Imam Ahmad : 25852

قَالَ فَلَمَّا أَرَدْتُ أَنْ أَخْرُجَ قَالَتْ اجْلِسْ حَتَّى أُحَدِّثَكَ حَدِيثًا عَنْ رَسُولِ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ قَالَتْ خَرَجَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ يَوْمًا مِنْ الْأَيَّامِ فَصَلَّى صَلَاةَ الْهَاجِرَةِ ثُمَّ قَعَدَ فَفَزِعَ النَّاسُ فَقَالَ اجْلِسُوا أَيُّهَا النَّاسُ فَإِنِّي لَمْ أَقُمْ مَقَامِي هَذَا لِفَزَعٍ وَلَكِنَّ تَمِيمًا الدَّارِيَّ أَتَانِي فَأَخْبَرَنِي خَبَرًا مَنَعَنِي الْقَيْلُولَةَ مِنْ الْفَرَحِ وَقُرَّةِ الْعَيْنِ فَأَحْبَبْتُ أَنْ أَنْشُرَ عَلَيْكُمْ فَرَحَ نَبِيِّكُمْ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ أَخْبَرَنِي أَنَّ رَهْطًا مِنْ بَنِي عَمِّهِ رَكِبُوا الْبَحْرَ فَأَصَابَتْهُمْ رِيحٌ عَاصِفٌ فَأَلْجَأَتْهُمْ الرِّيحُ إِلَى جَزِيرَةٍ لَا يَعْرِفُونَهَا فَقَعَدُوا فِي قُوَيْرِبٍ بِالسَّفِينَةِ حَتَّى خَرَجُوا إِلَى الْجَزِيرَةِ فَإِذَا هُمْ بِشَيْءٍ أَهْلَبَ كَثِيرِ الشَّعْرِ لَا يَدْرُونَ أَرَجُلٌ هُوَ أَوْ امْرَأَةٌ فَسَلَّمُوا عَلَيْهِ فَرَدَّ عَلَيْهِمْ السَّلَامَ قَالُوا أَلَا تُخْبِرُنَا قَالَ مَا أَنَا بِمُخْبِرِكُمْ وَلَا بِمُسْتَخْبِرِكُمْ وَلَكِنْ هَذَا الدَّيْرَ قَدْ رَهِقْتُمُوهُ فَفِيهِ مَنْ هُوَ إِلَى خَبَرِكُمْ بِالْأَشْوَاقِ أَنْ يُخْبِرَكُمْ وَيَسْتَخْبِرَكُمْ قَالَ قُلْنَا فَمَا أَنْتَ قَالَ أَنَا الْجَسَّاسَةُ فَانْطَلَقُوا حَتَّى أَتَوْا الدَّيْرَ فَإِذَا هُمْ بِرَجُلٍ مُوثَقٍ شَدِيدِ الْوَثَاقِ مُظْهِرٍ الْحُزْنَ كَثِيرِ التَّشَكِّي فَسَلَّمُوا عَلَيْهِ فَرَدَّ عَلَيْهِمْ فَقَالَ مِمَّنْ أَنْتُمْ قَالُوا مِنْ الْعَرَبِ قَالَ مَا فَعَلَتْ الْعَرَبُ أَخَرَجَ نَبِيُّهُمْ بَعْدُ قَالُوا نَعَمْ قَالَ فَمَا فَعَلُوا قَالُوا خَيْرًا آمَنُوا بِهِ وَصَدَّقُوهُ قَالَ ذَلِكَ خَيْرٌ لَهُمْ وَكَانَ لَهُ عَدُوٌّ فَأَظْهَرَهُ اللَّهُ عَلَيْهِمْ قَالَ فَالْعَرَبُ الْيَوْمَ إِلَهُهُمْ وَاحِدٌ وَدِينُهُمْ وَاحِدٌ وَكَلِمَتُهُمْ وَاحِدَةٌ قَالُوا نَعَمْ قَالَ فَمَا فَعَلَتْ عَيْنُ زُغَرَ قَالُوا صَالِحَةٌ يَشْرَبُ مِنْهَا أَهْلُهَا لِشَفَتِهِمْ وَيَسْقُونَ مِنْهَا زَرْعَهُمْ قَالَ فَمَا فَعَلَ نَخْلٌ بَيْنَ عَمَّانَ وَبَيْسَانَ قَالُوا صَالِحٌ يُطْعِمُ جَنَاهُ كُلَّ عَامٍ قَالَ فَمَا فَعَلَتْ بُحَيْرَةُ الطَّبَرِيَّةِ قَالُوا مَلْأَى قَالَ فَزَفَرَ ثُمَّ زَفَرَ ثُمَّ زَفَرَ ثُمَّ حَلَفَ لَوْ خَرَجْتُ مِنْ مَكَانِي هَذَا مَا تَرَكْتُ أَرْضًا مِنْ أَرْضِ اللَّهِ إِلَّا وَطِئْتُهَا غَيْرَ طَيْبَةَ لَيْسَ لِي عَلَيْهَا سُلْطَانٌ قَالَ فَقَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ إِلَى هَذَا انْتَهَى فَرَحِي ثَلَاثَ مِرَارٍ إِنَّ طَيْبَةَ الْمَدِينَةَ إِنَّ اللَّهَ حَرَّمَ حَرَمِي عَلَى الدَّجَّالِ أَنْ يَدْخُلَهَا ثُمَّ حَلَفَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ وَالَّذِي لَا إِلَهَ إِلَّا هُوَ مَا لَهَا طَرِيقٌ ضَيِّقٌ وَلَا وَاسِعٌ فِي سَهْلٍ وَلَا فِي جَبَلٍ إِلَّا عَلَيْهِ مَلَكٌ شَاهِرٌ بِالسَّيْفِ إِلَى يَوْمِ الْقِيَامَةِ مَا يَسْتَطِيعُ الدَّجَّالُ أَنْ يَدْخُلَهَا عَلَى أَهْلِهَا قَالَ عَامِرٌ فَلَقِيتُ الْمُحَرَّرَ بْنَ أَبِي هُرَيْرَةَ فَحَدَّثْتُهُ حَدِيثَ فَاطِمَةَ بِنْتِ قَيْسٍ فَقَالَ أَشْهَدُ عَلَى أَبِي أَنَّهُ حَدَّثَنِي كَمَا حَدَّثَتْكَ فَاطِمَةُ غَيْرَ أَنَّهُ قَالَ قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ إِنَّهُ نَحْوَ الْمَشْرِقِ قَالَ ثُمَّ لَقِيتُ الْقَاسِمَ بْنَ مُحَمَّدٍ فَذَكَرْتُ لَهُ حَدِيثَ فَاطِمَةَ فَقَالَ أَشْهَدُ عَلَى عَائِشَةَ أَنَّهَا حَدَّثَتْنِي كَمَا حَدَّثَتْكَ فَاطِمَةُ غَيْرَ أَنَّهَا قَالَتْ الْحَرَمَانِ عَلَيْهِ حَرَامٌ مَكَّةُ وَالْمَدِينَةُ

(Stadig fra den samme fortællelinje som den foregående hadith), sagde Abdullah - Da jeg ville gå ud, sagde han: "Sæt jer ned, så jeg kan fortælle jer en hadith fra Rasulullah shallallahu 'alaihi wasallam - [Fatimah bin Qais] sagde: "En dag kom Rasulullah shallallahu 'alaihi wasallam ud og udførte hajirah-bønnen (første gang), derefter satte han sig ned, og folket blev lige så overraskede, og så sagde han: "Sæt jer ned, o folk, faktisk står jeg på min plads for ikke at overraske jer, men Tamim Ad Dari har mødt mig og fortalt mig, at jeg ikke kunne Qailulah (slure), fordi det var meget behageligt og beroligende, derfor ville jeg gerne fortælle jer den glade nyhed om jeres profet. Tamim har fortalt mig, at en gruppe mennesker fra hans onkels efterkommere sejlede over havet og blev ramt af en tyfon, der strandede dem på en ø, de ikke kendte til. Derefter sad de i en kano, indtil de kom ud på øen, da de pludselig mødte en makluq, der havde et meget ru ansigt og langt hår, så han ikke kunne se, om han var en mand eller en kvinde. Så hilste de på ham, og han besvarede deres hilsen. De spurgte: "Vil du fortælle os en historie?" Væsenet svarede: "Jeg er ikke den, der fortæller historier, og heller ikke den, der beder dig om historier, men gå til dette tilbedelsessted, som du har nærmet dig. Der er en person, der virkelig venter på dine nyheder. Han vil fortælle historier og bede dig om historier." Så spurgte de: "Så vi spurgte: 'Hvem er du?', svarede han: "Jeg er Jassasah." Så gik de, indtil de ankom til et tilbedelsessted. Til sidst fandt de en mand, der var dækket af lænker, så trist ud og klagede meget. De hilste på ham, og han besvarede deres hilsener. Så spurgte han: "Hvem er I?" svarede de: "Vi er arabere." Han spurgte igen: "Uddrev araberne ikke deres profet på dette tidspunkt?" De svarede: "Ja," spurgte han igen: "Hvad gør araberne så?" De svarede: "De gjorde noget godt, troede på det og bekræftede det." Han sagde: "Det var bedre for dem, og han havde fjender, men Allah vandt ham fra dem." Manden spurgte så igen: "Betyder det, at araberne i dag har én gud, én religion og én sætning?" De svarede: "Ja." Han spurgte igen: "Hvad skete der så med 'Ainu Zughar (kildens navn)?" De svarede: "Noget godt skete, folkene tog vand fra den at drikke og vandede deres afgrøder fra den," så spurgte han igen: "Så hvad skete der med dadelpalmerne, der var mellem Aman og Baisan?" De svarede: "Noget godt skete, høsten fra den kan give tilstrækkelig mad hvert år," spurgte han: "Hvad skete der så med Tabariyahs båd?" ' De svarede: 'Fuld.' Tamim sagde: 'Så udåndede manden, så udåndede han igen og så udåndede han og svor: 'Hvis jeg forlader mit sted, vil jeg bestemt ikke efterlade en eneste jord fra Allahs jord, men jeg vil passere igennem den, undtagen Thaibah (navnet på byen Medina), jeg har ingen magt over den.' Amir bin Syarahil sagde: "Så sagde Rasulullah shallallahu 'alaihi wasallam: "Indtil her ender min glæde - tre gange-. Sandelig, Medinas godhed skyldes, at Allah den Almægtige har forbudt Dajjal at træde ind i den." Så svor Allahs Sendebud (fred være med ham): "Ved Allah, undtagen hvem der ikke er nogen gud værdig tilbedelse, er der ingen vej på sletterne eller i bakkerne, hverken smal eller bred, undtagen at den er bevogtet af engle med dragne sværd indtil Opstandelsens Dag, og Dajjal vil ikke være i stand til at trænge ind i dens folk." [Amir] sagde: "Så mødte jeg [Al Muharrar bin Abu Hurairah], og så fortalte jeg ham hadithen fra Fatimah bint Qais, indtil han sagde: "Jeg vidner om [min far] at han har fortalt mig, hvad Fatimah har fortalt jer, bortset fra at min far sagde: "Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde: "Han (Dajjal) vil vise sig fra øst." Amir sagde: "Så mødte jeg [Al Qasim bin Muhammad], og jeg fortalte ham Fatimahs hadithen, og han sagde: "Jeg vidner imod [Aisha] om, at hun har fortalt mig, hvad Fatimah har fortalt dig, bortset fra at Aisha nævnte: "To hellige lande, nemlig Mekka og Medina."