهُ وَأَطْوَلُ طَلَّقَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ نِسَاءَهُ قَالَ قَدْ خَابَتْ حَفْصَةُ وَخَسِرَتْ كُنْتُ أَظُنُّ أَنَّ هَذَا يُوشِكُ أَنْ يَكُونَ فَجَمَعْتُ عَلَيَّ ثِيَابِي فَصَلَّيْتُ صَلَاةَ الْفَجْرِ مَعَ النَّبِيِّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ فَدَخَلَ مَشْرُبَةً لَهُ فَاعْتَزَلَ فِيهَا فَدَخَلْتُ عَلَى حَفْصَةَ فَإِذَا هِيَ تَبْكِي قُلْتُ مَا يُبْكِيكِ أَوَلَمْ أَكُنْ حَذَّرْتُكِ أَطَلَّقَكُنَّ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ قَالَتْ لَا أَدْرِي هُوَ ذَا فِي الْمَشْرُبَةِ فَخَرَجْتُ فَجِئْتُ الْمِنْبَرَ فَإِذَا حَوْلَهُ رَهْطٌ يَبْكِي بَعْضُهُمْ فَجَلَسْتُ مَعَهُمْ قَلِيلًا ثُمَّ غَلَبَنِي مَا أَجِدُ فَجِئْتُ الْمَشْرُبَةَ الَّتِي هُوَ فِيهَا فَقُلْتُ لِغُلَامٍ لَهُ أَسْوَدَ اسْتَأْذِنْ لِعُمَرَ فَدَخَلَ فَكَلَّمَ النَّبِيَّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ ثُمَّ خَرَجَ فَقَالَ ذَكَرْتُكَ لَهُ فَصَمَتَ فَانْصَرَفْتُ حَتَّى جَلَسْتُ مَعَ الرَّهْطِ الَّذِينَ عِنْدَ الْمِنْبَرِ ثُمَّ غَلَبَنِي مَا أَجِدُ فَجِئْتُ فَذَكَرَ مِثْلَهُ فَجَلَسْتُ مَعَ الرَّهْطِ الَّذِينَ عِنْدَ الْمِنْبَرِ ثُمَّ غَلَبَنِي مَا أَجِدُ فَجِئْتُ الْغُلَامَ فَقُلْتُ اسْتَأْذِنْ لِعُمَرَ فَذَكَرَ مِثْلَهُ فَلَمَّا وَلَّيْتُ مُنْصَرِفًا فَإِذَا الْغُلَامُ يَدْعُونِي قَالَ أَذِنَ لَكَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ فَدَخَلْتُ عَلَيْهِ فَإِذَا هُوَ مُضْطَجِعٌ عَلَى رِمَالِ حَصِيرٍ لَيْسَ بَيْنَهُ وَبَيْنَهُ فِرَاشٌ قَدْ أَثَّرَ الرِّمَالُ بِجَنْبِهِ مُتَّكِئٌ عَلَى وِسَادَةٍ مِنْ أَدَمٍ حَشْوُهَا لِيفٌ فَسَلَّمْتُ عَلَيْهِ ثُمَّ قُلْتُ وَأَنَا قَائِمٌ طَلَّقْتَ نِسَاءَكَ فَرَفَعَ بَصَرَهُ إِلَيَّ فَقَالَ لَا ثُمَّ قُلْتُ وَأَنَا قَائِمٌ أَسْتَأْنِسُ يَا رَسُولَ اللَّهِ لَوْ رَأَيْتَنِي وَكُنَّا مَعْشَرَ قُرَيْشٍ نَغْلِبُ النِّسَاءَ فَلَمَّا قَدِمْنَا عَلَى قَوْمٍ تَغْلِبُهُمْ نِسَاؤُهُمْ فَذَكَرَهُ فَتَبَسَّمَ النَّبِيُّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ ثُمَّ قُلْتُ لَوْ رَأَيْتَنِي وَدَخَلْتُ عَلَى حَفْصَةَ فَقُلْتُ لَا يَغُرَّنَّكِ أَنْ كَانَتْ جَارَتُكِ هِيَ أَوْضَأَ مِنْكِ وَأَحَبَّ إِلَى النَّبِيِّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ يُرِيدُ عَائِشَةَ فَتَبَسَّمَ أُخْرَى فَجَلَسْتُ حِينَ رَأَيْتُهُ تَبَسَّمَ ثُمَّ رَفَعْتُ بَصَرِي فِي بَيْتِهِ فَوَاللَّهِ مَا رَأَيْتُ فِيهِ شَيْئًا يَرُدُّ الْبَصَرَ غَيْرَ أَهَبَةٍ ثَلَاثَةٍ فَقُلْتُ ادْعُ اللَّهَ فَلْيُوَسِّعْ عَلَى أُمَّتِكَ فَإِنَّ فَارِسَ وَالرُّومَ وُسِّعَ عَلَيْهِمْ وَأُعْطُوا الدُّنْيَا وَهُمْ لَا يَعْبُدُونَ اللَّهَ وَكَانَ مُتَّكِئًا فَقَالَ أَوَفِي شَكٍّ أَنْتَ يَا ابْنَ الْخَطَّابِ أُولَئِكَ قَوْمٌ عُجِّلَتْ لَهُمْ طَيِّبَاتُهُمْ فِي الْحَيَاةِ الدُّنْيَا فَقُلْتُ يَا رَسُولَ اللَّهِ اسْتَغْفِرْ لِي فَاعْتَزَلَ النَّبِيُّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ مِنْ أَجْلِ ذَلِكَ الْحَدِيثِ حِينَ أَفْشَتْهُ حَفْصَةُ إِلَى عَائِشَةَ وَكَانَ قَدْ قَالَ مَا أَنَا بِدَاخِلٍ عَلَيْهِنَّ شَهْرًا مِنْ شِدَّةِ مَوْجِدَتِهِ عَلَيْهِنَّ حِينَ عَاتَبَهُ اللَّهُ فَلَمَّا مَضَتْ تِسْعٌ وَعِشْرُونَ دَخَلَ عَلَى عَائِشَةَ فَبَدَأَ بِهَا فَقَالَتْ لَهُ عَائِشَةُ إِنَّكَ أَقْسَمْتَ أَنْ لَا تَدْخُلَ عَلَيْنَا شَهْرًا وَإِنَّا أَصْبَحْنَا لِتِسْعٍ وَعِشْرِينَ لَيْلَةً أَعُدُّهَا عَدًّا فَقَالَ النَّبِيُّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ الشَّهْرُ تِسْعٌ وَعِشْرُونَ وَكَانَ ذَلِكَ الشَّهْرُ تِسْعًا وَعِشْرِينَ قَالَتْ عَائِشَةُ فَأُنْزِلَتْ آيَةُ التَّخْيِيرِ فَبَدَأَ بِي أَوَّلَ امْرَأَةٍ فَقَالَ إِنِّي ذَاكِرٌ لَكِ أَمْرًا وَلَا عَلَيْكِ أَنْ لَا تَعْجَلِي حَتَّى تَسْتَأْمِرِي أَبَوَيْكِ قَالَتْ قَدْ أَعْلَمُ أَنَّ أَبَوَيَّ لَمْ يَكُونَا يَأْمُرَانِي بِفِرَاقِكَ ثُمَّ قَالَ إِنَّ اللَّهَ قَالَ{ يَا أَيُّهَا النَّبِيُّ قُلْ لِأَزْوَاجِكَ إِلَى قَوْلِهِ عَظِيمًا }قُلْتُ أَفِي هَذَا أَسْتَأْمِرُ أَبَوَيَّ فَإِنِّي أُرِيدُ اللَّهَ وَرَسُولَهُ وَالدَّارَ الْآخِرَةَ ثُمَّ خَيَّرَ نِسَاءَهُ فَقُلْنَ مِثْلَ مَا قَالَتْ عَائِشَةُ

Har fortalt os [Yahya bin Bukair] har fortalt os [Al Laits] fra ['Uqail] fra [Ibn Shihab] sagde, har fortalt mig ['Ubaidullah bin 'Abdullah bin Abu Tsaur] fra ['Abdullah bin 'Abbas radliallahu 'anhuma] sagde: "Jeg var altid begejstret for at spørge ['Umar] om de to kvinder blandt Profeten sallallaahu 'alaihi wasallams hustruer, som Allah sagde til dem begge: ("Hvis I begge omvender jer til Allah, så vil begge jeres hjerter sandelig være tilbøjelige (til at modtage godhed) ... QS At-Tahrim 4)." Så jeg besøgte ham, men han undgik mig, og jeg fulgte ham med en læderpose fyldt med vand, indtil han kom. Så hældte jeg vandet fra vandposen over hans to hænder, indtil han udførte afvaskning. Så spurgte jeg: "O emirul mu'minin, hvem er de to kvinder fra Profetens (fred være med ham) hustruer, om hvem Allah sagde til ham ("Hvis I begge omvender jer til Allah, så vil begge jeres hjerter sandelig være tilbøjelige (til at modtage godhed)..."). Så svarede han: "Jeg er overrasket over dig, O Ibn 'Abbas!, han er 'Aisyah og Hafshah". Så nævnte Umar en hadith, han sagde: "Jeg og min nabo fra Ansar var i landsbyen Banu Umayyah bin Zaid, en af de betroede stammer i Medina, og vi skiftedes til at møde Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham). En dag mødte jeg ham (fred og velsignelser være med ham), en anden dag mødte han ham (fred og velsignelser være med ham). Da det var min tur til at møde ham, spurgte jeg ham om den åbenbaring, der var kommet ned den dag, og andre anliggender. Og da det var min nabos tur, gjorde han det samme. Vi er Quraysh, der kan underkue deres koner, så da vi kom til Ansar, viste det sig, at de var et folk, der blev underkuet af deres koner. Så efterlignede vores koner straks Ansar-kvindernes vaner. En dag rådede jeg min kone, men hun modsagde mig, og jeg forbød hende at modsige mig, men hun sagde: "Hvorfor forbyder du mig at modsige dig? "Ved Allah, sandelig har Profetens (frid og velsignelser være med ham) i dag modsagt ham, og en af dem talte ikke engang til ham før om aftenen." Jeg var chokeret over at høre det, og så sagde jeg: "Meget vee for dem af jer, der gør den slags." Så skyndte jeg mig for at møde Hafshah, og så spurgte jeg: "O Hafshah, har nogen af jer i dag fornægtet Allahs Sendebud (frid og velsignelser være med ham) før om aftenen?" Han svarede: "Ja". Jeg siger: "Ve og tab. Føler du dig sikker fra Allahs vrede, fordi Hans Sendebud (frid og velsignelser være med ham) var vred, og du omkom? Spørg ikke for meget til Profeten (frid og velsignelser være med ham), og diskuter ikke med ham om noget, og undgå ikke at tale med ham." Bed mig om, hvad du har brug for, og vær ikke jaloux, hvis der er (profetens sallallaahu 'alaihi wasallams hustru), din skat, som er smukkere og mere elsket af Allahs Sendebud sallallaahu 'alaihi wasallam". Hvad han mente var 'Aisyah radliallahu 'anha. En dag talte vi om ghossan-stammen som skomagere, der normalt forbereder vores sko til krig. Så min ven gik (for at møde Rasulullah sallallahu 'alaihi wasallam) på dagen. Så kom han tilbage ved 'Isha-tiden og bankede meget højt på mit hus og spurgte: "Sover han?" Jeg var chokeret og kom ud for at se ham. Han sagde: "Der har været et stort problem." Er ghassanerne kommet?" Han svarede: "Nej, faktisk er sagen vigtigere og længere end det. Profeten sallallaahu 'alaihi wasallam skilte sig fra sine koner. 'Umar sagde: "Sikke en katastrofe og et tab for Hafshah. Jeg troede, at dette ikke ville ske." Så foldede jeg mit tøj, bad Fajr-bønnen med profeten sallallaahu 'alaihi wasallam, hvorefter han gik ind i et rum højt oppe og isolerede sig der. Så mødte jeg Hafshah, som viste sig at græde, og så spurgte jeg: "Hvad fik dig til at græde, advarede jeg dig ikke? Har Allahs Sendebud (fred være med ham) skilt sig fra dig?" Han svarede: "Jeg ved det ikke, han er nu i sit eksil." Så gik jeg ud og op på prædikestolen og fandt, at der var et antal mennesker (færre end ti) samlet omkring den, hvoraf nogle græd. Så jeg sad sammen med dem et stykke tid, og så blev jeg meget ivrig efter at tage til eksilstedet, hvor han opholdt sig. Jeg sagde til Aswad, den lille dreng, der var hans tjener: "Bed om tilladelse til Umar?" Så gik han ind og talte med profeten (fred være med ham), kom så ud og sagde: "Jeg har allerede fortalt ham, hvad du mener, men han er tavs." Så gik jeg tilbage og samledes med folkene nær prædikestolen. Et øjeblik senere opstod min lyst igen, så jeg gik hen til den lille dreng og fortalte ham, hvad jeg mente, og han svarede på samme måde. Så satte jeg mig tilbage med folkene nær prædikestolen. Så opstod min lyst igen, så jeg gik hen til den lille dreng igen og sagde: "Bed om tilladelse fra 'Umar?" Så svarede han på samme måde. Da jeg var ved at gå tilbage, kaldte den lille dreng på mig og sagde: "Rasulullah shallallahu 'alaihi wasallam tillader dig at komme ind." Så gik jeg ind for at møde ham, som på det tidspunkt lå på sandet som en madras, og der var ingen madras mellem sandet og ham, så sandet var præget på siden af hans krop. Han lænede sig op ad en pude lavet af læder fyldt med kokosfibre. Jeg hilste på ham, og mens jeg stadig stod op, sagde jeg: "Har du skilt dig fra dine koner?" Så kiggede han på mig og sagde: "Nej". Så sagde jeg: "Har du det dårligt, fordi du så mig?" Vi er Quraish-folk, der er vant til at undertrykke vores koner. "Da vi kom hertil, mødte vi et folk, der var underlagt deres koner." Så fortalte 'Umar historien. Så smilede profeten sallallaahu 'alaihi wasallam. Så sagde jeg: "Hvad nu hvis du så mig møde Hafshah, og jeg sagde til ham: 'Vær ikke jaloux, hvis der er (profetens kone sallallaahu 'alaihi wasallam), din skat, som er smukkere og mere elsket af Allahs Sendebud sallallaahu 'alaihi wasallam'. Hvad Umar mente var 'Aisyah radiallahu 'anha'. Så smilede han igen. Så satte jeg mig ned, da jeg så ham smile, og så kiggede jeg på hans hus. Ved Allah, jeg så intet der, fordi mine øjne gik frem og tilbage og kiggede på det ikke mindre end tre gange. Så sagde jeg: "Bed Allah om at udvide verden for din ummah, fordi perserne og ramawierne kun blev udvidet og givet verden, selvom de ikke tilbad Allah." "De er et folk, hvis godhed er blevet fremskyndet i denne verdens liv." Jeg sagde: "O Allahs Sendebud, bed om tilgivelse for mig." Det viste sig, at på grund af min dom som denne, gik Allahs Sendebud (frid og velsignelser være med ham) i eksil, da Hafshah overbragte den til Aisyah (frid og velsignelser være med ham). Tidligere havde han sagt: "Jeg vil ikke blive hos dem i en måned, fordi han var irriteret på dem, efter at Allah havde irettesat ham." Da der var gået 29 dage, kom han første gang til Aisyah. Så sagde Aishah til ham: "Du har svoret ikke at komme til os i en måned, hvorimod vi i dag kun har passeret den 29. nat, har jeg talt den." Så sagde profeten (frid og velsignelser være med ham): "Denne måned er 29 dage." Så begyndte han med mig som den første af sine hustruer. Han sagde: "Sandelig, jeg minder dig om noget, nemlig at du ikke skal have travlt, før du spørger dine forældre om din mening." Aisyah radiallahu 'anha sagde: "Jeg ved allerede, at mine forældre ikke bad mig om at skilles fra dig." Så sagde hun: "Sandelig har Allah sagt: ("O Profet, tal til jeres hustruer... indtil I når Hans ord... en stor belønning) QS Al Ahzab: 28-29). Aisyah, må Allah være tilfreds med hende, sagde: "Er det, hvad mine forældre beordrede? Sandelig foretrækker jeg Allah, Hans Sendebud og livet i efterlivet." Så valgte Hans hustruer det samme, og så sagde de, som sagt 'Aisyah radiallahu 'anha.