Imam Darimi : 17

أَخْبَرَنَا عُبَيْدُ اللَّهِ بْنُ مُوسَى عَنْ إِسْمَعِيلَ بْنِ عَبْدِ الْمَلِكِ عَنْ أَبِي الزُّبَيْرِ عَنْ جَابِرٍ قَالَ خَرَجْتُ مَعَ النَّبِيِّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ فِي سَفَرٍ وَكَانَ لَا يَأْتِي الْبَرَازَ حَتَّى يَتَغَيَّبَ فَلَا يُرَى فَنَزَلْنَا بِفَلَاةٍ مِنْ الْأَرْضِ لَيْسَ فِيهَا شَجَرٌ وَلَا عَلَمٌ فَقَالَ يَا جَابِرُ اجْعَلْ فِي إِدَاوَتِكَ مَاءً ثُمَّ انْطَلِقْ بِنَا قَالَ فَانْطَلَقْنَا حَتَّى لَا نُرَى فَإِذَا هُوَ بِشَجَرَتَيْنِ بَيْنَهُمَا أَرْبَعُ أَذْرُعٍ فَقَالَ يَا جَابِرُ انْطَلِقْ إِلَى هَذِهِ الشَّجَرَةِ فَقُلْ يُقَلْ لَكِ الْحَقِي بِصَاحِبَتِكِ حَتَّى أَجْلِسَ خَلْفَكُمَا فَرَجَعَتْ إِلَيْهَا فَجَلَسَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ خَلْفَهُمَا ثُمَّ رَجَعَتَا إِلَى مَكَانِهِمَا فَرَكِبْنَا مَعَ رَسُولِ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ وَرَسُولُ اللَّهِ بَيْنَنَا كَأَنَّمَا عَلَيْنَا الطَّيْرُ تُظِلُّنَا فَعَرَضَتْ لَهُ امْرَأَةٌ مَعَهَا صَبِيٌّ لَهَا فَقَالَتْ يَا رَسُولَ اللَّهِ إِنَّ ابْنِي هَذَا يَأْخُذُهُ الشَّيْطَانُ كُلَّ يَوْمٍ ثَلَاثَ مِرَارٍ قَالَ فَتَنَاوَلَ الصَّبِيَّ فَجَعَلَهُ بَيْنَهُ وَبَيْنَ مُقَدَّمِ الرَّحْلِ ثُمَّ قَالَ اخْسَأْ عَدُوَّ اللَّهِ أَنَا رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ اخْسَأْ عَدُوَّ اللَّهِ أَنَا رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ ثَلَاثًا ثُمَّ دَفَعَهُ إِلَيْهَا فَلَمَّا قَضَيْنَا سَفَرَنَا مَرَرْنَا بِذَلِكَ الْمَكَانِ فَعَرَضَتْ لَنَا الْمَرْأَةُ مَعَهَا صَبِيُّهَا وَمَعَهَا كَبْشَانِ تَسُوقُهُمَا فَقَالَتْ يَا رَسُولَ اللَّهِ اقْبَلْ مِنِّي هَدِيَّتِي فَوَالَّذِي بَعَثَكَ بِالْحَقِّ مَا عَادَ إِلَيْهِ بَعْدُ فَقَالَ خُذُوا مِنْهَا وَاحِدًا وَرُدُّوا عَلَيْهَا الْآخَرَ قَالَ ثُمَّ سِرْنَا وَرَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ بَيْنَنَا كَأَنَّمَا عَلَيْنَا الطَّيْرُ تُظِلُّنَا فَإِذَا جَمَلٌ نَادٌّ حَتَّى إِذَا كَانَ بَيْنَ سِمَاطَيْنِ خَرَّ سَاجِدًا فَحَبَسَ رَسُولَ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ وَقَالَ عَلَيَّ النَّاسَ مَنْ صَاحِبُ الْجَمَلِ فَإِذَا فِتْيَةٌ مِنْ الْأَنْصَارِ قَالُوا هُوَ لَنَا يَا رَسُولَ اللَّهِ قَالَ فَمَا شَأْنُهُ قَالُوا اسْتَنَيْنَا عَلَيْهِ مُنْذُ عِشْرِينَ سَنَةً وَكَانَتْ بِهِ شُحَيْمَةٌ فَأَرَدْنَا أَنْ نَنْحَرَهُ فَنَقْسِمَهُ بَيْنَ غِلْمَانِنَا فَانْفَلَتَ مِنَّا قَالَ بِيعُونِيهِ قَالُوا لَا بَلْ هُوَ لَكَ يَا رَسُولَ اللَّهِ قَالَ أَمَّا لِي فَأَحْسِنُوا إِلَيْهِ حَتَّى يَأْتِيَهُ أَجَلُهُ قَالَ الْمُسْلِمُونَ عِنْدَ ذَلِكَ يَا رَسُولَ اللَّهِ نَحْنُ أَحَقُّ بِالسُّجُودِ لَكَ مِنْ الْبَهَائِمِ قَالَ لَا يَنْبَغِي لِشَيْءٍ أَنْ يَسْجُدَ لِشَيْءٍ وَلَوْ كَانَ ذَلِكَ كَانَ النِّسَاءُ لِأَزْوَاجِهِنَّ

Ubaidullah bin Musa berettede til os fra Isa bin Abdul Malik fra Abu Az Zubair fra Jabir (må Allah være tilfreds med ham), som sagde: Jeg tog ud med Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) på en rejse, og når han ville forlade sit lyst, gemte han sig, så han ikke kunne ses. Vi var i et stort åbent område uden træer eller tegn på liv, og han sagde: O Jabir, tag noget vand med din kar, og lad os fortsætte vores rejse. Jabir sagde: Vi fortsatte vores rejse, indtil vi ikke kunne ses. Pludselig dukkede to træer op, fire alen fra hinanden. Han sagde: Gå venligst hen til træet og tal til det, det vil svare, så sig til det: Gå hen til træet ved siden af dig, så jeg kan sidde bag jer begge. Træet nærmede sig (dets ledsager, træet ved siden af det), og Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) satte sig bag dem, hvorefter de to træer vendte tilbage til deres pladser. Derefter besteg vi vores ridedyr, og som om der var en fugl over os, der dækkede os. Så opfangede en kvinde og hendes baby Allahs Sendebud (frid og velsignelser være med ham), sagde han: "O Allahs Sendebud, mit barn bliver faktisk forstyrret af djævelen tre gange hver dag." Jabir sagde; så tog Rasulullah (frid og velsignelser være med ham) babyen og satte den foran sit køretøj, og sagde derefter: "Gå væk, O Allahs fjende! Jeg er Allahs Sendebud." Apostlen sagde det tre gange. Så gav han den tilbage til kvinden. Da vi vendte tilbage fra vores rejse, kørte vi langs den oprindelige vej, og en kvinde og hendes barn opfangede os med to får, hun vogtede. Så sagde han: "O Rasulullah (frid og velsignelser være med ham), accepter venligst denne gave fra mig. Ved Ham, der i sandhed sendte dig, vil djævelen ikke komme igen." Han sagde: "Tag den ene og giv den anden tilbage til ham." Så fortsatte vi vores rejse, og fuglene syntes at søge ly for os. Pludselig løb en kamel væk, men da den nåede to trælunde, bøjede den sig straks ned og kastede sig ned, og Allahs Sendebud (frid og velsignelser være med ham) fangede den. Sendebudet spurgte folket: "Kom her, O folk, hvem ejer denne kamel?" Så svarede nogle unge mænd fra Ansar: "Den er vores, O Allahs Sendebud," spurgte han: "Hvad er der galt med den?" De svarede: "Vi har været trætte af at passe på den i tyve år, og den har taget meget på i fedtdepoter (er blevet fed), så vi ville slagte den og dele den blandt vores børn, men den løb væk fra os. Han sagde: "Okay, så sælg den til mig." De svarede: "Åh, det er ikke nødvendigt, Deres Majestæt, men det er nok som en gave til Dem." Profeten sagde; "Okay, hvis han er min, så vær venlig mod ham, indtil han dør. Dengang sagde muslimerne: O Allahs Sendebud, vi har mere ret til at kaste ned for kongen end dyr. Han sagde: Det er ikke rigtigt for en (skabning) at kaste ned for en anden (skabning). Hvis det er tilladt, så har kvinder lov til at kaste ned for deres ægtemænd."