Nabi menolak tawaran malaikat menimpakan dua gunung kepada penduduk Thaif, dan berharap Allah mengeluarkan dari sulbi mereka orang yang bertauhid

و حَدَّثَنِي أَبُو الطَّاهِرِ أَحْمَدُ بْنُ عَمْرِو بْنِ سَرْحٍ وَحَرْمَلَةُ بْنُ يَحْيَى وَعَمْرُو بْنُ سَوَّادٍ الْعَامِرِيُّ وَأَلْفَاظُهُمْ مُتَقَارِبَةٌ قَالُوا حَدَّثَنَا ابْنُ وَهْبٍ قَالَ أَخْبَرَنِي يُونُسُ عَنْ ابْنِ شِهَابٍ حَدَّثَنِي عُرْوَةُ بْنُ الزُّبَيْرِ أَنَّ عَائِشَةَ زَوْجَ النَّبِيِّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ حَدَّثَتْهُ أَنَّهَا قَالَتْ لِرَسُولِ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ يَا رَسُولَ اللَّهِ هَلْ أَتَى عَلَيْكَ يَوْمٌ كَانَ أَشَدَّ مِنْ يَوْمِ أُحُدٍ فَقَالَ لَقَدْ لَقِيتُ مِنْ قَوْمِكِ وَكَانَ أَشَدَّ مَا لَقِيتُ مِنْهُمْ يَوْمَ الْعَقَبَةِ إِذْ عَرَضْتُ نَفْسِي عَلَى ابْنِ عَبْدِ يَالِيلَ بْنِ عَبْدِ كُلَالٍ فَلَمْ يُجِبْنِي إِلَى مَا أَرَدْتُ فَانْطَلَقْتُ وَأَنَا مَهْمُومٌ عَلَى وَجْهِي فَلَمْ أَسْتَفِقْ إِلَّا بِقَرْنِ الثَّعَالِبِ فَرَفَعْتُ رَأْسِي فَإِذَا أَنَا بِسَحَابَةٍ قَدْ أَظَلَّتْنِي فَنَظَرْتُ فَإِذَا فِيهَا جِبْرِيلُ فَنَادَانِي فَقَالَ إِنَّ اللَّهَ عَزَّ وَجَلَّ قَدْ سَمِعَ قَوْلَ قَوْمِكَ لَكَ وَمَا رُدُّوا عَلَيْكَ وَقَدْ بَعَثَ إِلَيْكَ مَلَكَ الْجِبَالِ لِتَأْمُرَهُ بِمَا شِئْتَ فِيهِمْ قَالَ فَنَادَانِي مَلَكُ الْجِبَالِ وَسَلَّمَ عَلَيَّ ثُمَّ قَالَ يَا مُحَمَّدُ إِنَّ اللَّهَ قَدْ سَمِعَ قَوْلَ قَوْمِكَ لَكَ وَأَنَا مَلَكُ الْجِبَالِ وَقَدْ بَعَثَنِي رَبُّكَ إِلَيْكَ لِتَأْمُرَنِي بِأَمْرِكَ فَمَا شِئْتَ إِنْ شِئْتَ أَنْ أُطْبِقَ عَلَيْهِمْ الْأَخْشَبَيْنِ فَقَالَ لَهُ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ بَلْ أَرْجُو أَنْ يُخْرِجَ اللَّهُ مِنْ أَصْلَابِهِمْ مَنْ يَعْبُدُ اللَّهَ وَحْدَهُ لَا يُشْرِكُ بِهِ شَيْئًا

Og han fortalte mig [Abu At Thahir Ahmad bin 'Amru bin Sarh] og [Harmalah bin Yahya] og ['Amru bin Sawad Al 'Amiri], mens deres lafadz var tæt på hinanden, sagde de; har fortalt os [Ibn Wahb] sagde han; [Yunus] havde fortalt mig fra [Ibn Shihab] havde fortalt mig ['Urwah bin Zubair] at ['Aisha], Profetens (fred være med ham), hustru havde fortalt ham, at hun engang havde sagt til Rasulullah (fred være med ham): "O Rasulullah, har du nogensinde følt den sværeste vanskelighed end dagen for slaget ved Uhud?" Han svarede: "Jeg har oplevet vanskeligheder fra dit folk, og det var den sværeste vanskelighed, jeg nogensinde har oplevet fra dem, nemlig hændelsen på dagen for 'aqabah. På det tidspunkt tog jeg til Ibn 'Abd Yaaliil bin 'Abd Kulal, men han ville ikke opfylde mine forventninger, så jeg forlod ham fuld af angst, og jeg forstod først mig selv, da jeg ankom til Qarnits Tsa'alib. Så løftede jeg hovedet, og det viste sig, at jeg blev skygget af skyer. Efter jeg så, var det en engel, Jibril, der var der. Han kaldte på mig og sagde: 'Sandelig, Allah 'azza wajalla har hørt dit folks ord imod dig og deres afvisning af din invitation. Og Han har sendt bjergets skytsengel, så du kan beordre ham til at ødelægge dem, som du ønsker.' Han sagde: "Så kaldte englen, der bevogtede bjerget, på mig og hilste på mig og sagde: 'O Muhammed, sandelig, Allah har hørt dit folks ord imod dig, og jeg, englen, der bevogter bjerget, blev sendt af din Rabb for at møde dig for at udføre, hvad du ønsker.'" "Hvis du ønsker det, vil jeg lukke disse to bjerge for dem." Rasulullah shallallahu 'alaihi wasallam sagde til ham: "Faktisk håber jeg inderligt, at Allah vil frembringe mennesker fra deres døde knogler, som ønsker at tilbede Allah og ikke forbinder noget med Ham."