Imam Ahmad : 4085

حَدَّثَنَا يَزِيدُ بْنُ هَارُونَ قَالَ أَخْبَرَنَا الْمَسْعُودِيُّ عَنْ سِمَاكِ بْنِ حَرْبٍ عَنْ عَبْدِ الرَّحْمَنِ بْنِ عَبْدِ اللَّهِ عَنْ أَبِيهِ ابْنِ مَسْعُودٍ قَالَ بَيْنَمَا رَجُلٌ فِيمَنْ كَانَ قَبْلَكُمْ كَانَ فِي مَمْلَكَتِهِ فَتَفَكَّرَ فَعَلِمَ أَنَّ ذَلِكَ مُنْقَطِعٌ عَنْهُ وَأَنَّ مَا هُوَ فِيهِ قَدْ شَغَلَهُ عَنْ عِبَادَةِ رَبِّهِ فَتَسَرَّبَ فَانْسَابَ ذَاتَ لَيْلَةٍ مِنْ قَصْرِهِ فَأَصْبَحَ فِي مَمْلَكَةِ غَيْرِهِ وَأَتَى سَاحِلَ الْبَحْرِ وَكَانَ بِهِ يَضْرِبُ اللَّبِنَ بِالْأَجْرِ فَيَأْكُلُ وَيَتَصَدَّقُ بِالْفَضْلِ فَلَمْ يَزَلْ كَذَلِكَ حَتَّى رَقِيَ أَمْرُهُ إِلَى مَلِكِهِمْ وَعِبَادَتُهُ وَفَضْلُهُ فَأَرْسَلَ مَلِكُهُمْ إِلَيْهِ أَنْ يَأْتِيَهُ فَأَبَى أَنْ يَأْتِيَهُ فَأَعَادَ ثُمَّ أَعَادَ إِلَيْهِ فَأَبَى أَنْ يَأْتِيَهُ وَقَالَ مَا لَهُ وَمَا لِي قَالَ فَرَكِبَ الْمَلِكُ فَلَمَّا رَآهُ الرَّجُلُ وَلَّى هَارِبًا فَلَمَّا رَأَى ذَلِكَ الْمَلِكُ رَكَضَ فِي أَثَرِهِ فَلَمْ يُدْرِكْهُ قَالَ فَنَادَاهُ يَا عَبْدَ اللَّهِ إِنَّهُ لَيْسَ عَلَيْكَ مِنِّي بَأْسٌ فَأَقَامَ حَتَّى أَدْرَكَهُ فَقَالَ لَهُ مَنْ أَنْتَ رَحِمَكَ اللَّهُ قَالَ أَنَا فُلَانُ بْنُ فُلَانٍ صَاحِبُ مُلْكِ كَذَا وَكَذَا تَفَكَّرْتُ فِي أَمْرِي فَعَلِمْتُ أَنَّ مَا أَنَا فِيهِ مُنْقَطِعٌ فَإِنَّهُ قَدْ شَغَلَنِي عَنْ عِبَادَةِ رَبِّي فَتَرَكْتُهُ وَجِئْتُ هَاهُنَا أَعْبُدُ رَبِّي عَزَّ وَجَلَّ فَقَالَ مَا أَنْتَ بِأَحْوَجَ إِلَى مَا صَنَعْتَ مِنِّي قَالَ ثُمَّ نَزَلَ عَنْ دَابَّتِهِ فَسَيَّبَهَا ثُمَّ تَبِعَهُ فَكَانَا جَمِيعًا يَعْبُدَانِ اللَّهَ عَزَّ وَجَلَّ فَدَعَوَا اللَّهَ أَنْ يُمِيتَهُمَا جَمِيعًا قَالَ فَمَاتَا قَالَ لَوْ كُنْتُ بِرُمَيْلَةِ مِصْرَ لَأَرَيْتُكُمْ قُبُورَهُمَا بِالنَّعْتِ الَّذِي نَعَتَ لَنَا رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ

Yazid bin Harun fortalte os og sagde: Al Mas'udi fortalte os fra Simak bin Harb fra Abdurrahman bin Abdullah fra hans far Ibn Mas'ud og sagde: Da en mand fra folket før jer mediterede i sit kongerige, indså han, at det, han havde, distraherede ham fra at tilbede sin Herre. Så en nat gik han i hemmelighed ud af sit palads, og om morgenen var han i en anden mands kongerige. Så gik han til kysten og lavede mursten for en løn, så kunne han spise og give almisser sammen med resten. Dette fortsatte, indtil nyheden om hans tilbedelse og gavmildhed nåede deres konge. Så inviterede kongen ham til at komme, men han nægtede. Så gentog kongen invitationen og gentog den igen, men han var stadig tilbageholdende med at komme og sagde: Hvad har jeg med ham at gøre? Ibn Mas'ud sagde: Så kom kongen til ham, og da manden så kongen, løb han væk. Da kongen så dette, fulgte han straks efter ham, men kunne ikke indhente ham. Ibn Mas'ud sagde: "O Allahs tjener, jeg vil ikke gøre dig fortræd." Så stoppede han, indtil kongen kunne møde ham, og spurgte derefter: "Hvem er du - må Allah være dig barmhjertig -?" Han svarede: "Jeg er den og den, kongen af det og det kongerige." Jeg havde reflekteret over min situation, og så indså jeg, at det, jeg havde, forhindrede mig i at tilbede min Herre, så jeg forlod ham og kom til dette sted for at tilbede min Herre. Så sagde kongen: "Du har ikke mere brug for den tilbedelse, du udfører, end jeg har." Ibn Mas'ud sagde: "Så steg kongen ud af sit køretøj og fulgte i mandens fodspor, hvorefter de begge tilbad Allah (Azza Wa Jalla). Derefter bad de begge til Allah om at blive dræbt. Ibn Mas'ud sagde: Så døde de begge. Hvis jeg var i Rumailah, Egypten, ville jeg helt sikkert vise dem deres grave i overensstemmelse med de karakteristika, som Rasulullah shallallaahu 'alaihi wa sallam har vist.