Surat Rasulullah dan kesaksian Abu Sufyan di depan Heraclius

Imam Bukhari : 6

حَدَّثَنَا أَبُو الْيَمَانِ الْحَكَمُ بْنُ نَافِعٍ قَالَ أَخْبَرَنَا شُعَيْبٌ عَنْ الزُّهْرِيِّ قَالَ أَخْبَرَنِي عُبَيْدُ اللَّهِ بْنُ عَبْدِ اللَّهِ بْنِ عُتْبَةَ بْنِ مَسْعُودٍ أَنَّ عَبْدَ اللَّهِ بْنَ عَبَّاسٍ أَخْبَرَهُ أَنَّ أَبَا سُفْيَانَ بْنَ حَرْبٍ أَخْبَرَهُأَنَّ هِرَقْلَ أَرْسَلَ إِلَيْهِ فِي رَكْبٍ مِنْ قُرَيْشٍ وَكَانُوا تِجَارًا بِالشَّأْمِ فِي الْمُدَّةِ الَّتِي كَانَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ مَادَّ فِيهَا أَبَا سُفْيَانَ وَكُفَّارَ قُرَيْشٍ فَأَتَوْهُ وَهُمْ بِإِيلِيَاءَ فَدَعَاهُمْ فِي مَجْلِسِهِ وَحَوْلَهُ عُظَمَاءُ الرُّومِ ثُمَّ دَعَاهُمْ وَدَعَا بِتَرْجُمَانِهِ فَقَالَ أَيُّكُمْ أَقْرَبُ نَسَبًا بِهَذَا الرَّجُلِ الَّذِي يَزْعُمُ أَنَّهُ نَبِيٌّ فَقَالَ أَبُو سُفْيَانَ فَقُلْتُ أَنَا أَقْرَبُهُمْ نَسَبًا فَقَالَ أَدْنُوهُ مِنِّي وَقَرِّبُوا أَصْحَابَهُ فَاجْعَلُوهُمْ عِنْدَ ظَهْرِهِ ثُمَّ قَالَ لِتَرْجُمَانِهِ قُلْ لَهُمْ إِنِّي سَائِلٌ هَذَا عَنْ هَذَا الرَّجُلِ فَإِنْ كَذَبَنِي فَكَذِّبُوهُ فَوَاللَّهِ لَوْلَا الْحَيَاءُ مِنْ أَنْ يَأْثِرُوا عَلَيَّ كَذِبًا لَكَذَبْتُ عَنْهُ ثُمَّ كَانَ أَوَّلَ مَا سَأَلَنِي عَنْهُ أَنْ قَالَ كَيْفَ نَسَبُهُ فِيكُمْ قُلْتُ هُوَ فِينَا ذُو نَسَبٍ قَالَ فَهَلْ قَالَ هَذَا الْقَوْلَ مِنْكُمْ أَحَدٌ قَطُّ قَبْلَهُ قُلْتُ لَا قَالَ فَهَلْ كَانَ مِنْ آبَائِهِ مِنْ مَلِكٍ قُلْتُ لَا قَالَ فَأَشْرَافُ النَّاسِ يَتَّبِعُونَهُ أَمْ ضُعَفَاؤُهُمْ فَقُلْتُ بَلْ ضُعَفَاؤُهُمْ قَالَ أَيَزِيدُونَ أَمْ يَنْقُصُونَ قُلْتُ بَلْ يَزِيدُونَ قَالَ فَهَلْ يَرْتَدُّ أَحَدٌ مِنْهُمْ سَخْطَةً لِدِينِهِ بَعْدَ أَنْ يَدْخُلَ فِيهِ قُلْتُ لَا قَالَ فَهَلْ كُنْتُمْ تَتَّهِمُونَهُ بِالْكَذِبِ قَبْلَ أَنْ يَقُولَ مَا قَالَ قُلْتُ لَا قَالَ فَهَلْ يَغْدِرُ قُلْتُ لَا وَنَحْنُ مِنْهُ فِي مُدَّةٍ لَا نَدْرِي مَا هُوَ فَاعِلٌ فِيهَا قَالَ وَلَمْ تُمْكِنِّي كَلِمَةٌ أُدْخِلُ فِيهَا شَيْئًا غَيْرُ هَذِهِ الْكَلِمَةِ قَالَ فَهَلْ قَاتَلْتُمُوهُ قُلْتُ نَعَمْ قَالَ فَكَيْفَ كَانَ قِتَالُكُمْ إِيَّاهُ قُلْتُ الْحَرْبُ بَيْنَنَا وَبَيْنَهُ سِجَالٌ يَنَالُ مِنَّا وَنَنَالُ مِنْهُ قَالَ مَاذَا يَأْمُرُكُمْ قُلْتُ يَقُولُ اعْبُدُوا اللَّهَ وَحْدَهُ وَلَا تُشْرِكُوا بِهِ شَيْئًا وَاتْرُكُوا مَا يَقُولُ آبَاؤُكُمْ وَيَأْمُرُنَا بِالصَّلَاةِ وَالزَّكَاةِ وَالصِّدْقِ وَالْعَفَافِ وَالصِّلَةِ فَقَالَ لِلتَّرْجُمَانِ قُلْ لَهُ سَأَلْتُكَ عَنْ نَسَبِهِ فَذَكَرْتَ أَنَّهُ فِيكُمْ ذُو نَسَبٍ فَكَذَلِكَ الرُّسُلُ تُبْعَثُ فِي نَسَبِ قَوْمِهَا وَسَأَلْتُكَ هَلْ قَالَ أَحَدٌ مِنْكُمْ هَذَا الْقَوْلَ فَذَكَرْتَ أَنْ لَا فَقُلْتُ لَوْ كَانَ أَحَدٌ قَالَ هَذَا الْقَوْلَ قَبْلَهُ لَقُلْتُ رَجُلٌ يَأْتَسِي بِقَوْلٍ قِيلَ قَبْلَهُ وَسَأَلْتُكَ هَلْ كَانَ مِنْ آبَائِهِ مِنْ مَلِكٍ فَذَكَرْتَ أَنْ لَا قُلْتُ فَلَوْ كَانَ مِنْ آبَائِهِ مِنْ مَلِكٍ قُلْتُ رَجُلٌ يَطْلُبُ مُلْكَ أَبِيهِ وَسَأَلْتُكَ هَلْ كُنْتُمْ تَتَّهِمُونَهُ بِالْكَذِبِ قَبْلَ أَنْ يَقُولَ مَا قَالَ فَذَكَرْتَ أَنْ لَا فَقَدْ أَعْرِفُ أَنَّهُ لَمْ يَكُنْ لِيَذَرَ الْكَذِبَ عَلَى النَّاسِ وَيَكْذِبَ عَلَى اللَّهِ وَسَأَلْتُكَ أَشْرَافُ النَّاسِ اتَّبَعُوهُ أَمْ ضُعَفَاؤُهُمْ فَذَكَرْتَ أَنَّ ضُعَفَاءَهُمْ اتَّبَعُوهُ وَهُمْ أَتْبَاعُ الرُّسُلِ وَسَأَلْتُكَ أَيَزِيدُونَ أَمْ يَنْقُصُونَ فَذَكَرْتَ أَنَّهُمْ يَزِيدُونَ وَكَذَلِكَ أَمْرُ الْإِيمَانِ حَتَّى يَتِمَّ وَسَأَلْتُكَ أَيَرْتَدُّ أَحَدٌ سَخْطَةً لِدِينِهِ بَعْدَ أَنْ يَدْخُلَ فِيهِ فَذَكَرْتَ أَنْ لَا وَكَذَلِكَ الْإِيمَانُ حِينَ تُخَالِطُ بَشَاشَتُهُ الْقُلُوبَ وَسَأَلْتُكَ هَلْ يَغْدِرُ فَذَكَرْتَ أَنْ لَا وَكَذَلِكَ الرُّسُلُ لَا تَغْدِرُ وَسَأَلْتُكَ بِمَا يَأْمُرُكُمْ فَذَكَرْتَ أَنَّهُ يَأْمُرُكُمْ أَنْ تَعْبُدُوا اللَّهَ وَلَا تُشْرِكُوا بِهِ شَيْئًا وَيَنْهَاكُمْ عَنْ عِبَادَةِ الْأَوْثَانِ وَيَأْمُرُكُمْ بِالصَّلَاةِ وَالصِّدْقِ وَالْعَفَافِ فَإِنْ كَانَ مَا تَقُولُ حَقًّا فَسَيَمْلِكُ مَوْضِعَ قَدَمَيَّ هَاتَيْنِ وَقَدْ كُنْتُ أَعْلَمُ أَنَّهُ خَارِجٌ لَمْ أَكُنْ أَظُنُّ أَنَّهُ مِنْكُمْ فَلَوْ أَنِّي أَعْلَمُ أَنِّي أَخْلُصُ إِلَيْهِ لَتَجَشَّمْتُ لِقَاءَهُ وَلَوْ كُنْتُ عِنْدَهُ لَغَسَلْتُ عَنْ قَدَمِهِ ثُمَّ دَعَا بِكِتَابِ رَسُولِ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ الَّذِي بَعَثَ بِهِ دِحْيَةُ إِلَى عَظِيمِ بُصْرَى فَدَفَعَهُ إِلَى هِرَقْلَ فَقَرَأَهُ فَإِذَا فِيهِ بِسْمِ اللَّهِ الرَّحْمَنِ الرَّحِيمِ مِنْ مُحَمَّدٍ عَبْدِ اللَّهِ وَرَسُولِهِ إِلَى هِرَقْلَ عَظِيمِ الرُّومِ سَلَامٌ عَلَى مَنْ اتَّبَعَ الْهُدَى أَمَّا بَعْدُ فَإِنِّي أَدْعُوكَ بِدِعَايَةِ الْإِسْلَامِ أَسْلِمْ تَسْلَمْ يُؤْتِكَ اللَّهُ أَجْرَكَ مَرَّتَيْنِ فَإِنْ تَوَلَّيْتَ فَإِنَّ عَلَيْكَ إِثْمَ الْأَرِيسِيِّينَ وَ{ يَا أَهْلَ الْكِتَابِ تَعَالَوْا إِلَى كَلِمَةٍ سَوَاءٍ بَيْنَنَا وَبَيْنَكُمْ أَنْ لَا نَعْبُدَ إِلَّا اللَّهَ وَلَا نُشْرِكَ بِهِ شَيْئًا وَلَا يَتَّخِذَ بَعْضُنَا بَعْضًا أَرْبَابًا مِنْ دُونِ اللَّهِ فَإِنْ تَوَلَّوْا فَقُولُوا اشْهَدُوا بِأَنَّا مُسْلِمُونَ }قَالَ أَبُو سُفْيَانَ فَلَمَّا قَالَ مَا قَالَ وَفَرَغَ مِنْ قِرَاءَةِ الْكِتَابِ كَثُرَ عِنْدَهُ الصَّخَبُ وَارْتَفَعَتْ الْأَصْوَاتُ وَأُخْرِجْنَا فَقُلْتُ لِأَصْحَابِي حِينَ أُخْرِجْنَا لَقَدْ أَمِرَ أَمْرُ ابْنِ أَبِي كَبْشَةَ إِنَّهُ يَخَافُهُ مَلِكُ بَنِي الْأَصْفَرِ فَمَا زِلْتُ مُوقِنًا أَنَّهُ سَيَظْهَرُ حَتَّى أَدْخَلَ اللَّهُ عَلَيَّ الْإِسْلَامَ وَكَانَ ابْنُ النَّاظُورِ صَاحِبُ إِيلِيَاءَ وَهِرَقْلَ سُقُفًّا عَلَى نَصَارَى الشَّأْمِ يُحَدِّثُ أَنَّ هِرَقْلَ حِينَ قَدِمَ إِيلِيَاءَ أَصْبَحَ يَوْمًا خَبِيثَ النَّفْسِ فَقَالَ بَعْضُ بَطَارِقَتِهِ قَدْ اسْتَنْكَرْنَا هَيْئَتَكَ قَالَ ابْنُ النَّاظُورِ وَكَانَ هِرَقْلُ حَزَّاءً يَنْظُرُ فِي النُّجُومِ فَقَالَ لَهُمْ حِينَ سَأَلُوهُ إِنِّي رَأَيْتُ اللَّيْلَةَ حِينَ نَظَرْتُ فِي النُّجُومِ مَلِكَ الْخِتَانِ قَدْ ظَهَرَ فَمَنْ يَخْتَتِنُ مِنْ هَذِهِ الْأُمَّةِ قَالُوا لَيْسَ يَخْتَتِنُ إِلَّا الْيَهُودُ فَلَا يُهِمَّنَّكَ شَأْنُهُمْ وَاكْتُبْ إِلَى مَدَايِنِ مُلْكِكَ فَيَقْتُلُوا مَنْ فِيهِمْ مِنْ الْيَهُودِ فَبَيْنَمَا هُمْ عَلَى أَمْرِهِمْ أُتِيَ هِرَقْلُ بِرَجُلٍ أَرْسَلَ بِهِ مَلِكُ غَسَّانَ يُخْبِرُ عَنْ خَبَرِ رَسُولِ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ فَلَمَّا اسْتَخْبَرَهُ هِرَقْلُ قَالَ اذْهَبُوا فَانْظُرُوا أَمُخْتَتِنٌ هُوَ أَمْ لَا فَنَظَرُوا إِلَيْهِ فَحَدَّثُوهُ أَنَّهُ مُخْتَتِنٌ وَسَأَلَهُ عَنْ الْعَرَبِ فَقَالَ هُمْ يَخْتَتِنُونَ فَقَالَ هِرَقْلُ هَذَا مُلْكُ هَذِهِ الْأُمَّةِ قَدْ ظَهَرَ ثُمَّ كَتَبَ هِرَقْلُ إِلَى صَاحِبٍ لَهُ بِرُومِيَةَ وَكَانَ نَظِيرَهُ فِي الْعِلْمِ وَسَارَ هِرَقْلُ إِلَى حِمْصَ فَلَمْ يَرِمْ حِمْصَ حَتَّى أَتَاهُ كِتَابٌ مِنْ صَاحِبِهِ يُوَافِقُ رَأْيَ هِرَقْلَ عَلَى خُرُوجِ النَّبِيِّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ وَأَنَّهُ نَبِيٌّ فَأَذِنَ هِرَقْلُ لِعُظَمَاءِ الرُّومِ فِي دَسْكَرَةٍ لَهُ بِحِمْصَ ثُمَّ أَمَرَ بِأَبْوَابِهَا فَغُلِّقَتْ ثُمَّ اطَّلَعَ فَقَالَ يَا مَعْشَرَ الرُّومِ هَلْ لَكُمْ فِي الْفَلَاحِ وَالرُّشْدِ وَأَنْ يَثْبُتَ مُلْكُكُمْ فَتُبَايِعُوا هَذَا النَّبِيَّ فَحَاصُوا حَيْصَةَ حُمُرِ الْوَحْشِ إِلَى الْأَبْوَابِ فَوَجَدُوهَا قَدْ غُلِّقَتْ فَلَمَّا رَأَى هِرَقْلُ نَفْرَتَهُمْ وَأَيِسَ مِنْ الْإِيمَانِ قَالَ رُدُّوهُمْ عَلَيَّ وَقَالَ إِنِّي قُلْتُ مَقَالَتِي آنِفًا أَخْتَبِرُ بِهَا شِدَّتَكُمْ عَلَى دِينِكُمْ فَقَدْ رَأَيْتُ فَسَجَدُوا لَهُ وَرَضُوا عَنْهُ فَكَانَ ذَلِكَ آخِرَ شَأْنِ هِرَقْلَرَوَاهُ صَالِحُ بْنُ كَيْسَانَ وَيُونُسُ وَمَعْمَرٌ عَنْ الزُّهْرِيِّ

Har fortalt os [Abu Al Yaman Al Hakam bin Nafi'], sagde han, har fortalt os [Syu'aib] fra [Az Zuhri] har fortalt mig [Ubaidullah bin Abdullah bin 'Utbah bin Mas'ud], at [Abdullah bin 'Abbas] har fortalt ham, at [Abu Sufyan bin Harb] har fortalt ham; at Heraclius modtog en Quraish-handelsgruppe, som var på en handelsekspedition til Syrien på det tidspunkt, hvor aftalen mellem Profeten sallallaahu 'alaihi wasallam og Abu Sufyan og de Quraish-vantro trådte i kraft. Da de stoppede ved Iliya', mødte de Heraclius på Heraclius' invitation om at blive inviteret til dialog ved hans forsamling, hvor Heraclius var sammen med de romerske dignitarer. Heraclius talte til dem gennem en tolk. Heraclius sagde: "Hvem af jer har det nærmeste familieforhold til den person, der hævder at være Profeten?" sagde Abu Sufyan; så jeg svarede; "Jeg er den, der har det nærmeste familieforhold til ham," sagde Heraclius; "Bring ham tættere på mig og hans venner." Så satte de Quraysh bag Abu Sufyan. Så sagde Heraclius gennem sin tolk: "Fortæl ham, at jeg spurgte ham om manden, der hævdede at være en profet. Hvis han løj for mig, så skal du lyve for ham. Ved Allah, hvis det ikke var for den skam, der blev forårsaget af beskyldningerne om at være en løgner, som de ville rette mod mig, ville jeg have løjet for ham." Abu Sufyan sagde: Så det første, han spurgte mig om ham (profeten sallallaahu 'alaihi wasallam) var: "Hvad er hans slægts position blandt jer?" Jeg svarede: "Han er af god (ædel) afstamning." Han spurgte igen: "Har nogen andre nogensinde sagt det før ham?" Han spurgte igen: "Var hans far en konge?" Jeg svarede: "Selv dem, der følger ham, er ydmyge mennesker." Han spurgte igen: "Er antallet af følgere stigende eller faldende?" Jeg svarede: "Tager". Han spurgte igen: "Er der nogen, der er frafaldet, fordi han var vred på sin religion?" Jeg svarede: "Intet". Han spurgte igen: "Fandt du ham nogensinde lyve, før han sagde, hvad han sagde?" Jeg svarede: "Aldrig". Han spurgte igen: "Har han nogensinde snydt?" Jeg svarede: "Aldrig. Da vi hang ud med ham, gjorde han aldrig det." Abu Sufyan sagde: "Jeg kan umuligt formidle andet end ord som dette." Han spurgte igen: "Kæmper I imod det?" Jeg svarede: "Ja". Han spurgte igen: "Hvordan sluttede krigen?" Jeg svarede: "Krigen mellem os og ham er meget hård. Nogle gange slår han os, nogle gange slår vi ham." Han spurgte igen: "Hvad beordrede han jer til at gøre?" Jeg svarede: "Han beordrede os: 'Tilbed Allah uden at forbinde noget med ham, og lad det, jeres forfædre sagde, blive tilbage.'" Så sagde Heraclius til sin tolk: "Sig til ham, jeg har spurgt dig om denne mands slægt, du sagde, at han var af ædel afstamning. Ligeledes blev denne mand opvokset blandt sit folks efterkommere. Og jeg spurgte dig, om nogen før ham havde sagt, hvad han sagde, du sagde nej. Hvis det blev sagt, at nogen før ham havde sagt det, ville jeg have betragtet denne mand som at efterligne en før ham, der havde sagt det samme. Jeg spurgte dig også, om nogen af hans fædre var af kongelig afstamning, du sagde nej. Jeg sagde, at hvis hans fædre var af kongelig afstamning, ville denne mand have krævet sin fars kongerige. Og jeg spurgte dig også, om du nogensinde fandt ham lyvende, før han sagde, hvad han sagde, du sagde nej. Ja, jeg forstår, at hvis han ikke turde lyve selv for mennesker, endsige lyve for Allah. Og jeg spurgte dig også, om de, der fulgte ham, var ærefulde eller ydmyge mennesker?" Du sagde, at ydmyge mennesker fulgte ham. Ja, de var Sendebudets tilhængere. Jeg spurgte dig også, om hans tilhængere steg eller faldt, du sagde, at de steg." Og sådan er det med tro, indtil den bliver perfekt. Jeg har også spurgt dig, om nogen er faldet fra, fordi de var vred på deres religion. Du svarede nej. Og sådan er tro, når den vokser og vokser i hjertet. Jeg spurgte dig også, om de nogensinde havde snydt, og du svarede aldrig. Og sådan var det, at apostlene ikke kunne snyde. Og jeg har også spurgt dig, hvad han beordrede dig til at gøre. Du svarede, at han beordrede dig til at tilbede Allah ved ikke at forbinde noget med Ham og forbød dig at tilbede afguder. Han beordrede dig også til at opretholde bønnen, betale zakat, tale sandt, tilgive hinanden og opretholde venskab. Hvis alt, hvad du siger, er sandt, vil han helt sikkert herske over riget under mine fødder. Jeg havde virkelig mistanke om, at han ikke var iblandt jer lige nu. Hvis jeg kendte vejen til ham, ville jeg selvfølgelig prøve så hårdt at finde ham, at når jeg var ved hans side, ville jeg helt sikkert vaske hans fødder. Så bad Heraclius om et brev fra Rasulullah sallallaahu 'alaihi wasallam, som var bragt af Dihyah til Basrahs herskere. Så gav han brevet til Heraclius, så han læste det, og indholdet lød: "Bismillahir rahmanir Rahim. Fra Muhammed, Allahs tjener og Hans Sendebud til Heraclius, romersk hersker, sikkerhed for dem, der følger instruktionerne. Så inviterer jeg jer med islams kald; træd ind i islam, så vil I være i sikkerhed, Allah vil belønne jer to gange. Men hvis I vender jer bort, så vil I bære jeres folks synder, og: O bogens folk, kom (hold jer) til en dom (dekret) om, at der ikke er nogen tvist mellem os og jer, at vi ikke tilbeder nogen anden end Allah, og at vi ikke forbinder noget med Ham, og at ingen af os tager andre som rabbinere end Allah." Hvis de vender sig bort, så sig til dem: "Se, vi er dem, der har underkastet os (Allah)." Abu Sufyan sagde: "Efter Heraclius havde afleveret, hvad han sagde, og færdiglæst brevet, var der tumult og høje lyde, så vi blev drevet ud. Jeg sagde til mine venner, efter vi var blevet drevet ud: "Han er sandelig blevet inviteret til Abu Kabsyahs søns affære. Heraclius var bekymret for Romerriget." På det tidspunkt var jeg også bekymret for, at Muhammed ville sejre, indtil Allah endelig (den følelse forsvandt derefter) fik mig til at omfavne islam. Og der var Ibn An Nazhur, en adelsmand fra Iliya', og Heraclius var en kristen biskop. Han sagde, at en dag, da Heraclius besøgte Iliya', var han meget bekymret. Nogle af hans krigsførere sagde: "Vi benægter sandelig jeres situation." Desuden sagde Ibn Nazhhur: "Heraclius var en astrolog, der altid var opmærksom på stjernernes bevægelse. Han besvarede engang et spørgsmål fra præsterne, der spurgte ham: "En nat, da jeg observerede stjernernes bevægelse, så jeg, at den khitanske konge var blevet født. Hvem blandt dette folk var omskåret?" Præsterne svarede: "De eneste, der var omskårne, var jøderne. Bare bekymre dig ikke på grund af jøderne. Beordr bare alle lande i dit kongerige, så jøderne i det land bliver dræbt." På det tidspunkt blev en budbringer fra kongen af Bani Ghassan præsenteret for Heraclius for at fortælle om Allahs Sendebud sallallaahu 'alaihi wasallam. Efter at manden var færdig med at fortælle historien, beordrede Heraclius, at han skulle undersøges for at se, om han var omskåret eller ej. Efter at være blevet undersøgt, viste det sig, at han faktisk var sort. Så fortalte folk det til Heraclius. Heraclius spurgte den person om andre arabere, om de var omskårne eller ej?" Han svarede; "Araberne var alle omskårne," sagde Heraclius; "Dette er ummahens konge, han er sandelig født." Så sendte Heraclius et brev til en ven i Rom, hvis viden var lige så stor som Heraclius (for at fortælle om profeten Muhammeds fødsel). I mellemtiden fortsatte han sin rejse til landet Himsha, men før han ankom til Himsha, var et svar på brevet fra hans ven først ankommet. Hans ven var enig med Heraclius' opfattelse af, at Muhammed var blevet født, og at han virkelig var en profet. Heraclius inviterede derefter de romerske embedsmænd til at komme til hans sted i Himsha, og efter at alle var til stede ved mødet, beordrede Heraclius, at alle døre skulle låses. Så sagde han: "O rom-folk, vil I alle opnå en glorværdig sejr og fremskridt, mens kongeriget forbliver intakt i vores hænder?" Da de hørte disse ord, løb de væk som vilde æsler, selvom alle døre var låst. Da Heraclius så en sådan situation, opgav han håbet om, at de ville tro (tro på Muhammeds profetskab). Så beordrede han alle til at vende tilbage til deres respektive pladser og sagde: "Faktisk var det, jeg sagde tidligere, blot for at teste jeres alles standhaftighed. Nu har jeg set den standhaftighed." Så bøjede de sig for Heraclius og var tilfredse med ham. Således slutter historien om Heraclius. Den er blevet fortalt af [Salih bin Kaisan] og [Yunus] og [Ma'mar] fra [Az Zuhri].