Qasamah yang berlaku di masa jahiliyah ditetapkan Nabi, dan dengannya beliau memutus perkara Bani Haritsah atas pembunuhan yang dituduhkan kepada seorang Yahudi

Imam Bukhari : 6655

حَدَّثَنَا عَبْدُ اللَّهِ بْنُ يُوسُفَ أَخْبَرَنَا مَالِكٌ عَنْ أَبِي لَيْلَى ح حَدَّثَنَا إِسْمَاعِيلُ حَدَّثَنِي مَالِكٌ عَنْ أَبِي لَيْلَى بْنِ عَبْدِ اللَّهِ بْنِ عَبْدِ الرَّحْمَنِ بْنِ سَهْلٍ عَنْ سَهْلِ بْنِ أَبِي حَثْمَةَ أَنَّهُ أَخْبَرَهُهُوَ وَرِجَالٌ مِنْ كُبَرَاءِ قَوْمِهِ أَنَّ عَبْدَ اللَّهِ بْنَ سَهْلٍ وَمُحَيِّصَةَ خَرَجَا إِلَى خَيْبَرَ مِنْ جَهْدٍ أَصَابَهُمْ فَأُخْبِرَ مُحَيِّصَةُ أَنَّ عَبْدَ اللَّهِ قُتِلَ وَطُرِحَ فِي فَقِيرٍ أَوْ عَيْنٍ فَأَتَى يَهُودَ فَقَالَ أَنْتُمْ وَاللَّهِ قَتَلْتُمُوهُ قَالُوا مَا قَتَلْنَاهُ وَاللَّهِ ثُمَّ أَقْبَلَ حَتَّى قَدِمَ عَلَى قَوْمِهِ فَذَكَرَ لَهُمْ وَأَقْبَلَ هُوَ وَأَخُوهُ حُوَيِّصَةُ وَهُوَ أَكْبَرُ مِنْهُ وَعَبْدُ الرَّحْمَنِ بْنُ سَهْلٍ فَذَهَبَ لِيَتَكَلَّمَ وَهُوَ الَّذِي كَانَ بِخَيْبَرَ فَقَالَ النَّبِيُّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ لِمُحَيِّصَةَ كَبِّرْ كَبِّرْ يُرِيدُ السِّنَّ فَتَكَلَّمَ حُوَيِّصَةُ ثُمَّ تَكَلَّمَ مُحَيِّصَةُ فَقَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ إِمَّا أَنْ يَدُوا صَاحِبَكُمْ وَإِمَّا أَنْ يُؤْذِنُوا بِحَرْبٍ فَكَتَبَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ إِلَيْهِمْ بِهِ فَكُتِبَ مَا قَتَلْنَاهُ فَقَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ لِحُوَيِّصَةَ وَمُحَيِّصَةَ وَعَبْدِ الرَّحْمَنِ أَتَحْلِفُونَ وَتَسْتَحِقُّونَ دَمَ صَاحِبِكُمْ قَالُوا لَا قَالَ أَفَتَحْلِفُ لَكُمْ يَهُودُ قَالُوا لَيْسُوا بِمُسْلِمِينَ فَوَدَاهُ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ مِنْ عِنْدِهِ مِائَةَ نَاقَةٍ حَتَّى أُدْخِلَتْ الدَّارَ قَالَ سَهْلٌ فَرَكَضَتْنِي مِنْهَا نَاقَةٌ

Har fortalt os [Abdullah bin Yusuf] Har fortalt os [Malik] fra [Abu Laila] - gennem en anden fortælling - Har fortalt os, at [Ismail] har fortalt mig [Malik] fra [Abu Laila bin Abdullah bin Abduurrahman bin Sahal bin Abu Khatsmah], at han og nogle af hans folks ledere informerede ham om, at Abdullah bin Sahal og Muhayshah tog til Khaibar på grund af den hungersnød, der ramte dem, hvorefter Muhayshah fik at vide, at Abdullah var blevet dræbt og kastet i en kilde. Så gik han til jøderne og sagde: 'Hey, I er dem - ved Allah - der dræbte ham!' De sagde: 'Vi dræbte ham ikke, ved Allah.' Så gik Muhayshah hjem, indtil han mødte sine folk, og han fortalte dem sagen. Han mødtes med sine folk sammen med sin bror, Huwaysah, som var ældre end ham, og Abdurrahman bin Sahal. Muhayshah ville tale kontant - fordi det var ham, der var taget til Khaibar - men profeten sallallaahu 'alaihi wasallam irettesatte Muhayshah; "Lad den være ældre, lad den være ældre," hvad han mente var hans alder. Så talte Huwayshah - Muhaysahs ældre bror - og så fortsatte Muhayshah. Så sagde profeten sallallaahu 'alaihi wasallam: "Vil de betale jeres venners diyat, eller vil de erklære krig?" Så sendte profeten sallallaahu'alaihi wasallam et brev til dem, og de svarede: 'Vi dræbte ham ikke.' Så sagde Rasulullah sallallaahu'alaihi wasallam til Muhayshah, Huwayshah og Abdurrahman bin Sahal: "Hvad med at I aflægger en ed og har ret til at gøre krav på jeres vens blod?" De svarede: 'Nej'. Profeten sagde så: "Hvad nu hvis jøderne svor en ed til dig?" De svarede: " "De er ikke muslimer." Desuden var det profeten sallallaahu'alaihiwasallam, der betalte diyaten fra sine egne hundrede kameler, indtil de blev sat i en folde. [Sahal] sagde: "En af dem sparkede mig."