Al Kabir

Imam Ahmad : 18572

حَدَّثَنَا مُحَمَّدُ بْنُ جَعْفَرٍ حَدَّثَنَا شُعْبَةُ قَالَ سَمِعْتُ سِمَاكَ بْنَ حَرْبٍ قَالَ سَمِعْتُ عَبَّادَ بْنَ حُبَيْشٍ يُحَدِّثُ عَنْ عَدِيِّ بْنِ حَاتِمٍ قَالَ جَاءَتْ خَيْلُ رَسُولِ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ أَوْ قَالَ رُسُلُ رَسُولِ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ وَأَنَا بِعَقْرَبٍ فَأَخَذُوا عَمَّتِي وَنَاسًا قَالَ فَلَمَّا أَتَوْا بِهِمْ رَسُولَ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ قَالَ فَصَفُّوا لَهُ قُلْتُ يَا رَسُولَ اللَّهِ نَأَى الْوَافِدُ وَانْقَطَعَ الْوَلَدُ وَأَنَا عَجُوزٌ كَبِيرَةٌ مَا بِي مِنْ خِدْمَةٍ فَمُنَّ عَلَيَّ مَنَّ اللَّهُ عَلَيْكَ قَالَ مَنْ وَافِدُكِ قَالَتْ عَدِيُّ بْنُ حَاتِمٍ قَالَ الَّذِي فَرَّ مِنْ اللَّهِ وَرَسُولِهِ قَالَتْ فَمَنَّ عَلَيَّ قَالَتْ فَلَمَّا رَجَعَ وَرَجُلٌ إِلَى جَنْبِهِ نَرَى أَنَّهُ عَلِىٌّ قَالَ سَلِيهِ حِمْلَانًا قَالَ فَسَأَلَتْهُ فَأَمَرَ لَهَا قَالَتْ فَأَتَتْنِي فَقَالَتْ لَقَدْ فَعَلْتَ فَعْلَةً مَا كَانَ أَبُوكَ يَفْعَلُهَا قَالَتْ ائْتِهِ رَاغِبًا أَوْ رَاهِبًا فَقَدْ أَتَاهُ فُلَانٌ فَأَصَابَ مِنْهُ وَأَتَاهُ فُلَانٌ فَأَصَابَ مِنْهُ قَالَ فَأَتَيْتُهُ فَإِذَا عِنْدَهُ امْرَأَةٌ وَصِبْيَانٌ أَوْ صَبِيٌّ فَذَكَرَ قُرْبَهُمْ مِنْ النَّبِيِّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ فَعَرَفْتُ أَنَّهُ لَيْسَ مُلْكُ كِسْرَى وَلَا قَيْصَرَ فَقَالَ لَهُ يَا عَدِيُّ بْنَ حَاتِمٍ مَا أَفَرَّكَ أَنْ يُقَالَ لَا إِلَهَ إِلَّا اللَّهُ فَهَلْ مِنْ إِلَهٍ إِلَّا اللَّهُ مَا أَفَرَّكَ أَنْ يُقَالَ اللَّهُ أَكْبَرُ فَهَلْ شَيْءٌ هُوَ أَكْبَرُ مِنْ اللَّهِ عَزَّ وَجَلَّ قَالَ فَأَسْلَمْتُ فَرَأَيْتُ وَجْهَهُ اسْتَبْشَرَ وَقَالَ إِنَّ الْمَغْضُوبَ عَلَيْهِمْ الْيَهُودُ وَ الضَّالِّينَ النَّصَارَي ثُمَّ سَأَلُوهُ فَحَمِدَ اللَّهَ تَعَالَى وَأَثْنَى عَلَيْهِ ثُمَّ قَالَ أَمَّا بَعْدُ فَلَكُمْ أَيُّهَا النَّاسُ أَنْ تَرْضَخُوا مِنْ الْفَضْلِ ارْتَضَخَ امْرُؤٌ بِصَاعٍ بِبَعْضِ صَاعٍ بِقَبْضَةٍ بِبَعْضِ قَبْضَةٍ قَالَ شُعْبَةُ وَأَكْثَرُ عِلْمِي أَنَّهُ قَالَ بِتَمْرَةٍ بِشِقِّ تَمْرَةٍ إِنَّ أَحَدَكُمْ لَاقِي اللَّهَ عَزَّ وَجَلَّ فَقَائِلٌ مَا أَقُولُ أَلَمْ أَجْعَلْكَ سَمِيعًا بَصِيرًا أَلَمْ أَجْعَلْ لَكَ مَالًا وَوَلَدًا فَمَاذَا قَدَّمْتَ فَيَنْظُرُ مِنْ بَيْنِ يَدَيْهِ وَمِنْ خَلْفِهِ وَعَنْ يَمِينِهِ وَعَنْ شِمَالِهِ فَلَا يَجِدُ شَيْئًا فَمَا يَتَّقِي النَّارَ إِلَّا بِوَجْهِهِ فَاتَّقُوا النَّارَ وَلَوْ بِشِقِّ تَمْرَةٍ فَإِنْ لَمْ تَجِدُوهُ فَبِكَلِمَةٍ لَيِّنَةٍ إِنِّي لَا أَخْشَى عَلَيْكُمْ الْفَاقَةَ لَيَنْصُرَنَّكُمْ اللَّهُ تَعَالَى وَلَيُعْطِيَنَّكُمْ أَوْ لَيَفْتَحَنَّ لَكُمْ حَتَّى تَسِيرَ الظَّعِينَةُ بَيْنَ الْحِيرَةِ ويَثْرِبَ أَوْ أَكْثَرَ مَا تَخَافُ السَّرَقَ عَلَى ظَعِينَتِهَا قَالَ مُحَمَّدُ بْنُ جَعْفَرٍ ثَنَاهُ شُعْبَةُ مَا لَا أُحْصِيهِ وَقَرَأْتُهُ عَلَيْهِ

Har fortalt os [Muhammad bin Ja'far] Har fortalt os [Syu'bah], at han sagde, jeg hørte [Simak bin Harb] sige, jeg hørte [Abbad bin Khubaisy] fortælle fra [Adi bin Hatim] at han sagde: Engang kom rytterne tilhørende Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham), eller han sagde; Profetens sendebud sallallaahu 'alaihi wasallam, som jeg på det tidspunkt var i 'Aqrab. De arresterede (og tog til fange) derefter min tante og flere personer. Da de (muslimske ryttere) bragte fangerne til Profeten sallallaahu 'alaihi wasallam, stod de opstillet foran ham. Jeg sagde: "O Allahs Sendebud, vores sendebud er taget langt væk, og børnene er blevet afskåret fra deres familier, mens jeg er en svag gammel kvinde. Ude af stand til at tjene noget. Vær god mod mig, må Allah være god mod dig." Han spurgte: "Hvem er dit sendebud?" Kvinden svarede: "Det er Adi bin Hatim." Han sagde: "En person, der er løbet væk fra Allah og Hans Sendebud?" Kvinden sagde: "Vær god ved mig." Da en mand vendte tilbage til hans side - vi så, at manden var Ali - sagde han: "Bed ham om et gebyr." (Adi bin Hatim) sagde; så spurgte kvinden ham, og han beordrede hende til at give ham. Så kom kvinden til mig og sagde: "Du har gjort noget, som din far aldrig har gjort før. Kom til ham med følelser af kærlighed eller had. Og sandelig, den og den er kommet til ham, og han har fået en del af det. Og den og den er også kommet til ham, og han har fået en del af det." (Adi) sagde: Til sidst gik jeg til ham, og det viste sig, at der ved siden af ham var kvinder og små børn. Han nævnte deres nærhed til profeten sallallaahu 'alaihi wasallam, til sidst fandt jeg ud af, at hans karakter ikke var som Kisras konge, og han var heller ikke kejser. Så spurgte han ham: "O Adi bin Hatim, hvad får dig til at være tilbageholdende med at sværge, at der ikke er nogen Gud værdig tilbedelse undtagen Allah? Er der nogen anden Gud end Allah? Hvad får dig til at være tilbageholdende med at sige: 'ALLAHU AKBAR (Allah er den Størst)? Er der noget større end Allah 'azza wajalla?" Til sidst sagde (Adi bin Hatim): Så jeg omfavnede islam. Og jeg så hans ansigt fyldt med glæde. Så sagde han: "Sandelig, de, der er vrede, er jøderne, og de, der er fortabte, er de kristne." De (folkene omkring ham) bad ham også om noget. Så priste han Allah og læste Hans lovprisninger. Derefter sagde han: "O folk, lad jer give af den overskydende rigdom (som er givet til jer). Den, der har én sha', giver en halv sha', den, der har en håndfuld, giver en halv håndfuld," sagde Syu'bah; så vidt jeg ved, sagde han - (selv) dem, der har én daddel, giv med en halv daddel. En af jer vil helt sikkert møde Allah 'azza wajalla, så Han vil spørge: 'Har jeg ikke ladet jer høre og se? Har jeg ikke givet jer rigdom og børn? Hvad har I så tilbudt?' Hold jer derfor væk fra helvede, selv med en halv daddel, der rammer jer, Allah vil virkelig hjælpe og give jer, eller Det vil virkelig åbne op for næring for jer, indtil en kvinde rejser med sin hest mellem Hirat og Yathrib - eller med ordlyden - Det, I bekymrer jer mest om, er tyveriet af kvinden, der rider på den." Muhammad bin Ja'far sagde; Shu'bah fortalte det til os, indtil jeg mistede overblikket (hvor mange gange han fortalte det), og jeg har reciteret hadithen for ham.