Imam Ahmad : 23154

حَدَّثَنَا ابْنُ نُمَيْرٍ عَنْ هِشَامٍ عَنْ أَبِيهِ عَنْ عَائِشَةَ أَنَّ رَسُولَ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ كَانَ إِذَا أَمَرَهُمْ بِمَا يُطِيقُونَ مِنْ الْعَمَلِ يَقُولُونَ يَا رَسُولَ اللَّهِ إِنَّا لَسْنَا كَهَيْئَتِكَ إِنَّ اللَّهَ عَزَّ وَجَلَّ قَدْ غَفَرَ لَكَ مَا تَقَدَّمَ مِنْ ذَنْبِكَ وَمَا تَأَخَّرَ قَالَتْ فَيَغْضَبُ حَتَّى يُعْرَفَ الْغَضَبُ فِي وَجْهِهِ

Det er blevet fortalt os [Ibn Numair] fra [Hisyam] fra [hans far] fra [Aisha], at Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham) beordrede dem til at gøre noget i overensstemmelse med deres evner. De sagde: "O Allahs Sendebud, sandelig er vi ikke som dig. Sandelig har Allah Azzawajalla tilgivet dine tidligere og fremtidige synder." (Aisyah) sagde: "Så han var vred, indtil det viste sig i hans ansigt."