Imam Ahmad : 25032

حَدَّثَنَا يُونُسُ حَدَّثَنَا حَمَّادٌ عَنْ سِمَاكٍ عَنْ عِكْرِمَةَ عَنْ عَائِشَةَ أَنَّ رَسُولَ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ دَخَلَ عَلَيَّ بَيْتِي فِي إِزَارٍ وَرِدَاءٍ فَاسْتَقْبَلَ الْقِبْلَةَ وَبَسَطَ يَدَهُ ثُمَّ قَالَ اللَّهُمَّ إِنَّمَا أَنَا بَشَرٌ فَأَيُّ عَبْدٍ مِنْ عِبَادِكَ شَتَمْتُ أَوْ آذَيْتُ فَلَا تُعَاقِبْنِي فِيهِ

Har fortalt os [Yunus] har fortalt os [Hammad] fra [Simak] fra [Ikrimah] fra [Aisha], at Allahs Sendebud (frid og velsignelser være med ham) engang mødte mig i mit hus iført et klæde og et sjal. Så vendte han sig mod Qibla og bredte sine hænder ud og bad derefter: ALLHUMMA INNAMAA ANA BASYARUN FA AYUU ABDIN MIN IBADIKA SYATAMTU AU AADZAITU FALAA TU 'AAQIBNI FIHI (O Allah, sandelig er jeg et menneske, uanset hvem af Dine tjenere jeg nogensinde har bebrejdet eller såret, så sagsøg mig ikke).