Imam Ahmad : 21530

حَدَّثَنَا مُحَمَّدُ بْنُ جَعْفَرٍ حَدَّثَنَا سَعِيدٌ عَنْ قَتَادَةَ عَنْ عَبْدِ اللَّهِ بْنِ رَبَاحٍ عَنْ أَبِي قَتَادَةَ الْأَنْصَارِيِّ قَالَ بَيْنَا نَحْنُ مَعَ رَسُولِ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ فِي بَعْضِ أَسْفَارِهِ إِذْ مَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ أَوْ قَالَ حَادَ عَنْ رَاحِلَتِهِ فَدَعَمْتُهُ بِيَدَيَّ قَالَ فَاسْتَيْقَظَ قَالَ ثُمَّ سِرْنَا قَالَ فَمَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ فَدَعَمْتُهُ بِيَدَيَّ فَاسْتَيْقَظَ فَقَالَ أَبُو قَتَادَةَ فَقُلْتُ نَعَمْ يَا رَسُولَ اللَّهِ فَقَالَ حَفِظَكَ اللَّهُ كَمَا حَفِظْتَنَا مُنْذُ اللَّيْلَةِ ثُمَّ قَالَ لَا أُرَانَا إِلَّا قَدْ شَقَقْنَا عَلَيْكَ نَحِّ بِنَا عَنْ الطَّرِيقِ أَوْ مِلْ بِنَا عَنْ الطَّرِيقِ قَالَ فَعَدَلْنَا عَنْ الطَّرِيقِ فَأَنَاخَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ رَاحِلَتَهُ فَتَوَسَّدَ كُلُّ رَجُلٍ مِنَّا ذِرَاعَ رَاحِلَتِهِ فَمَا اسْتَيْقَظْنَا حَتَّى أَشْرَقَتْ الشَّمْسُ وَذَكَرَ صَوْتَ الصُّرَدِ قَالَ فَقُلْتُ يَا رَسُولَ اللَّهِ هَلَكْنَا فَاتَتْنَا الصَّلَاةُ فَقَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ لَمْ تَهْلِكُوا وَلَمْ تَفُتْكُمْ الصَّلَاةُ إِنَّمَا تَفُوتُ الْيَقْظَانَ وَلَا تَفُوتُ النَّائِمَ هَلْ مِنْ مَاءٍ قَالَ فَأَتَيْتُهُ بِسَطِيحَةٍ أَوْ قَالَ مَيْضَأَةٍ فِيهَا مَاءٌ فَتَوَضَّأَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ ثُمَّ دَفَعَهَا إِلَيَّ وَفِيهَا بَقِيَّةٌ مِنْ مَاءٍ قَالَ احْتَفِظْ بِهَا فَإِنَّهُ كَائِنٌ لَهَا نَبَأٌ وَأَمَرَ بِلَالًا فَأَذَّنَ فَصَلَّى رَكْعَتَيْنِ ثُمَّ تَحَوَّلَ فِي مَكَانِهِ فَأَمَرَهُ فَأَقَامَ الصَّلَاةَ فَصَلَّى صَلَاةَ الصُّبْحِ ثُمَّ قَالَ نَبِيُّ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ إِنْ كَانَ النَّاسُ أَطَاعُوا أَبَا بَكْرٍ وَعُمَرَ فَقَدْ رَفَقُوا بِأَنْفُسِهِمْ وَأَصَابُوا وَإِنْ كَانُوا خَالَفُوهُمَا فَقَدْ خَرَقُوا بِأَنْفُسِهِمْ وَكَانَ أَبُو بَكْرٍ وَعُمَرُ حَيْثُ فَقَدُوا النَّبِيَّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ قَالَا لِلنَّاسِ أَقِيمُوا بِالْمَاءِ حَتَّى تُصْبِحُوا فَأَبَوْا عَلَيْهِمَا وَانْتَهَى إِلَيْهِمْ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ مِنْ آخِرِ النَّهَارِ وَقَدْ كَادُوا أَنْ يَهْلِكُوا عَطَشًا فَقَالُوا يَا رَسُولَ اللَّهِ هَلَكْنَا فَدَعَا بِالْمِيضَأَةِ ثُمَّ دَعَا بِإِنَاءٍ فَأُتِيَ بِإِنَاءٍ فَوْقَ الْقَدَحِ وَدُونَ الْقَعْبِ فَتَأَبَّطَهُمَا رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ ثُمَّ جَعَلَ يَصُبُّ فِي الْإِنَاءِ ثُمَّ يَشْرَبُ الْقَوْمُ حَتَّى شَرِبُوا كُلُّهُمْ ثُمَّ نَادَى رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ هَلْ مِنْ غَالٍّ قَالَ ثُمَّ رَدَّ الْمِيضَأَةَ وَفِيهَا نَحْوٌ مِمَّا كَانَ فِيهَا قَالَ فَسَأَلْنَاهُ كَمْ كُنْتُمْ فَقَالَ كَانَ مَعَ أَبِي بَكْرٍ وَعُمَرَ ثَمَانُونَ رَجُلًا وَكُنَّا مَعَ رَسُولِ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ اثْنَيْ عَشَرَ رَجُلًا

Har fortalt os [Muhammad bin Ja'far] har fortalt os [Sa'id] fra [Qatadah] fra ['Abdullah bin Robah] fra [Abu Qatadah Al Anshori] sagde; Da vi var sammen med Rasulullah Shallallahu'alaihiwasallam på en af hans rejser, faldt Rasulullah Shallallahu'alaihiwasallam pludselig bagover, eller Abu Qatadah sagde; Rasulullah Shallallahu'alaihiwasallam gled næsten - fortælleren husker ikke længere sikkerheden i redaktionen - fra sit køretøj, og så holdt jeg ham med min hånd, så vågnede han. Så gik vi, så faldt Rasulullah Shallallahu'alaihiwasallam næsten, så holdt jeg ham med min hånd, så vågnede han, Rasulullah Shallallahu'alaihiwasallam sagde: "O Abu Qatadah!" jeg svarede; Ja, o Allahs sendebud! Rasulullah Shallallahu'alaihiwasallam sagde: "Må Allah beskytte dig, som du har passet på mig siden i aftes." Dernæst sagde Rasulullah Shallallahu'alaihiwasallam: "Beklager, vi ved det ikke, men vi har forstyrret jer, lad os nu komme af vejen eller lad os komme væk fra vejen - fortælleren tvivler på redaktionens sikkerhed-." Abu Qatadah sagde; Vi trådte til side, og så fortøjede Rasulullah Sallallahu'alaihiwasallam sit køretøj, hver af vores fødder hvilede på albuen af hans køretøj. Vi vågnede ikke, før solen stod op, og han nævnte lyden af spurve. Abu Qatadah sagde; O Allahs Sendebud! 'Vi er dømt, vi går glip af vores bønner.' Rasulullah Sallallahu'alaihiwasallam sagde: "I vil ikke omkomme, og I vil ikke forlade bønnen. Det eneste, der kaldes at forlade bønnen, er, hvis tiden til bøn kommer, og han ikke sover, selvom nogen sover, kan det ikke siges, at han har forladt bønnen. Er der vand?" Så bragte jeg en geriba til ham, hvorefter han udførte afvaskning, gav mig derefter resten af vandet, og han sagde: "Pas på, for vandet vil bringe gode nyheder." Så beordrede han Bilal til at kalde til bøn, hvorefter han flyttede sig fra sin plads og udførte morgenbønnen. Derefter sagde Allahs profet: "Hvis folk adlyder Abu Bakr og Umar, betyder det, at de elsker sig selv, og at de har gjort sandheden. Hvis de modsætter sig dem, betyder det, at de ødelægger sig selv." På det tidspunkt gav Abu Bakr og Umar, da de mistede profeten sallallaahu'alaihiwasallam, begge en besked til folket: "I skal blive ved vandkilden indtil morgen." Men de adlød dem ikke, og profeten sallallaahu'alaihiwasallam kom til dem sidst på eftermiddagen, mens de var næsten ved at dø af tørst. De sagde: "O Allahs sendebud! Vi vil omkomme." Så bad han om et kar, og et kar blev bragt, som var større end komfuret og mindre end gryden. Rasulullah sallallahu'alaihiwasallam klemte ham, hældte vand på ham, de drak det hele, og så råbte Rasulullah sallallahu'alaihiwasallam: "Tog nogen af jer krigsbyttet, før jer delte det?" Så blev geribaen returneret, og den indeholdt vand som før. Vi spurgte Abu Qatadah: "Hvor mange mennesker er I?" Abu Qatadah sagde: "Abu Bakr og Umar var sammen med firs mennesker, mens vi og Rasulullah sallallahu'alaihiwasallam var tolv mennesker.