Imam Muslim : 3331

حَدَّثَنَا شَيْبَانُ بْنُ فَرُّوخَ حَدَّثَنَا سُلَيْمَانُ بْنُ الْمُغِيرَةِ حَدَّثَنَا ثَابِتٌ الْبُنَانِيُّ عَنْ عَبْدِ اللَّهِ بْنِ رَبَاحٍ عَنْ أَبِي هُرَيْرَةَ قَالَ وَفَدَتْ وُفُودٌ إِلَى مُعَاوِيَةَ وَذَلِكَ فِي رَمَضَانَ فَكَانَ يَصْنَعُ بَعْضُنَا لِبَعْضٍ الطَّعَامَ فَكَانَ أَبُو هُرَيْرَةَ مِمَّا يُكْثِرُ أَنْ يَدْعُوَنَا إِلَى رَحْلِهِ فَقُلْتُ أَلَا أَصْنَعُ طَعَامًا فَأَدْعُوَهُمْ إِلَى رَحْلِي فَأَمَرْتُ بِطَعَامٍ يُصْنَعُ ثُمَّ لَقِيتُ أَبَا هُرَيْرَةَ مِنْ الْعَشِيِّ فَقُلْتُ الدَّعْوَةُ عِنْدِي اللَّيْلَةَ فَقَالَ سَبَقْتَنِي قُلْتُ نَعَمْ فَدَعَوْتُهُمْ فَقَالَ أَبُو هُرَيْرَةَ أَلَا أُعْلِمُكُمْ بِحَدِيثٍ مِنْ حَدِيثِكُمْ يَا مَعْشَرَ الْأَنْصَارِ ثُمَّ ذَكَرَ فَتْحَ مَكَّةَ فَقَالَ أَقْبَلَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ حَتَّى قَدِمَ مَكَّةَ فَبَعَثَ الزُّبَيْرَ عَلَى إِحْدَى الْمُجَنِّبَتَيْنِ وَبَعَثَ خَالِدًا عَلَى الْمُجَنِّبَةِ الْأُخْرَى وَبَعَثَ أَبَا عُبَيْدَةَ عَلَى الْحُسَّرِ فَأَخَذُوا بَطْنَ الْوَادِي وَرَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ فِي كَتِيبَةٍ قَالَ فَنَظَرَ فَرَآنِي فَقَالَ أَبُو هُرَيْرَةَ قُلْتُ لَبَّيْكَ يَا رَسُولَ اللَّهِ فَقَالَ لَا يَأْتِينِي إِلَّا أَنْصَارِيٌّ زَادَ غَيْرُ شَيْبَانَ فَقَالَ اهْتِفْ لِي بِالْأَنْصَارِ قَالَ فَأَطَافُوا بِهِ وَوَبَّشَتْ قُرَيْشٌ أَوْبَاشًا لَهَا وَأَتْبَاعًا فَقَالُوا نُقَدِّمُ هَؤُلَاءِ فَإِنْ كَانَ لَهُمْ شَيْءٌ كُنَّا مَعَهُمْ وَإِنْ أُصِيبُوا أَعْطَيْنَا الَّذِي سُئِلْنَا فَقَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ تَرَوْنَ إِلَى أَوْبَاشِ قُرَيْشٍ وَأَتْبَاعِهِمْ ثُمَّ قَالَ بِيَدَيْهِ إِحْدَاهُمَا عَلَى الْأُخْرَى ثُمَّ قَالَ حَتَّى تُوَافُونِي بِالصَّفَا قَالَ فَانْطَلَقْنَا فَمَا شَاءَ أَحَدٌ مِنَّا أَنْ يَقْتُلَ أَحَدًا إِلَّا قَتَلَهُ وَمَا أَحَدٌ مِنْهُمْ يُوَجِّهُ إِلَيْنَا شَيْئًا قَالَ فَجَاءَ أَبُو سُفْيَانَ فَقَالَ يَا رَسُولَ اللَّهِ أُبِيحَتْ خَضْرَاءُ قُرَيْشٍ لَا قُرَيْشَ بَعْدَ الْيَوْمِ ثُمَّ قَالَ مَنْ دَخَلَ دَارَ أَبِي سُفْيَانَ فَهُوَ آمِنٌ فَقَالَتْ الْأَنْصَارُ بَعْضُهُمْ لِبَعْضٍ أَمَّا الرَّجُلُ فَأَدْرَكَتْهُ رَغْبَةٌ فِي قَرْيَتِهِ وَرَأْفَةٌ بِعَشِيرَتِهِ قَالَ أَبُو هُرَيْرَةَ وَجَاءَ الْوَحْيُ وَكَانَ إِذَا جَاءَ الْوَحْيُ لَا يَخْفَى عَلَيْنَا فَإِذَا جَاءَ فَلَيْسَ أَحَدٌ يَرْفَعُ طَرْفَهُ إِلَى رَسُولِ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ حَتَّى يَنْقَضِيَ الْوَحْيُ فَلَمَّا انْقَضَى الْوَحْيُ قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ يَا مَعْشَرَ الْأَنْصَارِ قَالُوا لَبَّيْكَ يَا رَسُولَ اللَّهِ قَالَ قُلْتُمْ أَمَّا الرَّجُلُ فَأَدْرَكَتْهُ رَغْبَةٌ فِي قَرْيَتِهِ قَالُوا قَدْ كَانَ ذَاكَ قَالَ كَلَّا إِنِّي عَبْدُ اللَّهِ وَرَسُولُهُ هَاجَرْتُ إِلَى اللَّهِ وَإِلَيْكُمْ وَالْمَحْيَا مَحْيَاكُمْ وَالْمَمَاتُ مَمَاتُكُمْ فَأَقْبَلُوا إِلَيْهِ يَبْكُونَ وَيَقُولُونَ وَاللَّهِ مَا قُلْنَا الَّذِي قُلْنَا إِلَّا الضِّنَّ بِاللَّهِ وَبِرَسُولِهِ فَقَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ إِنَّ اللَّهَ وَرَسُولَهُ يُصَدِّقَانِكُمْ وَيَعْذِرَانِكُمْ قَالَ فَأَقْبَلَ النَّاسُ إِلَى دَارِ أَبِي سُفْيَانَ وَأَغْلَقَ النَّاسُ أَبْوَابَهُمْ قَالَ وَأَقْبَلَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ حَتَّى أَقْبَلَ إِلَى الْحَجَرِ فَاسْتَلَمَهُ ثُمَّ طَافَ بِالْبَيْتِ قَالَ فَأَتَى عَلَى صَنَمٍ إِلَى جَنْبِ الْبَيْتِ كَانُوا يَعْبُدُونَهُ قَالَ وَفِي يَدِ رَسُولِ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ قَوْسٌ وَهُوَ آخِذٌ بِسِيَةِ الْقَوْسِ فَلَمَّا أَتَى عَلَى الصَّنَمِ جَعَلَ يَطْعُنُهُ فِي عَيْنِهِ وَيَقُولُ { جَاءَ الْحَقُّ وَزَهَقَ الْبَاطِلُ } فَلَمَّا فَرَغَ مِنْ طَوَافِهِ أَتَى الصَّفَا فَعَلَا عَلَيْهِ حَتَّى نَظَرَ إِلَى الْبَيْتِ وَرَفَعَ يَدَيْهِ فَجَعَلَ يَحْمَدُ اللَّهَ وَيَدْعُو بِمَا شَاءَ أَنْ يَدْعُوَ و حَدَّثَنِيهِ عَبْدُ اللَّهِ بْنُ هَاشِمٍ حَدَّثَنَا بَهْزٌ حَدَّثَنَا سُلَيْمَانُ بْنُ الْمُغِيرَةِ بِهَذَا الْإِسْنَادِ وَزَادَ فِي الْحَدِيثِ ثُمَّ قَالَ بِيَدَيْهِ إِحْدَاهُمَا عَلَى الْأُخْرَى احْصُدُوهُمْ حَصْدًا وَقَالَ فِي الْحَدِيثِ قَالُوا قُلْنَا ذَاكَ يَا رَسُولَ اللَّهِ قَالَ فَمَا اسْمِي إِذًا كَلَّا إِنِّي عَبْدُ اللَّهِ وَرَسُولُهُ

Har fortalt os [Syaiban bin Farruh] har fortalt os [Sulaiman bin Al Mughirah] har fortalt os [Thabit Al Bunani] fra [Abdullah bin Rabbah] fra [Abu Hurairah] sagde han: "En delegation kom til Mu'awiyah i Ramadan-måneden, derfor var nogle af os travlt optaget af at lave mad til andre, blandt dem var Abu Hurairah, som ofte inviterede os til sit sted (sit hus), så sagde jeg til ham: "Er det ikke passende, hvis jeg laver mad, så inviterer jeg dem til at spise i mit hus?" så beder jeg (min familie) om at lave mad." Om aftenen mødte jeg Abu Hurairah, og jeg sagde til ham: "Spis nu middag i mit hus." Abu Hurairah svarede: "Du er gået forud for mig." Jeg sagde: "Ja, jeg gik foran dig og inviterede også dem alle." Derefter sagde Abu Hurairah: "Ville I synes om, at jeg fortalte jer en hændelse om jer, O Ansars folk?" Så nævnte han erobringen af byen Mekka, og han sagde: "På det tidspunkt forlod Rasulullah shallallahu 'alaihi wasallam byen, indtil han ankom til Mekka. Så udpegede han Zubair til at lede den ene fløj (tropper), Khalid på den anden fløj, og udpegede Abu 'Ubaidah til at lede de tropper, der ikke bar rustning. De gik ind i dalen, mens Rasulullah shallallahu 'alaihi wasallam var på ét hold." Abu Hurairah sagde: "Så kiggede han på mig og sagde: "O Abu Hurairah." Jeg svarede: "Ja, O Allahs Sendebud!" Han sagde: "Tillad ikke nogen at nærme sig mig udover Ansar." - tilføjede han - "Undtagen Shaiban." Han fortsatte: "Sig til Ansar, at de skal komme tættere på mig." Abu Hurairah fortsatte: "De samledes straks omkring ham, mens Quraysh også dannede en linje i flere hold." Quraysh sagde: "Lad dem gå foran os. Hvis de er heldige, vil vi være med dem, men hvis de er farlige, vil vi give dem, hvad de beder om." Rasulullah shallallahu 'alaihi wasallam sagde: "Se på Quraysh-tropperne og deres følgere!" Så gestikulerede han med begge hænder, den ene over den anden (hvilket betyder at være opmærksomme og beskytte hinanden), så sagde han igen: "Vi ses i Shaffa." Abu Hurairah sagde: "Vi fortsatte med at gå, og ingen af os blev dræbt, medmindre en Quraysh blev dræbt." Det viste sig, at der ikke var nogen modstand rettet mod os. Så kom Abu Sufyan og sagde: "O Allahs Sendebud, hvis Quraysh bliver dræbt, vil der ikke være flere Quraysh efter dette." (hvilket betyder; Quraysh overgav sig uden blodsudgydelse), så sagde han: "Den, der går ind i Abu Sufyans hus, vil være i sikkerhed." Så sagde Ansar-folket til hinanden: "Det ser ud til, at denne mand er blevet påvirket af følelser af længsel efter sin hjemby, så følelser af kærlighed til hans slægtninge er opstået." Abu Hurairah sagde: "På det tidspunkt kom åbenbaringen. Da åbenbaringen kom, så ingen af os på Rasulullah shallallahu 'alaihi wasallam, før åbenbaringen var færdig med at komme ned. Da åbenbaringen var færdig med at komme ned, sagde Rasulullah shallallahu 'alaihi wasallam: "O Ansars folk!" De svarede: "Vi, O Allahs Sendebud?" "Batul" Han sagde: "Absolut ikke, jeg er Allahs og Hans Sendebuds tjener. Jeg er migreret til Allah og til jer alle, mit liv og min død er også med jer." Efter at have hørt det, kom de grædende til ham og sagde: "Ved Allah, vi siger ikke det, men vi er jaloux på Allah og Hans Sendebud." Så sagde Allahs Sendebud sallallahu 'alaihi wasallam: "Sandelig, Allah og Hans Sendebud bekræfter din bekendelse og tilgiver dig." Abu Hurairah sagde: "Så kom folket (beboerne i Mekka) til Abu Sufyans hus, og de lukkede dørene til deres huse. Så gik Profeten sallallaahu 'alaihi wasallam, indtil han nåede den Sorte Sten og kyssede den, hvorefter han udførte Tawaf omkring Kabaen. Abu Hurairah sagde: "Han gik også til de idoler, der blev tilbedt af Quraish-folket, som var placeret omkring Kabaen, hvorefter han gennemborede deres øjne med en bue i sin hånd, mens han sagde: "Sandheden er kommet, og løgnen er forsvundet." Efter at have fuldført tawafen gik han til Shafa-højen og klatrede derefter op til toppen. Da han kom til toppen, kiggede han på Kabaen, hvorefter han løftede begge hænder, mens han priste Allah og bad den bøn, han ønskede." Og han har fortalt mig, at [Abdullah bin Hasyim] har fortalt os, at [Bahz] har fortalt os [Sulaiman bin Al Mughirah] med en isnad som denne, og i hadithen tilføjede han: "Så signalerede han med begge hænder, den ene med den anden for at stramme (beskytte) hinanden." Og han nævnte i sin hadith: "De sagde: "Sandelig har vi sagt det, O Allahs Sendebud." Han sagde: "Har I glemt, hvem jeg er? Det har I aldrig, jeg er sandelig Allahs og Hans Sendebuds tjener."