Ka’ab berkata: akhirnya saya ditakdirkan untuk tidak ikut serta ke medan perang

Imam Muslim : 4973

حَدَّثَنِي أَبُو الطَّاهِرِ أَحْمَدُ بْنُ عَمْرِو بْنِ عَبْدِ اللَّهِ بْنِ عَمْرِو بْنِ سَرْحٍ مَوْلَى بَنِي أُمَيَّةَ أَخْبَرَنِي ابْنُ وَهْبٍ أَخْبَرَنِي يُونُسُ عَنْ ابْنِ شِهَابٍ قَالَ ثُمَّ غَزَا رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ غَزْوَةَ تَبُوكَ وَهُوَ يُرِيدُ الرُّومَ وَنَصَارَى الْعَرَبِ بِالشَّامِ قَالَ ابْنُ شِهَابٍ فَأَخْبَرَنِي عَبْدُ الرَّحْمَنِ بْنُ عَبْدِ اللَّهِ بْنِ كَعْبِ بْنِ مَالِكٍ أَنَّ عَبْدَ اللَّهِ بْنَ كَعْبٍ كَانَ قَائِدَ كَعْبٍ مِنْ بَنِيهِ حِينَ عَمِيَ قَالَ سَمِعْتُ كَعْبَ بْنَ مَالِكٍ يُحَدِّثُ حَدِيثَهُ حِينَ تَخَلَّفَ عَنْ رَسُولِ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ فِي غَزْوَةِ تَبُوكَ قَالَ كَعْبُ بْنُ مَالِكٍ لَمْ أَتَخَلَّفْ عَنْ رَسُولِ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ فِي غَزْوَةٍ غَزَاهَا قَطُّ إِلَّا فِي غَزْوَةِ تَبُوكَ غَيْرَ أَنِّي قَدْ تَخَلَّفْتُ فِي غَزْوَةِ بَدْرٍ وَلَمْ يُعَاتِبْ أَحَدًا تَخَلَّفَ عَنْهُ إِنَّمَا خَرَجَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ وَالْمُسْلِمُونَ يُرِيدُونَ عِيرَ قُرَيْشٍ حَتَّى جَمَعَ اللَّهُ بَيْنَهُمْ وَبَيْنَ عَدُوِّهِمْ عَلَى غَيْرِ مِيعَادٍ وَلَقَدْ شَهِدْتُ مَعَ رَسُولِ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ لَيْلَةَ الْعَقَبَةِ حِينَ تَوَاثَقْنَا عَلَى الْإِسْلَامِ وَمَا أُحِبُّ أَنَّ لِي بِهَا مَشْهَدَ بَدْرٍ وَإِنْ كَانَتْ بَدْرٌ أَذْكَرَ فِي النَّاسِ مِنْهَا وَكَانَ مِنْ خَبَرِي حِينَ تَخَلَّفْتُ عَنْ رَسُولِ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ فِي غَزْوَةِ تَبُوكَ أَنِّي لَمْ أَكُنْ قَطُّ أَقْوَى وَلَا أَيْسَرَ مِنِّي حِينَ تَخَلَّفْتُ عَنْهُ فِي تِلْكَ الْغَزْوَةِ وَاللَّهِ مَا جَمَعْتُ قَبْلَهَا رَاحِلَتَيْنِ قَطُّ حَتَّى جَمَعْتُهُمَا فِي تِلْكَ الْغَزْوَةِ فَغَزَاهَا رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ فِي حَرٍّ شَدِيدٍ وَاسْتَقْبَلَ سَفَرًا بَعِيدًا وَمَفَازًا وَاسْتَقْبَلَ عَدُوًّا كَثِيرًا فَجَلَا لِلْمُسْلِمِينَ أَمْرَهُمْ لِيَتَأَهَّبُوا أُهْبَةَ غَزْوِهِمْ فَأَخْبَرَهُمْ بِوَجْهِهِمْ الَّذِي يُرِيدُ وَالْمُسْلِمُونَ مَعَ رَسُولِ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ كَثِيرٌ وَلَا يَجْمَعُهُمْ كِتَابُ حَافِظٍ يُرِيدُ بِذَلِكَ الدِّيوَانَ قَالَ كَعْبٌ فَقَلَّ رَجُلٌ يُرِيدُ أَنْ يَتَغَيَّبَ يَظُنُّ أَنَّ ذَلِكَ سَيَخْفَى لَهُ مَا لَمْ يَنْزِلْ فِيهِ وَحْيٌ مِنْ اللَّهِ عَزَّ وَجَلَّ وَغَزَا رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ تِلْكَ الْغَزْوَةَ حِينَ طَابَتْ الثِّمَارُ وَالظِّلَالُ فَأَنَا إِلَيْهَا أَصْعَرُ فَتَجَهَّزَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ وَالْمُسْلِمُونَ مَعَهُ وَطَفِقْتُ أَغْدُو لِكَيْ أَتَجَهَّزَ مَعَهُمْ فَأَرْجِعُ وَلَمْ أَقْضِ شَيْئًا وَأَقُولُ فِي نَفْسِي أَنَا قَادِرٌ عَلَى ذَلِكَ إِذَا أَرَدْتُ فَلَمْ يَزَلْ ذَلِكَ يَتَمَادَى بِي حَتَّى اسْتَمَرَّ بِالنَّاسِ الْجِدُّ فَأَصْبَحَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ غَادِيًا وَالْمُسْلِمُونَ مَعَهُ وَلَمْ أَقْضِ مِنْ جَهَازِي شَيْئًا ثُمَّ غَدَوْتُ فَرَجَعْتُ وَلَمْ أَقْضِ شَيْئًا فَلَمْ يَزَلْ ذَلِكَ يَتَمَادَى بِي حَتَّى أَسْرَعُوا وَتَفَارَطَ الْغَزْوُ فَهَمَمْتُ أَنْ أَرْتَحِلَ فَأُدْرِكَهُمْ فَيَا لَيْتَنِي فَعَلْتُ ثُمَّ لَمْ يُقَدَّرْ ذَلِكَ لِي فَطَفِقْتُ إِذَا خَرَجْتُ فِي النَّاسِ بَعْدَ خُرُوجِ رَسُولِ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ يَحْزُنُنِي أَنِّي لَا أَرَى لِي أُسْوَةً إِلَّا رَجُلًا مَغْمُوصًا عَلَيْهِ فِي النِّفَاقِ أَوْ رَجُلًا مِمَّنْ عَذَرَ اللَّهُ مِنْ الضُّعَفَاءِ وَلَمْ يَذْكُرْنِي رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ حَتَّى بَلَغَ تَبُوكَ فَقَالَ وَهُوَ جَالِسٌ فِي الْقَوْمِ بِتَبُوكَ مَا فَعَلَ كَعْبُ بْنُ مَالِكٍ قَالَ رَجُلٌ مِنْ بَنِي سَلِمَةَ يَا رَسُولَ اللَّهِ حَبَسَهُ بُرْدَاهُ وَالنَّظَرُ فِي عِطْفَيْهِ فَقَالَ لَهُ مُعَاذُ بْنُ جَبَلٍ بِئْسَ مَا قُلْتَ وَاللَّهِ يَا رَسُولَ اللَّهِ مَا عَلِمْنَا عَلَيْهِ إِلَّا خَيْرًا فَسَكَتَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ فَبَيْنَمَا هُوَ عَلَى ذَلِكَ رَأَى رَجُلًا مُبَيِّضًا يَزُولُ بِهِ السَّرَابُ فَقَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ كُنْ أَبَا خَيْثَمَةَ فَإِذَا هُوَ أَبُو خَيْثَمَةَ الْأَنْصَارِيُّ وَهُوَ الَّذِي تَصَدَّقَ بِصَاعِ التَّمْرِ حِينَ لَمَزَهُ الْمُنَافِقُونَ فَقَالَ كَعْبُ بْنُ مَالِكٍ فَلَمَّا بَلَغَنِي أَنَّ رَسُولَ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ قَدْ تَوَجَّهَ قَافِلًا مِنْ تَبُوكَ حَضَرَنِي بَثِّي فَطَفِقْتُ أَتَذَكَّرُ الْكَذِبَ وَأَقُولُ بِمَ أَخْرُجُ مِنْ سَخَطِهِ غَدًا وَأَسْتَعِينُ عَلَى ذَلِكَ كُلَّ ذِي رَأْيٍ مِنْ أَهْلِي فَلَمَّا قِيلَ لِي إِنَّ رَسُولَ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ قَدْ أَظَلَّ قَادِمًا زَاحَ عَنِّي الْبَاطِلُ حَتَّى عَرَفْتُ أَنِّي لَنْ أَنْجُوَ مِنْهُ بِشَيْءٍ أَبَدًا فَأَجْمَعْتُ صِدْقَهُ وَصَبَّحَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ قَادِمًا وَكَانَ إِذَا قَدِمَ مِنْ سَفَرٍ بَدَأَ بِالْمَسْجِدِ فَرَكَعَ فِيهِ رَكْعَتَيْنِ ثُمَّ جَلَسَ لِلنَّاسِ فَلَمَّا فَعَلَ ذَلِكَ جَاءَهُ الْمُخَلَّفُونَ فَطَفِقُوا يَعْتَذِرُونَ إِلَيْهِ وَيَحْلِفُونَ لَهُ وَكَانُوا بِضْعَةً وَثَمَانِينَ رَجُلًا فَقَبِلَ مِنْهُمْ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ عَلَانِيَتَهُمْ وَبَايَعَهُمْ وَاسْتَغْفَرَ لَهُمْ وَوَكَلَ سَرَائِرَهُمْ إِلَى اللَّهِ حَتَّى جِئْتُ فَلَمَّا سَلَّمْتُ تَبَسَّمَ تَبَسُّمَ الْمُغْضَبِ ثُمَّ قَالَ تَعَالَ فَجِئْتُ أَمْشِي حَتَّى جَلَسْتُ بَيْنَ يَدَيْهِ فَقَالَ لِي مَا خَلَّفَكَ أَلَمْ تَكُنْ قَدْ ابْتَعْتَ ظَهْرَكَ قَالَ قُلْتُ يَا رَسُولَ اللَّهِ إِنِّي وَاللَّهِ لَوْ جَلَسْتُ عِنْدَ غَيْرِكَ مِنْ أَهْلِ الدُّنْيَا لَرَأَيْتُ أَنِّي سَأَخْرُجُ مِنْ سَخَطِهِ بِعُذْرٍ وَلَقَدْ أُعْطِيتُ جَدَلًا وَلَكِنِّي وَاللَّهِ لَقَدْ عَلِمْتُ لَئِنْ حَدَّثْتُكَ الْيَوْمَ حَدِيثَ كَذِبٍ تَرْضَى بِهِ عَنِّي لَيُوشِكَنَّ اللَّهُ أَنْ يُسْخِطَكَ عَلَيَّ وَلَئِنْ حَدَّثْتُكَ حَدِيثَ صِدْقٍ تَجِدُ عَلَيَّ فِيهِ إِنِّي لَأَرْجُو فِيهِ عُقْبَى اللَّهِ وَاللَّهِ مَا كَانَ لِي عُذْرٌ وَاللَّهِ مَا كُنْتُ قَطُّ أَقْوَى وَلَا أَيْسَرَ مِنِّي حِينَ تَخَلَّفْتُ عَنْكَ قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ أَمَّا هَذَا فَقَدْ صَدَقَ فَقُمْ حَتَّى يَقْضِيَ اللَّهُ فِيكَ فَقُمْتُ وَثَارَ رِجَالٌ مِنْ بَنِي سَلِمَةَ فَاتَّبَعُونِي فَقَالُوا لِي وَاللَّهِ مَا عَلِمْنَاكَ أَذْنَبْتَ ذَنْبًا قَبْلَ هَذَا لَقَدْ عَجَزْتَ فِي أَنْ لَا تَكُونَ اعْتَذَرْتَ إِلَى رَسُولِ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ بِمَا اعْتَذَرَ بِهِ إِلَيْهِ الْمُخَلَّفُونَ فَقَدْ كَانَ كَافِيَكَ ذَنْبَكَ اسْتِغْفَارُ رَسُولِ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ لَكَ قَالَ فَوَاللَّهِ مَا زَالُوا يُؤَنِّبُونَنِي حَتَّى أَرَدْتُ أَنْ أَرْجِعَ إِلَى رَسُولِ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ فَأُكَذِّبَ نَفْسِي قَالَ ثُمَّ قُلْتُ لَهُمْ هَلْ لَقِيَ هَذَا مَعِي مِنْ أَحَدٍ قَالُوا نَعَمْ لَقِيَهُ مَعَكَ رَجُلَانِ قَالَا مِثْلَ مَا قُلْتَ فَقِيلَ لَهُمَا مِثْلَ مَا قِيلَ لَكَ قَالَ قُلْتُ مَنْ هُمَا قَالُوا مُرَارَةُ بْنُ الرَّبِيعَةَ الْعَامِرِيُّ وَهِلَالُ بْنُ أُمَيَّةَ الْوَاقِفِيُّ قَالَ فَذَكَرُوا لِي رَجُلَيْنِ صَالِحَيْنِ قَدْ شَهِدَا بَدْرًا فِيهِمَا أُسْوَةٌ قَالَ فَمَضَيْتُ حِينَ ذَكَرُوهُمَا لِي قَالَ وَنَهَى رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ الْمُسْلِمِينَ عَنْ كَلَامِنَا أَيُّهَا الثَّلَاثَةُ مِنْ بَيْنِ مَنْ تَخَلَّفَ عَنْهُ قَالَ فَاجْتَنَبَنَا النَّاسُ وَقَالَ تَغَيَّرُوا لَنَا حَتَّى تَنَكَّرَتْ لِي فِي نَفْسِيَ الْأَرْضُ فَمَا هِيَ بِالْأَرْضِ الَّتِي أَعْرِفُ فَلَبِثْنَا عَلَى ذَلِكَ خَمْسِينَ لَيْلَةً فَأَمَّا صَاحِبَايَ فَاسْتَكَانَا وَقَعَدَا فِي بُيُوتِهِمَا يَبْكِيَانِ وَأَمَّا أَنَا فَكُنْتُ أَشَبَّ الْقَوْمِ وَأَجْلَدَهُمْ فَكُنْتُ أَخْرُجُ فَأَشْهَدُ الصَّلَاةَ وَأَطُوفُ فِي الْأَسْوَاقِ وَلَا يُكَلِّمُنِي أَحَدٌ وَآتِي رَسُولَ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ فَأُسَلِّمُ عَلَيْهِ وَهُوَ فِي مَجْلِسِهِ بَعْدَ الصَّلَاةِ فَأَقُولُ فِي نَفْسِي هَلْ حَرَّكَ شَفَتَيْهِ بِرَدِّ السَّلَامِ أَمْ لَا ثُمَّ أُصَلِّي قَرِيبًا مِنْهُ وَأُسَارِقُهُ النَّظَرَ فَإِذَا أَقْبَلْتُ عَلَى صَلَاتِي نَظَرَ إِلَيَّ وَإِذَا الْتَفَتُّ نَحْوَهُ أَعْرَضَ عَنِّي حَتَّى إِذَا طَالَ ذَلِكَ عَلَيَّ مِنْ جَفْوَةِ الْمُسْلِمِينَ مَشَيْتُ حَتَّى تَسَوَّرْتُ جِدَارَ حَائِطِ أَبِي قَتَادَةَ وَهُوَ ابْنُ عَمِّي وَأَحَبُّ النَّاسِ إِلَيَّ فَسَلَّمْتُ عَلَيْهِ فَوَاللَّهِ مَا رَدَّ عَلَيَّ السَّلَامَ فَقُلْتُ لَهُ يَا أَبَا قَتَادَةَ أَنْشُدُكَ بِاللَّهِ هَلْ تَعْلَمَنَّ أَنِّي أُحِبُّ اللَّهَ وَرَسُولَهُ قَالَ فَسَكَتَ فَعُدْتُ فَنَاشَدْتُهُ فَسَكَتَ فَعُدْتُ فَنَاشَدْتُهُ فَقَالَ اللَّهُ وَرَسُولُهُ أَعْلَمُ فَفَاضَتْ عَيْنَايَ وَتَوَلَّيْتُ حَتَّى تَسَوَّرْتُ الْجِدَارَ فَبَيْنَا أَنَا أَمْشِي فِي سُوقِ الْمَدِينَةِ إِذَا نَبَطِيٌّ مِنْ نَبَطِ أَهْلِ الشَّامِ مِمَّنْ قَدِمَ بِالطَّعَامِ يَبِيعُهُ بِالْمَدِينَةِ يَقُولُ مَنْ يَدُلُّ عَلَى كَعْبِ بْنِ مَالِكٍ قَالَ فَطَفِقَ النَّاسُ يُشِيرُونَ لَهُ إِلَيَّ حَتَّى جَاءَنِي فَدَفَعَ إِلَيَّ كِتَابًا مِنْ مَلِكِ غَسَّانَ وَكُنْتُ كَاتِبًا فَقَرَأْتُهُ فَإِذَا فِيهِ أَمَّا بَعْدُ فَإِنَّهُ قَدْ بَلَغَنَا أَنَّ صَاحِبَكَ قَدْ جَفَاكَ وَلَمْ يَجْعَلْكَ اللَّهُ بِدَارِ هَوَانٍ وَلَا مَضْيَعَةٍ فَالْحَقْ بِنَا نُوَاسِكَ قَالَ فَقُلْتُ حِينَ قَرَأْتُهَا وَهَذِهِ أَيْضَا مِنْ الْبَلَاءِ فَتَيَامَمْتُ بِهَا التَّنُّورَ ف

Har fortalt mig [Abu Ath Thahir Ahmad bin 'Amru bin 'Abdullah bin 'Amru bin Sarh], umayyadernes slave, har fortalt mig [Ibnu Wahb], at han har fortalt mig [Yunus], at han fra [Ibn Shihab] sagde: "Profeten sallallaahu 'alaihi wasallam tog engang til slaget ved Tabuk for at stå over for romerne og araberne, der var kristne i Syrien." Ibn Shihab sagde: 'Jeg er blevet fortalt af [Abdul Rahman bin Abdullah bin Ka'ab bin Malik], at Abdullah bin Ka'ab bin Malik - Abdullah bin Ka'ab var en af Ka'abs sønner, der ledsagede Ka'ab, da han var blind - han sagde: 'Jeg hørte engang [Ka'ab bin Malik] fortælle en hændelse om sig selv, da han sluttede sig til profeten sallallaahu 'alaihi wasallam i slaget ved Tabuk.' Ka'ab bin Malik sagde; 'Jeg blev aldrig efterladt i forbindelse med profeten sallallaahu 'alaihi wasallam i de krige, han deltog i, bortset fra Tabuk-krigen, men jeg blev også efterladt i Badr-krigen. Rasulullah shallallahu 'alaihi wasallam kritiserede aldrig en muslim, der ikke deltog i Badr-krigen, dette skyldtes, at Rasulullah shallallahu 'alaihi wasallam og muslimernes (i Badr-krigen) oprindelige mål kun var at angribe de vantro Quraish, der rejste på kameler, indtil Allah bragte muslimerne sammen med deres fjender uden et forudgående aftalt tidspunkt. Dengang deltog jeg med Rasulullah om natten 'Aqabah, da vi lovede at forsvare islam. Efter min mening kan deltagelse i Badr-krigen ikke sammenlignes med deltagelse i natten 'Aqabah, selvom Badr-krigen er mere populær blandt de fleste mennesker. Blandt historierne om, hvor jeg ikke deltog med Rasulullah i Tabuk-krigen, er følgende; "Jeg var fuldstændig hjælpeløs, og ingen havde mere frihed end mig, da jeg ikke deltog i Tabuk-krigen. Ved Allah, tidligere forberedte jeg slet ikke to ridedyr til forskellige slag. Men i denne Tabuk-krig forberedte jeg to ridedyr. Endelig tog Rasulullah shallallahu 'alaihi wasallam til slaget ved Tabuk, da vejret var meget varmt. Man kan sige, at han rejste en meget lang afstand, var fuld af risici og stod over for et stort antal fjender. Så forklarede profeten sallallaahu 'alaihi wasallam muslimerne, hvad de ville stå over for med ham. Derfor beordrede han muslimerne til at forberede tilstrækkelige krigsforsyninger. På det tidspunkt ledsagede mange muslimer profeten sallallaahu 'alaihi wasallam uden at være udpeget via et brev om at kæmpe. Ka'ab sagde: "Der var en mand, der ikke dukkede op, fordi han ville holde sig ude af krigen." Han mistænkte, at hans manglende overholdelse ikke ville blive kendt af Rasulullah sallallaahu 'alaihi wasallam - så længe der ikke kom nogen åbenbaring om ham fra Allah Azza Wa Jalla -. Rasulullah sallallahu 'alaihi wasallam gik i krig i Tabuk, da frugthøsten var så tilfredsstillende, at jeg måtte vende min opmærksomhed væk fra høsten. Rasulullah sallallaahu 'alaihi wasallam og de muslimer, der deltog, gjorde sig klar, og jeg gik straks hen for at lede efter forsyninger hos dem. Så tog jeg hjem uden at få nogen forsyninger overhovedet. Jeg sagde til mig selv: 'Jeg kan forberede forsyninger når som helst. Jeg er altid i et dilemma mellem ja og nej, indtil folk er mere klar.' Rasulullah sallallaahu 'alaihi wasallam tog afsted med muslimerne, mens jeg slet ikke havde forberedt nogen forsyninger. Til sidst tog jeg afsted, så tog jeg hjem uden at forberede noget. Jeg var altid i så stor tvivl om, hvorvidt jeg skulle deltage i krigen eller ej, indtil de muslimske tropper var stormet afsted, og krigen allerede rasede. Så ville jeg slutte mig til slagmarken - men det var bare ønsketænkning - og til sidst var jeg bestemt til ikke at slutte mig til slagmarken. Efter at Allahs Sendebud (fred være med ham) tog afsted til Tabuks slagmark, begyndte sorg at omslutte mig. Da jeg gik ud midt i det omkringliggende samfund, indså jeg, at jeg ikke kunne møde nogen undtagen folk, der var hykleriske, eller svage mennesker, som havde fået undskyldninger af Allah Azza Wa Jalla. I mellemtiden huskede Allahs Sendebud (fred være med ham) mig ikke, før han ankom til Tabuk. Så, mens han sad blandt sine ledsagere, spurgte han pludselig: 'Hvorfor sluttede Ka'ab bin Malik sig ikke til os?' En ledsager fra Bani Salimah svarede: 'O Allahs Sendebud, det ser ud til, at Ka'ab bin Malik er mere optaget af sig selv end denne kamp?' Da Muadh bin Jabal hørte ledsagerens ord, sagde han: 'O ven, sikke et grimt ord du har!' 'Ved Allah, O Allahs Sendebud, jeg ved, at Ka'ab bin Malik er en god person.' Så var Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham) tavs. Da han var tavs på den måde, så han pludselig en mand iført en jernhjelm, som var svær at genkende. Så sagde Rasulullah sallallaahu 'alaihi wasallam: 'Du må være Abu Khaitsamah?' Det viste sig, at denne person virkelig var Abu Khaitsamah Al Ansari, en ven, der engang gav almisser en form for gavmildhed, da han blev hånet af hyklere. Ka'ab bin Malik sagde: 'Da jeg hørte, at profeten sallallaahu 'alaihi wasallam forberedte sig på at vende tilbage fra slaget ved Tabuk, blev jeg fyldt med tristhed. Så begyndte jeg at udtænke undskyldninger for at lyve. Jeg sagde til mig selv: 'Hvilken grund kan redde mig fra profetens vrede?' For at håndtere dette bad jeg om hjælp fra min familie, som kunne give mig råd. Da nogen fortalte mig, at profeten sallallaahu 'alaihi wasallam næsten var ankommet til byen Medina, forsvandt grunden til at lyve fra mit sind. Endelig indså jeg, at jeg slet ikke kunne lyve for profeten sallallaahu 'alaihi wasallam. Derfor var jeg nødt til at fortælle ham sandheden. Ikke længe efter ankom Rasulullah sallallaahu 'alaihi wasallam til byen Medina. Som sædvanlig gik han direkte til moskeen - som det var hans tradition, hver gang han ankom fra en rejse til et område - for at udføre bønner. Efter at have udført sunnah-bønnen snakkede Rasulullah sallallaahu 'alaihi wasallam straks med sine venner. Derefter kom flere venner, som ikke havde tid til at deltage i kampene med muslimerne, og de fremførte forskellige grunde for ham ved at bande. Det anslås, at der var mere end firs mennesker, der ikke deltog i kampene. Det viser sig, at Profeten accepterede oprigtigheden fra dem, der ikke deltog i krigen, svor dem troskab, bad om tilgivelse for dem og overgav det, de gemte i deres hjerter, til Allah. Få øjeblikke senere kom jeg for at se Rasulullah sallallaahu 'alaihi wasallam. Efter jeg havde hilst på ham, smilede han som et vredt menneskes smil. Så sagde han: 'Kom her!' Så gik jeg tættere på ham, indtil jeg sad lige foran ham. Derefter spurgte Profeten sallallaahu 'alaihi wasallam: 'Hvorfor slutter du dig ikke til os i kampen, O Ka'ab? Har du ikke lovet at overgive din krop og sjæl til islam?' Jeg svarede: 'O Allahs Sendebud, ved Allah, hvis jeg sad i nærheden af en anden end dig, er jeg sikker på, at jeg ville være fri for hans vrede på grund af de grunde og argumenter, jeg har fremlagt. Men ved Allah, jeg ved, at hvis jeg nu giver dig grunde, der er fulde af løgne, så du ikke bliver vred, vil Allah helt sikkert være den, der gør dig vred på mig.' Hvis jeg præsenterer mine korrekte og ærlige grunde for dig, O Allahs Sendebud, og du så skælder mig ud for disse grunde, så vil jeg acceptere det med glæde. Lad Allah straffe mig med mine ærlige ord. Ved Allah, der er ingen alder, der kan forhindre mig i at deltage i krigen. Ved Allah, jeg var fuldstændig hjælpeløs på det tidspunkt, selvom jeg havde en meget begrænset mulighed for at slutte mig til kampen mod muslimerne. Da Allahs Sendebud hørte denne oprigtige tilståelse, sagde han: "Denne person har talt ærligt og korrekt." Stå derfor, indtil Allah giver dig en beslutning." Til sidst rejste jeg mig op og bevægede mig fra hans side. Ikke længe efter var der adskillige mennesker fra Bani Salimah, som fulgte mig og sagde: 'O Ka'ab, ved Allah, før vidste vi ikke, at du havde begået en fejl/synd. Du forklarede virkelig ikke årsagerne til Allahs Sendebud, ligesom de andre årsager, der var fremført af krigen, kun var, at det var en kendsgerning. Rasulullahs istighfar for dig, der slettede Ka'ab bin Malik berkata setelah itu, mereka selalu mencerca saya ingin kembali lagi kepada orang lain yang telah menghadap Rasulullah skalallahu 'alaihi wasallam Som om du siger dette? ' Orang-orang Bani Salimah mener; 'Ja. Ada dua orang lagi som om du siger. Kedua orang tersebut mingatakan kepada Rasulullah, som du har sagt, og Allahs Sendebud svarede ham, ligesom han svarede jer.' Ka'ab bin Malik sagde: 'Så spurgte jeg: 'Hvem er disse to personer, I ledsagere?' De, Bani Salimah, svarede: 'Disse to personer er Murarah bin Rabi'ah Al Amin og Hilal bin Ummayah Al Waqifi.' Ka'ab bin Malik sagde: 'Så nævnte de to retskafne ledsagere, der deltog i slaget ved Badr, og begge er værdige til at være gode rollemodeller. Derefter gik jeg, da de nævnte disse to personer for mig.' Ka'ab bin Malik sagde: "Et par dage senere forbød Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) muslimerne at tale til os tre, der ikke deltog i slaget ved Tabuk. Siden da begyndte muslimerne at distancere sig og ændrede deres holdning over for os tre, indtil denne jord føltes fremmed for os. Det virkede som om, at denne jord ikke var den jord, jeg nogensinde havde beboet før, og det varede i halvtreds nætter." Min ven, som ikke deltog i Tabuk-krigen, knæler nu trist og grædende i sit hus, mens jeg er en sej og barsk ung mand. Jeg fortsætter med at opføre mig normalt og udføre mine daglige aktiviteter som sædvanligt. Jeg forlod stadig huset, gik til moskeen for at deltage i menighedsbønner med andre muslimer og gik rundt på markedet, selvom ingen ville tale med mig. Indtil jeg en dag henvendte mig til Rasulullah sallallaahu 'alaihi wasallam og hilste på ham, da han sad på sin plads efter at have bedt. Jeg spurgte mig selv: "Vil profeten sallallaahu 'alaihi wasallam bevæge sine læber for at svare på hilsenen eller ej?" Så bad jeg i nærheden af Allahs Sendebud, mens jeg kastede et smugblik på ham. Da jeg forberedte mig på at bede, kiggede han på mig. Og da jeg vendte mig mod ham, tog han øjnene fra mig." Efter at have været isoleret i lang tid fra det muslimske samfund, gik jeg en tur, indtil jeg nåede hegnet til Abu Qatadahs have. Abu Qatadah er min onkels søn (min fætter), og han er den person, jeg kan lide. Da jeg kom derhen, sagde jeg hej til ham. Men ved Allah, han svarede slet ikke på min hilsen. Til sidst tog jeg mod til mig og spurgte ham: "O Abu Qatadah, jeg sværger til dig i Allahs navn, ved du ikke, at jeg virkelig elsker Allah og Hans Sendebud?" Det viste sig, at Abu Qatadah bare var tavs. Så gentog jeg mine ord igen ved at bande ligesom første gang. Men han forblev tavs. Så gentog jeg, hvad jeg sagde, og han svarede: "Sandelig ved Allah og Hans Sendebud bedre om dette." Da jeg hørte hans ord, fyldte tårer mine øjne, og jeg vendte hjem, mens jeg gik langs haven. Da jeg gik på Medina-markedet, spurgte en mand fra Syrien, som solgte mad i byen Medina: "Hvem kan vise mig, hvor Ka'ab bin Malik er?" Så viste folk mig det, indtil manden kom til mig og gav mig et brev fra Kong Ghassan. Fordi jeg kunne læse og skrive, forstod jeg indholdet af brevet. Det viste sig, at indholdet af brevet var som følger; "Vi hørte, at din ven (som betyder Allahs Sendebud sallallaahu 'alaihi wasallam) har isoleret dig fra offentlige relationer, mens din Herre selv ikke spilder dig på den måde. Derfor, slut dig til os, vi vil helt sikkert hjælpe dig." Efter at have læst brevet sagde jeg: "Faktisk er dette brev også en katastrofe for mig." Så lagde jeg det i ilden og brændte det, indtil det var ødelagt. Efter fyrre dages offentlig isolation viste det sig, at Guds åbenbaring ikke var nået ned. Indtil engang kom et sendebud fra Allahs Sendebud sallallaahu 'alaihi wasallam til mig med en besked: "O Ka'ab, sandelig beordrede Allahs Sendebud sallallaahu 'alaihi wasallam dig til at undgå din kone." Jeg spurgte: "Skal jeg skilles fra hende eller hvad?" Sendebudet svarede: "Du behøver ikke at skilles fra hende." Men undgå det bare, og nærm dig det ikke. Så sagde jeg til min kone: " "Åh søster, du bør først tage hjem til dine forældre og blive hos dem, indtil Allah har truffet en klar afgørelse i denne sag." Ka'ab bin Malik sagde: "Kort efter gik Hilal bin Umayyahs kone til Allahs Sendebud (frid og velsignelser være med ham) og spurgte: "Åh Allahs Sendebud, Hilal bin Umayyah er gammel og svag og har ingen tjenere. Lad mig derfor tage mig af ham." Rasulullah (frid og velsignelser være med ham) svarede: "Nej. Det er bedst, hvis du ikke ledsager ham først, og han bør ikke være i nærheden af dig i et stykke tid." Hilals kone forblev ubøjelig og sagde: "Ved Allah, Åh Allahs Sendebud, nu har han ingen livslyst længere. Han har altid grædt, siden han har haft dette problem indtil nu." Ka'ab bin Malik sagde: "Nogle fra min familie sagde: 'Du bør først bede Allahs Sendebud om tilladelse angående din kones sag." Fordi Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, selv gav Hilal bin Umayyah tilladelse til at tage sig af hendes mand.' Ka'ab bin Malik sagde: 'Jeg vil ikke bede Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, om tilladelse angående denne sag om min kone. Fordi jeg trods alt ikke ved, hvordan Allahs Sendebud vil svare, hvis jeg beder om hans tilladelse, mens jeg stadig er ung.' #39; Ka'ab bin Malik sagde: "Det viste sig, at dette fortsatte i ti nætter, så det var halvtreds nætter for os startende fra dengang, muslimerne var forbudt at tale med os." Ka'ab bin Malik sagde: "Så udførte jeg daggrybønnen den halvtredsindstyvende nat bag huset. Mens jeg sad i bøn, var jeg fyldt med anger og tristhed. Det føles som om, at denne enorme jord føles smal for mig. Pludselig hørte jeg nogen råbe højt over horisonten; "O Ka'ab bin Malik, glæd dig!" Så jeg faldt ned og vidste, at jeg var fri for mit problem." Ka'ab bin Malik sagde: "Så bekendtgjorde profeten sallallaahu 'alaihi wasallam for muslimerne, at det var slut."