Imam Tirmidhi : 1425

حَدَّثَنِي يَحْيَى بْنُ مُوسَى حَدَّثَنَا أَبُو بَكْرٍ الْحَنَفِيُّ حَدَّثَنَا الضَّحَّاكُ بْنُ عُثْمَانَ حَدَّثَنِي عُمَارَةُ بْنُ عَبْدِ اللَّهِ قَال سَمِعْتُ عَطَاءَ بْنَ يَسَارٍ يَقُولُ سَأَلْتُ أَبَا أَيُّوبَ الْأَنْصَارِيَّكَيْفَ كَانَتْ الضَّحَايَا عَلَى عَهْدِ رَسُولِ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ فَقَالَ كَانَ الرَّجُلُ يُضَحِّي بِالشَّاةِ عَنْهُ وَعَنْ أَهْلِ بَيْتِهِ فَيَأْكُلُونَ وَيُطْعِمُونَ حَتَّى تَبَاهَى النَّاسُ فَصَارَتْ كَمَا تَرَىقَالَ أَبُو عِيسَى هَذَا حَدِيثٌ حَسَنٌ صَحِيحٌ وَعُمَارَةُ بْنُ عَبْدِ اللَّهِ هُوَ مَدَنِيٌّ وَقَدْ رَوَى عَنْهُ مَالِكُ بْنُ أَنَسٍ وَالْعَمَلُ عَلَى هَذَا عِنْدَ بَعْضِ أَهْلِ الْعِلْمِ وَهُوَ قَوْلُ أَحْمَدَ وَإِسْحَقَ وَاحْتَجَّا بِحَدِيثِ النَّبِيِّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ أَنَّهُ ضَحَّى بِكَبْشٍ فَقَالَ هَذَا عَمَّنْ لَمْ يُضَحِّ مِنْ أُمَّتِي وَقَالَ بَعْضُ أَهْلِ الْعِلْمِ لَا تُجْزِي الشَّاةُ إِلَّا عَنْ نَفْسٍ وَاحِدَةٍ وَهُوَ قَوْلُ عَبْدِ اللَّهِ بْنِ الْمُبَارَكِ وَغَيْرِهِ مِنْ أَهْلِ الْعِلْمِ

Har fortalt os [Yahya bin Musa] sagt, har fortalt os [Abu Bakr Al Hanafi] sagt, har fortalt os [Adh Dhahhak bin Uthman] sagt, har fortalt mig [Umarah bin Abdullah] at han sagde; Jeg hørte [Atha bin Yasar] sige: "Jeg spurgte engang [Abu Ayyub Al Ansari], hvordan ofringer blev udført i Profetens tid (frihed og velsignelser være med ham)?", svarede han; "En mand slagtede en ged til sig selv og sin familie, de spiste offerkødet og gav det til andre mennesker. Dette fortsatte, indtil folk var stolte, så ofringen blev som det, I ser nu (bare for at være stolte)." Abu Isa sagde; "Denne hadith er hasan sahih. Umarah bin Abdullah var en mand fra Medina, og Malik bin Anas var blandt dem, der fortalte den. Denne hadith er en retningslinje for gode gerninger ifølge nogle lærde, og dette er Ahmad og Ishaqs mening. Begge citerer profetens sallallaahu 'alaihi wasallams hadith, hvori han engang ofrede en ged, og derefter sagde han: "Dette er for dem, der ikke har ofret fra min nation." Nogle lærde er af den opfattelse: "En ged er ikke nok undtagen til én person. Og dette er Abdullah Ibn al-Mubaraks og andres mening blandt de lærde."