Kesaksian Abu sufyan tentang akhlak dan kenabian Rasulullah shallallahu 'alaihi wasallam di hadapan kaisar heraclius

Imam Bukhari : 4188

حَدَّثَنِي إِبْرَاهِيمُ بْنُ مُوسَى عَنْ هِشَامٍ عَنْ مَعْمَرٍ ح و حَدَّثَنِي عَبْدُ اللَّهِ بْنُ مُحَمَّدٍ حَدَّثَنَا عَبْدُ الرَّزَّاقِ أَخْبَرَنَا مَعْمَرٌ عَنْ الزُّهْرِيِّ قَالَ أَخْبَرَنِي عُبَيْدُ اللَّهِ بْنُ عَبْدِ اللَّهِ بْنِ عُتْبَةَ قَالَ حَدَّثَنِي ابْنُ عَبَّاسٍ قَالَ حَدَّثَنِي أَبُو سُفْيَانَ مِنْ فِيهِ إِلَى فِيَّ قَالَانْطَلَقْتُ فِي الْمُدَّةِ الَّتِي كَانَتْ بَيْنِي وَبَيْنَ رَسُولِ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ قَالَ فَبَيْنَا أَنَا بِالشَّأْمِ إِذْ جِيءَ بِكِتَابٍ مِنْ النَّبِيِّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ إِلَى هِرَقْلَ قَالَ وَكَانَ دَحْيَةُ الْكَلْبِيُّ جَاءَ بِهِ فَدَفَعَهُ إِلَى عَظِيمِ بُصْرَى فَدَفَعَهُ عَظِيمُ بُصْرَى إِلَى هِرَقْلَ قَالَ فَقَالَ هِرَقْلُ هَلْ هَا هُنَا أَحَدٌ مِنْ قَوْمِ هَذَا الرَّجُلِ الَّذِي يَزْعُمُ أَنَّهُ نَبِيٌّ فَقَالُوا نَعَمْ قَالَ فَدُعِيتُ فِي نَفَرٍ مِنْ قُرَيْشٍ فَدَخَلْنَا عَلَى هِرَقْلَ فَأُجْلِسْنَا بَيْنَ يَدَيْهِ فَقَالَ أَيُّكُمْ أَقْرَبُ نَسَبًا مِنْ هَذَا الرَّجُلِ الَّذِي يَزْعُمُ أَنَّهُ نَبِيٌّ فَقَالَ أَبُو سُفْيَانَ فَقُلْتُ أَنَا فَأَجْلَسُونِي بَيْنَ يَدَيْهِ وَأَجْلَسُوا أَصْحَابِي خَلْفِي ثُمَّ دَعَا بِتَرْجُمَانِهِ فَقَالَ قُلْ لَهُمْ إِنِّي سَائِلٌ هَذَا عَنْ هَذَا الرَّجُلِ الَّذِي يَزْعُمُ أَنَّهُ نَبِيٌّ فَإِنْ كَذَبَنِي فَكَذِّبُوهُ قَالَ أَبُو سُفْيَانَ وَايْمُ اللَّهِ لَوْلَا أَنْ يُؤْثِرُوا عَلَيَّ الْكَذِبَ لَكَذَبْتُ ثُمَّ قَالَ لِتَرْجُمَانِهِ سَلْهُ كَيْفَ حَسَبُهُ فِيكُمْ قَالَ قُلْتُ هُوَ فِينَا ذُو حَسَبٍ قَالَ فَهَلْ كَانَ مِنْ آبَائِهِ مَلِكٌ قَالَ قُلْتُ لَا قَالَ فَهَلْ كُنْتُمْ تَتَّهِمُونَهُ بِالْكَذِبِ قَبْلَ أَنْ يَقُولَ مَا قَالَ قُلْتُ لَا قَالَ أَيَتَّبِعُهُ أَشْرَافُ النَّاسِ أَمْ ضُعَفَاؤُهُمْ قَالَ قُلْتُ بَلْ ضُعَفَاؤُهُمْ قَالَ يَزِيدُونَ أَوْ يَنْقُصُونَ قَالَ قُلْتُ لَا بَلْ يَزِيدُونَ قَالَ هَلْ يَرْتَدُّ أَحَدٌ مِنْهُمْ عَنْ دِينِهِ بَعْدَ أَنْ يَدْخُلَ فِيهِ سَخْطَةً لَهُ قَالَ قُلْتُ لَا قَالَ فَهَلْ قَاتَلْتُمُوهُ قَالَ قُلْتُ نَعَمْ قَالَ فَكَيْفَ كَانَ قِتَالُكُمْ إِيَّاهُ قَالَ قُلْتُ تَكُونُ الْحَرْبُ بَيْنَنَا وَبَيْنَهُ سِجَالًا يُصِيبُ مِنَّا وَنُصِيبُ مِنْهُ قَالَ فَهَلْ يَغْدِرُ قَالَ قُلْتُ لَا وَنَحْنُ مِنْهُ فِي هَذِهِ الْمُدَّةِ لَا نَدْرِي مَا هُوَ صَانِعٌ فِيهَا قَالَ وَاللَّهِ مَا أَمْكَنَنِي مِنْ كَلِمَةٍ أُدْخِلُ فِيهَا شَيْئًا غَيْرَ هَذِهِ قَالَ فَهَلْ قَالَ هَذَا الْقَوْلَ أَحَدٌ قَبْلَهُ قُلْتُ لَا ثُمَّ قَالَ لِتُرْجُمَانِهِ قُلْ لَهُ إِنِّي سَأَلْتُكَ عَنْ حَسَبِهِ فِيكُمْ فَزَعَمْتَ أَنَّهُ فِيكُمْ ذُو حَسَبٍ وَكَذَلِكَ الرُّسُلُ تُبْعَثُ فِي أَحْسَابِ قَوْمِهَا وَسَأَلْتُكَ هَلْ كَانَ فِي آبَائِهِ مَلِكٌ فَزَعَمْتَ أَنْ لَا فَقُلْتُ لَوْ كَانَ مِنْ آبَائِهِ مَلِكٌ قُلْتُ رَجُلٌ يَطْلُبُ مُلْكَ آبَائِهِ وَسَأَلْتُكَ عَنْ أَتْبَاعِهِ أَضُعَفَاؤُهُمْ أَمْ أَشْرَافُهُمْ فَقُلْتَ بَلْ ضُعَفَاؤُهُمْ وَهُمْ أَتْبَاعُ الرُّسُلِ وَسَأَلْتُكَ هَلْ كُنْتُمْ تَتَّهِمُونَهُ بِالْكَذِبِ قَبْلَ أَنْ يَقُولَ مَا قَالَ فَزَعَمْتَ أَنْ لَا فَعَرَفْتُ أَنَّهُ لَمْ يَكُنْ لِيَدَعَ الْكَذِبَ عَلَى النَّاسِ ثُمَّ يَذْهَبَ فَيَكْذِبَ عَلَى اللَّهِ وَسَأَلْتُكَ هَلْ يَرْتَدُّ أَحَدٌ مِنْهُمْ عَنْ دِينِهِ بَعْدَ أَنْ يَدْخُلَ فِيهِ سَخْطَةً لَهُ فَزَعَمْتَ أَنْ لَا وَكَذَلِكَ الْإِيمَانُ إِذَا خَالَطَ بَشَاشَةَ الْقُلُوبِ وَسَأَلْتُكَ هَلْ يَزِيدُونَ أَمْ يَنْقُصُونَ فَزَعَمْتَ أَنَّهُمْ يُزِيدُونَ وَكَذَلِكَ الْإِيمَانُ حَتَّى يَتِمَّ وَسَأَلْتُكَ هَلْ قَاتَلْتُمُوهُ فَزَعَمْتَ أَنَّكُمْ قَاتَلْتُمُوهُ فَتَكُونُ الْحَرْبُ بَيْنَكُمْ وَبَيْنَهُ سِجَالًا يَنَالُ مِنْكُمْ وَتَنَالُونَ مِنْهُ وَكَذَلِكَ الرُّسُلُ تُبْتَلَى ثُمَّ تَكُونُ لَهُمْ الْعَاقِبَةُ وَسَأَلْتُكَ هَلْ يَغْدِرُ فَزَعَمْتَ أَنَّهُ لَا يَغْدِرُ وَكَذَلِكَ الرُّسُلُ لَا تَغْدِرُ وَسَأَلْتُكَ هَلْ قَالَ أَحَدٌ هَذَا الْقَوْلَ قَبْلَهُ فَزَعَمْتَ أَنْ لَا فَقُلْتُ لَوْ كَانَ قَالَ هَذَا الْقَوْلَ أَحَدٌ قَبْلَهُ قُلْتُ رَجُلٌ ائْتَمَّ بِقَوْلٍ قِيلَ قَبْلَهُ قَالَ ثُمَّ قَالَ بِمَ يَأْمُرُكُمْ قَالَ قُلْتُ يَأْمُرُنَا بِالصَّلَاةِ وَالزَّكَاةِ وَالصِّلَةِ وَالْعَفَافِ قَالَ إِنْ يَكُ مَا تَقُولُ فِيهِ حَقًّا فَإِنَّهُ نَبِيٌّ وَقَدْ كُنْتُ أَعْلَمُ أَنَّهُ خَارِجٌ وَلَمْ أَكُ أَظُنُّهُ مِنْكُمْ وَلَوْ أَنِّي أَعْلَمُ أَنِّي أَخْلُصُ إِلَيْهِ لَأَحْبَبْتُ لِقَاءَهُ وَلَوْ كُنْتُ عِنْدَهُ لَغَسَلْتُ عَنْ قَدَمَيْهِ وَلَيَبْلُغَنَّ مُلْكُهُ مَا تَحْتَ قَدَمَيَّ قَالَ ثُمَّ دَعَا بِكِتَابِ رَسُولِ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ فَقَرَأَهُ فَإِذَا فِيهِ بِسْمِ اللَّهِ الرَّحْمَنِ الرَّحِيمِ مِنْ مُحَمَّدٍ رَسُولِ اللَّهِ إِلَى هِرَقْلَ عَظِيمِ الرُّومِ سَلَامٌ عَلَى مَنْ اتَّبَعَ الْهُدَى أَمَّا بَعْدُ فَإِنِّي أَدْعُوكَ بِدِعَايَةِ الْإِسْلَامِ أَسْلِمْ تَسْلَمْ وَأَسْلِمْ يُؤْتِكَ اللَّهُ أَجْرَكَ مَرَّتَيْنِ فَإِنْ تَوَلَّيْتَ فَإِنَّ عَلَيْكَ إِثْمَ الْأَرِيسِيِّينَ وَ{ يَا أَهْلَ الْكِتَابِ تَعَالَوْا إِلَى كَلِمَةٍ سَوَاءٍ بَيْنَنَا وَبَيْنَكُمْ أَنْ لَا نَعْبُدَ إِلَّا اللَّهَ إِلَى قَوْلِهِ اشْهَدُوا بِأَنَّا مُسْلِمُونَ }فَلَمَّا فَرَغَ مِنْ قِرَاءَةِ الْكِتَابِ ارْتَفَعَتْ الْأَصْوَاتُ عِنْدَهُ وَكَثُرَ اللَّغَطُ وَأُمِرَ بِنَا فَأُخْرِجْنَا قَالَ فَقُلْتُ لِأَصْحَابِي حِينَ خَرَجْنَا لَقَدْ أَمِرَ أَمْرُ ابْنِ أَبِي كَبْشَةَ إِنَّهُ لَيَخَافُهُ مَلِكُ بَنِي الْأَصْفَرِ فَمَا زِلْتُ مُوقِنًا بِأَمْرِ رَسُولِ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ أَنَّهُ سَيَظْهَرُ حَتَّى أَدْخَلَ اللَّهُ عَلَيَّ الْإِسْلَامَ قَالَ الزُّهْرِيُّ فَدَعَا هِرَقْلُ عُظَمَاءَ الرُّومِ فَجَمَعَهُمْ فِي دَارٍ لَهُ فَقَالَ يَا مَعْشَرَ الرُّومِ هَلْ لَكُمْ فِي الْفَلَاحِ وَالرَّشَدِ آخِرَ الْأَبَدِ وَأَنْ يَثْبُتَ لَكُمْ مُلْكُكُمْ قَالَ فَحَاصُوا حَيْصَةَ حُمُرِ الْوَحْشِ إِلَى الْأَبْوَابِ فَوَجَدُوهَا قَدْ غُلِّقَتْ فَقَالَ عَلَيَّ بِهِمْ فَدَعَا بِهِمْ فَقَالَ إِنِّي إِنَّمَا اخْتَبَرْتُ شِدَّتَكُمْ عَلَى دِينِكُمْ فَقَدْ رَأَيْتُ مِنْكُمْ الَّذِي أَحْبَبْتُ فَسَجَدُوا لَهُ وَرَضُوا عَنْهُ

Har fortalt mig [Ibrahim bin Musa] fra [Hisham] fra [Ma'mar]; Ligeledes er det berettet fra en anden rute, og har fortalt mig ['Abdullah bin Muhammad]; Har fortalt os ['Abdur Razzaq]; Har berettet til os, at [Ma'mar] fra [Az Zuhri] sagde; Det er blevet rapporteret til mig, at ['Ubaidullah bin 'Abdullah bin 'Utbah] sagde; Det er blevet fortalt mig, at [Ibn 'Abbas] sagde; Efter at have fortalt mig [Abu Sufyan] fra hans mund til min, sagde han: Jeg tog afsted på det tidspunkt, hvor profeten sallallaahu 'alaihi wasallam blev sendt. Og da jeg var i Syrien, var der et brev fra Rasulullah sallallaahu 'alaihi wasallam til kejser Ramawi, som bragte brevet, var Dahyah Al Kalbi, derefter overgav han det til Basrah-embedsmændene, derefter overgav Basrah-embedsmændene det til Kaisra Ramawi. Abu Sufyan sagde: Så sagde kejseren; Er der nogen her fra denne gruppe mennesker, der hævder at være profeter? De svarede: 'Ja.' Så blev jeg tilkaldt sammen med Quraish-folket. Vi gik ind for at møde kejseren og blev derefter bedt om at sidde foran ham. Kejseren sagde: 'Hvem af jer er tættere i slægt til denne person, der hævder at være profet?' Abu Sufyan sagde; jeg svarede: 'Jeg.' Så satte de mig endnu længere fremme. I mellemtiden sad mine venner bag mig. Så blev en tolk tilkaldt. Kejseren sagde: 'Sig til denne person, at jeg vil spørge ham om den person, der hævder at være profet. Hvis han lyver, så lyv.' Abu Sufyan sagde: 'Ved Allah, hvis løgn skulle gavne mig, ville jeg selvfølgelig lyve.' Kejseren spurgte sin tolk: 'Hvad er jeres position?' Jeg svarede: 'Han har en position blandt os.' Kejseren sagde: 'Var der en konge blandt hans forfædre?' Jeg svarede: 'Der er ingen.' Kejseren spurgte: 'Betragtede du ham som en løgner, før han prædikede sit budskab?' Jeg svarede: 'Nej.' Kejseren spurgte: 'Er de, der følger ham, fra adelen eller fra de svage?' Jeg svarede: 'Selv fra de svage.' Kejseren spurgte: 'Stiger eller falder deres antal?' Jeg svarede: 'Stiger.' Kejseren sagde: 'Fald nogen af hans tilhængere fra, efter at han omfavnede islam, af fortrydelse og had til ham?' Jeg svarede: 'Nej.' Kejseren spurgte: 'Kæmpede I mod ham?' Jeg svarede: 'Ja.' Kejseren spurgte: 'Hvordan kæmpede I mod ham?' Jeg svarede: 'Vi kæmpede på skift mod ham, nogle gange vandt vi, og nogle gange blev vi besejret.' Kejseren spurgte: 'Forrådte han os?' Og vi ved ikke, hvad han laver nu. Abu Sufyan sagde: 'Ved Allah, jeg har intet at sige udover det.' Så sagde kejseren: 'Har nogen kaldt det, han kaldte, frem for ham?' Jeg svarede: 'Nej.' Så sagde kejseren til sin tolk: "Sig til ham: 'Sandelig, jeg spurgte dig om hans slægt, og du nævnte, at han har en hæderlig slægt, for det er sendebudenes vej; de blev sendt (fra familier), der havde ædle slægter blandt deres folk. Jeg spurgte dig, om nogen blandt jer havde opfordret til dette før, og du sagde nej. Efter min mening, hvis nogen havde opfordret til dette før, ville jeg have sagt: 'Han følger kun det, der blev sagt før.' Jeg spurgte dig, om du nogensinde havde beskyldt ham for at lyve, før han sagde dette (påstod at være en profet), og du sagde nej. Jeg ved, at det er umuligt for ham at efterlade løgnagtige ord til folk og derefter vove at lyve for Allah 'azza wa jalla. Jeg spurgte dig, om nogen af hans bedstefædre nogensinde havde været konger, og du sagde nej. Efter min mening, hvis nogen af hans bedstefædre havde været konger, ville jeg have sagt: 'Han ønsker kun at genoprette sine forfædres magt.'" Jeg spurgte dig, om samfundets ledere var hans tilhængere eller de svage mennesker iblandt dem, og du svarede, at det var de svage mennesker, der fulgte ham. (Jeg ved det), ja, svage mennesker er apostlenes tilhængere. Jeg spurgte dig, om de var stigende eller faldende, og du svarede, at de altid var stigende. Sådan er det med tro, indtil den er perfekt. Jeg spurgte dig, om der var nogen, der faldt fra, fordi de hadede sin religion efter at have omfavnet den, og du svarede nej. Sådan er det med tro, når den har blandet sin charme med hjertet, hader ingen den. Jeg spurgte dig, om han nogensinde havde forrådt dig, og du svarede aldrig. Sådan var apostlene, de forrådte aldrig. Jeg spurgte dig, om du kæmpede mod ham, og han kæmpede mod dig, og du svarede, at det skete, og din krig med ham var lige. Nogle gange vinder du, og nogle gange taber du. Ligeledes gennemgik apostlene forskellige prøver og opnåede derefter gode resultater. Så spurgte kejseren: "Hvad sagde han til jer, at I skulle gøre?" sagde Abu Sufyan; jeg svarede: "Han sagde til os, at vi skulle tilbede Allah alene og ikke forbinde noget med Ham." "Han forbød os også at tilbede vores forfædres guder. Og beordrede os til at bede, tale sandheden, opretholde ære, holde vores løfter og opfylde vores tillid." Kejseren sagde: "Dette er profetens natur. Jeg vidste, at han ville blive sendt, men jeg forventede ikke, at han ville være fra din (nation). Hvis det, du har sagt, er sandt, så vil han kunne få det sted, hvor mine to fødder står. Ved Allah, hvis bare jeg kunne være sikker på, at jeg ville møde ham, ville jeg helt sikkert vælge at møde ham. Hvis han var ved hans side, ville jeg helt sikkert vaske hans fødder (som en form for respekt)." Abu Sufyan sagde: "Så bad han om profetens brev sallallaahu 'alaihi wasallam og læste det. Brevets indhold; BISMILLAHIRRAHMANIRRAHIIM (i Allahs navn, den Mest Nådige, den Mest Barmhjertige). Fra Muhammed, Allahs tjener og Hans Sendebud til Heraclius, den romerske hersker, må frelse være med enhver, der følger instruktionerne (sandheden). Amma Ba'du. Faktisk opfordrer jeg jer til at opfylde islams kald, træde ind i islam, og I vil være i sikkerhed. Og konverter til islam, Allah vil helt sikkert give jer dobbelt belønning. Men hvis I vender jer bort (nægter), så vil I bære alle det romerske folks synder. Og "Sig: 'O Bogens Folk, kom (følg) en kendelse (dekret) om, at der ikke er nogen tvist mellem os og jer, at vi ikke tilbeder nogen anden end Allah, og at vi ikke forbinder noget med Ham, og at ingen af os tager andre som guder end Allah'. Hvis de vender sig bort, så sig til dem: 'Se, at vi er dem, der har underkastet sig (Allah)'". Efter at han var færdig med at læse, opstod der et tumult blandt de romerske embedsmænd omkring ham, og det blev endnu mere støjende, så jeg ikke forstod, hvad de sagde. Så kom ordren ud, og vi blev ført ud. Abu Sufyan sagde: Da mine venner og jeg var gået ud og havde afsluttet mine forretninger med dem, sagde jeg til dem; "Ibn Abu Kabsyahs anliggender gjorde ham frygtet af kongerne af Banu Al Ashfar (gul hud)." Abu Sufyan sagde: "For Allahs skyld. Jeg troede altid, at Muhammed ville opnå ære, indtil Allah endelig satte islam i mit hjerte." Az Zuhri sagde: "Så kaldte kejser Ramawi de ramawiske embedsmænd sammen og samlede dem i sit hus. Han udbrød: "O Rums nation, vil I vinde og sejre for evigt? Og jeres kongerige vil vare evigt?" Så gjorde de vredt oprør og kastede sten mod døren, indtil den blev lukket." Så sagde kejseren: "Faktisk ville jeg bare teste jer, om I stadig elsker jeres religion eller ej, og jeg har sandelig set jer i en tilstand, som jeg kan lide." Så kastede de sig ned og var tilfredse med kejserens ord.