Imam Ahmad : 24331

حَدَّثَنَا عَلِيُّ بْنُ عَاصِمٍ قَالَ أَخْبَرَنَا حَنْظَلَةُ السَّدُوسِيُّ عَنْ عَبْدِ اللَّهِ بْنِ الْحَارِثِ بْنِ نَوْفَلٍ قَالَ صَلَّى مُعَاوِيَةُ بِالنَّاسِ الْعَصْرَ فَالْتَفَتَ فَإِذَا أُنَاسٌ يُصَلُّونَ بَعْدَ الْعَصْرِ فَدَخَلَ وَدَخَلَ عَلَيْهِ ابْنُ عَبَّاسٍ وَأَنَا مَعَهُ فَأَوْسَعَ لَهُ مُعَاوِيَةُ عَلَى السَّرِيرِ فَجَلَسَ مَعَهُ قَالَ مَا هَذِهِ الصَّلَاةُ الَّتِي رَأَيْتُ النَّاسَ يُصَلُّونَهَا وَلَمْ أَرَ النَّبِيَّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ يُصَلِّيهَا وَلَا أَمَرَ بِهَا قَالَ ذَاكَ مَا يُفْتِيهِمْ ابْنُ الزُّبَيْرِ فَدَخَلَ ابْنُ الزُّبَيْرِ فَسَلَّمَ فَجَلَسَ فَقَالَ مُعَاوِيَةُ يَا ابْنَ الزُّبَيْرِ مَا هَذِهِ الصَّلَاةُ الَّتِي تَأْمُرُ النَّاسَ يُصَلُّونَهَا لَمْ نَرَ رَسُولَ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ صَلَّاهَا وَلَا أَمَرَ بِهَا قَالَ حَدَّثَتْنِي عَائِشَةُ أُمُّ الْمُؤْمِنِينَ أَنَّ رَسُولَ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ صَلَّاهَا عِنْدَهَا فِي بَيْتِهَا قَالَ فَأَمَرَنِي مُعَاوِيَةُ وَرَجُلٌ آخَرُ أَنْ نَأْتِيَ عَائِشَةَ فَنَسْأَلَهَا عَنْ ذَلِكَ قَالَ فَدَخَلْتُ عَلَيْهَا فَسَأَلْتُهَا عَنْ ذَلِكَ فَأَخْبَرْتُهَا بِمَا أَخْبَرَ ابْنُ الزُّبَيْرِ عَنْهَا فَقَالَتْ لَمْ يَحْفَظْ ابْنُ الزُّبَيْرِ إِنَّمَا حَدَّثْتُهُ أَنَّ رَسُولَ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ صَلَّى هَذِهِ الرَّكْعَتَيْنِ بَعْدَ الْعَصْرِ عِنْدِي فَسَأَلْتُهُ قُلْتُ إِنَّكَ صَلَّيْتَ رَكْعَتَيْنِ لَمْ تَكُنْ تُصَلِّيهِمَا قَالَ إِنَّهُ كَانَ أَتَانِي شَيْءٌ فَشُغِلْتُ فِي قِسْمَتِهِ عَنْ الرَّكْعَتَيْنِ بَعْدَ الظُّهْرِ وَأَتَانِي بِلَالٌ فَنَادَانِي بِالصَّلَاةِ فَكَرِهْتُ أَنْ أَحْبِسَ النَّاسَ فَصَلَّيْتُهُمَا قَالَ فَرَجَعْتُ فَأَخْبَرْتُ مُعَاوِيَةَ قَالَ قَالَ ابْنُ الزُّبَيْرِ أَلَيْسَ قَدْ صَلَّاهُمَا فَلَا نَدَعُهُمَا فَقَالَ لَهُ مُعَاوِيَةُ لَا تَزَالُ مُخَالِفًا أَبَدًا

[Ali bin Asim] fortalte til os, sagde han; [Hanzhalah As Sadusi] berettede til os fra [Abdullah bin Al Harith bin Naufal], som sagde: "Muawiyah plejede at bede Asr-bønnen i menighed med folket, så vendte han hovedet. Når nogen bad efter Asr, gik han ind, og Ibn Abbas mødte ham, mens jeg var sammen med ham. Muawiyah bredte sin måtte ud og satte sig hos ham. Ibn Abbas sagde: "Hvad er dette for en bøn? Jeg så folk bede den, og jeg så ham aldrig bede den, og han beordrede den aldrig. (Muawiyah) sagde: "Det er Ibn Zubairs fatwa." Så gik Ibn Zubair ind, sagde hilsnen og satte sig ned. Muawiyah sagde: "O Ibn Zubair! Hvad er dette for en bøn, som du beordrer folk til at udføre? Vi har dog aldrig set Rasulullah shallallahu'alaihi wa sallam udføre den bøn, og han beordrede aldrig den bøn." Ibn Zubair sagde; "Jeg har fortalt [Aisyah], den umul-troende, at Rasulullah shallallahu'alaihi wa sallam engang udførte denne bøn i sit hus." Abdullah bin Harith sagde; "Muawiyah beordrede mig og en anden person til at gå til Aisha. Vi ville spørge hende om det. Så jeg gik til hende og spurgte hende om det, jeg informerede hende om, hvad Ibn Zubair havde berettet om bønnen. Han svarede: "Ibn Zubair har ikke lært den udenad, faktisk sagde jeg, at Allahs Sendebud shallallahu'alaihi wa sallam udførte denne to rak'ah-bøn efter Asr i mit hus." Så spurgte jeg Ibn Zubair; jeg sagde: "Sandelig har du udført to rak'ah-bønner, mens han ikke har udført den anden bøn." Han sagde: "Sandelig fik jeg noget, og jeg delte det, så det distraherede mig fra de to rak'ahs efter Dhuhr." Så kom Bilal til mig og kaldte mig til at bede. Jeg var ikke glad for at tilbageholde folk, så jeg bad de to rak'ah." Abdullah bin Harith sagde: "Så kom jeg tilbage og informerede Muawiyah." Han sagde; Ibn Zubair sagde: "Bad han ikke de to rak'ah, så vi ikke ville svigte dem?" Så sagde Muawiyah til ham: "Vil du forblive en stridspartner for evigt?"