Imam Ahmad : 13250

حَدَّثَنَا حُسَيْنٌ حَدَّثَنَا جَرِيرٌ يَعْنِي ابْنَ حَازِمٍ عَنْ مُحَمَّدِ بْنِ سِيرِينَ عَنْ أَنَسِ بْنِ مَالِكٍ قَالَ فُزِّعَ النَّاسُ فَرَكِبَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ فَرَسًا لِأَبِي طَلْحَةَ بَطِيئًا ثُمَّ خَرَجَ يَرْكُضُ وَحْدَهُ فَرَكِبَ النَّاسُ يَرْكُضُونَ خَلْفَهُ فَقَالَ لَمْ تُرَاعُوا إِنَّهُ لَبَحْرٌ قَالَ فَوَاللَّهِ مَا سُبِقَ بَعْدَ ذَلِكَ الْيَوْمِ

[Husain] har fortalt os [Jarir], dvs. Ibn Hazm fra [Muhammad ibn Sirrin] fra [Anas ibn Malik], som sagde: Folket var bange. Så besteg Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham) Abu Talhahs langsomme hest. Så drog han hurtigt ud alene, og folket fulgte ham. Så sagde han: "Denne hest er sandelig meget hurtig." (Anas ibn Malik radliyallahu'anhu) sagde: Ved Allah, hesten blev aldrig besejret efter den dag.