Imam Bukhari : 3424

حَدَّثَنَا مُوسَى بْنُ إِسْمَاعِيلَ حَدَّثَنَا أَبُو عَوَانَةَ عَنْ حُصَيْنٍ عَنْ عَمْرِو بْنِ مَيْمُونٍ قَالَ رَأَيْتُ عُمَرَ بْنَ الْخَطَّابِ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُقَبْلَ أَنْ يُصَابَ بِأَيَّامٍ بِالْمَدِينَةِ وَقَفَ عَلَى حُذَيْفَةَ بْنِ الْيَمَانِ وَعُثْمَانَ بْنِ حُنَيْفٍ قَالَ كَيْفَ فَعَلْتُمَا أَتَخَافَانِ أَنْ تَكُونَا قَدْ حَمَّلْتُمَا الْأَرْضَ مَا لَا تُطِيقُ قَالَا حَمَّلْنَاهَا أَمْرًا هِيَ لَهُ مُطِيقَةٌ مَا فِيهَا كَبِيرُ فَضْلٍ قَالَ انْظُرَا أَنْ تَكُونَا حَمَّلْتُمَا الْأَرْضَ مَا لَا تُطِيقُ قَالَ قَالَا لَا فَقَالَ عُمَرُ لَئِنْ سَلَّمَنِي اللَّهُ لَأَدَعَنَّ أَرَامِلَ أَهْلِ الْعِرَاقِ لَا يَحْتَجْنَ إِلَى رَجُلٍ بَعْدِي أَبَدًا قَالَ فَمَا أَتَتْ عَلَيْهِ إِلَّا رَابِعَةٌ حَتَّى أُصِيبَ قَالَ إِنِّي لَقَائِمٌ مَا بَيْنِي وَبَيْنَهُ إِلَّا عَبْدُ اللَّهِ بْنُ عَبَّاسٍ غَدَاةَ أُصِيبَ وَكَانَ إِذَا مَرَّ بَيْنَ الصَّفَّيْنِ قَالَ اسْتَوُوا حَتَّى إِذَا لَمْ يَرَ فِيهِنَّ خَلَلًا تَقَدَّمَ فَكَبَّرَ وَرُبَّمَا قَرَأَ سُورَةَ يُوسُفَ أَوْ النَّحْلَ أَوْ نَحْوَ ذَلِكَ فِي الرَّكْعَةِ الْأُولَى حَتَّى يَجْتَمِعَ النَّاسُ فَمَا هُوَ إِلَّا أَنْ كَبَّرَ فَسَمِعْتُهُ يَقُولُ قَتَلَنِي أَوْ أَكَلَنِي الْكَلْبُ حِينَ طَعَنَهُ فَطَارَ الْعِلْجُ بِسِكِّينٍ ذَاتِ طَرَفَيْنِ لَا يَمُرُّ عَلَى أَحَدٍ يَمِينًا وَلَا شِمَالًا إِلَّا طَعَنَهُ حَتَّى طَعَنَ ثَلَاثَةَ عَشَرَ رَجُلًا مَاتَ مِنْهُمْ سَبْعَةٌ فَلَمَّا رَأَى ذَلِكَ رَجُلٌ مِنْ الْمُسْلِمِينَ طَرَحَ عَلَيْهِ بُرْنُسًا فَلَمَّا ظَنَّ الْعِلْجُ أَنَّهُ مَأْخُوذٌ نَحَرَ نَفْسَهُ وَتَنَاوَلَ عُمَرُ يَدَ عَبْدِ الرَّحْمَنِ بْنِ عَوْفٍ فَقَدَّمَهُ فَمَنْ يَلِي عُمَرَ فَقَدْ رَأَى الَّذِي أَرَى وَأَمَّا نَوَاحِي الْمَسْجِدِ فَإِنَّهُمْ لَا يَدْرُونَ غَيْرَ أَنَّهُمْ قَدْ فَقَدُوا صَوْتَ عُمَرَ وَهُمْ يَقُولُونَ سُبْحَانَ اللَّهِ سُبْحَانَ اللَّهِ فَصَلَّى بِهِمْ عَبْدُ الرَّحْمَنِ صَلَاةً خَفِيفَةً فَلَمَّا انْصَرَفُوا قَالَ يَا ابْنَ عَبَّاسٍ انْظُرْ مَنْ قَتَلَنِي فَجَالَ سَاعَةً ثُمَّ جَاءَ فَقَالَ غُلَامُ الْمُغِيرَةِ قَالَ الصَّنَعُ قَالَ نَعَمْ قَالَ قَاتَلَهُ اللَّهُ لَقَدْ أَمَرْتُ بِهِ مَعْرُوفًا الْحَمْدُ لِلَّهِ الَّذِي لَمْ يَجْعَلْ مِيتَتِي بِيَدِ رَجُلٍ يَدَّعِي الْإِسْلَامَ قَدْ كُنْتَ أَنْتَ وَأَبُوكَ تُحِبَّانِ أَنْ تَكْثُرَ الْعُلُوجُ بِالْمَدِينَةِ وَكَانَ الْعَبَّاسُ أَكْثَرَهُمْ رَقِيقًا فَقَالَ إِنْ شِئْتَ فَعَلْتُ أَيْ إِنْ شِئْتَ قَتَلْنَا قَالَ كَذَبْتَ بَعْدَ مَا تَكَلَّمُوا بِلِسَانِكُمْ وَصَلَّوْا قِبْلَتَكُمْ وَحَجُّوا حَجَّكُمْ فَاحْتُمِلَ إِلَى بَيْتِهِ فَانْطَلَقْنَا مَعَهُ وَكَأَنَّ النَّاسَ لَمْ تُصِبْهُمْ مُصِيبَةٌ قَبْلَ يَوْمَئِذٍ فَقَائِلٌ يَقُولُ لَا بَأْسَ وَقَائِلٌ يَقُولُ أَخَافُ عَلَيْهِ فَأُتِيَ بِنَبِيذٍ فَشَرِبَهُ فَخَرَجَ مِنْ جَوْفِهِ ثُمَّ أُتِيَ بِلَبَنٍ فَشَرِبَهُ فَخَرَجَ مِنْ جُرْحِهِ فَعَلِمُوا أَنَّهُ مَيِّتٌ فَدَخَلْنَا عَلَيْهِ وَجَاءَ النَّاسُ فَجَعَلُوا يُثْنُونَ عَلَيْهِ وَجَاءَ رَجُلٌ شَابٌّ فَقَالَ أَبْشِرْ يَا أَمِيرَ الْمُؤْمِنِينَ بِبُشْرَى اللَّهِ لَكَ مِنْ صُحْبَةِ رَسُولِ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ وَقَدَمٍ فِي الْإِسْلَامِ مَا قَدْ عَلِمْتَ ثُمَّ وَلِيتَ فَعَدَلْتَ ثُمَّ شَهَادَةٌ قَالَ وَدِدْتُ أَنَّ ذَلِكَ كَفَافٌ لَا عَلَيَّ وَلَا لِي فَلَمَّا أَدْبَرَ إِذَا إِزَارُهُ يَمَسُّ الْأَرْضَ قَالَ رُدُّوا عَلَيَّ الْغُلَامَ قَالَ يَا ابْنَ أَخِي ارْفَعْ ثَوْبَكَ فَإِنَّهُ أَبْقَى لِثَوْبِكَ وَأَتْقَى لِرَبِّكَ يَا عَبْدَ اللَّهِ بْنَ عُمَرَ انْظُرْ مَا عَلَيَّ مِنْ الدَّيْنِ فَحَسَبُوهُ فَوَجَدُوهُ سِتَّةً وَثَمَانِينَ أَلْفًا أَوْ نَحْوَهُ قَالَ إِنْ وَفَى لَهُ مَالُ آلِ عُمَرَ فَأَدِّهِ مِنْ أَمْوَالِهِمْ وَإِلَّا فَسَلْ فِي بَنِي عَدِيِّ بْنِ كَعْبٍ فَإِنْ لَمْ تَفِ أَمْوَالُهُمْ فَسَلْ فِي قُرَيْشٍ وَلَا تَعْدُهُمْ إِلَى غَيْرِهِمْ فَأَدِّ عَنِّي هَذَا الْمَالَ انْطَلِقْ إِلَى عَائِشَةَ أُمِّ الْمُؤْمِنِينَ فَقُلْ يَقْرَأُ عَلَيْكِ عُمَرُ السَّلَامَ وَلَا تَقُلْ أَمِيرُ الْمُؤْمِنِينَ فَإِنِّي لَسْتُ الْيَوْمَ لِلْمُؤْمِنِينَ أَمِيرًا وَقُلْ يَسْتَأْذِنُ عُمَرُ بْنُ الْخَطَّابِ أَنْ يُدْفَنَ مَعَ صَاحِبَيْهِ فَسَلَّمَ وَاسْتَأْذَنَ ثُمَّ دَخَلَ عَلَيْهَا فَوَجَدَهَا قَاعِدَةً تَبْكِي فَقَالَ يَقْرَأُ عَلَيْكِ عُمَرُ بْنُ الْخَطَّابِ السَّلَامَ وَيَسْتَأْذِنُ أَنْ يُدْفَنَ مَعَ صَاحِبَيْهِ فَقَالَتْ كُنْتُ أُرِيدُهُ لِنَفْسِي وَلَأُوثِرَنَّ بِهِ الْيَوْمَ عَلَى نَفْسِي فَلَمَّا أَقْبَلَ قِيلَ هَذَا عَبْدُ اللَّهِ بْنُ عُمَرَ قَدْ جَاءَ قَالَ ارْفَعُونِي فَأَسْنَدَهُ رَجُلٌ إِلَيْهِ فَقَالَ مَا لَدَيْكَ قَالَ الَّذِي تُحِبُّ يَا أَمِيرَ الْمُؤْمِنِينَ أَذِنَتْ قَالَ الْحَمْدُ لِلَّهِ مَا كَانَ مِنْ شَيْءٍ أَهَمُّ إِلَيَّ مِنْ ذَلِكَ فَإِذَا أَنَا قَضَيْتُ فَاحْمِلُونِي ثُمَّ سَلِّمْ فَقُلْ يَسْتَأْذِنُ عُمَرُ بْنُ الْخَطَّابِ فَإِنْ أَذِنَتْ لِي فَأَدْخِلُونِي وَإِنْ رَدَّتْنِي رُدُّونِي إِلَى مَقَابِرِ الْمُسْلِمِينَ وَجَاءَتْ أُمُّ الْمُؤْمِنِينَ حَفْصَةُ وَالنِّسَاءُ تَسِيرُ مَعَهَا فَلَمَّا رَأَيْنَاهَا قُمْنَا فَوَلَجَتْ عَلَيْهِ فَبَكَتْ عِنْدَهُ سَاعَةً وَاسْتَأْذَنَ الرِّجَالُ فَوَلَجَتْ دَاخِلًا لَهُمْ فَسَمِعْنَا بُكَاءَهَا مِنْ الدَّاخِلِ فَقَالُوا أَوْصِ يَا أَمِيرَ الْمُؤْمِنِينَ اسْتَخْلِفْ قَالَ مَا أَجِدُ أَحَدًا أَحَقَّ بِهَذَا الْأَمْرِ مِنْ هَؤُلَاءِ النَّفَرِ أَوْ الرَّهْطِ الَّذِينَ تُوُفِّيَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ وَهُوَ عَنْهُمْ رَاضٍ فَسَمَّى عَلِيًّا وَعُثْمَانَ وَالزُّبَيْرَ وَطَلْحَةَ وَسَعْدًا وَعَبْدَ الرَّحْمَنِ وَقَالَ يَشْهَدُكُمْ عَبْدُ اللَّهِ بْنُ عُمَرَ وَلَيْسَ لَهُ مِنْ الْأَمْرِ شَيْءٌ كَهَيْئَةِ التَّعْزِيَةِ لَهُ فَإِنْ أَصَابَتْ الْإِمْرَةُ سَعْدًا فَهُوَ ذَاكَ وَإِلَّا فَلْيَسْتَعِنْ بِهِ أَيُّكُمْ مَا أُمِّرَ فَإِنِّي لَمْ أَعْزِلْهُ عَنْ عَجْزٍ وَلَا خِيَانَةٍ وَقَالَ أُوصِي الْخَلِيفَةَ مِنْ بَعْدِي بِالْمُهَاجِرِينَ الْأَوَّلِينَ أَنْ يَعْرِفَ لَهُمْ حَقَّهُمْ وَيَحْفَظَ لَهُمْ حُرْمَتَهُمْ وَأُوصِيهِ بِالْأَنْصَارِ خَيْرًا{ الَّذِينَ تَبَوَّءُوا الدَّارَ وَالْإِيمَانَ مِنْ قَبْلِهِمْ }أَنْ يُقْبَلَ مِنْ مُحْسِنِهِمْ وَأَنْ يُعْفَى عَنْ مُسِيئِهِمْ وَأُوصِيهِ بِأَهْلِ الْأَمْصَارِ خَيْرًا فَإِنَّهُمْ رِدْءُ الْإِسْلَامِ وَجُبَاةُ الْمَالِ وَغَيْظُ الْعَدُوِّ وَأَنْ لَا يُؤْخَذَ مِنْهُمْ إِلَّا فَضْلُهُمْ عَنْ رِضَاهُمْ وَأُوصِيهِ بِالْأَعْرَابِ خَيْرًا فَإِنَّهُمْ أَصْلُ الْعَرَبِ وَمَادَّةُ الْإِسْلَامِ أَنْ يُؤْخَذَ مِنْ حَوَاشِي أَمْوَالِهِمْ وَيُرَدَّ عَلَى فُقَرَائِهِمْ وَأُوصِيهِ بِذِمَّةِ اللَّهِ وَذِمَّةِ رَسُولِهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ أَنْ يُوفَى لَهُمْ بِعَهْدِهِمْ وَأَنْ يُقَاتَلَ مِنْ وَرَائِهِمْ وَلَا يُكَلَّفُوا إِلَّا طَاقَتَهُمْ فَلَمَّا قُبِضَ خَرَجْنَا بِهِ فَانْطَلَقْنَا نَمْشِي فَسَلَّمَ عَبْدُ اللَّهِ بْنُ عُمَرَ قَالَ يَسْتَأْذِنُ عُمَرُ بْنُ الْخَطَّابِ قَالَتْ أَدْخِلُوهُ فَأُدْخِلَ فَوُضِعَ هُنَالِكَ مَعَ صَاحِبَيْهِ فَلَمَّا فُرِغَ مِنْ دَفْنِهِ اجْتَمَعَ هَؤُلَاءِ الرَّهْطُ فَقَالَ عَبْدُ الرَّحْمَنِ اجْعَلُوا أَمْرَكُمْ إِلَى ثَلَاثَةٍ مِنْكُمْ فَقَالَ الزُّبَيْرُ قَدْ جَعَلْتُ أَمْرِي إِلَى عَلِيٍّ فَقَالَ طَلْحَةُ قَدْ جَعَلْتُ أَمْرِي إِلَى عُثْمَانَ وَقَالَ سَعْدٌ قَدْ جَعَلْتُ أَمْرِي إِلَى عَبْدِ الرَّحْمَنِ بْنِ عَوْفٍ فَقَالَ عَبْدُ الرَّحْمَنِ أَيُّكُمَا تَبَرَّأَ مِنْ هَذَا الْأَمْرِ فَنَجْعَلُهُ إِلَيْهِ وَاللَّهُ عَلَيْهِ وَالْإِسْلَامُ لَيَنْظُرَنَّ أَفْضَلَهُمْ فِي نَفْسِهِ فَأُسْكِتَ الشَّيْخَانِ فَقَالَ عَبْدُ الرَّحْمَنِ أَفَتَجْعَلُونَهُ إِلَيَّ وَاللَّهُ عَلَيَّ أَنْ لَا آلُ عَنْ أَفْضَلِكُمْ قَالَا نَعَمْ فَأَخَذَ بِيَدِ أَحَدِهِمَا فَقَالَ لَكَ قَرَابَةٌ مِنْ رَسُولِ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ وَالْقَدَمُ فِي الْإِسْلَامِ مَا قَدْ عَلِمْتَ فَاللَّهُ عَلَيْكَ لَئِنْ أَمَّرْتُكَ لَتَعْدِلَنَّ وَلَئِنْ أَمَّرْتُ عُثْمَانَ لَتَسْمَعَنَّ وَلَتُطِيعَنَّ ثُمَّ خَلَا بِالْآخَرِ فَقَالَ لَهُ مِثْلَ ذَلِكَ فَلَمَّا أَخَذَ الْمِيثَاقَ قَالَ ارْفَعْ يَدَكَ يَا عُثْمَانُ فَبَايَعَهُ فَبَايَعَ لَهُ عَلِيٌّ وَوَلَجَ أَهْلُ الدَّارِ فَبَايَعُوهُ

[Musa bin Isma'il] fortalte os [Abu 'Awanah] fra [Hushayn] fra [Amr bin Maimun], som sagde: Jeg så ['Umar bin Al Khaththab radliallahu 'anhu] i Medina et par dage før han blev stukket ned. Han stod foran Hudzaifah bin Al Yaman og 'Uthman bin Hunaif. 'Umar spurgte: "Hvordan har I det to? Er I begge bange for at bebyrde Sawads folk (som er beskattet) med noget ud over deres evne?" De svarede begge: "Vi bebyrder dem med politikker i henhold til deres evne, der er ingen stor overdrivelse." 'Umar sagde: "Hvis Allah Subhaanahu wa Ta'ala redder mig, vil jeg helt sikkert lade enkerne i Iraks folk ikke behøve en mand efter mig for evigt." Fortælleren sagde: "Efter den samtale gik der ikke dage for 'Umar undtagen indtil den fjerde dag efter, at han blev ramt af katastrofen (stukket ned). Fortælleren ('Amru) sagde; "Jeg rejste mig, og der var ingen mellem mig og ham undtagen Abdullah bin Abbas ved Fajr den dag, hvor Umar blev ramt af en katastrofe. På Fajr var Umar ved at lede bønnen ved at krydse rækken af rækker og sagde derefter: "Ret rækkerne ud" under bønnen. Da jeg ikke hørte noget fra ham undtagen takbir, råbte han pludselig: "Nogen dræbte mig," eller han sagde: "En hund har angrebet mig," tilsyneladende stak nogen ham med en tveægget kniv. Stikkeren gik ikke igennem folkene til højre eller venstre for ham, men han stak dem også, indtil han havde stukket tretten mennesker ned, hvilket resulterede i, at syv af dem døde. Da en af muslimerne så hændelsen, kastede han sin frakke og ramte morderen. Og da han indså, at han ville blive fanget (ikke længere i stand til at flygte), begik han selvmord. Umar tog Abdur Rahman bin Aufs hånd og trak ham fremad. Enhver, der var tæt på Umar, kunne helt sikkert se, hvad jeg så." Hvad angår folkene i hjørnerne af moskeen, vidste de ikke, hvad der skete, bortset fra at de ikke hørte Umars stemme. De sagde: "Subhaanalah, Subhaanalah (Ære være Allah)." Så fortsatte Abdur Rahman den let opfyldte menighedsbønnen. Efter bønnen var færdig, spurgte Umar: "O Ibn Abbas, se hvem der har dræbt mig." Ibn Abbas gik rundt et stykke tid, vendte derefter tilbage og sagde: "Al Mughirahs slave." Umar spurgte: "Åh, den slave, der er god til at lave knive?" Ibn Abbas svarede: "Ja, det er rigtigt." Umar sagde: "Må Allah dræbe ham, sandelig har jeg beordret ham til at gøre godt. Lovet være Allah, som ikke forårsagede min død i hænderne på en, der hævder at være muslim. Sandelig, du og din far plejede at kunne lide det, når ikke-arabiske vantro strejfede rundt i Medina. Abbas var den, der havde flest slaver. Ibn Abbas sagde;" "Hvis I ønsker det, vil jeg gøre hvad som helst. Jeg mener, hvis I ønsker det, vil vi dræbe ham." Umar sagde: "I lyver (for hvordan kan I dræbe ham), når de allerede har talt jeres sprog, bedt med ansigtet mod jeres Qibla og udført Hajj som jeres Hajj." Så blev Umar ført til sit hus, og vi ledsagede ham. På det tidspunkt virkede det som om, folk aldrig havde været ramt af en katastrofe som den dag før. Blandt dem sagde nogle: "Han har det fint." Og der var også dem, der sagde: "Jeg er meget bekymret for hans skæbne." Så fik Umar serveret vin, og han spiste den, men den kom ud gennem hans mave. Så fik han mælk, og han drak den igen, men den kom ud gennem hans sår. Til sidst indså folket, at Umar var ved at dø. Så gik vi ind for at besøge ham og blev fulgt af dem, der kom og roste ham. Pludselig kom en ung mand og sagde: "Velsignet er du, O Amir al-Mu'minin, med gode nyheder fra Allah, fordi du har levet ved at ledsage (være en ledsager) Allahs Sendebud sallallaahu 'alaihi wasallam og den første til at acceptere islam i form af viden, som du kender. Så fik du tilliden til at være leder, og du har udført den retfærdigt, og så døde du som martyr." Umar sagde: "Jeg ville være glad, hvis mit kalifat sluttede neutralt, jeg ville ikke blive udsat for synd, og jeg ville heller ikke modtage nogen belønning." Da den unge mand gik, syntes hans tøj at røre jorden, så Umar sagde: "Bring den unge mand tilbage til mig." Umar sagde til ham: "O min brors søn, tag dit tøj af, for det vil bevare dit tøj bedre og gøre dig mere hengiven til din Rabb. O Abdullah bin Umar, se på den gæld, der er min forpligtelse." Så de beregnede det og fandt ud af, at gælden var 86.000 eller noget i den stil. Umar sagde; "Hvis Umars families aktiver er tilstrækkelige, så betal gælden med deres aktiver. Men hvis det ikke er tilstrækkeligt, så spørg Bani Adiy bin Kaab. Og hvis deres aktiver stadig er utilstrækkelige, så spørg Quraishs folk og forsømme dem ikke ved at bede om andre end dem, så betal min gæld med disse aktiver. Mød Aisyah, Ummul Muminin radliallahu anha, og overbring hilsner fra Umar og sig ikke fra Amirul Muminin, fordi "I dag er jeg ikke længere lederen for de troende, og sig, at Umar bin Al Khaththab bad om tilladelse til at blive begravet ved siden af sine to ledsagere." Så hilste Abdullah bin Umar på ham, bad om tilladelse og gik derefter ind for at møde Aisha (må Allah være tilfreds med hende). Det viste sig, at Abdullah bin Umar fandt Aisha (må Allah være tilfreds med hende) grædende. Så sagde han: "Umar bin Al Khathtab sender sine hilsner til dig og beder om tilladelse til at blive begravet ved siden af hans." to ledsagere (Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) og Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham)." Aisha (må Allah være tilfreds med hende) sagde: "Faktisk ønsker jeg også det for mig selv, men i dag vil jeg ikke prioritere mig selv." Da Abdullah bin Umar vendte tilbage, blev det sagt til Umar: "Her er han, Abdullah bin Umar er kommet." Så sagde Umar: "Løft mig." Så kom en mand og støttede ham. Umar spurgte: "Hvilke nyheder bringer du?" Ibn Umar svarede: "De nyheder, du kan lide, O Amirul Mu'minin. Aisyah har givet dig tilladelse." Umar sagde: "Alhamdu lillah. Der er intet vigtigere for mig end det. Hvis jeg er død, så tag min krop til ham og overbring mine hilsner, og sig derefter, at Umar bin Al Khaththab bad om tilladelse. Hvis han tillader det, så læg mig (begrav mig), men hvis han nægter, så returner min krop til den muslimske grav. Så Hafshah, Ummul Mu'minin kom, og flere kvinder fulgte ham. Da vi så ham, rejste vi os straks. Hafshah henvendte sig derefter til ham. Umar græd et øjeblik. Så bad flere mænd om tilladelse til at komme ind, så Hafshah kom ind i rummet, fordi nogen ville ind. Så kunne vi høre Hafshah græde bag rummet. Udpeg jeres efterfølger." Umar sagde: "Jeg finder ingen mere berettiget i denne sag end dem eller en gruppe af dem, som, da Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham) døde, var tilfreds med dem. Så nævnte han navnene på Ali, Uthman, Az Zubair, Talhah, Sa'd og Abdur Rahman. Så sagde han: "Abdullah bin Umar vil være vidne imod jer. Men han har ingen rolle i denne sag, og hans opgave er kun en form for trøst for ham. Hvis lederskabet falder på Sa'd, så er han lederen af denne sag. Men hvis ikke ham, så søg hjælp hos ham. Og den blandt jer, der er betroet denne sag som leder, vil jeg ikke." afskedige ham på grund af svaghed eller forræderi." Så sagde Umar: "Jeg testamenterede kaliffen efter mig at forstå Muhajirins rettigheder og bevare deres ære. Jeg testamenterede ham også til altid at gøre godt mod Ansar, der havde besat dette land (Medina) og havde troet før deres ankomst (Muhajirin) at acceptere gode mennesker og tilgive dem, der var forkerte iblandt dem. Og jeg testamenterede ham også til at gøre godt mod alle indbyggerne i denne by, fordi de var islams forsvarere og havde bidraget med rigdom (til islam) og havde været strenge mod fjenden. Og tag ikke fra dem undtagen deres overskydende rigdom med deres vilje. Jeg lover også at gøre godt mod beduin-araberne, fordi de er forfædrene til det arabiske folk og islams pionerer, og at tage fra dem ikke deres valgte (hoved) ejendom (som zakat) og derefter returnere (fordele den) til de fattige mennesker iblandt dem. Beskyttelse af Allah og Hans Sendebud sallallaahu 'alaihi wasallam (så længe de betaler skat) og de (ahlu dzimmah) De, der har til hensigt at kæmpe, skal bekæmpes, de må heller ikke bebyrdes ud over deres evner." Da Umar havde udåndet, tog vi ham ud, og så begav vi os afsted til fods. Abdullah bin Umar sagde hej (til Aisyah, må Allah være tilfreds med ham) og sagde derefter: "Umar bin Al Khaththab beder om tilladelse." Aisyah Radliallahu anha sagde: "Læg den i." Så Umars lig blev lagt i graven og placeret ved siden af hans to ledsagere. Efter at have begravet Umars lig, samledes folket (som var blevet udpeget til at finde en efterfølger til kaliffen). Så sagde Az Zubair: "Jeg overdrog mine anliggender til Ali. I mellemtiden sagde Talha: "Jeg overdrog mine anliggender til Uthman. I mellemtiden sagde Sa'ad: "Jeg overdrog mine anliggender til Abdur Rahman bin Auf. Så sagde Abdur Rahman bin Auf: "Hvem af jer to er villig til at give slip på dette sagen, vil vi overdrage den til den anden, Allah og Islam vil holde øje med den. Sandelig, enhver kan se, hvem der er den bedste blandt dem, efter sine egne øjne. De to embedsmænd (Uthman og Ali) var tavse. Så sagde Abdur Rahman: "Overlader I denne sag til mig? Allah holder bestemt øje med mig, og jeg vil ikke være vilkårlig i at vælge, hvem der er den bedste blandt jer." De sagde begge: "Okay". Så holdt Abdur Rahman hånden på en af de to og sagde: "Du er en slægtning til Allahs Sendebud sallallaahu 'alaihi wasallam og blandt forgængerne i islam (seniorer), som I ved, og Allah vil holde øje med jer. Hvis jeg overdrager denne sag til jer, vil I selvfølgelig handle retfærdigt, og hvis jeg overdrager denne sag til Uthman, vil I selvfølgelig høre og adlyde." Han svor troskab til Uthman.