Imam Muslim : 4974

حَدَّثَنَا حِبَّانُ بْنُ مُوسَى أَخْبَرَنَا عَبْدُ اللَّهِ بْنُ الْمُبَارَكِ أَخْبَرَنَا يُونُسُ بْنُ يَزِيدَ الْأَيْلِيُّ ح و حَدَّثَنَا إِسْحَقُ بْنُ إِبْرَاهِيمَ الْحَنْظَلِيُّ وَمُحَمَّدُ بْنُ رَافِعٍ وَعَبْدُ بْنُ حُمَيْدٍ قَالَ ابْنُ رَافِعٍ حَدَّثَنَا و قَالَ الْآخَرَانِ أَخْبَرَنَا عَبْدُ الرَّزَّاقِ أَخْبَرَنَا مَعْمَرٌ وَالسِّيَاقُ حَدِيثُ مَعْمَرٍ مِنْ رِوَايَةِ عَبْدٍ وَابْنِ رَافِعٍ قَالَ يُونُسُ وَمَعْمَرٌ جَمِيعًا عَنْ الزُّهْرِيِّ أَخْبَرَنِي سَعِيدُ بْنُ الْمُسَيَّبِ وَعُرْوَةُ بْنُ الزُّبَيْرِ وَعَلْقَمَةُ بْنُ وَقَّاصٍ وَعُبَيْدُ اللَّهِ بْنُ عَبْدِ اللَّهِ بْنِ عُتْبَةَ بْنِ مَسْعُودٍ عَنْ حَدِيثِ عَائِشَةَ زَوْجِ النَّبِيِّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ حِينَ قَالَ لَهَا أَهْلُ الْإِفْكِ مَا قَالُوا فَبَرَّأَهَا اللَّهُ مِمَّا قَالُوا وَكُلُّهُمْ حَدَّثَنِي طَائِفَةً مِنْ حَدِيثِهَا وَبَعْضُهُمْ كَانَ أَوْعَى لِحَدِيثِهَا مِنْ بَعْضٍ وَأَثْبَتَ اقْتِصَاصًا وَقَدْ وَعَيْتُ عَنْ كُلِّ وَاحِدٍ مِنْهُمْ الْحَدِيثَ الَّذِي حَدَّثَنِي وَبَعْضُ حَدِيثِهِمْ يُصَدِّقُ بَعْضًا ذَكَرُوا أَنَّ عَائِشَةَ زَوْجَ النَّبِيِّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ قَالَتْ كَانَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ إِذَا أَرَادَ أَنْ يَخْرُجَ سَفَرًا أَقْرَعَ بَيْنَ نِسَائِهِ فَأَيَّتُهُنَّ خَرَجَ سَهْمُهَا خَرَجَ بِهَا رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ مَعَهُ قَالَتْ عَائِشَةُ فَأَقْرَعَ بَيْنَنَا فِي غَزْوَةٍ غَزَاهَا فَخَرَجَ فِيهَا سَهْمِي فَخَرَجْتُ مَعَ رَسُولِ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ وَذَلِكَ بَعْدَ مَا أُنْزِلَ الْحِجَابُ فَأَنَا أُحْمَلُ فِي هَوْدَجِي وَأُنْزَلُ فِيهِ مَسِيرَنَا حَتَّى إِذَا فَرَغَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ مِنْ غَزْوِهِ وَقَفَلَ وَدَنَوْنَا مِنْ الْمَدِينَةِ آذَنَ لَيْلَةً بِالرَّحِيلِ فَقُمْتُ حِينَ آذَنُوا بِالرَّحِيلِ فَمَشَيْتُ حَتَّى جَاوَزْتُ الْجَيْشَ فَلَمَّا قَضَيْتُ مِنْ شَأْنِي أَقْبَلْتُ إِلَى الرَّحْلِ فَلَمَسْتُ صَدْرِي فَإِذَا عِقْدِي مِنْ جَزْعِ ظَفَارِ قَدْ انْقَطَعَ فَرَجَعْتُ فَالْتَمَسْتُ عِقْدِي فَحَبَسَنِي ابْتِغَاؤُهُ وَأَقْبَلَ الرَّهْطُ الَّذِينَ كَانُوا يَرْحَلُونَ لِي فَحَمَلُوا هَوْدَجِي فَرَحَلُوهُ عَلَى بَعِيرِيَ الَّذِي كُنْتُ أَرْكَبُ وَهُمْ يَحْسِبُونَ أَنِّي فِيهِ قَالَتْ وَكَانَتْ النِّسَاءُ إِذْ ذَاكَ خِفَافًا لَمْ يُهَبَّلْنَ وَلَمْ يَغْشَهُنَّ اللَّحْمُ إِنَّمَا يَأْكُلْنَ الْعُلْقَةَ مِنْ الطَّعَامِ فَلَمْ يَسْتَنْكِرْ الْقَوْمُ ثِقَلَ الْهَوْدَجِ حِينَ رَحَلُوهُ وَرَفَعُوهُ وَكُنْتُ جَارِيَةً حَدِيثَةَ السِّنِّ فَبَعَثُوا الْجَمَلَ وَسَارُوا وَوَجَدْتُ عِقْدِي بَعْدَ مَا اسْتَمَرَّ الْجَيْشُ فَجِئْتُ مَنَازِلَهُمْ وَلَيْسَ بِهَا دَاعٍ وَلَا مُجِيبٌ فَتَيَمَّمْتُ مَنْزِلِي الَّذِي كُنْتُ فِيهِ وَظَنَنْتُ أَنَّ الْقَوْمَ سَيَفْقِدُونِي فَيَرْجِعُونَ إِلَيَّ فَبَيْنَا أَنَا جَالِسَةٌ فِي مَنْزِلِي غَلَبَتْنِي عَيْنِي فَنِمْتُ وَكَانَ صَفْوَانُ بْنُ الْمُعَطَّلِ السُّلَمِيُّ ثُمَّ الذَّكْوَانِيُّ قَدْ عَرَّسَ مِنْ وَرَاءِ الْجَيْشِ فَادَّلَجَ فَأَصْبَحَ عِنْدَ مَنْزِلِي فَرَأَى سَوَادَ إِنْسَانٍ نَائِمٍ فَأَتَانِي فَعَرَفَنِي حِينَ رَآنِي وَقَدْ كَانَ يَرَانِي قَبْلَ أَنْ يُضْرَبَ الْحِجَابُ عَلَيَّ فَاسْتَيْقَظْتُ بِاسْتِرْجَاعِهِ حِينَ عَرَفَنِي فَخَمَّرْتُ وَجْهِي بِجِلْبَابِي وَ وَاللَّهِ مَا يُكَلِّمُنِي كَلِمَةً وَلَا سَمِعْتُ مِنْهُ كَلِمَةً غَيْرَ اسْتِرْجَاعِهِ حَتَّى أَنَاخَ رَاحِلَتَهُ فَوَطِئَ عَلَى يَدِهَا فَرَكِبْتُهَا فَانْطَلَقَ يَقُودُ بِيَ الرَّاحِلَةَ حَتَّى أَتَيْنَا الْجَيْشَ بَعْدَ مَا نَزَلُوا مُوغِرِينَ فِي نَحْرِ الظَّهِيرَةِ فَهَلَكَ مَنْ هَلَكَ فِي شَأْنِي وَكَانَ الَّذِي تَوَلَّى كِبْرَهُ عَبْدُ اللَّهِ بْنُ أُبَيٍّ ابْنُ سَلُولَ فَقَدِمْنَا الْمَدِينَةَ فَاشْتَكَيْتُ حِينَ قَدِمْنَا الْمَدِينَةَ شَهْرًا وَالنَّاسُ يُفِيضُونَ فِي قَوْلِ أَهْلِ الْإِفْكِ وَلَا أَشْعُرُ بِشَيْءٍ مِنْ ذَلِكَ وَهُوَ يَرِيبُنِي فِي وَجَعِي أَنِّي لَا أَعْرِفُ مِنْ رَسُولِ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ اللُّطْفَ الَّذِي كُنْتُ أَرَى مِنْهُ حِينَ أَشْتَكِي إِنَّمَا يَدْخُلُ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ فَيُسَلِّمُ ثُمَّ يَقُولُ كَيْفَ تِيكُمْ فَذَاكَ يَرِيبُنِي وَلَا أَشْعُرُ بِالشَّرِّ حَتَّى خَرَجْتُ بَعْدَ مَا نَقَهْتُ وَخَرَجَتْ مَعِي أُمُّ مِسْطَحٍ قِبَلَ الْمَنَاصِعِ وَهُوَ مُتَبَرَّزُنَا وَلَا نَخْرُجُ إِلَّا لَيْلًا إِلَى لَيْلٍ وَذَلِكَ قَبْلَ أَنْ نَتَّخِذَ الْكُنُفَ قَرِيبًا مِنْ بُيُوتِنَا وَأَمْرُنَا أَمْرُ الْعَرَبِ الْأُوَلِ فِي التَّنَزُّهِ وَكُنَّا نَتَأَذَّى بِالْكُنُفِ أَنْ نَتَّخِذَهَا عِنْدَ بُيُوتِنَا فَانْطَلَقْتُ أَنَا وَأُمُّ مِسْطَحٍ وَهِيَ بِنْتُ أَبِي رُهْمِ بْنِ الْمُطَّلِبِ بْنِ عَبْدِ مَنَافٍ وَأُمُّهَا ابْنَةُ صَخْرِ بْنِ عَامِرٍ خَالَةُ أَبِي بَكْرٍ الصِّدِّيقِ وَابْنُهَا مِسْطَحُ بْنُ أُثَاثَةَ بْنِ عَبَّادِ بْنِ الْمُطَّلِبِ فَأَقْبَلْتُ أَنَا وَبِنْتُ أَبِي رُهْمٍ قِبَلَ بَيْتِي حِينَ فَرَغْنَا مِنْ شَأْنِنَا فَعَثَرَتْ أُمُّ مِسْطَحٍ فِي مِرْطِهَا فَقَالَتْ تَعِسَ مِسْطَحٌ فَقُلْتُ لَهَا بِئْسَ مَا قُلْتِ أَتَسُبِّينَ رَجُلًا قَدْ شَهِدَ بَدْرًا قَالَتْ أَيْ هَنْتَاهْ أَوْ لَمْ تَسْمَعِي مَا قَالَ قُلْتُ وَمَاذَا قَالَ قَالَتْ فَأَخْبَرَتْنِي بِقَوْلِ أَهْلِ الْإِفْكِ فَازْدَدْتُ مَرَضًا إِلَى مَرَضِي فَلَمَّا رَجَعْتُ إِلَى بَيْتِي فَدَخَلَ عَلَيَّ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ فَسَلَّمَ ثُمَّ قَالَ كَيْفَ تِيكُمْ قُلْتُ أَتَأْذَنُ لِي أَنْ آتِيَ أَبَوَيَّ قَالَتْ وَأَنَا حِينَئِذٍ أُرِيدُ أَنْ أَتَيَقَّنَ الْخَبَرَ مِنْ قِبَلِهِمَا فَأَذِنَ لِي رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ فَجِئْتُ أَبَوَيَّ فَقُلْتُ لِأُمِّي يَا أُمَّتَاهْ مَا يَتَحَدَّثُ النَّاسُ فَقَالَتْ يَا بُنَيَّةُ هَوِّنِي عَلَيْكِ فَوَاللَّهِ لَقَلَّمَا كَانَتْ امْرَأَةٌ قَطُّ وَضِيئَةٌ عِنْدَ رَجُلٍ يُحِبُّهَا وَلَهَا ضَرَائِرُ إِلَّا كَثَّرْنَ عَلَيْهَا قَالَتْ قُلْتُ سُبْحَانَ اللَّهِ وَقَدْ تَحَدَّثَ النَّاسُ بِهَذَا قَالَتْ فَبَكَيْتُ تِلْكَ اللَّيْلَةَ حَتَّى أَصْبَحْتُ لَا يَرْقَأُ لِي دَمْعٌ وَلَا أَكْتَحِلُ بِنَوْمٍ ثُمَّ أَصْبَحْتُ أَبْكِي وَدَعَا رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ عَلِيَّ بْنَ أَبِي طَالِبٍ وَأُسَامَةَ بْنَ زَيْدٍ حِينَ اسْتَلْبَثَ الْوَحْيُ يَسْتَشِيرُهُمَا فِي فِرَاقِ أَهْلِهِ قَالَتْ فَأَمَّا أُسَامَةُ بْنُ زَيْدٍ فَأَشَارَ عَلَى رَسُولِ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ بِالَّذِي يَعْلَمُ مِنْ بَرَاءَةِ أَهْلِهِ وَبِالَّذِي يَعْلَمُ فِي نَفْسِهِ لَهُمْ مِنْ الْوُدِّ فَقَالَ يَا رَسُولَ اللَّهِ هُمْ أَهْلُكَ وَلَا نَعْلَمُ إِلَّا خَيْرًا وَأَمَّا عَلِيُّ بْنُ أَبِي طَالِبٍ فَقَالَ لَمْ يُضَيِّقْ اللَّهُ عَلَيْكَ وَالنِّسَاءُ سِوَاهَا كَثِيرٌ وَإِنْ تَسْأَلْ الْجَارِيَةَ تَصْدُقْكَ قَالَتْ فَدَعَا رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ بَرِيرَةَ فَقَالَ أَيْ بَرِيرَةُ هَلْ رَأَيْتِ مِنْ شَيْءٍ يَرِيبُكِ مِنْ عَائِشَةَ قَالَتْ لَهُ بَرِيرَةُ وَالَّذِي بَعَثَكَ بِالْحَقِّ إِنْ رَأَيْتُ عَلَيْهَا أَمْرًا قَطُّ أَغْمِصُهُ عَلَيْهَا أَكْثَرَ مِنْ أَنَّهَا جَارِيَةٌ حَدِيثَةُ السِّنِّ تَنَامُ عَنْ عَجِينِ أَهْلِهَا فَتَأْتِي الدَّاجِنُ فَتَأْكُلُهُ قَالَتْ فَقَامَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ عَلَى الْمِنْبَرِ فَاسْتَعْذَرَ مِنْ عَبْدِ اللَّهِ بْنِ أُبَيٍّ ابْنِ سَلُولَ قَالَتْ فَقَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ وَهُوَ عَلَى الْمِنْبَرِ يَا مَعْشَرَ الْمُسْلِمِينَ مَنْ يَعْذِرُنِي مِنْ رَجُلٍ قَدْ بَلَغَ أَذَاهُ فِي أَهْلِ بَيْتِي فَوَاللَّهِ مَا عَلِمْتُ عَلَى أَهْلِي إِلَّا خَيْرًا وَلَقَدْ ذَكَرُوا رَجُلًا مَا عَلِمْتُ عَلَيْهِ إِلَّا خَيْرًا وَمَا كَانَ يَدْخُلُ عَلَى أَهْلِي إِلَّا مَعِي فَقَامَ سَعْدُ بْنُ مُعَاذٍ الْأَنْصَارِيُّ فَقَالَ أَنَا أَعْذِرُكَ مِنْهُ يَا رَسُولَ اللَّهِ إِنْ كَانَ مِنْ الْأَوْسِ ضَرَبْنَا عُنُقَهُ وَإِنْ كَانَ مِنْ إِخْوَانِنَا الْخَزْرَجِ أَمَرْتَنَا فَفَعَلْنَا أَمْرَكَ قَالَتْ فَقَامَ سَعْدُ بْنُ عُبَادَةَ وَهُوَ سَيِّدُ الْخَزْرَجِ وَكَانَ رَجُلًا صَالِحًا وَلَكِنْ اجْتَهَلَتْهُ الْحَمِيَّةُ فَقَالَ لِسَعْدِ بْنِ مُعَاذٍ كَذَبْتَ لَعَمْرُ اللَّهِ لَا تَقْتُلُهُ وَلَا تَقْدِرُ عَلَى قَتْلِهِ فَقَامَ أُسَيْدُ بْنُ حُضَيْرٍ وَهُوَ ابْنُ عَمِّ سَعْدِ بْنِ مُعَاذٍ فَقَالَ لِسَعْدِ بْنِ عُبَادَةَ كَذَبْتَ لَعَمْرُ اللَّهِ لَنَقْتُلَنَّهُ فَإِنَّكَ مُنَافِقٌ تُجَادِلُ عَنْ الْمُنَافِقِينَ فَثَارَ الْحَيَّانِ الْأَوْسُ وَالْخَزْرَجُ حَتَّى هَمُّوا أَنْ يَقْتَتِلُوا وَرَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ قَائِمٌ عَلَى الْمِنْبَرِ فَلَمْ يَزَلْ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ يُخَفِّضُهُمْ حَتَّى سَكَتُوا وَسَكَتَ قَالَتْ وَبَكَيْتُ يَوْمِي ذَلِكَ لَا يَرْقَأُ لِي دَمْعٌ وَلَا أَكْتَحِلُ بِنَوْمٍ ثُمَّ بَكَيْتُ لَيْلَتِي الْمُقْبِلَةَ لَا يَرْقَأُ لِي دَمْعٌ وَلَا أَكْتَحِلُ بِنَوْمٍ وَأَبَوَايَ يَظُنَّانِ أَنَّ الْبُكَاءَ فَالِقٌ كَبِدِي فَبَيْنَمَا هُمَا جَالِسَانِ عِنْدِي وَأَنَا أَبْكِي اسْتَأْذَنَتْ عَلَيَّ امْرَأَةٌ مِنْ الْأَنْصَارِ فَأَذِنْتُ لَهَا فَجَلَسَتْ تَبْكِي قَالَتْ فَبَيْنَا نَحْنُ عَلَى ذَلِكَ دَخَلَ عَلَيْنَا رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ فَسَلَّمَ ثُمَّ جَلَسَ قَالَتْ وَلَمْ يَجْلِسْ عِنْدِي مُنْذُ قِيلَ لِي مَا قِيلَ وَقَدْ لَبِثَ شَهْرًا لَا يُوحَى إِلَيْهِ فِي شَأْنِي بِشَيْءٍ قَالَتْ فَتَشَهَّدَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ و

Har fortalt os [Hibban bin Musa] Har fortalt os [Abdullah bin Al Mubarak] Har fortalt os [Yunus bin Yazid Al Aili] Ligeledes er det berettet fra en anden rute, Har fortalt os [Ishaq bin Ibrahim Al Hanzhali] og [Muhammad bin Rafi'] og ['Abad bin Humaid]. Ibn Rafi' sagde; Har fortalt os. Mens andre sagde; Har informeret os [Abdurrazaq] Har informeret os [Ma'mar], hvis Hadith-linje er historien om 'Abd og Ibnu Rafi'. Yunus og Ma'mar sagde; i sin helhed fra [Az Zuhri] Har rapporteret til mig [Sa'id bin Al Musayyab] og [Urwah bin Zubair], [AlQamah bin Waqqash], [Ubaidullah bin Abdullah bin Utbah bin Mas'ud] fra Hadithen af [Aisyah] - hustru til Rasulullah sallallaahu 'alaihi wasallam - når folk, der spreder falske rygter, siger, hvad de vil med det, de siger, så forklarer Allah sin renhed af disse beskyldninger. Der var en gruppe mennesker, der fortalte mig om denne hændelse, nogle af dem modtog historien om hændelsen fra andre, så historien virkede stærk, indtil jeg huskede ordene fra alt, hvad de fortalte mig, og nogle af historierne bekræftede andre. Fra Urwah fortalte han mig fra Aisyah, hustru til profeten sallallaahu 'alaihi wasallam sagde: Da profeten sallallaahu 'alaihi wa sallam ville rejse, trak han lod blandt sine koner. "Den, der trak lod, var den, der gik med Rasulullah sallallahu 'alaihi wa sallam." Aisha sagde; "Så trak han lod mellem os i en kamp, og mine pile kom ud til lod, så jeg gik med Rasulullah sallallahu 'alaihi wa sallam. Denne hændelse fandt sted efter åbenbaringen af verset om hijab. Så blev jeg taget i min anden. Midt på rejsen gik jeg ned, indtil profeten sallallahu 'alaihi wa sallam afsluttede en krig og han vendte tilbage til Medina. En aften var jeg sammen med en gruppe muslimer. Da de faldt i søvn, stod jeg op og gik, indtil jeg var foran dem. Efter at jeg var færdig med at udføre mine opgaver, vendte jeg tilbage for at slutte mig til den muslimske gruppe. Da jeg følte på mit bryst, viste det sig, at min halskæde, som kom fra Zhafar, Yemen, var brækket. Så jeg gik tilbage og ledte efter min halskæde, men eftersøgningen gjorde mig forsinket. Og gruppen af mennesker, der bar mit livsblod, var gået, de gik forbi og hældte mit livsblod på min kamel, som jeg plejer at ride på. "De troede, at jeg allerede var i den." Aisyah sagde; "På det tidspunkt var hans koner tynde og lette, fordi de aldrig spiste kød. Men de spiser kun let mad. Så ingen ville være mistænksomme over vægten af det glimt, når de gik hen og løftede det. Desuden var jeg stadig lille på det tidspunkt. Til sidst tog de deres kameler og gik (fortsatte deres rejse). Jeg fik min halskæde, da hæren var forbi. Så da jeg gik til deres plads, kaldte ingen, og ingen svarede. Så vendte jeg tilbage til min plads, hvor jeg sad. Jeg håber, at nogen (fra den muslimske hær) vil finde mig og komme tilbage for at hente mig. Da jeg satte mig på min plads, følte jeg mig søvnig og faldt i søvn. I mellemtiden blev Shafwan bin Mu'atthal Assulami og Dzakwans folk bag tropperne (og tjekkede, om nogen var tilbage). De gik tidligt om aftenen, og om morgenen ankom de til min plads. Shafwan bin al Mu'atthal Assulami så en, der stadig sov, så han kom hen til mig, og han genkendte mig, da han så mig. Dette var fordi han havde set mig, før han var forpligtet til at bære hijab over mig. Straks vågnede jeg, og jeg hørte ham lave istirja' (sigge, inna lillahi wa inna ilaihi raaji'un), da han genkendte mig. Jeg dækkede straks mit ansigt med min hijab. Ved Allah, han sagde ikke et ord, og jeg hørte ikke et eneste ord undtagen hans istirja'. Til sidst sænkede han sin kamel, og jeg klatrede op på den. Så gik han hen og førte kamelen (som jeg red på), indtil vi indhentede de muslimske tropper, efter at de havde hvilet på Azhzhariah-stranden. Ve dem, der har skadet mine anliggender. På det tidspunkt var den person, hvis arrogance var mest synlig, Abdullah bin Ubay bin Salul. Endelig ankom jeg til Medina. Efter vores ankomst blev jeg pludselig syg i næsten en måned, mens folk fortsatte med at diskutere beskyldninger (rettet mod mig), selvom jeg ikke engang følte den mindste smule skyld. Så han blev mistænksom over min sygdom. Jeg kendte ikke længere Profetens (fred være med ham) mildhed, som jeg havde set i ham før. Da jeg var syg, kom Profeten (fred være med ham) ind og hilste på mig og spurgte: "Hvordan har du det?" Det var, som om han tvivlede på mig, selvom jeg ikke følte, at jeg havde gjort noget dårligt. Efter jeg følte, at jeg fik det bedre, gik jeg ud med Umm Mistah til et privat sted for at forrette mine behov. Vi gik aldrig ud undtagen om natten indtil mørkets frembrud. Dette private sted blev bygget i nærheden af vores huse. Vores anliggender var som vores arabiske forgængeres; vi plejede at have et privat sted at forrette vores behov derhjemme. Så vendte jeg og Umm Mistah - hun er datter af Abu Ruhmi bin al Muthallib bin Abdi Manaf, og hendes mor er datter af Shakhr bin Amir, tante til Abu Bakr som Shidiq, og hendes søn er Mistah bin Utsabah bin Abbad bin al Muthallib - tilbage til mit hus, efter at vores forretning var afsluttet. På det tidspunkt gled Umm Mistah, fordi hun trådte på eller sad fast i sit tøj. På det tidspunkt sagde hun: "Ve Mistah." Jeg spurgte hende: "Hvor slemt er det, du har sagt, at du har kritiseret en mand, der har deltaget i slaget ved Badr?" Hun sagde: "Ja, hørte du ikke, hvad han sagde?" Jeg sagde: "Hvad sagde han?" Så informerede hun mig med ordene fra dem, der anklagede mig. På det tidspunkt blev jeg mere syg, og da jeg vendte tilbage til mit hus, mødte Allahs Sendebud sallallaahu 'alaihi wa sallam mig og hilste på mig. Så sagde han: "Hvordan har du det?" Jeg sagde: "Vil du tillade mig at gå til mine forældre?" sagde han; "På det tidspunkt ville jeg bekræfte nyheden fra dem begge. Endelig tillod Allahs Sendebud sallaallahu 'alaihi wa sallam mig også. Så gik jeg til mine forældre, og jeg spurgte min mor: "O min mor, hvad taler folk om?" Hun svarede: "O min søn, må dine anliggender blive lette, ved Allah, der er ingen kvinde, hvis mand tydeligvis elsker hende, mens hun har andre koner (mand), bortset fra at de (hendes mands andre koner) vil forstærke beskyldningerne mod hende." sagde han; "Ære være Allah, er det det, folk taler om?" sagde han; "Den nat græd jeg, indtil mine tårer om morgenen ikke længere kunne flyde, fordi de var udmattede, og jeg ikke tog makeup på, når jeg sov. Om morgenen græd jeg." Og på det tidspunkt tilkaldte Rasulullah shallaallahu 'alaihi wa sallam Ali bin Abi Talib og Usamah bin Zaid for at invitere dem til at rådføre sig for at adskille deres koner, mens åbenbaringen endnu ikke var kommet." Aisyah sagde: "Hvad angår Usamah bin Zaid, viste han Rasulullah shallaallahu 'alaihi wa sallam, hvad han vidste om sin kones afstandtagen fra denne handling, og hvad han vidste om hendes kærlighed til ham. Usamah sagde: 'O Allahs Sendebud! De er dine koner, vi kender intet andet end godhed.' Hvad angår Ali bin Abi Talib, sagde han: "Allah 'azza wajalla vil ikke give dig modgang, der er stadig mange kvinder foruden ham. Og sandelig, hvis du spørger din slave, vil han helt sikkert være ærlig." Aisha sagde: "Så kaldte Rasulullah sallallahu 'alaihi wa sallam på Barirah og spurgte: "O Barirah! Ser du noget, der tvivler på dig om Aisha? "Barirah svarede: "Ved Ham, der sendte dig med sandheden, jeg ser ikke noget mindre end intet mere i ham. Da han stadig var et barn, faldt han i søvn, mens han ventede på, at melet skulle blandes i hans familie, og så spiste et tamt dyr melet." Så rejste Rasulullah shallaallahu 'alaihi wa sallam sig og spurgte om et argument fra en mand ved navn Abdullah bin Ubai bin Salul. Da Rasulullah shallaallahu 'alaihi wa sallam var på prædikestolen, sagde Rasulullah shallaallahu 'alaihi wa sallam: "O alle muslimer, hvem vil give mig et argument fra en mand, der har såret min familie? Sandelig, ved Allah, jeg ved intet om min familie undtagen godhed. De havde fortalt mig om en mand, om hvem jeg ikke vidste andet end godhed. Og ingen kan møde min kone, medmindre hun er sammen med mig." Sa'ad bin Mu'adz al Ansari sagde: "O Allahs Sendebud! Jeg vil hjælpe dig fra ham." "Hvis nogen fra Bani Aus får halsen hugget af, selvom det er vores bror fra Bani Khazraj, hvis du beordrer os, så vil vi udføre dine ordrer." Sa'ad bin Ubadah - han var lederen af Bani Khazraj, han var en from mand. Han havde dog stadig en fanatisk holdning - sagde straks til Sa'ad bin Mu'ad: "Ved Allah, du vil ikke være i stand til at dræbe ham, og du vil ikke være i stand til at dræbe ham." Så rejste Usaid bin Hudlair sig, og han var hans nevø. Sa'ad bin Mu'adz sagde til Sa'ad bin Ubadah: "Du lyver, vi vil sandelig dræbe ham, fordi du er en hykler, der diskuterer med hyklere." Han var tavs. Den dag græd jeg, indtil mine tårer løb ud, og jeg bar ikke kohl, når jeg sov. Den næste nat græd jeg, indtil mine tårer løb ud, og jeg bar ikke kohl, når jeg sov. Mine forældre troede, at min gråd ville splitte mit hjerte. Aisha sagde: "Så satte de sig begge ved siden af mig." mens jeg fortsatte med at græde. På det tidspunkt var der en kvinde fra Ansar, som bad om min tilladelse til at møde mig, så jeg tillod hende det. Hun sad og græd sammen med mig. Mens vi var i den tilstand, kom Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) til os, hilste på os og satte sig derefter ned." Hun sagde: "Han har ikke siddet ved siden af mig i en måned, da der ikke er blevet åbenbaret ham nogen åbenbaring angående mine anliggender." Hun sagde: "Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) vidnede og hilste på ham, mens han sad ned. Han sagde: "Amma ba'd, O Aisyah, sandelig har denne og den slags nyheder nået mig. Sandelig, hvis du undslipper den, fordi du ikke har gjort det, må Allah Azzawajalla holde dig væk. Hvis du begår denne synd, så bed Allah om tilgivelse og omvend dig til Ham. Fordi en tjener, der indrømmer sin synd og derefter omvender sig, Allah vil acceptere hans anger." Aisha sagde; "Da Rasulullah shallaallahu 'alaihi wa sallam var færdig med at tale, flød mine tårer endnu hårdere, indtil jeg ikke længere kunne mærke tårerne." Jeg sagde til min far: "Svar, hvad Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham) sagde om mig." Min far sagde: "Jeg ved det ikke, ved Allah, jeg vil ikke tale med Rasulullah sallaallahu 'alaihi wa sallam." Så sagde jeg til min mor: "Svar, hvad Rasulullah sallaallahu 'alaihi wa sallam har sagt om mig!" sagde min mor; "Ved Allah, jeg ved ikke, hvad jeg skal sige til Rasulullah sallaallahu 'alaihi wa sallam." Aisha sagde; jeg sagde; "Jeg er en ung pige, jeg læser ikke meget i Koranen. Ved Allah, jeg ved, at du har hørt dette, indtil du føler dig selvsikker og tror på det. Og hvis jeg siger til dig: 'Sandelig, jeg er langt fra disse handlinger, og Allah Azzawajalla er alvidende, hvis jeg er langt fra disse handlinger. Så du vil heller ikke tro det. Hvis jeg tilstår noget for dig, mens Allah Azzawajalla er alvidende om, at jeg er langt fra disse handlinger, vil du helt sikkert tro på mig. "Ved Allah, der er virkelig intet ord mellem mig og dig undtagen hvad Abu Yusuf sagde; Tålmodighed er godt, og Allah er stedet at bede om hjælp med det, du anklager for.' (QS. Yusuf 18) "Aisyah sagde: "Så ændrede jeg min stilling, jeg lagde mig ned på min seng." Han sagde: "Ved Allah, på det tidspunkt vidste jeg, at jeg var langt fra den handling, og Allah Azzawajalla ville holde mig væk, fordi jeg var langt fra den handling. Men ved Allah, jeg forventede ikke, at der ville komme en åbenbaring i min sag. Og min sag var sandelig meget mere triviel, end Allah Azzawajalla sagde til mig med den åbenbaring, der blev læst. Mit håb på det tidspunkt var kun at håbe på, at det i Allahs Sendebuds drøm, sallaallahu 'alaihi wa sallam, ville blive vist, at Allah Azzawajalla holdt mig væk fra den handling." Aisha sagde: "Ved Allah, Rasulullah shallaallahu 'alaihi wa sallam forlod ikke sin forsamling, og ingen forlod huset, før Allah Azzawajalla sendte en åbenbaring til Sin Profet. Så hans tilstand ændrede sig, som forandringer normalt sker, når en åbenbaring kommer ned, hans sved fortsatte med at strømme, selvom det var vinter. "Dette var fordi vægten af det ord, der var blevet åbenbaret for ham, var så tung." Aisha sagde; "Da Rasulullah shallaallahu 'alaihi wa sallam modtog den gode nyhed, lo han, og den første sætning, han sagde på det tidspunkt, var: "Gode nyheder, O Aisyah! Allah Azza wa jalla har holdt dig væk fra den handling." Så sagde min mor til mig: "Stå op imod ham." Jeg sagde; "Ved Allah, jeg vil ikke stå op imod ham, og jeg vil ikke prise undtagen Allah Azza wa jalla, Han er den, der har sendt åbenbaringer, der forklarer, hvor langt væk jeg er. Allah Azzawajalla har åbenbaret et vers, der betyder: Sandelig, de, der bringer falske nyheder, er fra din gruppe, op til ti vers (QS. Annuur 1-11). Allah Azzawajalla har sendt flere vers, der forklarer, hvor langt jeg vil være fra denne handling." Aisyah sagde; "Abu Bakr var vant til at donere til Misthah, fordi han var hans slægtning og en fattig mand. Han sagde: 'Ved Allah, jeg vil aldrig hjælpe ham for evigt, efter han anklagede Aisyah.' Så sendte Allah Azzawajalla en åbenbaring, som betyder: Og de, der har - op til Hans ord - ønsker ikke, at Allah tilgiver jer" (QS. Annur 22). Hibban bin Musa sagde, Abdullah bin Mubarok sagde: "Dette vers er det mest forventede vers i Allahs Bog. Så sagde Abu Bakr: "Ved Allah, jeg ville være lykkeligere, hvis Allah ville tilgive mig." Så vendte han tilbage til at hjælpe Misthah, som han plejede at hjælpe ham. Abu Bakr sagde: "Sandelig, jeg vil ikke holde op med at hjælpe for evigt." Aisyah sagde; Rasulullah shallaallahu 'alaihi wa sallam spurgte Zainab bint Jahsy, profetens hustru sallaallahu 'alaihi wa sallam, om hvad der var sket med mig: "Hvad ved du, hvad har du set, eller hvilke nyheder har nået dig?" svarede han; "O Allahs Sendebud! Jeg beskytter altid min hørelse og mit syn, og jeg ved intet andet end godt." Aisyah sagde: "Selvom Zaenab er hans hustru, som er kendt for altid at prale af sig selv foran mig,