Surat Rasulullah dan kesaksian Abu Sufyan di depan Heraclius

Imam Bukhari : 2723

حَدَّثَنَا إِبْرَاهِيمُ بْنُ حَمْزَةَ حَدَّثَنَا إِبْرَاهِيمُ بْنُ سَعْدٍ عَنْ صَالِحِ بْنِ كَيْسَانَ عَنْ ابْنِ شِهَابٍ عَنْ عُبَيْدِ اللَّهِ بْنِ عَبْدِ اللَّهِ بْنِ عُتْبَةَ عَنْ عَبْدِ اللَّهِ بْنِ عَبَّاسٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُمَا أَنَّهُ أَخْبَرَهُ أَنَّ رَسُولَ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ كَتَبَ إِلَى قَيْصَرَ يَدْعُوهُ إِلَى الْإِسْلَامِ وَبَعَثَ بِكِتَابِهِ إِلَيْهِ مَعَ دِحْيَةَ الْكَلْبِيِّ وَأَمَرَهُ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ أَنْ يَدْفَعَهُ إِلَى عَظِيمِ بُصْرَى لِيَدْفَعَهُ إِلَى قَيْصَرَ وَكَانَ قَيْصَرُ لَمَّا كَشَفَ اللَّهُ عَنْهُ جُنُودَ فَارِسَ مَشَى مِنْ حِمْصَ إِلَى إِيلِيَاءَ شُكْرًا لِمَا أَبْلَاهُ اللَّهُ فَلَمَّا جَاءَ قَيْصَرَ كِتَابُ رَسُولِ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ قَالَ حِينَ قَرَأَهُ الْتَمِسُوا لِي هَا هُنَا أَحَدًا مِنْ قَوْمِهِ لِأَسْأَلَهُمْ عَنْ رَسُولِ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ قَالَ ابْنُ عَبَّاسٍ فَأَخْبَرَنِي أَبُو سُفْيَانَ بْنُ حَرْبٍأَنَّهُ كَانَ بِالشَّأْمِ فِي رِجَالٍ مِنْ قُرَيْشٍ قَدِمُوا تِجَارًا فِي الْمُدَّةِ الَّتِي كَانَتْ بَيْنَ رَسُولِ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ وَبَيْنَ كُفَّارِ قُرَيْشٍ قَالَ أَبُو سُفْيَانَ فَوَجَدَنَا رَسُولُ قَيْصَرَ بِبَعْضِ الشَّأْمِ فَانْطُلِقَ بِي وَبِأَصْحَابِي حَتَّى قَدِمْنَا إِيلِيَاءَ فَأُدْخِلْنَا عَلَيْهِ فَإِذَا هُوَ جَالِسٌ فِي مَجْلِسِ مُلْكِهِ وَعَلَيْهِ التَّاجُ وَإِذَا حَوْلَهُ عُظَمَاءُ الرُّومِ فَقَالَ لِتَرْجُمَانِهِ سَلْهُمْ أَيُّهُمْ أَقْرَبُ نَسَبًا إِلَى هَذَا الرَّجُلِ الَّذِي يَزْعُمُ أَنَّهُ نَبِيٌّ قَالَ أَبُو سُفْيَانَ فَقُلْتُ أَنَا أَقْرَبُهُمْ إِلَيْهِ نَسَبًا قَالَ مَا قَرَابَةُ مَا بَيْنَكَ وَبَيْنَهُ فَقُلْتُ هُوَ ابْنُ عَمِّي وَلَيْسَ فِي الرَّكْبِ يَوْمَئِذٍ أَحَدٌ مِنْ بَنِي عَبْدِ مَنَافٍ غَيْرِي فَقَالَ قَيْصَرُ أَدْنُوهُ وَأَمَرَ بِأَصْحَابِي فَجُعِلُوا خَلْفَ ظَهْرِي عِنْدَ كَتِفِي ثُمَّ قَالَ لِتَرْجُمَانِهِ قُلْ لِأَصْحَابِهِ إِنِّي سَائِلٌ هَذَا الرَّجُلَ عَنْ الَّذِي يَزْعُمُ أَنَّهُ نَبِيٌّ فَإِنْ كَذَبَ فَكَذِّبُوهُ قَالَ أَبُو سُفْيَانَ وَاللَّهِ لَوْلَا الْحَيَاءُ يَوْمَئِذٍ مِنْ أَنْ يَأْثُرَ أَصْحَابِي عَنِّي الْكَذِبَ لَكَذَبْتُهُ حِينَ سَأَلَنِي عَنْهُ وَلَكِنِّي اسْتَحْيَيْتُ أَنْ يَأْثُرُوا الْكَذِبَ عَنِّي فَصَدَقْتُهُ ثُمَّ قَالَ لِتَرْجُمَانِهِ قُلْ لَهُ كَيْفَ نَسَبُ هَذَا الرَّجُلِ فِيكُمْ قُلْتُ هُوَ فِينَا ذُو نَسَبٍ قَالَ فَهَلْ قَالَ هَذَا الْقَوْلَ أَحَدٌ مِنْكُمْ قَبْلَهُ قُلْتُ لَا فَقَالَ كُنْتُمْ تَتَّهِمُونَهُ عَلَى الْكَذِبِ قَبْلَ أَنْ يَقُولَ مَا قَالَ قُلْتُ لَا قَالَ فَهَلْ كَانَ مِنْ آبَائِهِ مِنْ مَلِكٍ قُلْتُ لَا قَالَ فَأَشْرَافُ النَّاسِ يَتَّبِعُونَهُ أَمْ ضُعَفَاؤُهُمْ قُلْتُ بَلْ ضُعَفَاؤُهُمْ قَالَ فَيَزِيدُونَ أَوْ يَنْقُصُونَ قُلْتُ بَلْ يَزِيدُونَ قَالَ فَهَلْ يَرْتَدُّ أَحَدٌ سَخْطَةً لِدِينِهِ بَعْدَ أَنْ يَدْخُلَ فِيهِ قُلْتُ لَا قَالَ فَهَلْ يَغْدِرُ قُلْتُ لَا وَنَحْنُ الْآنَ مِنْهُ فِي مُدَّةٍ نَحْنُ نَخَافُ أَنْ يَغْدِرَ قَالَ أَبُو سُفْيَانَ وَلَمْ يُمْكِنِّي كَلِمَةٌ أُدْخِلُ فِيهَا شَيْئًا أَنْتَقِصُهُ بِهِ لَا أَخَافُ أَنْ تُؤْثَرَ عَنِّي غَيْرُهَا قَالَ فَهَلْ قَاتَلْتُمُوهُ أَوْ قَاتَلَكُمْ قُلْتُ نَعَمْ قَالَ فَكَيْفَ كَانَتْ حَرْبُهُ وَحَرْبُكُمْ قُلْتُ كَانَتْ دُوَلًا وَسِجَالًا يُدَالُ عَلَيْنَا الْمَرَّةَ وَنُدَالُ عَلَيْهِ الْأُخْرَى قَالَ فَمَاذَا يَأْمُرُكُمْ بِهِ قَالَ يَأْمُرُنَا أَنْ نَعْبُدَ اللَّهَ وَحْدَهُ لَا نُشْرِكُ بِهِ شَيْئًا وَيَنْهَانَا عَمَّا كَانَ يَعْبُدُ آبَاؤُنَا وَيَأْمُرُنَا بِالصَّلَاةِ وَالصَّدَقَةِ وَالْعَفَافِ وَالْوَفَاءِ بِالْعَهْدِ وَأَدَاءِ الْأَمَانَةِ فَقَالَ لِتَرْجُمَانِهِ حِينَ قُلْتُ ذَلِكَ لَهُ قُلْ لَهُ إِنِّي سَأَلْتُكَ عَنْ نَسَبِهِ فِيكُمْ فَزَعَمْتَ أَنَّهُ ذُو نَسَبٍ وَكَذَلِكَ الرُّسُلُ تُبْعَثُ فِي نَسَبِ قَوْمِهَا وَسَأَلْتُكَ هَلْ قَالَ أَحَدٌ مِنْكُمْ هَذَا الْقَوْلَ قَبْلَهُ فَزَعَمْتَ أَنْ لَا فَقُلْتُ لَوْ كَانَ أَحَدٌ مِنْكُمْ قَالَ هَذَا الْقَوْلَ قَبْلَهُ قُلْتُ رَجُلٌ يَأْتَمُّ بِقَوْلٍ قَدْ قِيلَ قَبْلَهُ وَسَأَلْتُكَ هَلْ كُنْتُمْ تَتَّهِمُونَهُ بِالْكَذِبِ قَبْلَ أَنْ يَقُولَ مَا قَالَ فَزَعَمْتَ أَنْ لَا فَعَرَفْتُ أَنَّهُ لَمْ يَكُنْ لِيَدَعَ الْكَذِبَ عَلَى النَّاسِ وَيَكْذِبَ عَلَى اللَّهِ وَسَأَلْتُكَ هَلْ كَانَ مِنْ آبَائِهِ مِنْ مَلِكٍ فَزَعَمْتَ أَنْ لَا فَقُلْتُ لَوْ كَانَ مِنْ آبَائِهِ مَلِكٌ قُلْتُ يَطْلُبُ مُلْكَ آبَائِهِ وَسَأَلْتُكَ أَشْرَافُ النَّاسِ يَتَّبِعُونَهُ أَمْ ضُعَفَاؤُهُمْ فَزَعَمْتَ أَنَّ ضُعَفَاءَهُمْ اتَّبَعُوهُ وَهُمْ أَتْبَاعُ الرُّسُلِ وَسَأَلْتُكَ هَلْ يَزِيدُونَ أَوْ يَنْقُصُونَ فَزَعَمْتَ أَنَّهُمْ يَزِيدُونَ وَكَذَلِكَ الْإِيمَانُ حَتَّى يَتِمَّ وَسَأَلْتُكَ هَلْ يَرْتَدُّ أَحَدٌ سَخْطَةً لِدِينِهِ بَعْدَ أَنْ يَدْخُلَ فِيهِ فَزَعَمْتَ أَنْ لَا فَكَذَلِكَ الْإِيمَانُ حِينَ تَخْلِطُ بَشَاشَتُهُ الْقُلُوبَ لَا يَسْخَطُهُ أَحَدٌ وَسَأَلْتُكَ هَلْ يَغْدِرُ فَزَعَمْتَ أَنْ لَا وَكَذَلِكَ الرُّسُلُ لَا يَغْدِرُونَ وَسَأَلْتُكَ هَلْ قَاتَلْتُمُوهُ وَقَاتَلَكُمْ فَزَعَمْتَ أَنْ قَدْ فَعَلَ وَأَنَّ حَرْبَكُمْ وَحَرْبَهُ تَكُونُ دُوَلًا وَيُدَالُ عَلَيْكُمْ الْمَرَّةَ وَتُدَالُونَ عَلَيْهِ الْأُخْرَى وَكَذَلِكَ الرُّسُلُ تُبْتَلَى وَتَكُونُ لَهَا الْعَاقِبَةُ وَسَأَلْتُكَ بِمَاذَا يَأْمُرُكُمْ فَزَعَمْتَ أَنَّهُ يَأْمُرُكُمْ أَنْ تَعْبُدُوا اللَّهَ وَلَا تُشْرِكُوا بِهِ شَيْئًا وَيَنْهَاكُمْ عَمَّا كَانَ يَعْبُدُ آبَاؤُكُمْ وَيَأْمُرُكُمْ بِالصَّلَاةِ وَالصَّدَقَةِ وَالْعَفَافِ وَالْوَفَاءِ بِالْعَهْدِ وَأَدَاءِ الْأَمَانَةِ قَالَ وَهَذِهِ صِفَةُ النَّبِيِّ قَدْ كُنْتُ أَعْلَمُ أَنَّهُ خَارِجٌ وَلَكِنْ لَمْ أَظُنَّ أَنَّهُ مِنْكُمْ وَإِنْ يَكُ مَا قُلْتَ حَقًّا فَيُوشِكُ أَنْ يَمْلِكَ مَوْضِعَ قَدَمَيَّ هَاتَيْنِ وَلَوْ أَرْجُو أَنْ أَخْلُصَ إِلَيْهِ لَتَجَشَّمْتُ لُقِيَّهُ وَلَوْ كُنْتُ عِنْدَهُ لَغَسَلْتُ قَدَمَيْهِ قَالَ أَبُو سُفْيَانَ ثُمَّ دَعَا بِكِتَابِ رَسُولِ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ فَقُرِئَ فَإِذَا فِيهِ بِسْمِ اللَّهِ الرَّحْمَنِ الرَّحِيمِ مِنْ مُحَمَّدٍ عَبْدِ اللَّهِ وَرَسُولِهِ إِلَى هِرَقْلَ عَظِيمِ الرُّومِ سَلَامٌ عَلَى مَنْ اتَّبَعَ الْهُدَى أَمَّا بَعْدُ فَإِنِّي أَدْعُوكَ بِدِعَايَةِ الْإِسْلَامِ أَسْلِمْ تَسْلَمْ وَأَسْلِمْ يُؤْتِكَ اللَّهُ أَجْرَكَ مَرَّتَيْنِ فَإِنْ تَوَلَّيْتَ فَعَلَيْكَ إِثْمُ الْأَرِيسِيِّينَ وَ{ يَا أَهْلَ الْكِتَابِ تَعَالَوْا إِلَى كَلِمَةٍ سَوَاءٍ بَيْنَنَا وَبَيْنَكُمْ أَلَّا نَعْبُدَ إِلَّا اللَّهَ وَلَا نُشْرِكَ بِهِ شَيْئًا وَلَا يَتَّخِذَ بَعْضُنَا بَعْضًا أَرْبَابًا مِنْ دُونِ اللَّهِ فَإِنْ تَوَلَّوْا فَقُولُوا اشْهَدُوا بِأَنَّا مُسْلِمُونَ }قَالَ أَبُو سُفْيَانَ فَلَمَّا أَنْ قَضَى مَقَالَتَهُ عَلَتْ أَصْوَاتُ الَّذِينَ حَوْلَهُ مِنْ عُظَمَاءِ الرُّومِ وَكَثُرَ لَغَطُهُمْ فَلَا أَدْرِي مَاذَا قَالُوا وَأُمِرَ بِنَا فَأُخْرِجْنَا فَلَمَّا أَنْ خَرَجْتُ مَعَ أَصْحَابِي وَخَلَوْتُ بِهِمْ قُلْتُ لَهُمْ لَقَدْ أَمِرَ أَمْرُ ابْنِ أَبِي كَبْشَةَ هَذَا مَلِكُ بَنِي الْأَصْفَرِ يَخَافُهُ قَالَ أَبُو سُفْيَانَ وَاللَّهِ مَا زِلْتُ ذَلِيلًا مُسْتَيْقِنًا بِأَنَّ أَمْرَهُ سَيَظْهَرُ حَتَّى أَدْخَلَ اللَّهُ قَلْبِي الْإِسْلَامَ وَأَنَا كَارِهٌ

Har fortalt os [Ibrahim bin Hamzah] har fortalt os [Ibrahim bin Sa'ad] fra [Salih bin Kaisan] fra [Ibn Shihab] fra ['Ubaidullah bin 'Abdullah bin 'Utbah] fra ['Abdullah bin 'Abbas radliallahu 'anhuma] at han informerede ham om, at Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham) havde skrevet et brev til Qaishar (romernes konge), hvori han inviterede ham til at konvertere til islam. Så han sendte Dihyah Al Kalbiy med sit brev til ham, og Rasulullah sallallaahu 'alaihi wasallam beordrede ham til først at give det til Bushra-embedsmændene og derefter give det til Qaishar. Og Qaishar, da Allah vandt ham mod de persiske tropper, gik han mellem byen Himsh og byen Iyliya som tak for den sejr, Allah havde givet ham. Da brevet fra Rasulullah shallallahu 'alaihi wasallam kom til Qaishar, sagde han efter at have læst det: "Bring en fra hans folk frem for mig, så jeg kan spørge dem om Rasulullah shallallahu 'alaihi wasallam." [Ibn 'Abbas] radliallahu 'anhu sagde; [Abu Sufyan bin Harb] fortalte mig, at han på det tidspunkt var i Syrien med Quraysh-folket, der besøgte landet for at handle i (freds-/våbenhvile)perioden mellem Rasulullah sallallaahu 'alaihi wasallam og de vantro Quraish. Abu Sufyan sagde: "Så Qaishars sendebud mødte os, da vi var i Syrien, og derefter tog han hen for at invitere mig og mine venner, indtil vi ankom til Iyliya-landet. Vi blev inviteret til at møde Qaishar, som sad i sin kongelige forsamling, mens han bar en krone, mens embedsmændene fra det romerske kongerige var omkring ham. Så sagde han til sin tolk: "Spørg dem, hvem af dem der er tættest på i slægtskab (blodsforhold) til den mand, der hævder at være Profeten. Så sagde jeg: "Jeg er den person, der er tættest på ham i slægtskab." min onkels søn." Og på det tidspunkt var der ingen af Bani 'Abdu Manafs efterkommere udover mig. Så sagde Qaishar igen: "Bring ham tættere på mig." Så beordrede han mine venner og fik dem til at stille sig bag mig på en række nær mine skuldre. Så sagde han til sin tolk: "Fortæl hans venner, at jeg spurgte denne person om den mand, der hævdede at være en profet. Hvis han lyver, så vil I lyve for ham." Abu Sufyan sagde: "Ved Allah, hvis det på det tidspunkt ikke havde været af skam, som ville have en dårlig indvirkning på mine venner (hvis de løj), ville jeg have løjet, da han spurgte om ham (profeten sallallaahu 'alaihi wasallam). Jeg ville dog blive flov, hvis jeg så gav dem et dårligt billede af at lyve, så jeg bekræftede det." Så sagde han igen til sin tolk: "Fortæl ham, hvordan er denne mands slægtsforhold blandt jer?" Jeg svarede: "Blandt os er han en person, der har en god slægt." Han spurgte igen: "Har nogen af jer før ham sagt dette om hans påstand?" Jeg svarede: "Aldrig før." Han spurgte igen: "Har du nogensinde sagt det?" Han plejede at beskylde ham for at lyve, før han afgav denne tilståelse?" Jeg svarede: "Aldrig." Han spurgte igen: "Har nogen af hans forfædre nogensinde været konger?" Jeg svarede: "Ingen." Han spurgte igen: "Er de mennesker, der følger ham, blandt de respekterede mennesker eller blandt de svage?" Jeg svarede: "Selv dem, der følger ham, er svage mennesker." Han spurgte igen: "Er hans tilhængere stigende eller faldende?" Jeg svarede: "Faktisk er det stigende." Han spurgte igen: "Er der mennesker, der bliver frafaldne igen, fordi de hader deres religions lære efter at have omfavnet den?" Jeg svarede: "Intet." Han spurgte igen: "Har han nogensinde forrådt?" Jeg svarede: "Aldrig. Og vi er nu i en fredelig periode, og vi er bekymrede for, at han vil forråde os. Abu Sufyan sagde: "Kongen gav mig ikke den mindste mulighed for at sige et eneste ord, så jeg kunne fordømme ham (Profeten sallallaahu 'alaihi wasallam), og jeg var ikke bange for, at disse ord kunne give andre mennesker et (dårligt) indtryk af mig." Han spurgte igen: "Kæmper du mod ham, eller kæmper han mod dig?" Jeg svarede: "Ja". Han fortsatte: "Hvordan endte din krig?" svarede: "Sejr og nederlag veksler mellem os. Nogle gange besejrer han os, og nogle gange besejrer vi ham." Han spurgte igen: "Hvad beordrede han jer så til at gøre?" Jeg svarede: "Han beordrede os til at tilbede den eneste Allah og ikke forbinde noget med Ham, og han forbød os (at tilbede) det, vores forfædre tilbad. Han beordrede os også til at bede, give shadaqah, være ærlige, opfylde vores løfter og udføre vores mandat." Han sagde til sin tolk, da jeg svarede på alt dette: "Fortæl ham, at da jeg spurgte dig om hans slægt blandt jer, svarede du, at han var en person med en god slægt (position). Og det var sandelig et sendebud, der altid blev sendt blandt sit folks slægter (efterkommere). Og da jeg spurgte dig, om der var nogen blandt jer, der afgav denne bekendelse foran ham, svarede du, at der ikke var nogen. Så jeg siger, at hvis nogen af jer har sagt det før ham, betyder det, at denne person blot følger, hvad personen før ham sagde. Og da jeg spurgte, om du nogensinde havde beskyldt ham for at lyve, før han afgav denne bekendelse, svarede du, at du aldrig havde. Derfor ved jeg, at det er umuligt for ham at afstå fra at tale løgne mod folk og derefter vove at lyve mod Allah. Og da jeg spurgte dig, om nogen af hans forfædre var blevet konger, svarede du, at ingen. Jeg sagde, at hvis nogen af hans forfædre nogensinde havde været konger, ville jeg sige, at denne person søgte (generobrede) sine forfædres kongerige. Og da jeg spurgte dig, om de mennesker, der fulgte ham, var ædle eller svage, svarede du, at det var de svage." som fulgte ham. Og de var sandelig Profetens tilhængere. Og da jeg spurgte dig, om hans tilhængere var stigende eller faldende, svarede du, at de var stigende. Og sådan vil troen fortsætte med at vokse til perfektion. Og da jeg spurgte dig, om der var mennesker, der blev frafaldne, fordi de hadede deres religions lære, efter at de havde antaget den, svarede du, at der ikke var nogen. Og sådan er tro sandelig, når den først er kommet ind i hjertets dybder, vil ingen hade den (med hensyn til ens religions lære). Og da jeg spurgte dig, om han nogensinde forrådte dig, sagde du nej. Og sandelig, Sendebudene forråder ikke. Og da jeg spurgte dig, om du kæmpede mod ham, og han kæmpede mod dig, sagde du, at der var hyppige kampe, og at dine kampe med ham skiftede. Nogle gange besejrede han dig, og nogle gange var du i stand til at besejre ham ved andre lejligheder. Og sandelig, Sendebudene blev prøvet, og til sidst var sejren bestemt deres. Og da jeg spurgte dig, hvad han befalede dig, sagde du, at han befalede dig at tilbede Allah uden at forbinde noget med Ham og forbød dig det, dine forfædre tilbad, og han befalede "du skal etablere bøn, give velgørenhed, være ærlig, opfylde løfter og opfylde tillidsposter." Kongen sagde: "Dette er en profets kvaliteter. Sandelig, jeg vidste, at den sidste profet var kommet, men jeg troede aldrig, at han ville være fra jer (Quraysh). Hvis det, I siger, er sandt, vil han virkelig herske over det land, der nu er under mine fødder, og hvis jeg havde noget håb om at møde ham, ville jeg bestemt forpligte mig til at møde ham. Og hvis jeg havde været foran ham, ville jeg have vasket hans fodsåler." Abu Sufyan sagde: "Så bad han om et brev fra profeten sallallaahu 'alaihi wasallam og læste det for ham, hvis indhold var: "Bismillahir rahmaanir rahim. Fra Muhammed, Allahs tjener og Hans Sendebud, til Heraclius, Romernes Konge, Sikkerhed for dem, der følger instruktionerne. Så derfra kalder jeg virkelig på jer med islams kald. Træd ind i islam, og I vil blive frelst. Træd ind i islam, og Allah vil helt sikkert belønne jer to gange." Men hvis du er modvillig, så vil du bære Arisiyyiin (Erapa) nationens synder. Og; (I brevet skrev han Allahs ord QS Alu 'Imran vers 63), hvilket betyder: ("O bogens folk, kom (følg) en sætning (dekret) om, at der ikke er nogen tvist mellem os og jer, at vi ikke tilbeder nogen anden end Allah, og at vi ikke forbinder noget med Ham, og at ingen af os tager andre som guder end Allah. Hvis de vender sig bort, så sig til dem: "Se, vi er dem, der underkaster sig (Allah)." Abu Sufyan sagde: "Da kongen var færdig med sin udtalelse, hørte jeg pludselig støjen fra folket omkring ham fra de romerske dignitarer, og deres støj blev højere og højere, og jeg kunne ikke forstå, hvad de sagde. Så blev vi beordret til at gå. Da jeg var ved at gå med mine venner, og jeg var flyttet væk fra deres forsamling, sagde jeg til mine venner: "Sagen om denne Abu Kabsyahs søn er sandelig stor. Dette er kongen af Bani Asfar (en gulhudet/romersk nation), som han også bekymrer sig om." Abu Sufyan sagde igen: "Ved Allah, jeg følte mig altid ydmyget og var meget sikker på at hans anliggender (religion) ville lykkes, indtil Allah endelig åbnede mit hjerte for at acceptere islam, selvom jeg tidligere hadede det."