Salamah bin Al-Akwa' berbaiat dua kali di Hudaibiyah, dan Nabi menjelaskan bahwa isinya adalah baiat untuk menyongsong kematian

حَدَّثَنَا أَبُو بَكْرِ بْنُ أَبِي شَيْبَةَ حَدَّثَنَا هَاشِمُ بْنُ الْقَاسِمِ ح و حَدَّثَنَا إِسْحَقُ بْنُ إِبْرَاهِيمَ أَخْبَرَنَا أَبُو عَامِرٍ الْعَقَدِيُّ كِلَاهُمَا عَنْ عِكْرِمَةَ بْنِ عَمَّارٍ ح و حَدَّثَنَا عَبْدُ اللَّهِ بْنُ عَبْدِ الرَّحْمَنِ الدَّارِمِيُّ وَهَذَا حَدِيثُهُ أَخْبَرَنَا أَبُو عَلِيٍّ الْحَنَفِيُّ عُبَيْدُ اللَّهِ بْنُ عَبْدِ الْمَجِيدِ حَدَّثَنَا عِكْرِمَةُ وَهُوَ ابْنُ عَمَّارٍ حَدَّثَنِي إِيَاسُ بْنُ سَلَمَةَ حَدَّثَنِي أَبِي قَالَ قَدِمْنَا الْحُدَيْبِيَةَ مَعَ رَسُولِ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ وَنَحْنُ أَرْبَعَ عَشْرَةَ مِائَةً وَعَلَيْهَا خَمْسُونَ شَاةً لَا تُرْوِيهَا قَالَ فَقَعَدَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ عَلَى جَبَا الرَّكِيَّةِ فَإِمَّا دَعَا وَإِمَّا بَصَقَ فِيهَا قَالَ فَجَاشَتْ فَسَقَيْنَا وَاسْتَقَيْنَا قَالَ ثُمَّ إِنَّ رَسُولَ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ دَعَانَا لِلْبَيْعَةِ فِي أَصْلِ الشَّجَرَةِ قَالَ فَبَايَعْتُهُ أَوَّلَ النَّاسِ ثُمَّ بَايَعَ وَبَايَعَ حَتَّى إِذَا كَانَ فِي وَسَطٍ مِنْ النَّاسِ قَالَ بَايِعْ يَا سَلَمَةُ قَالَ قُلْتُ قَدْ بَايَعْتُكَ يَا رَسُولَ اللَّهِ فِي أَوَّلِ النَّاسِ قَالَ وَأَيْضًا قَالَ وَرَآنِي رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ عَزِلًا يَعْنِي لَيْسَ مَعَهُ سِلَاحٌ قَالَ فَأَعْطَانِي رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ حَجَفَةً أَوْ دَرَقَةً ثُمَّ بَايَعَ حَتَّى إِذَا كَانَ فِي آخِرِ النَّاسِ قَالَ أَلَا تُبَايِعُنِي يَا سَلَمَةُ قَالَ قُلْتُ قَدْ بَايَعْتُكَ يَا رَسُولَ اللَّهِ فِي أَوَّلِ النَّاسِ وَفِي أَوْسَطِ النَّاسِ قَالَ وَأَيْضًا قَالَ فَبَايَعْتُهُ الثَّالِثَةَ ثُمَّ قَالَ لِي يَا سَلَمَةُ أَيْنَ حَجَفَتُكَ أَوْ دَرَقَتُكَ الَّتِي أَعْطَيْتُكَ قَالَ قُلْتُ يَا رَسُولَ اللَّهِ لَقِيَنِي عَمِّي عَامِرٌ عَزِلًا فَأَعْطَيْتُهُ إِيَّاهَا قَالَ فَضَحِكَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ وَقَالَ إِنَّكَ كَالَّذِي قَالَ الْأَوَّلُ اللَّهُمَّ أَبْغِنِي حَبِيبًا هُوَ أَحَبُّ إِلَيَّ مِنْ نَفْسِي ثُمَّ إِنَّ الْمُشْرِكِينَ رَاسَلُونَا الصُّلْحَ حَتَّى مَشَى بَعْضُنَا فِي بَعْضٍ وَاصْطَلَحْنَا قَالَ وَكُنْتُ تَبِيعًا لِطَلْحَةَ بْنِ عُبَيْدِ اللَّهِ أَسْقِي فَرَسَهُ وَأَحُسُّهُ وَأَخْدِمُهُ وَآكُلُ مِنْ طَعَامِهِ وَتَرَكْتُ أَهْلِي وَمَالِي مُهَاجِرًا إِلَى اللَّهِ وَرَسُولِهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ قَالَ فَلَمَّا اصْطَلَحْنَا نَحْنُ وَأَهْلُ مَكَّةَ وَاخْتَلَطَ بَعْضُنَا بِبَعْضٍ أَتَيْتُ شَجَرَةً فَكَسَحْتُ شَوْكَهَا فَاضْطَجَعْتُ فِي أَصْلِهَا قَالَ فَأَتَانِي أَرْبَعَةٌ مِنْ الْمُشْرِكِينَ مِنْ أَهْلِ مَكَّةَ فَجَعَلُوا يَقَعُونَ فِي رَسُولِ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ فَأَبْغَضْتُهُمْ فَتَحَوَّلْتُ إِلَى شَجَرَةٍ أُخْرَى وَعَلَّقُوا سِلَاحَهُمْ وَاضْطَجَعُوا فَبَيْنَمَا هُمْ كَذَلِكَ إِذْ نَادَى مُنَادٍ مِنْ أَسْفَلِ الْوَادِي يَا لِلْمُهَاجِرِينَ قُتِلَ ابْنُ زُنَيْمٍ قَالَ فَاخْتَرَطْتُ سَيْفِي ثُمَّ شَدَدْتُ عَلَى أُولَئِكَ الْأَرْبَعَةِ وَهُمْ رُقُودٌ فَأَخَذْتُ سِلَاحَهُمْ فَجَعَلْتُهُ ضِغْثًا فِي يَدِي قَالَ ثُمَّ قُلْتُ وَالَّذِي كَرَّمَ وَجْهَ مُحَمَّدٍ لَا يَرْفَعُ أَحَدٌ مِنْكُمْ رَأْسَهُ إِلَّا ضَرَبْتُ الَّذِي فِيهِ عَيْنَاهُ قَالَ ثُمَّ جِئْتُ بِهِمْ أَسُوقُهُمْ إِلَى رَسُولِ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ قَالَ وَجَاءَ عَمِّي عَامِرٌ بِرَجُلٍ مِنْ الْعَبَلَاتِ يُقَالُ لَهُ مِكْرَزٌ يَقُودُهُ إِلَى رَسُولِ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ عَلَى فَرَسٍ مُجَفَّفٍ فِي سَبْعِينَ مِنْ الْمُشْرِكِينَ فَنَظَرَ إِلَيْهِمْ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ فَقَالَ دَعُوهُمْ يَكُنْ لَهُمْ بَدْءُ الْفُجُورِ وَثِنَاهُ فَعَفَا عَنْهُمْ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ وَأَنْزَلَ اللَّهُ { وَهُوَ الَّذِي كَفَّ أَيْدِيَهُمْ عَنْكُمْ وَأَيْدِيَكُمْ عَنْهُمْ بِبَطْنِ مَكَّةَ مِنْ بَعْدِ أَنْ أَظْفَرَكُمْ عَلَيْهِمْ } الْآيَةَ كُلَّهَا قَالَ ثُمَّ خَرَجْنَا رَاجِعِينَ إِلَى الْمَدِينَةِ فَنَزَلْنَا مَنْزِلًا بَيْنَنَا وَبَيْنَ بَنِي لَحْيَانَ جَبَلٌ وَهُمْ الْمُشْرِكُونَ فَاسْتَغْفَرَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ لِمَنْ رَقِيَ هَذَا الْجَبَلَ اللَّيْلَةَ كَأَنَّهُ طَلِيعَةٌ لِلنَّبِيِّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ وَأَصْحَابِهِ قَالَ سَلَمَةُ فَرَقِيتُ تِلْكَ اللَّيْلَةَ مَرَّتَيْنِ أَوْ ثَلَاثًا ثُمَّ قَدِمْنَا الْمَدِينَةَ فَبَعَثَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ بِظَهْرِهِ مَعَ رَبَاحٍ غُلَامِ رَسُولِ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ وَأَنَا مَعَهُ وَخَرَجْتُ مَعَهُ بِفَرَسِ طَلْحَةَ أُنَدِّيهِ مَعَ الظَّهْرِ فَلَمَّا أَصْبَحْنَا إِذَا عَبْدُ الرَّحْمَنِ الْفَزَارِيُّ قَدْ أَغَارَ عَلَى ظَهْرِ رَسُولِ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ فَاسْتَاقَهُ أَجْمَعَ وَقَتَلَ رَاعِيَهُ قَالَ فَقُلْتُ يَا رَبَاحُ خُذْ هَذَا الْفَرَسَ فَأَبْلِغْهُ طَلْحَةَ بْنَ عُبَيْدِ اللَّهِ وَأَخْبِرْ رَسُولَ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ أَنَّ الْمُشْرِكِينَ قَدْ أَغَارُوا عَلَى سَرْحِهِ قَالَ ثُمَّ قُمْتُ عَلَى أَكَمَةٍ فَاسْتَقْبَلْتُ الْمَدِينَةَ فَنَادَيْتُ ثَلَاثًا يَا صَبَاحَاهْ ثُمَّ خَرَجْتُ فِي آثَارِ الْقَوْمِ أَرْمِيهِمْ بِالنَّبْلِ وَأَرْتَجِزُ أَقُولُ أَنَا ابْنُ الْأَكْوَعِ وَالْيَوْمُ يَوْمُ الرُّضَّعِ فَأَلْحَقُ رَجُلًا مِنْهُمْ فَأَصُكُّ سَهْمًا فِي رَحْلِهِ حَتَّى خَلَصَ نَصْلُ السَّهْمِ إِلَى كَتِفِهِ قَالَ قُلْتُ خُذْهَا وَأَنَا ابْنُ الْأَكْوَعِ وَالْيَوْمُ يَوْمُ الرُّضَّعِ قَالَ فَوَاللَّهِ مَا زِلْتُ أَرْمِيهِمْ وَأَعْقِرُ بِهِمْ فَإِذَا رَجَعَ إِلَيَّ فَارِسٌ أَتَيْتُ شَجَرَةً فَجَلَسْتُ فِي أَصْلِهَا ثُمَّ رَمَيْتُهُ فَعَقَرْتُ بِهِ حَتَّى إِذَا تَضَايَقَ الْجَبَلُ فَدَخَلُوا فِي تَضَايُقِهِ عَلَوْتُ الْجَبَلَ فَجَعَلْتُ أُرَدِّيهِمْ بِالْحِجَارَةِ قَالَ فَمَا زِلْتُ كَذَلِكَ أَتْبَعُهُمْ حَتَّى مَا خَلَقَ اللَّهُ مِنْ بَعِيرٍ مِنْ ظَهْرِ رَسُولِ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ إِلَّا خَلَّفْتُهُ وَرَاءَ ظَهْرِي وَخَلَّوْا بَيْنِي وَبَيْنَهُ ثُمَّ اتَّبَعْتُهُمْ أَرْمِيهِمْ حَتَّى أَلْقَوْا أَكْثَرَ مِنْ ثَلَاثِينَ بُرْدَةً وَثَلَاثِينَ رُمْحًا يَسْتَخِفُّونَ وَلَا يَطْرَحُونَ شَيْئًا إِلَّا جَعَلْتُ عَلَيْهِ آرَامًا مِنْ الْحِجَارَةِ يَعْرِفُهَا رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ وَأَصْحَابُهُ حَتَّى أَتَوْا مُتَضَايِقًا مِنْ ثَنِيَّةٍ فَإِذَا هُمْ قَدْ أَتَاهُمْ فُلَانُ بْنُ بَدْرٍ الْفَزَارِيُّ فَجَلَسُوا يَتَضَحَّوْنَ يَعْنِي يَتَغَدَّوْنَ وَجَلَسْتُ عَلَى رَأْسِ قَرْنٍ قَالَ الْفَزَارِيُّ مَا هَذَا الَّذِي أَرَى قَالُوا لَقِينَا مِنْ هَذَا الْبَرْحَ وَاللَّهِ مَا فَارَقَنَا مُنْذُ غَلَسٍ يَرْمِينَا حَتَّى انْتَزَعَ كُلَّ شَيْءٍ فِي أَيْدِينَا قَالَ فَلْيَقُمْ إِلَيْهِ نَفَرٌ مِنْكُمْ أَرْبَعَةٌ قَالَ فَصَعِدَ إِلَيَّ مِنْهُمْ أَرْبَعَةٌ فِي الْجَبَلِ قَالَ فَلَمَّا أَمْكَنُونِي مِنْ الْكَلَامِ قَالَ قُلْتُ هَلْ تَعْرِفُونِي قَالُوا لَا وَمَنْ أَنْتَ قَالَ قُلْتُ أَنَا سَلَمَةُ بْنُ الْأَكْوَعِ وَالَّذِي كَرَّمَ وَجْهَ مُحَمَّدٍ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ لَا أَطْلُبُ رَجُلًا مِنْكُمْ إِلَّا أَدْرَكْتُهُ وَلَا يَطْلُبُنِي رَجُلٌ مِنْكُمْ فَيُدْرِكَنِي قَالَ أَحَدُهُمْ أَنَا أَظُنُّ قَالَ فَرَجَعُوا فَمَا بَرِحْتُ مَكَانِي حَتَّى رَأَيْتُ فَوَارِسَ رَسُولِ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ يَتَخَلَّلُونَ الشَّجَرَ قَالَ فَإِذَا أَوَّلُهُمْ الْأَخْرَمُ الْأَسَدِيُّ عَلَى إِثْرِهِ أَبُو قَتَادَةَ الْأَنْصَارِيُّ وَعَلَى إِثْرِهِ الْمِقْدَادُ بْنُ الْأَسْوَدِ الْكِنْدِيُّ قَالَ فَأَخَذْتُ بِعِنَانِ الْأَخْرَمِ قَالَ فَوَلَّوْا مُدْبِرِينَ قُلْتُ يَا أَخْرَمُ احْذَرْهُمْ لَا يَقْتَطِعُوكَ حَتَّى يَلْحَقَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ وَأَصْحَابُهُ قَالَ يَا سَلَمَةُ إِنْ كُنْتَ تُؤْمِنُ بِاللَّهِ وَالْيَوْمِ الْآخِرِ وَتَعْلَمُ أَنَّ الْجَنَّةَ حَقٌّ وَالنَّارَ حَقٌّ فَلَا تَحُلْ بَيْنِي وَبَيْنَ الشَّهَادَةِ قَالَ فَخَلَّيْتُهُ فَالْتَقَى هُوَ وَعَبْدُ الرَّحْمَنِ قَالَ فَعَقَرَ بِعَبْدِ الرَّحْمَنِ فَرَسَهُ وَطَعَنَهُ عَبْدُ الرَّحْمَنِ فَقَتَلَهُ وَتَحَوَّلَ عَلَى فَرَسِهِ وَلَحِقَ أَبُو قَتَادَةَ فَارِسُ رَسُولِ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ بِعَبْدِ الرَّحْمَنِ فَطَعَنَهُ فَقَتَلَهُ فَوَالَّذِي كَرَّمَ وَجْهَ مُحَمَّدٍ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ لَتَبِعْتُهُمْ أَعْدُو عَلَى رِجْلَيَّ حَتَّى مَا أَرَى وَرَائِي مِنْ أَصْحَابِ مُحَمَّدٍ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ وَلَا غُبَارِهِمْ شَيْئًا حَتَّى يَعْدِلُوا قَبْلَ غُرُوبِ الشَّمْسِ إِلَى شِعْبٍ فِيهِ مَاءٌ يُقَالُ لَهُ ذَو قَرَدٍ لِيَشْرَبُوا مِنْهُ وَهُمْ عِطَاشٌ قَالَ فَنَظَرُوا إِلَيَّ أَعْدُو وَرَاءَهُمْ فَخَلَّيْتُهُمْ عَنْهُ يَعْنِي أَجْلَيْتُهُمْ عَنْهُ فَمَا ذَاقُوا مِنْهُ قَطْرَةً قَالَ وَيَخْرُجُونَ فَيَشْتَدُّونَ فِي ثَنِيَّةٍ قَالَ فَأَعْدُو فَأَلْحَقُ رَجُلًا مِنْهُمْ فَأَصُكُّهُ بِسَهْمٍ فِي نُغْضِ كَتِفِهِ قَالَ قُلْتُ خُذْهَا وَأَنَا ابْنُ الْأَكْوَعِ وَالْيَوْمُ يَوْمُ الرُّضَّعِ قَالَ يَا ثَكِلَتْهُ أُمُّهُ أَكْوَعُهُ بُكْرَةَ قَالَ قُلْتُ نَعَمْ يَا عَدُوَّ نَفْسِهِ أَكْوَعُكَ بُكْرَةَ قَالَ وَأَرْدَوْا فَرَسَيْنِ عَلَى ثَنِيَّةٍ قَالَ فَجِئْتُ بِهِمَا أَسُوقُهُمَا إِلَى رَسُولِ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ قَالَ وَلَحِقَنِي عَامِرٌ بِسَطِيحَةٍ فِيهَا مَذْقَةٌ مِنْ لَبَنٍ وَسَطِيحَةٍ فِيهَا مَاءٌ فَتَوَضَّأْتُ وَشَرِبْتُ ثُمَّ أَتَيْتُ رَسُولَ اللّ

Har fortalt os [Abu Bakr bin Abu Syaibah] har fortalt os [Hasyim Ibnul Qasim]. (på en anden måde er det sagt) Har fortalt os [Ishaq bin Ibrahim] har fortalt os [Abu Amir Al Aqadi] begge fra [Ikrimah bin Ammar]. (på en anden måde er det sagt) Har fortalt os [Abdullah bin 'Abdurrahman Ad Darimi], og dette er hadithen. Har fortalt os [Abu Ali Al Hanafi Ubaidullah bin Abdul Majid] har fortalt os [Ikrimah] - nemlig Ibn Ammar - har fortalt mig [Iyas bin Salamah] fra [sin far] at han sagde: "Vi gik engang i krig med Rasulullah sallallaahu 'alaihi wasallam til Hudaibiyah, på det tidspunkt var der fjorten hundrede af os, og vi bragte kun halvtreds geder, så den mængde gedemælk var ikke nok for os at drikke. Derefter sad Rasulullah sallallahu 'alaihi wasallam nær brønden, mens han bad eller spyttede på den. Takket være den bøn, som Rasulullah sallallahu 'alaihi wasallam reciterede over gedemælken, kunne vi alle drikke mælken til vores hjertes lyst. Så inviterede Rasulullah sallallahu 'alaihi wasallam os til at vise troskab til ham under træet. Derefter fortsatte han med at modtage troskab fra de venner, der var til stede på det tidspunkt. Da han ankom til gruppen i midten, sagde Rasulullah (frid og velsignelser over ham). sallâ Allâhu 'alaihi wasallam sagde til mig: "Velsignet være du, O Salamah." Jeg sagde til ham: "Jeg har svoret troskab til dig i den første gruppe, O Allahs Sendebud." Men i stedet sagde han til mig: "Slå troskaben igen, O Salamah." Jeg efterkom endelig hans anmodning. Da han så, at jeg slet ikke bar nogen våben, gav profeten sallâ Allâhu 'alaihi wasallam mig et skjold. Så modtog han endnu en indvielse fra den sidste gruppe. På det tidspunkt spurgte han mig igen: "Hvorfor sværger du ikke troskab til mig, O Salamah?" Jeg svarede: "Jeg har svoret troskab til dig, O Allahs Sendebud, faktisk har jeg svoret troskab til dig to gange, nemlig i den første gruppe og den midterste gruppe." Så sagde Rasulullah sallâ Allâhu 'alaihi wasallam: "Tag troskab endnu en gang, O Salamah! "Endelig svor jeg ham troskab for tredje gang. Efter at have svoret troskab, spurgte Rasulullah shallallahu 'alaihi wasallam mig: "O Salamah, hvor er de skjolde og skjolde, som jeg gav dig? "Jeg forsøgte at forklare hans spørgsmål: "O Allahs Sendebud, tidligere mødte jeg min onkel, Amir, og det viste sig, at han heller ikke havde nogen våben overhovedet, så jeg gav ham skjoldet." Da Allahs Sendebud (frid og lov) hørte denne forklaring, smilede han og sagde: "Sandelig, du er, som folk i fortiden sagde: 'O Allah, O min Herre, giv mig en elsker, som jeg elsker mere end mig selv'." Et par dage senere inviterede polyteisterne os til at slutte fred ved først at sende en kurér. Efter en kort proces blev vi endelig enige om at slutte fred. Tidligere var jeg tjener for Talhah bin Ubaidillah, mit job var at vande og bade hestene. Til gengæld for denne tjeneste modtog jeg mad fra ham. Jeg var fast besluttet på at forlade min familie og rigdom for at migrere i Allahs og Hans Sendebuds vej. Da der var indgået en fredsaftale mellem os og folket i Mekka, indtil vi kunne blande os med hinanden, gik jeg en dag hen til træerne for at hvile under dem. Mens jeg lå under træet, var det da, at fire Mushrikin kom fra folket. fra Mekka, som sladrede om profeten sallallaahu 'alaihi wasallam, hvilket gjorde mig vred på dem. Så gik jeg hen til en anden træstamme, mens jeg så dem hænge deres våben op, og bagefter faldt de i søvn. I det øjeblik hørtes pludselig en stemme, der råbte fra bunden af klippen: "O Muhajirin, Ibn Zunaim er blevet dræbt." "Jeg trak mig straks ud og gik hen til de fire polyteister, der sov, og jeg tog deres våben." Salamah fortsatte: "Derefter sagde jeg til dem: 'Ved Ham, der har herliggjort Muhammeds ansigt, den iblandt jer, der vover at løfte sit hoved, vil jeg skære halsen over på ham.' Endelig bragte jeg de fire Quraish-vantro frem for profeten sallallaahu 'alaihi wasallam. Samtidig så jeg Amir, min onkel. Det viste sig, at han også førte en Quraish-mand ved navn Mikraz frem for profeten sallallaahu 'alaihi wasallam. Quraish-manden ved navn Mikraz blev efterladt til at ride på en hest, som viste sig at blive fulgt af omkring tredive afgudsdyrkere. fra sine mænd. Et øjeblik så Allahs Sendebud (frid og velsignelser være over dem) på dem og sagde: "Lad dem være, for de vil udholde deres uretfærdighed fra start til slut." "Lad dem være i fred, for de vil udholde deres uretfærdighed fra start til slut." "Ødelæg jer og hold jeres hænder fra at ødelægge dem midt i Mekka, efter at Allah havde givet jer sejr over dem)" (Qs. Al Fath: 24). Efter denne hændelse vendte vi sammen hjem til byen Medina med sejr. Men inden da stoppede vi et sted. Mens afstanden mellem os og Bani Lihyan på det tidspunkt kun var adskilt af et bjerg, var Bani Lihyan ifølge de oplysninger, jeg kender, også blandt polyteisterne. Så udtalte Allahs Sendebud (frid og velsignelser være over dem), at han ville tilgive enhver, der var i stand til at bestige bjerget om natten. Faktisk syntes bjerget foran dem at udfordre Allahs Sendebud (frid og velsignelser være over dem) og de ledsagere, der var til stede på det tidspunkt. Den nat lykkedes det mig at bestige bjerget to eller tre gange. Endelig ankom vi i byen Medina. Så sendte Allahs Sendebud (frid og velsignelser være med ham) Rabbah - sin tjener - for at eskortere kamelen, som bar en ret stor last, og jeg ledsagede også Rabbah på Talhas hest. Den næste dag hørte jeg, at Abdurrahman Al Fazari ville opfange vores gruppe. Det viste sig, at informationen var sand. Abdurrahman var i stand til at fange profeten (frid og velsignelser være med ham) kamel og dens last. Vi hørte endda, at det lykkedes ham at dræbe den person, der red på kamelen. På det tidspunkt sagde jeg til Rabbah: "O Rabbah, tag denne hest og giv den til Talha bin Ubaidullah. Glem ikke at fortælle profeten (frid og velsignelser være med ham) at polyteisterne har fanget den kamelgruppe, han sendte." Derefter besteg jeg bakken med ansigtet mod byen Medina. Jeg råbte med høj stemme: "O folk!" Tre gange i træk. Så steg jeg ned fra bakken, mens jeg fortsatte med at skyde pile mod fjendens mål, mens jeg samtidig for at trøste mit hjerte nynnede: "Jeg er Al Akwas søn", i dag er ødelæggelsens dag! Mens jeg forfulgte fjenden, mødte jeg en mand fra polyteisterne. Så begyndte jeg at sigte pile mod ham. Ikke længe efter lykkedes det mig at stikke en pil lige ind i hans skulder. På afstand sagde jeg til ham: "Smag pilen, jeg er Al Akwas søn", i dag er ødelæggelsens dag. Salamah sagde: "Ved Allah, jeg fortsatte med at skyde pile mod fjenden. Pludselig, forfra, så jeg en fjende ridende på en hest komme imod mig. Så gemte jeg mig bag et tæt træ. Så snart fjenden på hesteryg gik forbi, skød jeg straks en pil og sårede ham. Ikke længe efter kom flere fjendtlige tropper. Men som før besteg jeg straks bakken." Fra toppen af bakken forsøgte jeg at stoppe deres fremrykning ved at kaste sten efter dem, og det viste sig at være en succes. De trak sig tilbage på en ordnet måde og lod mig fortsætte med at jagte dem. Fordi de følte sig tunge af den byrde, de bar, kastede de endelig det meste af deres forsyninger fra Allahs Sendebuds (fred være med ham) kamel, som de havde taget, så den ville være lettere, og de kunne flygte i deres køretøj. Jeg fortsatte med at følge dem, mens jeg skød med pile. Jeg lavede også en sti på vejene med sten, så Allahs Sendebud (fred være med ham) og hans ledsagere ville vide, hvad jeg havde gjort ved fjenderne. Da de var presset sammen, forsøgte polyteisternes tropper at komme ned fra bakken ved at passere ad en smal sti på bakken. Heldigvis var Fulan bin Badri Al Fazari klar til at vente nedenfor for at hjælpe dem. Så satte de sig ned for at hvile, fordi de var udmattede, mens jeg sad på bakken. Fra bakken hørte jeg Al Fazari spørge sine venner, der lige var kommet ned fra bakken: "Hvad er det? Hvad er der sket med jer?" ' De svarede: 'Vi har oplevet træthed, ved Allah, vi kom ikke igennem slutningen af natten, men vi blev konstant oversvømmet med pile, så vi smed det meste af vores forsyninger væk.' Så beordrede Al Fazari fire af dem til at stå ansigt til ansigt med mig, og endelig skyndte de fire sig op ad bakken for at stå ansigt til ansigt med mig. Da afstanden mellem mig og dem blev mindre, så de kunne høre min stemme, råbte jeg: "Åh I fire, kender I mig?" De svarede: "Nej, vi kender jer ikke, hvem er I virkelig?" Jeg svarede: "Jeg er Salamah bin Al Akwa", ved Ham, der herliggjorde Muhammeds ansigt, jeg vil ikke lade jer leve, måske er det også umuligt for jer at lade mig leve.' Så hørte jeg en af de fire personer svare, som jeg sagde. Før jeg havde bevæget mig, så jeg pludselig flere af Allahs Sendebuds (fred og velsignelser være med ham) ledsagere ridende på heste komme ud bag buskene hen imod, hvor jeg var. Salamah sagde: "Den første person, jeg så, var Akhram Al Asadi, efterfulgt af Abu Qatadah Al Ansari." Derefter dukkede Miqdad bin Aswad Al Kindi op." Salamah fortsatte: "Så greb jeg tøjlerne på Akhrams hest, og de skyndte sig for at hjælpe mig. Jeg sagde straks: "O Akhram, pas på dem, så de ikke gør dig fortræd, indtil der kommer forstærkninger fra Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) og de andre ledsagere." Han svarede: "O Salamah, hvis du virkelig tror på Allah og Allah og den sidste dag, og du er sikker på, at Paradis og Helvede er sande, så forhindre mig ikke i at opnå martyrdøden." Salamah sagde: "Så lod jeg ham gå frem for at kæmpe én mod én, så trådte Abdurrahman frem for at stå ansigt til ansigt med Akhram. Først var han i stand til at skade Abdurrahmans hest, men til sidst lykkedes det ham at stikke Akhram ned, indtil han døde. Abdurrahman besteg derefter sin hest. Derefter gik Abu Qatadah - en soldat til hest af profeten sallallaahu 'alaihi wasallam - hen for at stå ansigt til ansigt med Abdurrahman. Så lykkedes det Abu Qatadah at stikke ham ned og dræbe ham for Ham, der forherliger Muhammeds ansigt (frid og velsignelser være med ham). Jeg fortsatte med at følge dem til fods, indtil jeg ikke så nogen af Muhammeds venner (frid og velsignelser være med ham) eller noget støv. Mod solnedgang gik de mod vejen på bakken, hvor der var en kilde kaldet Dzu Qard, så de kunne drikke, fordi de var tørstige." Salamah sagde: "Så så de mig løbe efter dem, jeg blokerede dem fra søen, så de ikke kunne drikke en dråbe vand." Salamah sagde: "Så forlod de stedet med besvær langs bakkens skråninger." Salamah fortsatte: "Så løb jeg og mødte en af dem, så stak jeg ham med en pil lige ved spidsen af skulderbenet." Salamah fortsatte: "Så sagde jeg i en hånlig tone: 'Prøv at trække den pil ud, som jeg stak, jeg er søn af Al Akwa', i dag er ødelæggelsens dag.' Fjenden sagde: 'Uheldig morgen, er du virkelig Akwa'?' Jeg svarede: 'Ja, O Allahs fjende, jeg er Akwa', som bringer uheld til dig tidligt om morgenen.' Akwa' fortsatte: "Fjenden sårede to af sine heste på bjergets skråninger. Jeg førte dem til Allahs Sendebud sallallaahu 'alaihi wasallam. Amir fulgte efter mig med en læderurne med to lommer, den ene indeholdende blandet mælk og den anden indeholdende rent vand." Jeg udførte afvaskning og drak, så mødte jeg Rasulullah sallallaahu 'alaihi wasallam, som var ved vandkilden, som jeg forhindrede fjenden i at drikke af. Det viste sig, at Allahs Sendebud havde taget alle kamelerne og alt, hvad jeg havde reddet fra de polyteistiske tropper, samt spydet og burdah-klædet. På det tidspunkt havde Bilal slagtet en kamel fra flere kameler, som jeg havde reddet fra Mushriks, derefter tog han dens lever og pukkel og brændte den, derefter ofrede han den til Allahs Sendebud sallallaahu 'alaihi wasallam." Salamah fortsatte: "Jeg sagde: 'O Allahs Sendebud, lad mig vælge hundrede mennesker fra fjendens hær, så fulgte jeg dem, indtil der ikke var nogen tilbage til at informere os om vores position, men jeg skar deres halse af.'" Salamah sagde: "Så Rasulullah sallallaahu 'alaihi wasallam smilede, så hans kindtænder var tydeligt synlige i løbet af dagen. Så spurgte han: "O Salamah, er du klar til det, du vil gøre? "Jeg svarede: "Sandelig, ved Ham, der har æret dig." Så sagde han: "Vid, O Salamah, at de nu er i Ghatafan-folkets territorium." Salamah sagde: "Så kom en mand fra Ghatafan og sagde: "Den og den har slagtet en kamel for dem, og da de flåede den, så de pludselig støv bølge op, så de løb væk i panik." Næste dag sagde Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham): "Den bedste rytter i dag er Abu Qatadah, mens den bedste fodsoldat er Salamah." Salamah fortsatte: "Så gav Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) mig to spyd, et til rytterne og et til fodsoldaterne, og jeg samlede dem til ét. Så vendte vi tilbage til Medina, og jeg red bag Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) på Adzba`." Salamah sagde: "Mens vi var på vej, - sagde Salamah - var der en ven af Anshar, som inviterede os til et sprintløb. Salamah sagde: "Så sagde Anshars ven: 'Er der ingen, der vil løbe til Medina?' og han gentog det flere gange." Salamah fortsatte: "Efter jeg hørte hans ord, sagde jeg: 'Vil du ære en ædel person, eller vil du opnå prestige foran en respekteret person?'" ' Han svarede: "Nej, men for Allahs Sendebuds skyld sallallaahu 'alaihi wasallam." Salamah fortsatte: "Jeg sagde: 'O Allahs Sendebud, ved min far og mor, lad mig acceptere udfordringen fra mandens race!' Han svarede: "Vær sød, hvis du ønsker det." Salamah sagde: "Lad os starte." Så løb jeg med mine fødder, ja, jeg lod ham bevidst klatre op ad en eller to bakker, fordi jeg var bange for, at han ville løbe tør for energi, så løb jeg forbi hans fodtrin, og jeg lod ham stadig klatre op ad en eller to bakker. Så accelererede jeg mit løb så hurtigt jeg kunne, indtil jeg kunne møde ham." Salamah sagde: "Så klappede jeg ham mellem skuldrene." Salamah fortsatte: "Jeg sagde: 'Ved Allah, du er gået forud'." - Iyasy sagde; Jeg tror, Salamah sagde: "Jeg er gået forud for ham til Medina." Salamah fortsatte: "Ved Allah, da vi var