Al Hamid

حَدَّثَنَا مَحْمُودُ بْنُ غَيْلَانَ وَعَبْدُ بْنُ حُمَيْدٍ الْمَعْنَى وَاحِدٌ قَالَا حَدَّثَنَا عَبْدُ الرَّزَّاقِ عَنْ مَعْمَرٍ عَنْ ثَابِتٍ الْبُنَانِيِّ عَنْ عَبْدِ الرَّحْمَنِ بْنِ أَبِي لَيْلَى عَنْ صُهَيْبٍ قَالَكَانَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ إِذَا صَلَّى الْعَصْرَ هَمَسَ وَالْهَمْسُ فِي قَوْلِ بَعْضِهِمْ تَحَرُّكُ شَفَتَيْهِ كَأَنَّهُ يَتَكَلَّمُ فَقِيلَ لَهُ إِنَّكَ يَا رَسُولَ اللَّهِ إِذَا صَلَّيْتَ الْعَصْرَ هَمَسْتَ قَالَ إِنَّ نَبِيًّا مِنْ الْأَنْبِيَاءِ كَانَ أُعْجِبَ بِأُمَّتِهِ فَقَالَ مَنْ يَقُومُ لِهَؤُلَاءِ فَأَوْحَى اللَّهُ إِلَيْهِ أَنْ خَيِّرْهُمْ بَيْنَ أَنْ أَنْتَقِمَ مِنْهُمْ وَبَيْنَ أَنْ أُسَلِّطَ عَلَيْهِمْ عَدُوَّهُمْ فَاخْتَارُوا النِّقْمَةَ فَسَلَّطَ عَلَيْهِمْ الْمَوْتَ فَمَاتَ مِنْهُمْ فِي يَوْمٍ سَبْعُونَ أَلْفًا قَالَ وَكَانَ إِذَا حَدَّثَ بِهَذَا الْحَدِيثِ حَدَّثَ بِهَذَا الْحَدِيثِ الْآخَرِ قَالَ كَانَ مَلِكٌ مِنْ الْمُلُوكِ وَكَانَ لِذَلِكَ الْمَلِكِ كَاهِنٌ يَكْهَنُ لَهُ فَقَالَ الْكَاهِنُ انْظُرُوا لِي غُلَامًا فَهِمًا أَوْ قَالَ فَطِنًا لَقِنًا فَأُعَلِّمَهُ عِلْمِي هَذَا فَإِنِّي أَخَافُ أَنْ أَمُوتَ فَيَنْقَطِعَ مِنْكُمْ هَذَا الْعِلْمُ وَلَا يَكُونَ فِيكُمْ مَنْ يَعْلَمُهُ قَالَ فَنَظَرُوا لَهُ عَلَى مَا وَصَفَ فَأَمَرُوهُ أَنْ يَحْضُرَ ذَلِكَ الْكَاهِنَ وَأَنْ يَخْتَلِفَ إِلَيْهِ فَجَعَلَ يَخْتَلِفُ إِلَيْهِ وَكَانَ عَلَى طَرِيقِ الْغُلَامِ رَاهِبٌ فِي صَوْمَعَةٍ قَالَ مَعْمَرٌ أَحْسِبُ أَنَّ أَصْحَابَ الصَّوَامِعِ كَانُوا يَوْمَئِذٍ مُسْلِمِينَ قَالَ فَجَعَلَ الْغُلَامُ يَسْأَلُ ذَلِكَ الرَّاهِبَ كُلَّمَا مَرَّ بِهِ فَلَمْ يَزَلْ بِهِ حَتَّى أَخْبَرَهُ فَقَالَ إِنَّمَا أَعْبُدُ اللَّهَ قَالَ فَجَعَلَ الْغُلَامُ يَمْكُثُ عِنْدَ الرَّاهِبِ وَيُبْطِئُ عَنْ الْكَاهِنِ فَأَرْسَلَ الْكَاهِنُ إِلَى أَهْلِ الْغُلَامِ إِنَّهُ لَا يَكَادُ يَحْضُرُنِي فَأَخْبَرَ الْغُلَامُ الرَّاهِبَ بِذَلِكَ فَقَالَ لَهُ الرَّاهِبُ إِذَا قَالَ لَكَ الْكَاهِنُ أَيْنَ كُنْتَ فَقُلْ عِنْدَ أَهْلِي وَإِذَا قَالَ لَكَ أَهْلُكَ أَيْنَ كُنْتَ فَأَخْبِرْهُمْ أَنَّكَ كُنْتَ عِنْدَ الْكَاهِنِ قَالَ فَبَيْنَمَا الْغُلَامُ عَلَى ذَلِكَ إِذْ مَرَّ بِجَمَاعَةٍ مِنْ النَّاسِ كَثِيرٍ قَدْ حَبَسَتْهُمْ دَابَّةٌ فَقَالَ بَعْضُهُمْ إِنَّ تِلْكَ الدَّابَّةَ كَانَتْ أَسَدًا قَالَ فَأَخَذَ الْغُلَامُ حَجَرًا فَقَالَ اللَّهُمَّ إِنْ كَانَ مَا يَقُولُ الرَّاهِبُ حَقًّا فَأَسْأَلُكَ أَنْ أَقْتُلَهَا قَالَ ثُمَّ رَمَى فَقَتَلَ الدَّابَّةَ فَقَالَ النَّاسُ مَنْ قَتَلَهَا قَالُوا الْغُلَامُ فَفَزِعَ النَّاسُ وَقَالُوا لَقَدْ عَلِمَ هَذَا الْغُلَامُ عِلْمًا لَمْ يَعْلَمْهُ أَحَدٌ قَالَ فَسَمِعَ بِهِ أَعْمَى فَقَالَ لَهُ إِنْ أَنْتَ رَدَدْتَ بَصَرِي فَلَكَ كَذَا وَكَذَا قَالَ لَهُ لَا أُرِيدُ مِنْكَ هَذَا وَلَكِنْ أَرَأَيْتَ إِنْ رَجَعَ إِلَيْكَ بَصَرُكَ أَتُؤْمِنُ بِالَّذِي رَدَّهُ عَلَيْكَ قَالَ نَعَمْ قَالَ فَدَعَا اللَّهَ فَرَدَّ عَلَيْهِ بَصَرَهُ فَآمَنَ الْأَعْمَى فَبَلَغَ الْمَلِكَ أَمْرُهُمْ فَبَعَثَ إِلَيْهِمْ فَأُتِيَ بِهِمْ فَقَالَ لَأَقْتُلَنَّ كُلَّ وَاحِدٍ مِنْكُمْ قِتْلَةً لَا أَقْتُلُ بِهَا صَاحِبَهُ فَأَمَرَ بِالرَّاهِبِ وَالرَّجُلِ الَّذِي كَانَ أَعْمَى فَوَضَعَ الْمِنْشَارَ عَلَى مَفْرِقِ أَحَدِهِمَا فَقَتَلَهُ وَقَتَلَ الْآخَرَ بِقِتْلَةٍ أُخْرَى ثُمَّ أَمَرَ بِالْغُلَامِ فَقَالَ انْطَلِقُوا بِهِ إِلَى جَبَلِ كَذَا وَكَذَا فَأَلْقُوهُ مِنْ رَأْسِهِ فَانْطَلَقُوا بِهِ إِلَى ذَلِكَ الْجَبَلِ فَلَمَّا انْتَهَوْا بِهِ إِلَى ذَلِكَ الْمَكَانِ الَّذِي أَرَادُوا أَنْ يُلْقُوهُ مِنْهُ جَعَلُوا يَتَهَافَتُونَ مِنْ ذَلِكَ الْجَبَلِ وَيَتَرَدَّوْنَ حَتَّى لَمْ يَبْقَ مِنْهُمْ إِلَّا الْغُلَامُ قَالَ ثُمَّ رَجَعَ فَأَمَرَ بِهِ الْمَلِكُ أَنْ يَنْطَلِقُوا بِهِ إِلَى الْبَحْرِ فَيُلْقُونَهُ فِيهِ فَانْطُلِقَ بِهِ إِلَى الْبَحْرِ فَغَرَّقَ اللَّهُ الَّذِينَ كَانُوا مَعَهُ وَأَنْجَاهُ فَقَالَ الْغُلَامُ لِلْمَلِكِ إِنَّكَ لَا تَقْتُلُنِي حَتَّى تَصْلُبَنِي وَتَرْمِيَنِي وَتَقُولَ إِذَا رَمَيْتَنِي بِسْمِ اللَّهِ رَبِّ هَذَا الْغُلَامِ قَالَ فَأَمَرَ بِهِ فَصُلِبَ ثُمَّ رَمَاهُ فَقَالَ بِسْمِ اللَّهِ رَبِّ هَذَا الْغُلَامِ قَالَ فَوَضَعَ الْغُلَامُ يَدَهُ عَلَى صُدْغِهِ حِينَ رُمِيَ ثُمَّ مَاتَ فَقَالَ أُنَاسٌ لَقَدْ عَلِمَ هَذَا الْغُلَامُ عِلْمًا مَا عَلِمَهُ أَحَدٌ فَإِنَّا نُؤْمِنُ بِرَبِّ هَذَا الْغُلَامِ قَالَ فَقِيلَ لِلْمَلِكِ أَجَزِعْتَ أَنْ خَالَفَكَ ثَلَاثَةٌ فَهَذَا الْعَالَمُ كُلُّهُمْ قَدْ خَالَفُوكَ قَالَ فَخَدَّ أُخْدُودًا ثُمَّ أَلْقَى فِيهَا الْحَطَبَ وَالنَّارَ ثُمَّ جَمَعَ النَّاسَ فَقَالَ مَنْ رَجَعَ عَنْ دِينِهِ تَرَكْنَاهُ وَمَنْ لَمْ يَرْجِعْ أَلْقَيْنَاهُ فِي هَذِهِ النَّارِ فَجَعَلَ يُلْقِيهِمْ فِي تِلْكَ الْأُخْدُودِ قَالَ يَقُولُ اللَّهُ تَبَارَكَ وَتَعَالَى فِيهِ{ قُتِلَ أَصْحَابُ الْأُخْدُودِ النَّارِ ذَاتِ الْوَقُودِ حَتَّى بَلَغَ الْعَزِيزِ الْحَمِيدِ }قَالَ فَأَمَّا الْغُلَامُ فَإِنَّهُ دُفِنَ فَيُذْكَرُ أَنَّهُ أُخْرِجَ فِي زَمَنِ عُمَرَ بْنِ الْخَطَّابِ وَأُصْبُعُهُ عَلَى صُدْغِهِ كَمَا وَضَعَهَا حِينَ قُتِلَقَالَ أَبُو عِيسَى هَذَا حَدِيثٌ حَسَنٌ غَرِيبٌ

Efter at have fortalt os [Mahmud bin Ghailan] og [Abdu bin Humaid] at betydningen er én, sagde de; har fortalt os [Abdur Razzaq] fra [Ma'mar] fra [Thabit Al Bunani] fra [Abdur Rahman bin Abu Laila] fra [Shuhaib], sagde han; Det var en tradition for profeten sallallaahu 'alaihi wasallam, at når han havde udført 'Asr-bønnen, hviskede han, og udtrykket hvisken er ifølge nogle af dem bevægelsen af begge læber, som om de talte. Så blev han spurgt: O Allahs Sendebud, når du udfører 'Asr-bønnen, hvisker du. Han sagde: "Der var en profet, der forbløffede sit folk, så sagde han; hvem kan sammenlignes med dem? Så gav Allah ham en åbenbaring: "Giv dem et valg mellem to ting, nemlig at Jeg vil straffe dem, eller at Jeg vil kontrollere deres fjender over dem?" Så valgte de straf, så kontrollerede Allah døden over dem, indtil der på én dag var halvfjerds tusinde mennesker, der døde." Shuhaib sagde; og da han fortalte denne hadith, fortalte han en anden hadith, han sagde: "Der var engang en konge, som havde en shaman, der udførte shamanisme for ham, da sagde shamanen; find mig et barn, der forstår hurtigt, eller han sagde; som er intelligent. Jeg vil lære ham min viden, for jeg er bange for, at jeg vil dø, så denne viden vil blive afskåret fra jer, og ingen af jer vil kende den." Han sagde: "Så ledte de efter en ung mand til ham i henhold til de karakteristika, han havde nævnt, de beordrede den unge mand til at komme og gå til shamanen. Den unge mand gik hen til ham, mens der midt i drengens rejse var en munk på et tilbedelsessted." Ma'mar sagde: "Jeg er sikker på, at beboerne af tilbedelsesstederne på det tidspunkt var muslimer. Han sagde: "Så spurgte barnet munken, hver gang barnet gik forbi ham, blev han ved med at spørge ham, indtil munken fortalte ham det, han sagde; sandelig, jeg tilbeder Allah." Han sagde: "Barnet begyndte at bo hos munken og var ofte forsinket med at gå hen til shamanen. Så sendte shamanen en budbringer til barnets familie med essensen af beskeden; faktisk kom han næsten ikke til mig. Så fortalte barnet dette til munken. Munken sagde til ham: "Hvis shamanen spørger dig, hvor er du? Fortæl mig det bare; hos min familie, og hvis din familie spørger dig, hvor er du? Så fortæl ham, at du er hos shamanen." Han sagde: "Da barnet var i denne tilstand, gik det pludselig forbi en gruppe mennesker, der var blevet holdt tilbage af et dyr. Nogle af dem sagde, at dyret var en løve." Han sagde: "Så tog barnet en sten og sagde: "O Allah, hvis det, munken sagde, er sandt, så beder jeg dig om at dræbe dyret." Han sagde: "Så kastede han dyret og dræbte det. Så spurgte folket: "Hvem dræbte ham?" De sagde: "Barnet." Så folket blev overraskede og sagde: "Sandelig har dette barn lært viden, som ingen kender." Han sagde: "Så hørte en blind mand dette, og han sagde til barnet: "Hvis du er i stand til at give mit syn tilbage, så får du den og den bonus." Barnet sagde: "Jeg ønsker ikke dette fra dig, men hvad tror du, hvis dit syn vender tilbage, vil du så tro på Ham, der har givet det tilbage?" Han sagde: "Ja." Han sagde: "Så bad han til Allah, indtil Allah gav mandens syn tilbage. Så troede den blinde mand, og deres sag kom til kongen. Så sendte han budbringere til dem, og de blev præsenteret. Kongen sagde: "Sandelig vil jeg dræbe hver og en af jer med et mord, som jeg aldrig har begået mod gerningsmanden." Så beordrede han at bringe en munk og en blind mand, derefter stak han en sav midt i hovedet på den ene af dem og dræbte ham, og dræbte den anden med endnu et mord. Så beordrede han at bringe den unge mand, og han sagde: "Før ham til det og det bjerg, og kast ham fra toppen." Så førte de ham væk til bjerget. Da de var nået frem til det sted, hvor de skulle kaste barnet ned fra det, faldt de ned fra bjerget, indtil der ikke var andet tilbage blandt dem end barnet." Han sagde: "Så vendte barnet tilbage, og kongen beordrede dem til at føre det til havet og derefter kaste det i havet. Barnet blev taget i havet, og Allah druknede folket med det og reddede det. Så sagde barnet til kongen: "Du kan ikke dræbe mig, før du korsfæster mig og skyder mig. Når du skyder mig, så sig: i Allahs navn, dette barns Herre." Så beordrede han, at barnet skulle korsfæstes, og barnet blev korsfæstet. Så skød han det og sagde: "BISMILLAAH ROBBU HAADZAL GHULAAM" i Allahs navn, dette barns Herre." Han sagde: "Så lagde barnet sin hånd på panden efter at være blevet skudt med en pil og døde. Så sagde folk: "Sandelig har dette barn lært viden, som ingen kender, så vi tror på Gud, dette barn." Han sagde: "Så blev det sagt til kongen: "Er du utålmodig efter at blive modarbejdet af tre mennesker? Hele menneskeheden har modarbejdet dig." Han sagde: "Så lavede han en stor grøft, kastede derefter brænde og ild i den, samlede derefter folket og sagde: Den, der vender tilbage fra sin religion, vil vi lade ham, og den, der ikke vender tilbage, vil vi kaste i denne ild. Så begyndte han at kaste dem i grøfterne." Han sagde: "Allah tabaraka wa ta'ala sagde for at dokumentere denne historie: Forbandede er de, der laver grøfter, som er i brand (tændt med) brænde, mens de sidder omkring det, mens de er vidne til, hvad de gør mod de troende. Og de torturerer ikke de troende, undtagen fordi de troende tror på Allah, den Almægtige, den Mest Prisværdige." (QS. Alburuj 4-8). Han sagde: "Barnet er blevet begravet." Og det siges, at han blev bragt ud (fra graven) i Umar ibn Al Khattabs tid med fingrene på panden, som han havde placeret dem, da han blev dræbt. Abu Isa sagde: Dette er en hasan gharib hadith.