Imam Tirmidhi : 3104

حَدَّثَنَا مَحْمُودُ بْنُ غَيْلَانَ حَدَّثَنَا أَبُو أُسَامَةَ عَنْ هِشَامِ بْنِ عُرْوَةَ أَخْبَرَنِي أَبِي عَنْ عَائِشَةَ قَالَتْلَمَّا ذُكِرَ مِنْ شَأْنِي الَّذِي ذُكِرَ وَمَا عَلِمْتُ بِهِ قَامَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ فِيَّ خَطِيبًا فَتَشَهَّدَ وَحَمِدَ اللَّهَ وَأَثْنَى عَلَيْهِ بِمَا هُوَ أَهْلُهُ ثُمَّ قَالَ أَمَّا بَعْدُ أَشِيرُوا عَلَيَّ فِي أُنَاسٍ أَبَنُوا أَهْلِي وَاللَّهِ مَا عَلِمْتُ عَلَى أَهْلِي مِنْ سُوءٍ قَطُّ وَأَبَنُوا بِمَنْ وَاللَّهِ مَا عَلِمْتُ عَلَيْهِ مِنْ سُوءٍ قَطُّ وَلَا دَخَلَ بَيْتِي قَطُّ إِلَّا وَأَنَا حَاضِرٌ وَلَا غِبْتُ فِي سَفَرٍ إِلَّا غَابَ مَعِي فَقَامَ سَعْدُ بْنُ مُعَاذٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ فَقَالَ ائْذَنْ لِي يَا رَسُولَ اللَّهِ أَنْ أَضْرِبَ أَعْنَاقَهُمْ وَقَامَ رَجُلٌ مِنْ بَنِي الْخَزْرَجِ وَكَانَتْ أُمُّ حَسَّانَ ابْنِ ثَابِتٍ مِنْ رَهْطِ ذَلِكَ الرَّجُلِ فَقَالَ كَذَبْتَ أَمَا وَاللَّهِ أَنْ لَوْ كَانُوا مِنْ الْأَوْسِ مَا أَحْبَبْتَ أَنْ تُضْرَبَ أَعْنَاقُهُمْ حَتَّى كَادَ أَنْ يَكُونَ بَيْنَ الْأَوْسِ وَالْخَزْرَجِ شَرٌّ فِي الْمَسْجِدِ وَمَا عَلِمْتُ بِهِ فَلَمَّا كَانَ مَسَاءُ ذَلِكَ الْيَوْمِ خَرَجْتُ لِبَعْضِ حَاجَتِي وَمَعِي أُمُّ مِسْطَحٍ فَعَثَرَتْ فَقَالَتْ تَعِسَ مِسْطَحٌ فَقُلْتُ لَهَا أَيْ أُمُّ تَسُبِّينَ ابْنَكِ فَسَكَتَتْ ثُمَّ عَثَرَتْ الثَّانِيَةَ فَقَالَتْ تَعِسَ مِسْطَحٌ فَانْتَهَرْتُهَا فَقُلْتُ لَهَا أَيْ أُمُّ تَسُبِّينَ ابْنَكِ فَسَكَتَتْ ثُمَّ عَثَرَتْ الثَّالِثَةَ فَقَالَتْ تَعِسَ مِسْطَحٌ فَانْتَهَرْتُهَا فَقُلْتُ لَهَا أَيْ أُمُّ تَسُبِّينَ ابْنَكِ فَقَالَتْ وَاللَّهِ مَا أَسُبُّهُ إِلَّا فِيكِ فَقُلْتُ فِي أَيِّ شَيْءٍ قَالَتْ فَبَقَرَتْ لِي الْحَدِيثَ قُلْتُ وَقَدْ كَانَ هَذَا قَالَتْ نَعَمْ وَاللَّهِ لَقَدْ رَجَعْتُ إِلَى بَيْتِي وَكَأَنَّ الَّذِي خَرَجْتُ لَهُ لَمْ أَخْرُجْ لَا أَجِدُ مِنْهُ قَلِيلًا وَلَا كَثِيرًا وَوُعِكْتُ فَقُلْتُ لِرَسُولِ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ أَرْسِلْنِي إِلَى بَيْتِ أَبِي فَأَرْسَلَ مَعِي الْغُلَامَ فَدَخَلْتُ الدَّارَ فَوَجَدْتُ أُمَّ رُومَانَ فِي السُّفْلِ وَأَبُو بَكْرٍ فَوْقَ الْبَيْتِ يَقْرَأُ فَقَالَتْ أُمِّي مَا جَاءَ بِكِ يَا بُنَيَّةُ قَالَتْ فَأَخْبَرْتُهَا وَذَكَرْتُ لَهَا الْحَدِيثَ فَإِذَا هُوَ لَمْ يَبْلُغْ مِنْهَا مَا بَلَغَ مِنِّي قَالَتْ يَا بُنَيَّةُ خَفِّفِي عَلَيْكِ الشَّأْنَ فَإِنَّهُ وَاللَّهِ لَقَلَّمَا كَانَتْ امْرَأَةٌ حَسْنَاءُ عِنْدَ رَجُلٍ يُحِبُّهَا لَهَا ضَرَائِرُ إِلَّا حَسَدْنَهَا وَقِيلَ فِيهَا فَإِذَا هِيَ لَمْ يَبْلُغْ مِنْهَا مَا بَلَغَ مِنِّي قَالَتْ قُلْتُ وَقَدْ عَلِمَ بِهِ أَبِي قَالَتْ نَعَمْ قُلْتُ وَرَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ قَالَتْ نَعَمْ وَاسْتَعْبَرْتُ وَبَكَيْتُ فَسَمِعَ أَبُو بَكْرٍ صَوْتِي وَهُوَ فَوْقَ الْبَيْتِ يَقْرَأُ فَنَزَلَ فَقَالَ لِأُمِّي مَا شَأْنُهَا قَالَتْ بَلَغَهَا الَّذِي ذُكِرَ مِنْ شَأْنِهَا فَفَاضَتْ عَيْنَاهُ فَقَالَ أَقَسَمْتُ عَلَيْكِ يَا بُنَيَّةُ إِلَّا رَجَعْتِ إِلَى بَيْتِكِ فَرَجَعْتُ وَلَقَدْ جَاءَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ بَيْتِي فَسَأَلَ عَنِّي خَادِمَتِي فَقَالَتْ لَا وَاللَّهِ مَا عَلِمْتُ عَلَيْهَا عَيْبًا إِلَّا أَنَّهَا كَانَتْ تَرْقُدُ حَتَّى تَدْخُلَ الشَّاةُ فَتَأْكُلَ خَمِيرَتَهَا أَوْ عَجِينَتَهَا وَانْتَهَرَهَا بَعْضُ أَصْحَابِهِ فَقَالَ أَصْدِقِي رَسُولَ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ حَتَّى أَسْقَطُوا لَهَا بِهِ فَقَالَتْ سُبْحَانَ اللَّهِ وَاللَّهِ مَا عَلِمْتُ عَلَيْهَا إِلَّا مَا يَعْلَمُ الصَّائِغُ عَلَى تِبْرِ الذَّهَبِ الْأَحْمَرِ فَبَلَغَ الْأَمْرُ ذَلِكَ الرَّجُلَ الَّذِي قِيلَ لَهُ فَقَالَ سُبْحَانَ اللَّهِ وَاللَّهِ مَا كَشَفْتُ كَنَفَ أُنْثَى قَطُّ قَالَتْ عَائِشَةُ فَقُتِلَ شَهِيدًا فِي سَبِيلِ اللَّهِ قَالَتْ وَأَصْبَحَ أَبَوَايَ عِنْدِي فَلَمْ يَزَالَا حَتَّى دَخَلَ عَلَيَّ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ وَقَدْ صَلَّى الْعَصْرَ ثُمَّ دَخَلَ وَقَدْ اكْتَنَفَنِي أَبَوَايَ عَنْ يَمِينِي وَعَنْ شِمَالِي فَتَشَهَّدَ النَّبِيُّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ وَحَمِدَ اللَّهَ وَأَثْنَى عَلَيْهِ بِمَا هُوَ أَهْلُهُ ثُمَّ قَالَ أَمَّا بَعْدُ يَا عَائِشَةُ إِنْ كُنْتِ قَارَفْتِ سُوءًا أَوْ ظَلَمْتِ فَتُوبِي إِلَى اللَّهِ فَإِنَّ اللَّهَ يَقْبَلُ التَّوْبَةَ عَنْ عِبَادِهِ قَالَتْ وَقَدْ جَاءَتْ امْرَأَةٌ مِنْ الْأَنْصَارِ وَهِيَ جَالِسَةٌ بِالْبَابِ فَقُلْتُ أَلَا تَسْتَحْيِي مِنْ هَذِهِ الْمَرْأَةِ أَنْ تَذْكُرَ شَيْئًا فَوَعَظَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ فَالْتَفَتُّ إِلَى أَبِي فَقُلْتُ أَجِبْهُ قَالَ فَمَاذَا أَقُولُ فَالْتَفَتُّ إِلَى أُمِّي فَقُلْتُ أَجِيبِيهِ قَالَتْ أَقُولُ مَاذَا قَالَتْ فَلَمَّا لَمْ يُجِيبَا تَشَهَّدْتُ فَحَمِدْتُ اللَّهَ وَأَثْنَيْتُ عَلَيْهِ بِمَا هُوَ أَهْلُهُ ثُمَّ قُلْتُ أَمَا وَاللَّهِ لَئِنْ قُلْتُ لَكُمْ إِنِّي لَمْ أَفْعَلْ وَاللَّهُ يَشْهَدُ إِنِّي لَصَادِقَةٌ مَا ذَاكَ بِنَافِعِي عِنْدَكُمْ لِي لَقَدْ تَكَلَّمْتُمْ وَأُشْرِبَتْ قُلُوبُكُمْ وَلَئِنْ قُلْتُ إِنِّي قَدْ فَعَلْتُ وَاللَّهُ يَعْلَمُ أَنِّي لَمْ أَفْعَلْ لَتَقُولُنَّ إِنَّهَا قَدْ بَاءَتْ بِهِ عَلَى نَفْسِهَا وَإِنِّي وَاللَّهِ مَا أَجِدُ لِي وَلَكُمْ مَثَلًا قَالَتْ وَالْتَمَسْتُ اسْمَ يَعْقُوبَ فَلَمْ أَقْدِرْ عَلَيْهِ إِلَّا أَبَا يُوسُفَ حِينَ قَالَ{ فَصَبْرٌ جَمِيلٌ وَاللَّهُ الْمُسْتَعَانُ عَلَى مَا تَصِفُونَ }قَالَتْ وَأُنْزِلَ عَلَى رَسُولِ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ مِنْ سَاعَتِهِ فَسَكَتْنَا فَرُفِعَ عَنْهُ وَإِنِّي لَأَتَبَيَّنُ السُّرُورَ فِي وَجْهِهِ وَهُوَ يَمْسَحُ جَبِينَهُ وَيَقُولُ الْبُشْرَى يَا عَائِشَةُ فَقَدْ أَنْزَلَ اللَّهُ بَرَاءَتَكِ قَالَتْ فَكُنْتُ أَشَدَّ مَا كُنْتُ غَضَبًا فَقَالَ لِي أَبَوَايَ قُومِي إِلَيْهِ فَقُلْتُ لَا وَاللَّهِ لَا أَقُومُ إِلَيْهِ وَلَا أَحْمَدُهُ وَلَا أَحْمَدُكُمَا وَلَكِنْ أَحْمَدُ اللَّهَ الَّذِي أَنْزَلَ بَرَاءَتِي لَقَدْ سَمِعْتُمُوهُ فَمَا أَنْكَرْتُمُوهُ وَلَا غَيَّرْتُمُوهُ وَكَانَتْ عَائِشَةُ تَقُولُ أَمَّا زَيْنَبُ بِنْتُ جَحْشٍ فَعَصَمَهَا اللَّهُ بِدِينِهَا فَلَمْ تَقُلْ إِلَّا خَيْرًا وَأَمَّا أُخْتُهَا حَمْنَةُ فَهَلَكَتْ فِيمَنْ هَلَكَ وَكَانَ الَّذِي يَتَكَلَّمُ فِيهِ مِسْطَحٌ وَحَسَّانُ بْنُ ثَابِتٍ وَالْمُنَافِقُ عَبْدُ اللَّهِ بْنُ أُبَيٍّ ابْنُ سَلُولَ وَهُوَ الَّذِي كَانَ يَسُوسُهُ وَيَجْمَعُهُ وَهُوَ الَّذِي تَوَلَّى كِبْرَهُ مِنْهُمْ هُوَ وَحَمْنَةُ قَالَتْ فَحَلَفَ أَبُو بَكْرٍ أَنْ لَا يَنْفَعَ مِسْطَحًا بِنَافِعَةٍ أَبَدًا فَأَنْزَلَ اللَّهُ تَعَالَى هَذِهِ الْآيَةَ{ وَلَا يَأْتَلِ أُولُوا الْفَضْلِ مِنْكُمْ وَالسَّعَةِ }إِلَى آخِرِ الْآيَةِ يَعْنِي أَبَا بَكْرٍ{ أَنْ يُؤْتُوا أُولِي الْقُرْبَى وَالْمَسَاكِينَ وَالْمُهَاجِرِينَ فِي سَبِيلِ اللَّهِ }يَعْنِي مِسْطَحًا إِلَى قَوْلِهِ{ أَلَا تُحِبُّونَ أَنْ يَغْفِرَ اللَّهُ لَكُمْ وَاللَّهُ غَفُورٌ رَحِيمٌ }قَالَ أَبُو بَكْرٍ بَلَى وَاللَّهِ يَا رَبَّنَا إِنَّا لَنُحِبُّ أَنْ تَغْفِرَ لَنَا وَعَادَ لَهُ بِمَا كَانَ يَصْنَعُقَالَ أَبُو عِيسَى هَذَا حَدِيثٌ حَسَنٌ صَحِيحٌ غَرِيبٌ مِنْ حَدِيثِ هِشَامِ بْنِ عُرْوَةَ وَقَدْ رَوَاهُ يُونُسُ بْنُ يَزِيدَ وَمَعْمَرٌ وَغَيْرُ وَاحِدٍ عَنْ الزُّهْرِيِّ عَنْ عُرْوَةَ بْنِ الزُّبَيْرِ وَسَعِيدِ بْنِ الْمُسَيَّبِ وَعَلْقَمَةَ بْنِ وَقَّاصٍ اللَّيْثِيِّ وَعُبَيْدِ اللَّهِ بْنِ عَبْدِ اللَّهِ عَنْ عَائِشَةَ هَذَا الْحَدِيثَ أَطْوَلَ مِنْ حَدِيثِ هِشَامِ بْنِ عُرْوَةَ وَأَتَمَّ

Har fortalt os [Mahmud bin Ghailan] har fortalt os [Abu Usamah] fra [Hisyam bin Urwah] har fortalt mig [min far] fra [Aisyah] sagde: Da min sag blev kaldt på denne måde, og jeg ikke vidste det, stod Allahs Sendebud sallallaahu 'alaihi wa Salam og prædikede foran mig, han læste shahadaen og udførte tahmid med den tahmid, der er Ham værdig, derefter sagde han: "Mine damer og herrer, giv mig råd om folk, der beskylder min familie for ondskab (han mener 'Aisyah), ved Allah, jeg kender ikke noget ondt mod min familie, og de beskylder folk, som ved Allah, jeg kender ikke noget ondt mod ham (hvilket betyder Shafwan bin Mu'aththal). Han (Shafwan) gik slet ikke ind i mit hus, medmindre jeg var der, og jeg tog ikke på rejse, medmindre han (Shfawan) tog afsted med mig. Mu'adh (må Allah være tilfreds med ham) rejste sig og sagde: O Allahs Sendebud, lad mig hugge deres hals. En mand fra Bani Khajraj, mor til Hassan bin Thabit, som var fra den stamme, rejste sig og sagde: "Du lyver. "Ved Allah, hvis de var fra Aus, ville du ikke have slået dem i nakken." Indtil noget slemt næsten skete mellem Aus og Khajraj i moskeen, og jeg vidste ikke noget om det. Den aften, og stadig samme dag, tog jeg (Aisha) ud på et ærinde med Umm Mistah. Det viste sig, at hun gled og sagde: Ve Mistah. Jeg sagde til hende: Åh mor, kritiserer du din søn? Hun forblev tavs og gled så igen og sagde: Ve Mistah. Så råbte jeg ad hende og sagde til hende: Åh mor, kritiserer du din søn. Hun sagde: Ved Allah, jeg kritiserede ham ikke undtagen angående din sag. Jeg spurgte: Om hvad? Hun svarede og forklarede derefter sagen for mig. Jeg spurgte: Er det sket? Hun svarede: Ved Allah, jeg vendte hjem, som om det behov, jeg var kommet for, var meningsløst. Jeg fandt hverken lidt eller meget, og jeg blev ramt af feber. Jeg sagde til Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham): "Tag mig tilbage til min fars hus." Han sendte mig med en slave. Jeg gik ind i huset og så Umm Ruman nedenunder, mens Abu Bakr læste (Koranen) ovenpå. Min mor spurgte: "Hvad er du kommet for, åh min datter?" Aisha sagde: "Så fortalte jeg hende historien, men hun havde ikke hørt, hvad jeg havde hørt. Hun sagde: "Åh min datter, gør det let for dig, for ved Allah, det er sjældent, at en smuk kvinde gifter sig med en, der har en mand, og som hun elsker, bortset fra at de vil misunde hende og beskylde hende for forskellige ting." Han sagde: "Jeg hørte ikke, hvad jeg havde hørt." Aisha sagde: "Jeg spurgte: 'Ved min far om det?' Han sagde: 'Ja.' Jeg spurgte: 'Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) også?' Han sagde: 'Ja.'" Jeg var ked af det og græd, indtil Abu Bakr hørte min stemme, mens han læste (Al-Koranen) ovenpå. Abu Bakr kom ned og spurgte min mor: Hvad er der galt med ham? Han svarede: Han hørte nyheder om hans problem. Abu Bakr havde tårer i øjnene og sagde: Jeg sværger til dig, O min datter, medmindre du vender tilbage til dit hus. Jeg kom tilbage, og Rasulullah sallallaahu 'alaihi wa Salam var ankommet. Han spurgte min tjener om mig, min tjener svarede: Nej, ved Allah, jeg ved ikke noget dårligt om ham andet end at han sov, indtil en ged kom ind og spiste brøddejens gær eller gær. Nogle af Rasulullah sallallahu 'alaihi wa Salams ledsagere råbte ad ham og sagde: Ret Rasulullah sallallahu 'alaihi wa Salam, indtil de kritiserede ham. Han sagde: Subhan Allâh, ved Allah, jeg kender ikke dens tilstand, undtagen som en guldsmed kender til guldbarrer. Denne falske nyhed blev hørt af den person, der er anklaget for det (Shafwan), og han sagde: SubhaanAllah, ved Allah, jeg har aldrig afklædt en kvinde overhovedet. Aisyah sagde: Han (Shafwan) blev martyrdøden på vejen, Allah. Aisyah sagde: Mine forældre var i nærheden af mig, de forblev i nærheden af mig, indtil Allahs Sendebud (frid og velsignelser være med ham) kom ind, og han afsluttede Asr-bønnen. Mine forældre omringede mig fra højre og venstre. Profeten (frid og velsignelser være med ham) reciterede shahadaen og udførte tahmid, som det var passende for Ham. Derefter sagde han: "O Aisyah, hvis du gør noget dårligt eller gør noget forkert, så omvend dig til Allah, for Allah accepterer Hans tjeneres anger." Aisyah sagde: En Ansar-kvinde kom og sad ved døren. Jeg sagde: Flov du dig ikke over denne kvinde ved at nævne noget? Rasulullah (frid og velsignelser være med ham) gav mig derefter et råd. Så vendte jeg mig til min far og sagde: Svar ham. Abu Bakr spurgte: Hvad skal jeg sige? Jeg vendte mig til min mor og sagde: Svar hende. Umm Misthah spurgte: Hvad skulle jeg sige? Da ingen af dem svarede, reciterede jeg shahadaen, jeg sagde tahmid og roste ham med behørig ros. Jeg sagde derefter: Husk, ved Allah, hvis jeg fortæller jer, at jeg ikke gjorde det, ved Allah, at jeg har ret, men det er til ingen nytte for jer. I har allerede talt (alle mulige ting), og jeres hjerter er blevet gennemboret. Selv hvis jeg siger, at jeg har gjort det, ved Allah, at jeg ikke har gjort det. I vil helt sikkert sige, at han har tilstået sine handlinger. Ved Allah er der intet eksempel mellem mig og jer. Aisyah fortsatte: Jeg ledte efter Ya'qubs navn, men jeg kunne ikke nævne ham andet end Abu Yusuf, da han sagde: "Så det er god tålmodighed (min tålmodighed), og Allah alene er den, der bedes om Hans hjælp angående det, du fortæller." (Yuusuf: 18) Aisyah fortsatte: På det tidspunkt blev åbenbaringen åbenbaret til Allahs Sendebud sallallaahu 'alaihi wa Salam. Vi var tavse, så blev åbenbaringen løftet fra ham. Vi så... Med glæden i ansigtet gned han sin pande og sagde: "Gode nyheder, O Aisyah, Allah har sendt din befrielse (nyheder om din hellighed) ned." Aisyah sagde: På det tidspunkt var jeg meget vred. Mine forældre sagde: Kom nær ham. Jeg sagde: Nej, ved Allah, jeg vil ikke komme nær ham, jeg priser ham ikke, og det gør I to heller ikke, men jeg priser Allah, som har sendt nyheden om min hellighed ned, som I begge har lyttet til, hverken benægter eller ændrer I. Aisyah sagde: Zainab bint Jahsy var beskyttet af Allah på grund af sin religion, hun talte ikke andre ord end gode, mens hendes søster, Hamnah, omkom sammen med de andre. Og dem, der også diskuterede de falske nyheder (løgne), var Misthah, Hassan bin Thabit og hykleren, Abdullah bin Ubai bin Salul, han var den, der ledte og provokerede det, han var den, der bar sine synder mellem dem, han og Hamnah. Aisyah fortsatte: Abu Bakr svor ikke at give noget til Misthah for evigt, da åbenbarede Allah dette vers: "Og lad ikke dem, der "har fordele og rummelighed iblandt jer, sværger ikke at give...." Indtil slutningen af verset (An Nuur: 22) mente Abu Bakr at give (hjælp) til slægtninge, fattige mennesker og muhajirin på vejen Allah. Det, der menes, er Misthah, indtil Hans ord: "Ønsker du ikke, at Allah ville tilgive dig? og Allah er den Mest Tilgivende, den Mest Barmhjertige." (An Nuur: 22) Abu Bakr sagde: Ja, ved Allah, O vores Rabb, vi ønsker, at Du tilgiver os. Abu Bakr vendte tilbage til at gøre, hvad han havde gjort før (at give donationer til Mistah). Abu Isa sagde: Denne hadith er autentisk fra Hisham bin Urwahs hadith. [Yunus bin Yazid], [Ma'mar] og andre berettede den også fra [Az Zuhri] fra [Urwah bin Az Zubair], [Sa'id bin Al Musayyib], [Alqamah bin Waqqash Al Laitsi] og [Ubaidullah bin Abdullah] fra [Aisyah], som er længere og mere komplet end Hisyam bin Urwahs hadith.