Rasulullah mengadakan perjanjian damai dengan penduduk Hudaibiyah dan bersedia menghapus kata ‘Muhammad Rasulullah’

Imam Abu Dawud : 2384

حَدَّثَنَا مُحَمَّدُ بْنُ عُبَيْدٍ أَنَّ مُحَمَّدَ بْنَ ثَوْرٍ حَدَّثَهُمْ عَنْ مَعْمَرٍ عَنْ الزُّهْرِيِّ عَنْ عُرْوَةَ بْنِ الزُّبَيْرِ عَنْ الْمِسْوَرِ بْنِ مَخْرَمَةَ قَالَخَرَجَ النَّبِيُّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ زَمَنَ الْحُدَيْبِيَةِ فِي بِضْعَ عَشْرَةَ مِائَةً مِنْ أَصْحَابِهِ حَتَّى إِذَا كَانُوا بِذِي الْحُلَيْفَةِ قَلَّدَ الْهَدْيَ وَأَشْعَرَهُ وَأَحْرَمَ بِالْعُمْرَةِ وَسَاقَ الْحَدِيثَ قَالَ وَسَارَ النَّبِيُّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ حَتَّى إِذَا كَانَ بِالثَّنِيَّةِ الَّتِي يَهْبِطُ عَلَيْهِمْ مِنْهَا بَرَكَتْ بِهِ رَاحِلَتُهُ فَقَالَ النَّاسُ حَلْ حَلْ خَلَأَتْ الْقَصْوَاءُ مَرَّتَيْنِ فَقَالَ النَّبِيُّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ مَا خَلَأَتْ وَمَا ذَلِكَ لَهَا بِخُلُقٍ وَلَكِنْ حَبَسَهَا حَابِسُ الْفِيلِ ثُمَّ قَالَ وَالَّذِي نَفْسِي بِيَدِهِ لَا يَسْأَلُونِي الْيَوْمَ خُطَّةً يُعَظِّمُونَ بِهَا حُرُمَاتِ اللَّهِ إِلَّا أَعْطَيْتُهُمْ إِيَّاهَا ثُمَّ زَجَرَهَا فَوَثَبَتْ فَعَدَلَ عَنْهُمْ حَتَّى نَزَلَ بِأَقْصَى الْحُدَيْبِيَةِ عَلَى ثَمَدٍ قَلِيلِ الْمَاءِ فَجَاءَهُ بُدَيْلُ بْنُ وَرْقَاءَ الْخُزَاعِيُّ ثُمَّ أَتَاهُ يَعْنِي عُرْوَةَ بْنَ مَسْعُودٍ فَجَعَلَ يُكَلِّمُ النَّبِيَّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ فَكُلَّمَا كَلَّمَهُ أَخَذَ بِلِحْيَتِهِ والْمُغِيَرةُ بْنُ شُعْبَةَ قَائِمٌ عَلَى النَّبِيِّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ وَمَعَهُ السَّيْفُ وَعَلَيْهِ الْمِغْفَرُ فَضَرَبَ يَدَهُ بِنَعْلِ السَّيْفِ وَقَالَ أَخِّرْ يَدَكَ عَنْ لِحْيَتِهِ فَرَفَعَ عُرْوَةُ رَأْسَهُ فَقَالَ مَنْ هَذَا قَالُوا الْمُغِيرَةُ بْنُ شُعْبَةَ فَقَالَ أَيْ غُدَرُ أَوَلَسْتُ أَسْعَى فِي غَدْرَتِكَ وَكَانَ الْمُغِيرَةُ صَحِبَ قَوْمًا فِي الْجَاهِلِيَّةِ فَقَتَلَهُمْ وَأَخَذَ أَمْوَالَهُمْ ثُمَّ جَاءَ فَأَسْلَمَ فَقَالَ النَّبِيُّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ أَمَّا الْإِسْلَامُ فَقَدْ قَبِلْنَا وَأَمَّا الْمَالُ فَإِنَّهُ مَالُ غَدْرٍ لَا حَاجَةَ لَنَا فِيهِ فَذَكَرَ الْحَدِيثَ فَقَالَ النَّبِيُّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ اكْتُبْ هَذَا مَا قَاضَى عَلَيْهِ مُحَمَّدٌ رَسُولُ اللَّهِ وَقَصَّ الْخَبَرَ فَقَالَ سُهَيْلٌ وَعَلَى أَنَّهُ لَا يَأْتِيكَ مِنَّا رَجُلٌ وَإِنْ كَانَ عَلَى دِينِكَ إِلَّا رَدَدْتَهُ إِلَيْنَا فَلَمَّا فَرَغَ مِنْ قَضِيَّةِ الْكِتَابِ قَالَ النَّبِيُّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ لِأَصْحَابِهِ قُومُوا فَانْحَرُوا ثُمَّ احْلِقُوا ثُمَّ جَاءَ نِسْوَةٌ مُؤْمِنَاتٌ مُهَاجِرَاتٌ الْآيَةَ فَنَهَاهُمْ اللَّهُ أَنْ يَرُدُّوهُنَّ وَأَمَرَهُمْ أَنْ يَرُدُّوا الصَّدَاقَ ثُمَّ رَجَعَ إِلَى الْمَدِينَةِ فَجَاءَهُ أَبُو بَصِيرٍ رَجُلٌ مِنْ قُرَيْشٍ يَعْنِي فَأَرْسَلُوا فِي طَلَبِهِ فَدَفَعَهُ إِلَى الرَّجُلَيْنِ فَخَرَجَا بِهِ حَتَّى إِذْ بَلَغَا ذَا الْحُلَيْفَةِ نَزَلُوا يَأْكُلُونَ مِنْ تَمْرٍ لَهُمْ فَقَالَ أَبُو بَصِيرٍ لِأَحَدِ الرَّجُلَيْنِ وَاللَّهِ إِنِّي لَأَرَى سَيْفَكَ هَذَا يَا فُلَانُ جَيِّدًا فَاسْتَلَّهُ الْآخَرُ فَقَالَ أَجَلْ قَدْ جَرَّبْتُ بِهِ فَقَالَ أَبُو بَصِيرٍ أَرِنِي أَنْظُرْ إِلَيْهِ فَأَمْكَنَهُ مِنْهُ فَضَرَبَهُ حَتَّى بَرَدَ وَفَرَّ الْآخَرُ حَتَّى أَتَى الْمَدِينَةَ فَدَخَلَ الْمَسجِدَ يَعْدُو فَقَالَ النَّبِيُّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ لَقَدْ رَأَى هَذَا ذُعْرًا فَقَالَ قَدْ قُتِلَ وَاللَّهِ صَاحِبِي وَإِنِّي لَمَقْتُولٌ فَجَاءَ أَبُو بَصِيرٍ فَقَالَ قَدْ أَوْفَى اللَّهُ ذِمَّتَكَ فَقَدْ رَدَدْتَنِي إِلَيْهِمْ ثُمَّ نَجَّانِي اللَّهُ مِنْهُمْ فَقَالَ النَّبِيُّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ وَيْلَ أُمِّهِ مِسْعَرَ حَرْبٍ لَوْ كَانَ لَهُ أَحَدٌ فَلَمَّا سَمِعَ ذَلِكَ عَرَفَ أَنَّهُ سَيَرُدُّهُ إِلَيْهِمْ فَخَرَجَ حَتَّى أَتَى سَيْفَ الْبَحْرِ وَيَنْفَلِتُ أَبُو جَنْدَلٍ فَلَحِقَ بِأَبِي بَصِيرٍ حَتَّى اجْتَمَعَتْ مِنْهُمْ عِصَابَةٌ

Har fortalt os [Muhammad bin 'Ubaid] at [Muhammad bin Tsaur] har fortalt dem fra [Ma'mar] fra [Az Zuhri] fra ['Urwah bin Az Zubair] fra [Al Miswar bin Makhramah], han sagde: Profeten sallallaahu 'alaihi wasallam gik engang ud på tidspunktet for Hudaibiyah-freden med et hundrede og tretten af sine ledsagere, og da han ankom til Dzul Hulaifah, prydede han offerdyret og gav det et tegn og tog ihramen for at udføre Umrah. Al Miswar nævnte denne hadith, og han sagde: og Profeten sallallaahu 'alaihi wasallam gik, indtil efter han var ved Ats Tsaniyyah, hvorfra han kom ned til dem, brølede hans kamel. Så sagde folk: hus, hus... Al Qaswa` stoppede to gange. Så sagde Profeten sallallaahu 'alaihi wasallam: "Ved Ham, i hvis hånd min sjæl er, Al Qashwaa` stoppede ikke, og det var ikke hans karakter, men han blev holdt tilbage af noget, der holdt elefanten tilbage (som ville ødelægge Kabaen)." Så sagde han: "Ved Ham, i hvis hånd min sjæl er, det er ikke i dag, at de beder om en betingelse, hvormed de forherliger haram-månederne (ved ikke at deltage i krig), men jeg vil give den til dem." Så tyranniserede han sin kamel, indtil den rejste sig, så gik han væk fra dem, indtil han stoppede ved den fjerneste del af Hudaibiyyah, over et hul, hvor der var lidt vand. Så kom Budail bin Warqa` Al Khuza'i til ham, og så kom 'Urwah bin Mas'ud til ham og talte med Profeten sallallaahu 'alaihi wasallam, hver gang han talte til ham, holdt han sig for skægget. I mellemtiden stod Al Mughirah bin Syu'bah ved siden af Profeten sallallaahu 'alaihi wasallam med et sværd i hånden og iført en hovedbeklædning. Så slog han sin hånd på sværdets fæste og sagde: "Hold dine hænder ude af hans skæg!" Så løftede 'Urwah sit hoved og sagde: "Hvem er dette?" De sagde: "Al Mughirah bin Shu'bah." Så sagde han: "O person, der kan lide at bryde løfter, har jeg ikke forsøgt at afvise grimhedmet i dine brudte løfter?" Tidligere ledsagede Al Mughirah adskillige mennesker (fra Tsaqif) i perioden med uvidenhed, derefter dræbte han dem og tog deres ejendom. Så kom han og konverterede til islam. Så sagde Profeten sallallaahu 'alaihi wasallam: "Hvis I konverterer til islam, så accepterer vi det, mens ejendommen er et resultat af forræderi, har vi ikke brug for den." Så nævnte han hadithen. Så sagde Profeten sallallaahu 'alaihi wasallam: "Skriv, dette er, hvad Muhammad Rasulullah besluttede." Så fortalte han historien. Så sagde Suhail: "Og på betingelse af at ingen blandt os kommer til jer, selvom han er hævet over jeres religion, så lad jer returnere ham til os." Da han var færdig med at skrive sagen, sagde profeten sallallaahu 'alaihi wasallam til sine ledsagere: "Rejs jer, slagt et offer og barber jer derefter!" Så kom de mukmi-kvinder, der var emigreret, som det fremgår af verset. Så forbød Allah dem at returnere kvinderne og beordrede dem til at returnere medgiften (til deres tidligere ægtemænd). Så vendte han tilbage til Medina, hvor han blev besøgt af en Quraysh-mand. Så sendte Quraysh en budbringer for at lede efter ham, og så overgav han ham til to personer. Så gik de to mænd ud med det, indtil de, da de ankom til Dzul Hulaifah, stoppede og spiste nogle af deres dadler. Så sagde Abu Bashir til en af dem: "Ved Allah, jeg ser virkelig, at dit sværd er smukt, Fulan." Så trak en anden person det og sagde: "Korrekt. Jeg har virkelig prøvet det." Så sagde Abu Bashir: "Vis mig det!" Jeg vil kigge på det. Så rakte personen ham sværdet. Så huggede Abu Bashir ham ihjel, og de andre flygtede, indtil de kom til Medina, hvor han gik ind i moskeen. Så sagde profeten sallallaahu 'alaihi wasallam: "Sandelig har denne person set frygt." Så sagde personen: "Ved Allah, min ven er blevet dræbt, og jeg vil blive dræbt." Så kom Abu Bashir og sagde: "Sandelig har Allah opfyldt din beskyttelse, du har bragt mig tilbage til dem, og Allah reddede mig fra dem." Så sagde profeten sallallaahu 'alaihi wasallam: "Det er overraskende, han ville puste til krigens flammer, hvis han havde venner til at hjælpe ham." Da Abu Bashir hørte dette, forstod han, at han ville give det tilbage til dem. Så han gik ud, indtil han nåede havets kant, og Abu Jundal forsvandt og sluttede sig til Abu Bashir, indtil en gruppe mennesker (på fyrre eller flere) var samlet fra dem.