Imam Ahmad : 3057

حَدَّثَنَا وَكِيعٌ عَنْ سُفْيَانَ قَالَ سَمِعْتُ عَبْدَ الرَّحْمَنِ بْنَ عَابِسٍ قَالَ سَمِعْتُ ابْنَ عَبَّاسٍ قَالَ خَرَجَ النَّبِيُّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ يَوْمَ عِيدٍ وَلَوْلَا مَكَانِي مِنْهُ مَا شَهِدْتُهُ مِنْ الصِّغَرِ فَأَتَى دَارَ كَثِيرِ بْنِ الصَّلْتِ فَصَلَّى رَكْعَتَيْنِ قَالَ ثُمَّ خَطَبَ وَأَمَرَ بِالصَّدَقَةِ قَالَ وَلَمْ يَذْكُرْ أَذَانًا وَلَا إِقَامَةً

Efter at have fortalt os [Waki'] fra [Sufyan] sagde han: Jeg hørte [Abdurrahman bin 'Abis] sige; Jeg hørte [Ibn Abbas] sige; Profeten sallallaahu 'alaihi wasallam gik ud på Id-dagen, hvis det ikke var for min stilling fra ham, ville jeg selvfølgelig ikke have været sammen med ham, siden jeg var lille. Han tog til landsbyen Katsir bin Ash Shalt, hvorefter han bad to rak'ahs. Han sagde: Så holdt han en prædiken og beordrede at give almisser. Han sagde: Han nævnte ikke kaldet til bøn og iqamah.