Imam Nasa’i : 723

أَخْبَرَنَا سُلَيْمَانُ بْنُ دَاوُدَ قَالَ حَدَّثَنَا ابْنُ وَهْبٍ عَنْ يُونُسَ قَالَ ابْنُ شِهَابٍ وَأَخْبَرَنِي عَبْدُ الرَّحْمَنِ بْنُ كَعْبِ بْنِ مَالِكٍ أَنَّ عَبْدَ اللَّهِ بْنَ كَعْبٍ قَالَسَمِعْتُ كَعْبَ بْنَ مَالِكٍ يُحَدِّثُ حَدِيثَهُ حِينَ تَخَلَّفَ عَنْ رَسُولِ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ فِي غَزْوَةِ تَبُوكَ قَالَ وَصَبَّحَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ قَادِمًا وَكَانَ إِذَا قَدِمَ مِنْ سَفَرٍ بَدَأَ بِالْمَسْجِدِ فَرَكَعَ فِيهِ رَكْعَتَيْنِ ثُمَّ جَلَسَ لِلنَّاسِ فَلَمَّا فَعَلَ ذَلِكَ جَاءَهُ الْمُخَلَّفُونَ فَطَفِقُوا يَعْتَذِرُونَ إِلَيْهِ وَيَحْلِفُونَ لَهُ وَكَانُوا بِضْعًا وَثَمَانِينَ رَجُلًا فَقَبِلَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ عَلَانِيَتَهُمْ وَبَايَعَهُمْ وَاسْتَغْفَرَ لَهُمْ وَوَكَلَ سَرَائِرَهُمْ إِلَى اللَّهِ عَزَّ وَجَلَّ حَتَّى جِئْتُ فَلَمَّا سَلَّمْتُ تَبَسَّمَ تَبَسُّمَ الْمُغْضَبِ ثُمَّ قَالَ تَعَالَ فَجِئْتُ حَتَّى جَلَسْتُ بَيْنَ يَدَيْهِ فَقَالَ لِي مَا خَلَّفَكَ أَلَمْ تَكُنِ ابْتَعْتَ ظَهْرَكَ فَقُلْتُ يَا رَسُولَ اللَّهِ إِنِّي وَاللَّهِ لَوْ جَلَسْتُ عِنْدَ غَيْرِكَ مِنْ أَهْلِ الدُّنْيَا لَرَأَيْتُ أَنِّي سَأَخْرُجُ مِنْ سَخَطِهِ وَلَقَدْ أُعْطِيتُ جَدَلًا وَلَكِنْ وَاللَّهِ لَقَدْ عَلِمْتُ لَئِنْ حَدَّثْتُكَ الْيَوْمَ حَدِيثَ كَذِبٍ لِتَرْضَى بِهِ عَنِّي لَيُوشَكُ أَنَّ اللَّهَ عَزَّ وَجَلَّ يُسْخِطُكَ عَلَيَّ وَلَئِنْ حَدَّثْتُكَ حَدِيثَ صِدْقٍ تَجِدُ عَلَيَّ فِيهِ إِنِّي لَأَرْجُو فِيهِ عَفْوَ اللَّهِ وَاللَّهِ مَا كُنْتُ قَطُّ أَقْوَى وَلَا أَيْسَرَ مِنِّي حِينَ تَخَلَّفْتُ عَنْكَ فَقَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ أَمَّا هَذَا فَقَدْ صَدَقَ فَقُمْ حَتَّى يَقْضِيَ اللَّهُ فِيكَ فَقُمْتُ فَمَضَيْتُ مُخْتَصَرٌ

Har fortalt os [Sulaiman bin Daud], at han sagde; har fortalt os [Ibn Wahab] fra [Yunus], [Ibn Shihab] sagde; Det er blevet rapporteret til mig [Abdurrahman bin Ka'ab bin Malik], at [Abdullah bin Ka'ab] sagde; "Jeg hørte [Ka'ab bin Malik] fortælle om hændelsen, da han blev efterladt i Tabuk-krigen. Han sagde: 'Allahs Sendebud (frid og velsignelser være med ham) kom med et strålende ansigt, og hans vane var, at når han kom fra en rejse, gik han direkte til moskeen og bad derefter to rak'ah. Så satte han sig sammen med sine ledsagere. Efter han havde gjort dette, kom de mennesker, der var efterladt (fra Tabuk-krigen). De fortalte ham årsagen og svor ham en ed. Der var omkring firs mænd mere. Rasulullah (frid og velsignelser være med ham) accepterede deres åbenhjertighed, svor dem troskab, bad om tilgivelse for dem og overgav hemmelighederne (som var i deres hjerter) til Allah Azza wa Jalla, indtil jeg kom. Efter jeg hilste på ham, og han smilede med et vredt smil, kaldte han (frid og velsignelser være med ham) på mig: "Kom her." Har du ikke købt dit ridedyr?" Jeg svarede: "O Rasulullah sallallaahu'alaihi wasallam, ved Allah, hvis jeg sad med andre end jer fra denne jords folk, ville jeg bestemt tro, at jeg kunne være fri for deres vrede, fordi jeg har evnen til at argumentere. Men ved Allah, jeg ved, at hvis jeg fortæller jer en løgn i dag, så I vil være tilfredse med mig, vil Allah helt sikkert skabe noget, der vil gøre jer vred på mig. På den anden side, hvis jeg fortæller jer sandheden ligeud, vil det være fordi jeg virkelig håber på Allahs tilgivelse. Ved Allah, da jeg haltede bagud jer, havde jeg aldrig været så stærk og fri, som jeg var på det tidspunkt." Så sagde Rasulullah sallallahu'alaihi wasallam: "Denne person handler ærligt, bare gå, indtil Allah afgør jeres sag." Så rejste jeg mig og gik." (Kort)