Ar Rahim

Imam Bukhari : 3826

حَدَّثَنَا عَبْدُ الْعَزِيزِ بْنُ عَبْدِ اللَّهِ حَدَّثَنَا إِبْرَاهِيمُ بْنُ سَعْدٍ عَنْ صَالِحٍ عَنْ ابْنِ شِهَابٍ قَالَ حَدَّثَنِي عُرْوَةُ بْنُ الزُّبَيْرِ وَسَعِيدُ بْنُ الْمُسَيَّبِ وَعَلْقَمَةُ بْنُ وَقَّاصٍ وَعُبَيْدُ اللَّهِ بْنُ عَبْدِ اللَّهِ بْنِ عُتْبَةَ بْنِ مَسْعُودٍ عَنْ عَائِشَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهَا زَوْجِ النَّبِيِّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَحِينَ قَالَ لَهَا أَهْلُ الْإِفْكِ مَا قَالُوا وَكُلُّهُمْ حَدَّثَنِي طَائِفَةً مِنْ حَدِيثِهَا وَبَعْضُهُمْ كَانَ أَوْعَى لِحَدِيثِهَا مِنْ بَعْضٍ وَأَثْبَتَ لَهُ اقْتِصَاصًا وَقَدْ وَعَيْتُ عَنْ كُلِّ رَجُلٍ مِنْهُمْ الْحَدِيثَ الَّذِي حَدَّثَنِي عَنْ عَائِشَةَ وَبَعْضُ حَدِيثِهِمْ يُصَدِّقُ بَعْضًا وَإِنْ كَانَ بَعْضُهُمْ أَوْعَى لَهُ مِنْ بَعْضٍ قَالُوا قَالَتْ عَائِشَةُ كَانَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ إِذَا أَرَادَ سَفَرًا أَقْرَعَ بَيْنَ أَزْوَاجِهِ فَأَيُّهُنَّ خَرَجَ سَهْمُهَا خَرَجَ بِهَا رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ مَعَهُ قَالَتْ عَائِشَةُ فَأَقْرَعَ بَيْنَنَا فِي غَزْوَةٍ غَزَاهَا فَخَرَجَ فِيهَا سَهْمِي فَخَرَجْتُ مَعَ رَسُولِ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ بَعْدَ مَا أُنْزِلَ الْحِجَابُ فَكُنْتُ أُحْمَلُ فِي هَوْدَجِي وَأُنْزَلُ فِيهِ فَسِرْنَا حَتَّى إِذَا فَرَغَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ مِنْ غَزْوَتِهِ تِلْكَ وَقَفَلَ دَنَوْنَا مِنْ الْمَدِينَةِ قَافِلِينَ آذَنَ لَيْلَةً بِالرَّحِيلِ فَقُمْتُ حِينَ آذَنُوا بِالرَّحِيلِ فَمَشَيْتُ حَتَّى جَاوَزْتُ الْجَيْشَ فَلَمَّا قَضَيْتُ شَأْنِي أَقْبَلْتُ إِلَى رَحْلِي فَلَمَسْتُ صَدْرِي فَإِذَا عِقْدٌ لِي مِنْ جَزْعِ ظَفَارِ قَدْ انْقَطَعَ فَرَجَعْتُ فَالْتَمَسْتُ عِقْدِي فَحَبَسَنِي ابْتِغَاؤُهُ قَالَتْ وَأَقْبَلَ الرَّهْطُ الَّذِينَ كَانُوا يُرَحِّلُونِي فَاحْتَمَلُوا هَوْدَجِي فَرَحَلُوهُ عَلَى بَعِيرِي الَّذِي كُنْتُ أَرْكَبُ عَلَيْهِ وَهُمْ يَحْسِبُونَ أَنِّي فِيهِ وَكَانَ النِّسَاءُ إِذْ ذَاكَ خِفَافًا لَمْ يَهْبُلْنَ وَلَمْ يَغْشَهُنَّ اللَّحْمُ إِنَّمَا يَأْكُلْنَ الْعُلْقَةَ مِنْ الطَّعَامِ فَلَمْ يَسْتَنْكِرْ الْقَوْمُ خِفَّةَ الْهَوْدَجِ حِينَ رَفَعُوهُ وَحَمَلُوهُ وَكُنْتُ جَارِيَةً حَدِيثَةَ السِّنِّ فَبَعَثُوا الْجَمَلَ فَسَارُوا وَوَجَدْتُ عِقْدِي بَعْدَ مَا اسْتَمَرَّ الْجَيْشُ فَجِئْتُ مَنَازِلَهُمْ وَلَيْسَ بِهَا مِنْهُمْ دَاعٍ وَلَا مُجِيبٌ فَتَيَمَّمْتُ مَنْزِلِي الَّذِي كُنْتُ بِهِ وَظَنَنْتُ أَنَّهُمْ سَيَفْقِدُونِي فَيَرْجِعُونَ إِلَيَّ فَبَيْنَا أَنَا جَالِسَةٌ فِي مَنْزِلِي غَلَبَتْنِي عَيْنِي فَنِمْتُ وَكَانَ صَفْوَانُ بْنُ الْمُعَطَّلِ السُّلَمِيُّ ثُمَّ الذَّكْوَانِيُّ مِنْ وَرَاءِ الْجَيْشِ فَأَصْبَحَ عِنْدَ مَنْزِلِي فَرَأَى سَوَادَ إِنْسَانٍ نَائِمٍ فَعَرَفَنِي حِينَ رَآنِي وَكَانَ رَآنِي قَبْلَ الْحِجَابِ فَاسْتَيْقَظْتُ بِاسْتِرْجَاعِهِ حِينَ عَرَفَنِي فَخَمَّرْتُ وَجْهِي بِجِلْبَابِي وَ وَاللَّهِ مَا تَكَلَّمْنَا بِكَلِمَةٍ وَلَا سَمِعْتُ مِنْهُ كَلِمَةً غَيْرَ اسْتِرْجَاعِهِ وَهَوَى حَتَّى أَنَاخَ رَاحِلَتَهُ فَوَطِئَ عَلَى يَدِهَا فَقُمْتُ إِلَيْهَا فَرَكِبْتُهَا فَانْطَلَقَ يَقُودُ بِي الرَّاحِلَةَ حَتَّى أَتَيْنَا الْجَيْشَ مُوغِرِينَ فِي نَحْرِ الظَّهِيرَةِ وَهُمْ نُزُولٌ قَالَتْ فَهَلَكَ مَنْ هَلَكَ وَكَانَ الَّذِي تَوَلَّى كِبْرَ الْإِفْكِ عَبْدُ اللَّهِ بْنُ أُبَيٍّ ابْنُ سَلُولَ قَالَ عُرْوَةُ أُخْبِرْتُ أَنَّهُ كَانَ يُشَاعُ وَيُتَحَدَّثُ بِهِ عِنْدَهُ فَيُقِرُّهُ وَيَسْتَمِعُهُ وَيَسْتَوْشِيهِ وَقَالَ عُرْوَةُ أَيْضًا لَمْ يُسَمَّ مِنْ أَهْلِ الْإِفْكِ أَيْضًا إِلَّا حَسَّانُ بْنُ ثَابِتٍ وَمِسْطَحُ بْنُ أُثَاثَةَ وَحَمْنَةُ بِنْتُ جَحْشٍ فِي نَاسٍ آخَرِينَ لَا عِلْمَ لِي بِهِمْ غَيْرَ أَنَّهُمْ عُصْبَةٌ كَمَا قَالَ اللَّهُ تَعَالَى وَإِنَّ كِبْرَ ذَلِكَ يُقَالُ لَهُ عَبْدُ اللَّهِ بْنُ أُبَيٍّ ابْنُ سَلُولَ قَالَ عُرْوَةُ كَانَتْ عَائِشَةُ تَكْرَهُ أَنْ يُسَبَّ عِنْدَهَا حَسَّانُ وَتَقُولُ إِنَّهُ الَّذِي قَالَ فَإِنَّ أَبِي وَوَالِدَهُ وَعِرْضِيلِعِرْضِ مُحَمَّدٍ مِنْكُمْ وِقَاءُقَالَتْ عَائِشَةُ فَقَدِمْنَا الْمَدِينَةَ فَاشْتَكَيْتُ حِينَ قَدِمْتُ شَهْرًا وَالنَّاسُ يُفِيضُونَ فِي قَوْلِ أَصْحَابِ الْإِفْكِ لَا أَشْعُرُ بِشَيْءٍ مِنْ ذَلِكَ وَهُوَ يَرِيبُنِي فِي وَجَعِي أَنِّي لَا أَعْرِفُ مِنْ رَسُولِ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ اللُّطْفَ الَّذِي كُنْتُ أَرَى مِنْهُ حِينَ أَشْتَكِي إِنَّمَا يَدْخُلُ عَلَيَّ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ فَيُسَلِّمُ ثُمَّ يَقُولُ كَيْفَ تِيكُمْ ثُمَّ يَنْصَرِفُ فَذَلِكَ يَرِيبُنِي وَلَا أَشْعُرُ بِالشَّرِّ حَتَّى خَرَجْتُ حِينَ نَقَهْتُ فَخَرَجْتُ مَعَ أُمِّ مِسْطَحٍ قِبَلَ الْمَنَاصِعِ وَكَانَ مُتَبَرَّزَنَا وَكُنَّا لَا نَخْرُجُ إِلَّا لَيْلًا إِلَى لَيْلٍ وَذَلِكَ قَبْلَ أَنْ نَتَّخِذَ الْكُنُفَ قَرِيبًا مِنْ بُيُوتِنَا قَالَتْ وَأَمْرُنَا أَمْرُ الْعَرَبِ الْأُوَلِ فِي الْبَرِّيَّةِ قِبَلَ الْغَائِطِ وَكُنَّا نَتَأَذَّى بِالْكُنُفِ أَنْ نَتَّخِذَهَا عِنْدَ بُيُوتِنَا قَالَتْ فَانْطَلَقْتُ أَنَا وَأُمُّ مِسْطَحٍ وَهِيَ ابْنَةُ أَبِي رُهْمِ بْنِ الْمُطَّلِبِ بْنِ عَبْدِ مَنَافٍ وَأُمُّهَا بِنْتُ صَخْرِ بْنِ عَامِرٍ خَالَةُ أَبِي بَكْرٍ الصِّدِّيقِ وَابْنُهَا مِسْطَحُ بْنُ أُثَاثَةَ بْنِ عَبَّادِ بْنِ الْمُطَّلِبِ فَأَقْبَلْتُ أَنَا وَأُمُّ مِسْطَحٍ قِبَلَ بَيْتِي حِينَ فَرَغْنَا مِنْ شَأْنِنَا فَعَثَرَتْ أُمُّ مِسْطَحٍ فِي مِرْطِهَا فَقَالَتْ تَعِسَ مِسْطَحٌ فَقُلْتُ لَهَا بِئْسَ مَا قُلْتِ أَتَسُبِّينَ رَجُلًا شَهِدَ بَدْرًا فَقَالَتْ أَيْ هَنْتَاهْ وَلَمْ تَسْمَعِي مَا قَالَ قَالَتْ وَقُلْتُ مَا قَالَ فَأَخْبَرَتْنِي بِقَوْلِ أَهْلِ الْإِفْكِ قَالَتْ فَازْدَدْتُ مَرَضًا عَلَى مَرَضِي فَلَمَّا رَجَعْتُ إِلَى بَيْتِي دَخَلَ عَلَيَّ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ فَسَلَّمَ ثُمَّ قَالَ كَيْفَ تِيكُمْ فَقُلْتُ لَهُ أَتَأْذَنُ لِي أَنْ آتِيَ أَبَوَيَّ قَالَتْ وَأُرِيدُ أَنْ أَسْتَيْقِنَ الْخَبَرَ مِنْ قِبَلِهِمَا قَالَتْ فَأَذِنَ لِي رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ فَقُلْتُ لِأُمِّي يَا أُمَّتَاهُ مَاذَا يَتَحَدَّثُ النَّاسُ قَالَتْ يَا بُنَيَّةُ هَوِّنِي عَلَيْكِ فَوَاللَّهِ لَقَلَّمَا كَانَتْ امْرَأَةٌ قَطُّ وَضِيئَةً عِنْدَ رَجُلٍ يُحِبُّهَا لَهَا ضَرَائِرُ إِلَّا كَثَّرْنَ عَلَيْهَا قَالَتْ فَقُلْتُ سُبْحَانَ اللَّهِ أَوَلَقَدْ تَحَدَّثَ النَّاسُ بِهَذَا قَالَتْ فَبَكَيْتُ تِلْكَ اللَّيْلَةَ حَتَّى أَصْبَحْتُ لَا يَرْقَأُ لِي دَمْعٌ وَلَا أَكْتَحِلُ بِنَوْمٍ ثُمَّ أَصْبَحْتُ أَبْكِي قَالَتْ وَدَعَا رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ عَلِيَّ بْنَ أَبِي طَالِبٍ وَأُسَامَةَ بْنَ زَيْدٍ حِينَ اسْتَلْبَثَ الْوَحْيُ يَسْأَلُهُمَا وَيَسْتَشِيرُهُمَا فِي فِرَاقِ أَهْلِهِ قَالَتْ فَأَمَّا أُسَامَةُ فَأَشَارَ عَلَى رَسُولِ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ بِالَّذِي يَعْلَمُ مِنْ بَرَاءَةِ أَهْلِهِ وَبِالَّذِي يَعْلَمُ لَهُمْ فِي نَفْسِهِ فَقَالَ أُسَامَةُ أَهْلَكَ وَلَا نَعْلَمُ إِلَّا خَيْرًا وَأَمَّا عَلِيٌّ فَقَالَ يَا رَسُولَ اللَّهِ لَمْ يُضَيِّقْ اللَّهُ عَلَيْكَ وَالنِّسَاءُ سِوَاهَا كَثِيرٌ وَسَلْ الْجَارِيَةَ تَصْدُقْكَ قَالَتْ فَدَعَا رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ بَرِيرَةَ فَقَالَ أَيْ بَرِيرَةُ هَلْ رَأَيْتِ مِنْ شَيْءٍ يَرِيبُكِ قَالَتْ لَهُ بَرِيرَةُ وَالَّذِي بَعَثَكَ بِالْحَقِّ مَا رَأَيْتُ عَلَيْهَا أَمْرًا قَطُّ أَغْمِصُهُ غَيْرَ أَنَّهَا جَارِيَةٌ حَدِيثَةُ السِّنِّ تَنَامُ عَنْ عَجِينِ أَهْلِهَا فَتَأْتِي الدَّاجِنُ فَتَأْكُلُهُ قَالَتْ فَقَامَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ مِنْ يَوْمِهِ فَاسْتَعْذَرَ مِنْ عَبْدِ اللَّهِ بْنِ أُبَيٍّ وَهُوَ عَلَى الْمِنْبَرِ فَقَالَ يَا مَعْشَرَ الْمُسْلِمِينَ مَنْ يَعْذِرُنِي مِنْ رَجُلٍ قَدْ بَلَغَنِي عَنْهُ أَذَاهُ فِي أَهْلِي وَاللَّهِ مَا عَلِمْتُ عَلَى أَهْلِي إِلَّا خَيْرًا وَلَقَدْ ذَكَرُوا رَجُلًا مَا عَلِمْتُ عَلَيْهِ إِلَّا خَيْرًا وَمَا يَدْخُلُ عَلَى أَهْلِي إِلَّا مَعِي قَالَتْ فَقَامَ سَعْدُ بْنُ مُعَاذٍ أَخُو بَنِي عَبْدِ الْأَشْهَلِ فَقَالَ أَنَا يَا رَسُولَ اللَّهِ أَعْذِرُكَ فَإِنْ كَانَ مِنْ الْأَوْسِ ضَرَبْتُ عُنُقَهُ وَإِنْ كَانَ مِنْ إِخْوَانِنَا مِنْ الْخَزْرَجِ أَمَرْتَنَا فَفَعَلْنَا أَمْرَكَ قَالَتْ فَقَامَ رَجُلٌ مِنْ الْخَزْرَجِ وَكَانَتْ أُمُّ حَسَّانَ بِنْتَ عَمِّهِ مِنْ فَخِذِهِ وَهُوَ سَعْدُ بْنُ عُبَادَةَ وَهُوَ سَيِّدُ الْخَزْرَجِ قَالَتْ وَكَانَ قَبْلَ ذَلِكَ رَجُلًا صَالِحًا وَلَكِنْ احْتَمَلَتْهُ الْحَمِيَّةُ فَقَالَ لِسَعْدٍ كَذَبْتَ لَعَمْرُ اللَّهِ لَا تَقْتُلُهُ وَلَا تَقْدِرُ عَلَى قَتْلِهِ وَلَوْ كَانَ مِنْ رَهْطِكَ مَا أَحْبَبْتَ أَنْ يُقْتَلَ فَقَامَ أُسَيْدُ بْنُ حُضَيْرٍ وَهُوَ ابْنُ عَمِّ سَعْدٍ فَقَالَ لِسَعْدِ بْنِ عُبَادَةَ كَذَبْتَ لَعَمْرُ اللَّهِ لَنَقْتُلَنَّهُ فَإِنَّكَ مُنَافِقٌ تُجَادِلُ عَنْ الْمُنَافِقِينَ قَالَتْ فَثَارَ الْحَيَّانِ الْأَوْسُ وَالْخَزْرَجُ حَتَّى هَمُّوا أَنْ يَقْتَتِلُوا وَرَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ قَائِمٌ عَلَى الْمِنْبَرِ قَالَتْ فَلَمْ يَزَلْ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ يُخَفِّضُهُمْ حَتَّى سَكَتُوا وَسَكَتَ قَالَتْ فَبَكَيْتُ يَوْمِي ذَلِكَ كُلَّهُ لَا يَرْقَأُ لِي دَمْعٌ وَلَا أَكْتَحِلُ بِنَوْمٍ قَالَتْ وَأَصْبَحَ أَبَوَايَ عِنْدِي وَقَدْ بَكَيْتُ لَيْلَتَيْنِ وَيَوْمًا لَا يَرْقَأُ لِي دَمْعٌ وَلَا أَكْتَحِلُ بِنَوْمٍ حَتَّى إِنِّي لَأَظُنُّ أَنَّ الْبُكَاءَ فَالِقٌ كَبِدِي فَبَيْنَا أَبَوَايَ جَالِسَانِ عِنْدِي وَأَنَا أَبْكِي فَاسْتَأْذَنَتْ عَلَيَّ امْ

Har fortalt os [Abdul Aziz bin Abdullah] har fortalt os [Ibrahim bin Sa'ad] fra [Salih] fra [Ibn Shihab] sagde han; har fortalt mig ['Urwah bin Az Zubair] og [Sa'id bin Al Musayyab] og ['Alqamah bin Waqash Al Laitsi] og ['Ubaidullah bin Abdullah bin 'Uqbah bin Mas'ud] fra ['Aishah radliallahu 'anha] hustruen til profeten sallallaahu 'alaihi, da hendes akkorder sagde til, hvad de havde sagt. De fortalte mig alle historier, en gruppe mennesker fortalte deres historier baseret på, hvad 'Aisyah fortalte dem, og nogle var blot deres estimater. Så bestemte jeg haditherne ud fra historierne om denne begivenhed, og jeg inkluderede også haditherne fra dem, som blev fortalt til mig fra 'Aisyah, og nogle af haditherne bekræftede hinanden, hvor de spekulerede over for andre. De sagde, at 'Aisyah sagde: "Da Allahs Sendebud (frid og velsignelser være med ham) ville på en rejse, plejede han at trække lod blandt sine koner. Navnet på en af dem kom frem, hvilket betød, at han rejste med ham. En dag trak han lod blandt navnene til os til et slag, han førte, så mit navn kom frem, indtil jeg sluttede mig til profeten (frid og velsignelser være med ham), efter at jeg var blevet ført til Medina og sat ham i det fra det øjeblik. Da han og hans følge stoppede, gik jeg væk fra tropperne. Efter at jeg var færdig med at opfylde mine behov, vendte jeg tilbage til gruppen. Hvor overrasket var jeg dog, da jeg mærkede mit bryst, viste det sig, at min halskæde var ..." lavet fra Zhafars land var faldet. Så jeg gik tilbage for at lede efter min halskæde. Aisha fortsatte: "Så kom de folk, der bragte mig, og tog mit slør og satte det på den kamel, jeg red på. De troede, jeg allerede havde sløret på. Ja, på det tidspunkt var kvinder lette, ikke for tunge, og de havde ikke meget kød, de spiste kun en bid mad. Derfor mistænkte de folk, der bragte mit slør, ikke mit slørs lette karakter, da de løftede det. På det tidspunkt var jeg en ung kvinde. Så førte de kamelen og gik. I mellemtiden fik jeg først min halskæde tilbage, efter at tropperne var gået forbi. Jeg gik derefter hen til det sted, hvor gruppen stoppede, men ingen blev efterladt. Derefter vendte jeg tilbage til min oprindelige plads i håb om, at de ville mærke, at jeg var savnet, og vende tilbage til min plads. Da jeg satte mig ned, blev jeg angrebet af døsighed, indtil jeg endelig faldt i søvn. Shafwan bin Al Mu'aththal. Som Sulami Adz Dzakwan kom snigende bagfra mig, så nærmede han sig min plads, og han så en sort skygge som en, der sov. Han genkendte mig, da han så mig. Han havde faktisk set mig, før hijaben kom ned. Jeg vågnede straks, da jeg hørte hans istirja'-sætning (han sagde innaa lillahi wa inanaa ilaihi raji'un), da han genkendte mig. Jeg dækkede straks mit ansigt med min hijab. Ved Allah, vi sagde ikke et ord, og jeg hørte heller ikke et ord fra ham undtagen hans ord om istirja'. Så stoppede han sit ridedyr og sænkede det ned på knæ. Så jeg nærmede mig hans hest, og så klatrede jeg op på den. Han gik derefter, mens han førte sin hest, indtil vi kunne indhente tropperne, efter at de var stoppet ved bredden af Azh Zhahirah-floden for at stoppe i eftermiddagsheden. Aisha sagde: "Så må de, der omkommer, omkomme." "Og den person, der spillede en stor rolle i at sprede disse falske nyheder, var Abdullah bin Ubay bin Salul." - 'Urwah sagde; Det blev rapporteret til mig, at Abdullah bin Ubay spredte de falske nyheder, fortalte dem, bekræftede dem og overbragte dem til folket, mens han tilføjede til dem. 'Urwah sagde også; "Der er ingen omtale af personer, der også var involveret i at sprede de falske nyheder, bortset fra Hasaan bin Thabit, Mistah bin Utsatsah og Hamnah bint Jahshi. Jeg ved ikke noget om dem, men de er en gruppe mennesker, som Allah Ta'ala sagde. Og den vigtigste blandt dem var Abdullah bin Ubay bin Salul. 'Urwah sagde; 'Aisha kunne ikke lide at kritisere Hassan, hun sagde, at Hassan var den, der engang reciterede digtet: "Sandelig, min far, og hans far og min ære er for Muhammeds ære som et skjold mod jer." Så sagde 'Aisha;" "Da vi ankom til Medina, havde jeg været syg i en måned siden min ankomst, mens folk var optaget af falske nyheder fortalt af folk, der bragte falske nyheder. Jeg var fuldstændig uvidende om nyhederne. Jeg havde dog mistanke om, at han (frid og velsignelse) kun besøgte mig, når jeg var syg, og jeg følte ikke den mildhed fra Allahs Sendebud (frid og velsignelse) som jeg normalt følte fra ham, når jeg var syg. Allahs Sendebud (frid og velsignelse) kom kun for at se mig og hilste på mig, spurgte derefter: "Hvordan har du det," og gik derefter. Det var det, der gjorde mig ængstelig, men jeg var ikke klar over den ondskab, der skete. En dag gik jeg ud (fra mit hus), da jeg følte, at jeg var kommet mig. Jeg tog ud med Umm Mistah til Al Manashi', hvor vi plejede at forrette vores behov, og vi gik ikke derud undtagen om natten. Det var før, vi lavede et sted at forrette vores behov i nærheden af vores hus. Aisha sagde: "Og vores vaner er de samme som arabernes vaner. I fortiden, da..." at forrette vores nødtørft uden for huset (eller på en åben mark). Vi følte os utilpasse, hvis vi lavede et sted at forrette vores nødtørft tæt på vores huse." 'Aisyah fortsatte; "Så jeg og Umm Misthah - han er søn af Abu Ruhum bin Al Muthallib bin Abdu Manaf, mens hans mor er datter af Shakhar bin 'Amir, tante til Abu Bakr Ash Shiddiqs mor, mens hendes søn hedder Misthah bin Utsatsah bin 'Abbad bin Al Mutahllib - efter at have afsluttet vores arbejde, vendte Umm Misthah og jeg tilbage til mit hus. Pludselig snublede Umm Misthah over sit klæde, mens hun sagde: "Ve Misthah." Jeg sagde til hende: "Det, du sagde, var virkelig dårligt. Kritiserede du en mand, der havde deltaget i slaget ved Badr?" Han sagde: "Åh datter, har du ikke hørt, hvad han sagde?" spurgte jeg; "Hvad har han sagt?" Umm Misthah fortalte mig om ordene fra folk, der bragte falske nyheder (modbydelige beskyldninger). Denne hændelse forværrede yderligere min smerte oven i den smerte, jeg allerede følte. Da jeg vendte tilbage til mit hus, kom Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) ind for at møde mig, hilste på mig og sagde: "Hvordan har du det?" Jeg spurgte ham: "Tillader du mig at vende tilbage til mine forældres hus?" Aisha sagde: "Jeg ville finde ud af, hvilke nyheder mine forældre havde til mig." Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) gav mig tilladelse, og jeg spurgte min mor: "Åh mor, hvad taler folk om?" Min mor svarede: "Åh min datter, vær rolig. Ved Allah, det er sjældent, at en kvinde lever sammen med en mand, hun elsker og har en mand, men at de vil forstyrre hende." Aisha sagde: "Jeg sagde: 'Subhanallah, er det sandt, at folk diskuterer denne sag?'" Aisha sagde: "Åh min datter, vær rolig. Ved Allah, der er meget få kvinder, der lever sammen med en mand, hun elsker og har en mand, men at de vil forstyrre hende." Aisha sagde: "Jeg sagde: 'Subhanallah, er det sandt, at folk diskuterer denne sag?'" "Så jeg græd hele natten indtil morgenen med tårer i øjnene, og jeg kunne ikke sove eller græde, fordi jeg blev ved med at græde, indtil morgenen hvor jeg stadig græd. 'Aisyah fortsatte; "Rasulullah sallallaahu 'alaihi wasallam kaldte på 'Ali bin Abi Talib og Usamah bin Zaid, da åbenbaringen endnu ikke var kommet ned, spurgte han dem begge og spurgte om deres synspunkter angående planerne om at skilles fra sin kone. 'Aisyah fortsatte; Usamah antydede til ham, hvad han vidste om hans families renlighed, og hvad han vidste om dem om ham. Usamah sagde: "Din familie, vi ved ikke andet end godhed." I mellemtiden sagde 'Ali bin Abi Talib; "O Allahs Sendebud, Allah vil ikke genere dig, for der er mange andre kvinder. Spørg hans kvindelige ledsager, som vil bekræfte dig." Så kaldte Rasulullah sallallaahu 'alaihi wasallam på Barirah og sagde: "O Barirah, har du nogensinde set noget tvivlsomt hos Aisha?". Barirah svarede: "Ved Ham, der sendte dig korrekt, har jeg aldrig set noget tvivlsomt. Selv hvis jeg så noget i ham, var det intet mere end en lille ting. Han var stadig meget ung, han sov engang på sin families dej, og så spiste han dejen." 'Aisyah fortsatte: "En dag, mens han stod på prædikestolen, rejste Rasulullah shallallahu 'alaihi wasallam sig for at minde Abdullah bin Ubay bin Salul om det. Han sagde: "O muslimer, hvem kan befri mig fra den person, jeg hørte havde såret min familie? Ved Allah, jeg kender ikke min familie undtagen godhed. De har sandelig nævnt en person (som betyder Shafwan), som jeg ikke kender, bortset fra godhed. Han kommer ikke til min familie, men er altid hos mig." Aisha sagde: "Så rejste Sa'ad bin Mu'adz, bror til Bani 'Abdul Ashal, sig og sagde: "Jeg, O Allahs Sendebud, jeg vil hævne denne fornærmelse for dig. Hvis personen var fra Aus-stammen, ville jeg hugge hans hals af, og hvis det var fra vores bror fra Khazraj-stammen, så beordre ham til at ... Vi vil bestemt udføre, hvad du beordrer." Aisyah fortsatte: Så stod der en mand fra Khazraj-stammen - Hassans mor var datter af hans onkel - han var Sa'ad bin 'Ubadah, leder af Khazraj-stammen. Aisyah fortsatte: "Han var en from mand, men den dag blev han revet med af stammeholdninger og sagde til Sa'ad bin Mu'adz: "Du lyver, ved Allah, som kender sin tjeners alder, du vil ikke dræbe ham og vil ikke være i stand til at dræbe ham." "Hvis han var fra din stamme, ville du ikke have dræbt ham." Så rejste Usaid bin Hudlair, søn af hans onkel Sa'd bin Mu'adz, sig og sagde: "Sandelig er du den, der lyver, ved Allah, som kender sine tjeneres alder, vi vil helt sikkert dræbe ham. Sandelig er du blevet en hykler, fordi du forsvarer hyklerne." Så blev atmosfæren ved mødet mere og mere ophedet mellem de to stammer, Aus og Khazraj, indtil de ville dræbe hinanden, selvom Allahs Sendebud sallallaahu 'alaihi wasallam stadig stod på prædikestolen. 'Aisha fortsatte; "Allahs Sendebud sallallaahu 'alaihi wasallam fortsatte med at berolige dem, indtil de endelig blev tavse, og han blev tavs. 'Aisha sagde: "Så jeg græd hele dagen, mine tårer fortsatte med at flyde, og jeg kunne ikke sove fredeligt på grund af det, indtil mine forældre endelig var ved siden af mig, mens jeg havde grædt i to nætter og en dag, indtil jeg troede, mine tårer var tørret." Mens mine forældre sad i nærheden af mig, og jeg fortsatte med at græde, kom en kvinde fra Ansar pludselig for at bede om tilladelse til at se mig, så jeg tillod hende det. Så satte hun sig ned og græd sammen med mig. Mens vi sad sådan, kom Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) pludselig og satte sig ned. Aisha sagde: "Men han har ikke siddet i nærheden af mig, siden denne falske nyhed spredte sig. Det er en måned siden, denne hændelse fandt sted, og åbenbaringen er ikke kommet ned for at forklare denne sag, der er ramt mig." Aisha sagde: "Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) reciterede derefter shahadaen, mens han sad, og sagde derefter: "O Aisha, sandelig har nyheder nået mig om dig sådan og sådan. Hvis du er ren, uskyldig, vil Allah helt sikkert rense dig." Men hvis du har begået en synd, så bed Allah om tilgivelse og omvend dig til Ham, for hvis en tjener indrømmer, at han har begået en synd og derefter omvender sig, vil Allah helt sikkert acceptere hans omvendelse." Efter at Rasulullah shallallahu 'alaihi wasallam havde afsluttet sin sætning, tørrede jeg mine tårer, så der ikke var en eneste dråbe tilbage, og sagde så til min far: "Forsvar mig mod, hvad Rasulullah shallallahu 'alaihi wasallam sagde om mig." Min far sagde: "Ved Allah, jeg ved ikke, hvad jeg skal sige til Rasulullah shallallahu 'alaihi wasallam." Så sagde jeg til min mor: "Forsvar mig mod, hvad Rasulullah shallallahu 'alaihi wasallam sagde om mig." Koranen. Ved Allah, jeg ved, at I har hørt, hvad folk siger, så I har taget det til jer og derefter troet på det. Hvis jeg fortalte jer, at jeg er ren, og ved Allah, Han ved, at jeg er ren, ville I ikke tro mig. Hvis jeg bekendte (og bekræftede bagvaskelsen) for jer, mens Allah ved, at jeg Hvis jeg er ren, ville du helt sikkert tro det. Ved Allah, jeg finder intet eksempel mellem mig og jer undtagen profeten Yusufs far 'alaihis salams, da han sagde: ("Vær tålmodig med god tålmodighed, for Allah vil åbenbare, hvad du er") Surah Yusuf vers 18. Derefter gik jeg i seng, og Allah vidste den dag, at jeg virkelig var ren, og Allah er den, der vil befri mig fra anklagen. Men ved Allah, jeg forventede ikke, at Allah ville sende en åbenbaring ned, der forklarer den sag, der ramte mig. Fordi jeg ikke synes, det er passende, at åbenbaringer sendes ned og læses af folk, bare fordi de relaterer til mit personlige problem. Jeg er for lav til, at Allah kan tale om mit problem. Men jeg håber kun, at Rasulullah shallallahu 'alaihi wasallam vil modtage en åbenbaring gennem en drøm om, at Allah vil rense mig. Og ved Allah, sandelig ønskede Allahs Sendebud sallallahu 'alaihi wasallam ikke at flytte sig fra sin plads, og ingen fra hans familie kom ud, medmindre en åbenbaring var blevet sendt til ham. Han modtog denne åbenbaring, som han plejede at modtage den i en meget vanskelig situation, svedte som perler, selvom det var vinter. Dette skyldes vægten af den åbenbaring, der blev åbenbaret for ham. 'Aisha sagde; Derefter strålede hans ansigt, og han lo. Den første sætning, han sagde, var: "O 'Aisyah, sandelig har Allah renset dig." 'Aisha sagde; "Så sagde min mor til mig: "Rejs dig op og møde ham." Jeg sagde: "Ved Allah, jeg vil ikke stå op imod ham, og jeg vil ikke prise nogen undtagen Allah 'azza wajalla. Så åbenbarede Allah verset "Sandelig, de, der spreder falske nyheder blandt jer, er stadig blandt jeres gruppe..." QS An Nuur; 11 og så videre i ti vers. Dernæst kommer et vers, der forklarer min fritagelse fra alle beskyldninger. Abu Bakar Ash Shiddiq, der altid støttede Mistah bin Utsatsah, fordi han var i familie med ham, sagde: "Ved Allah, efter dette vil jeg ikke længere forsørge Mistah for evigt, fordi han har hjulpet med at sprede falske nyheder om 'Aisha." Så åbenbarede Allah verset; "Og lad ikke dem iblandt jer, der har fordele og rigelige midler, sværge ikke at give til ... indtil verset .... Allah er ofte tilgivende, mest barmhjertig." QS An Nuur; 22. Så sagde Abu Bakr: "Ja, ved Allah, jeg elsker mere, hvis Allah tilgiver mig." Så vendte han tilbage til at forsørge Mistah som før og sagde: "Jeg vil ikke trække mine leveomkostninger fra ham for evigt." 'Aisha sagde: "Og Allahs Sendebud (frid og velsignelser være med ham) spurgte engang Za