Qasamah yang berlaku di masa jahiliyah ditetapkan Nabi, dan dengannya beliau memutus perkara Bani Haritsah atas pembunuhan yang dituduhkan kepada seorang Yahudi
Imam Ibn Majah : 2667
حَدَّثَنَا يَحْيَى بْنُ حَكِيمٍ حَدَّثَنَا بِشْرُ بْنُ عُمَرَ سَمِعْتُ مَالِكَ بْنَ أَنَسٍ حَدَّثَنِي أَبُو لَيْلَى بْنُ عَبْدِ اللَّهِ بْنِ عَبْدِ الرَّحْمَنِ بْنِ سَهْلٍ عَنْ سَهْلِ بْنِ أَبِي حَثْمَةَ أَنَّهُ أَخْبَرَهُ عَنْ رِجَالٍ مِنْ كُبَرَاءِ قَوْمِهِأَنَّ عَبْدَ اللَّهِ بْنَ سَهْلٍ وَمُحَيِّصَةَ خَرَجَا إِلَى خَيْبَرَ مِنْ جَهْدٍ أَصَابَهُمْ فَأُتِيَ مُحَيِّصَةُ فَأُخْبِرَ أَنَّ عَبْدَ اللَّهِ بْنَ سَهْلٍ قَدْ قُتِلَ وَأُلْقِيَ فِي فَقِيرٍ أَوْ عَيْنٍ بِخَيْبَرَ فَأَتَى يَهُودَ فَقَالَ أَنْتُمْ وَاللَّهِ قَتَلْتُمُوهُ قَالُوا وَاللَّهِ مَا قَتَلْنَاهُ ثُمَّ أَقْبَلَ حَتَّى قَدِمَ عَلَى قَوْمِهِ فَذَكَرَ ذَلِكَ لَهُمْ ثُمَّ أَقْبَلَ هُوَ وَأَخُوهُ حُوَيِّصَةُ وَهُوَ أَكْبَرُ مِنْهُ وَعَبْدُ الرَّحْمَنِ بْنُ سَهْلٍ فَذَهَبَ مُحَيِّصَةُ يَتَكَلَّمُ وَهُوَ الَّذِي كَانَ بِخَيْبَرَ فَقَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ لِمُحَيِّصَةَ كَبِّرْ كَبِّرْ يُرِيدُ السِّنَّ فَتَكَلَّمَ حُوَيِّصَةُ ثُمَّ تَكَلَّمَ مُحَيِّصَةُ فَقَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ إِمَّا أَنْ يَدُوا صَاحِبَكُمْ وَإِمَّا أَنْ يُؤْذَنُوا بِحَرْبٍ فَكَتَبَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ إِلَيْهِمْ فِي ذَلِكَ فَكَتَبُوا إِنَّا وَاللَّهِ مَا قَتَلْنَاهُ فَقَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ لِحُوَيِّصَةَ وَمُحَيِّصَةَ وَعَبْدِ الرَّحْمَنِ تَحْلِفُونَ وَتَسْتَحِقُّونَ دَمَ صَاحِبِكُمْ قَالُوا لَا قَالَ فَتَحْلِفُ لَكُمْ يَهُودُ قَالُوا لَيْسُوا بِمُسْلِمِينَ فَوَدَاهُ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ مِنْ عِنْدِهِ فَبَعَثَ إِلَيْهِمْ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ مِائَةَ نَاقَةٍ حَتَّى أُدْخِلَتْ عَلَيْهِمْ الدَّارَفَقَالَ سَهْلٌ فَلَقَدْ رَكَضَتْنِي مِنْهَا نَاقَةٌ حَمْرَاءُ
Den har fortalt os [Yahya bin Hakim], den har fortalt os [Bisyr bin Umar], jeg hørte [Malik bin Anas], den har fortalt mig [Abu Laila bin Abdullah bin Abdurrahman bin Sahal] fra [Sahl bin Abu Hatsmah], fra [høvdingene] for deres folk: "Sandelig, Abdullah bin Sahl og Muhayishah forlod begge deres bopæl mod Khaibar-området på grund af de vanskeligheder, der ramte dem. Så blev Muhayishah besøgt og fortalt, at Abdullah bin Sahl havde dræbt og kastet i en brønd, der normalt kaldes Faqir eller Ain i Khaibar-området. Jøderne kom, og Muhayishah sagde til dem: "Sandelig, I har dræbt ham! For Allahs skyld! I har dræbt ham." De svarede: "Ved Allah! "Vi dræbte ham ikke." Så vendte han tilbage og kom for at møde sit folk. Han forklarede, hvad der var sket med dem. Så vendte Muhayishah og hans brødre Huwayishah, som var større end ham, og Abdurrahman bin Sahl tilbage. Muhayishah gik og talte, fordi han var den, der var i Khaibar-området, men Rasulullah sallallaahu 'alaihi wasallam sagde til Muhayishah: "Den store, den store." Han mente den mest modne i alder. Så talte Huwayishah og blev efterfulgt af Muhayishah. Rasulullah sallallahu 'alaihi wasallam sagde: "De vil betale diyat til jeres venner, eller de vil give et signal om at kæmpe." Vi dræbte ham ikke." Så sagde Rasulullah sallallahu 'alaihi wasallam til Huwayishah, Muhayishah og Abdurrahman: "Er I villige til at sværge korrekt, indtil I får jeres brødres blodsrettigheder?" De svarede: "Nej." Rasulullah sagde: "Hvis det er tilfældet, betyder det, at jøderne vil sværge til dig." De svarede: "De er ikke muslimer." Rasulullah betalte også diyat fra sin person. Rasulullah sendte hundrede kameler til dem, indtil de blev sat ind i huset. Sahl sagde: "Sandelig har en rød kamel fra ham sparket mig."